fredag den 14. marts 2014

Latterhierarkier

Denby forsætter sin Budapest-anmeldelse med at skrive:

"The Grand Budapest Hotel" is no more than mildly funny. It produces mumuring titters rather than laughter - the sound of viewers affirming their own acumen in so reliably getting the joke.

Det behøver jeg jo heldigvis ikke være enig (det er noget af det mærkelige i Maja Lee Langvads og Kristina Nya Glaffeys åbne brev til mig i Information, at det skulle forhindre dem og andre læsere (og tilhørere) i at have en mening om deres værker, at jeg (i deres øjne) har en anden mening om dem "Det er klart, at forfatteren ikke har suveræn adgang til fortolkningen af sine bøger, men at du som læser og anmelder skulle have denne suverænitet, stiller vi samtidig spørgsmålstegn ved. Vi er i det hele taget i tvivl, om du læser vores bøger på samme måde, som vi selv gør."). Og rent empirisk - det er der vidner på - lo jeg højt og klart både den ene og den anden gang, jeg så filmen. men jeg har altid hadet latterhierarkier; hvis jeg nu bare havde fniset mumlende i stedet for leet højt, hvorfor skulle det så være en mindre fin og ophøjet moren sig?

Langvad & Glaffey opererer med kun 2 slags grin, ekskluderende af- eller mod-latter og inklusiv med-latter, og mærkeligt nok ved de, hvordan jeg hjemme i min blå læsesofa ler ved læsning af deres bøger:

Vores bøger er morsomme, synes du. Men gad vide, om vi griner af det samme, om det er den samme latter, der bliver vækket i os? Når Kristina læser op fra Padder og Krybdyr på den lesbiske bar Vela for et overvejende lesbisk publikum, griner de så på samme måde, som når du sidder og læser bogen derhjemme? Kunne det tænkes, at du i højere grad griner af den lesbiske, hvorimod publikum på Vela griner med eller af sig selv. Når du griner af fremstillingen af den hvide mand (her sæddonoren), griner du så med ham, fordi du identificerer dig med ham, eller af ham, fordi du ikke selv tænker, at du har en hudfarve og et køn? Når Maja læser teksterne med »Negerpik« og »Kineserpik« op fra Find Holger Danske i Koreaklubben, en forening for koreansk adopterede, så er der ikke nogen, der griner. Når hun læser teksterne op i andre sammenhænge, hvor størstedelen af publikummerne er hvide, afføder teksterne en behersket latter, en latter, der kunne tolkes som: Jeg-synes-det-er-sjovt-men-har-jeg-lov-til-at-give-udtryk-for-det? Måden, der grines på, og det, at der overhovedet er mulighed for at grine er altså afhængig af konteksten. Det er ikke en universel latter som den litteraturteoretikeren Mikhail Bakhtin beskriver, der lyder under karnevallet.

Nej, ingen ler ens, eller tier ens, vel heller ikke lesbiske bargæster og adopterede klubmedlemmer. Men naturligvis er der altid en mere eller mindre stærk drift mod modtagelses-uniformitet i en konkret kollektiv modtagelse. Jeg tror på, at latteren i den lesbiske bar bliver uniformeret og solidarisk indforstået, hvilket jeg godt kunne finde på at kalde en reduktiv jovialisering af bogens identitets-anfægtelse (jeg nægter vrængende at lade mig genkende af disse hjemmesiders idé om hvem en lesbisk mor er), bortset for at jeg hader latterhierarkier og nægter at rangere Vela-latteren under min egen. Og min egen latter vs. Padder og krybdyr er hverken en latter AF og rigtignok heller ikke MED  de eller "de lesbiske", men en latter PÅ og FRA, foreslår jeg som forholdsord så, STILENS virtuost rasende og konkretiserende overstyring, ligesom latteren vs. remserne i Hvor er Holger Danske er en latter PÅ og FRA de på samme tid strenge og legesyge dekonstruktioner af (racistiske) vendinger - begge latre både forløser (KLICHEER overdrives/punkteres) og foruroliger (latterens UPASSENDE skred), men lige så meget MORER de bare, i deres målrettet skamløse og amokgående sproglighed.

1 kommentar:

  1. Det er en sjov artikel om et emne jeg er vældigt passioneret omkring. SKAL vi have noget at grine af, for at kunne grine? Og hvis vi skal, hvad skal det så være. Og når vi har fundet det der skal få os til at grine, er det så det samme der får dig og mig til at le?

    Svarene er selvfølgelig forskellige fra den ene person til den næste, og derfor giver spørgsmålet om hvad man skal grine af heller ikke meget mening.

    Min indgangsvinkel er at vi ikke griner AF noget, men fordi det er en indbygget funktion i os. Formålet med funktionen er at komme i balance, så når vi griner (uanset grund) handler det altså om at komme i balance. Det er både kroppen og sindet der bliver afbalanceret når vi griner, fordi vi skaber en øget produktion af endorfiner og dopamin når vi griner. De stoffer påvirker både humøret og fysikken.

    Selvfølgelig er det sjovt at grine af noget, men det er ikke en forudsætning for at grine :-)

    SvarSlet