Viser opslag med etiketten Steve Carell. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Steve Carell. Vis alle opslag
onsdag den 10. september 2014
fredag den 14. marts 2014
Latterhierarkier
Denby forsætter sin Budapest-anmeldelse med at skrive:
"The Grand Budapest Hotel" is no more than mildly funny. It produces mumuring titters rather than laughter - the sound of viewers affirming their own acumen in so reliably getting the joke.
Det behøver jeg jo heldigvis ikke være enig (det er noget af det mærkelige i Maja Lee Langvads og Kristina Nya Glaffeys åbne brev til mig i Information, at det skulle forhindre dem og andre læsere (og tilhørere) i at have en mening om deres værker, at jeg (i deres øjne) har en anden mening om dem "Det er klart, at forfatteren ikke har suveræn adgang til fortolkningen af sine bøger, men at du som læser og anmelder skulle have denne suverænitet, stiller vi samtidig spørgsmålstegn ved. Vi er i det hele taget i tvivl, om du læser vores bøger på samme måde, som vi selv gør."). Og rent empirisk - det er der vidner på - lo jeg højt og klart både den ene og den anden gang, jeg så filmen. men jeg har altid hadet latterhierarkier; hvis jeg nu bare havde fniset mumlende i stedet for leet højt, hvorfor skulle det så være en mindre fin og ophøjet moren sig?
Langvad & Glaffey opererer med kun 2 slags grin, ekskluderende af- eller mod-latter og inklusiv med-latter, og mærkeligt nok ved de, hvordan jeg hjemme i min blå læsesofa ler ved læsning af deres bøger:
Vores bøger er morsomme, synes du. Men gad vide, om vi griner af det samme, om det er den samme latter, der bliver vækket i os? Når Kristina læser op fra Padder og Krybdyr på den lesbiske bar Vela for et overvejende lesbisk publikum, griner de så på samme måde, som når du sidder og læser bogen derhjemme? Kunne det tænkes, at du i højere grad griner af den lesbiske, hvorimod publikum på Vela griner med eller af sig selv. Når du griner af fremstillingen af den hvide mand (her sæddonoren), griner du så med ham, fordi du identificerer dig med ham, eller af ham, fordi du ikke selv tænker, at du har en hudfarve og et køn? Når Maja læser teksterne med »Negerpik« og »Kineserpik« op fra Find Holger Danske i Koreaklubben, en forening for koreansk adopterede, så er der ikke nogen, der griner. Når hun læser teksterne op i andre sammenhænge, hvor størstedelen af publikummerne er hvide, afføder teksterne en behersket latter, en latter, der kunne tolkes som: Jeg-synes-det-er-sjovt-men-har-jeg-lov-til-at-give-udtryk-for-det? Måden, der grines på, og det, at der overhovedet er mulighed for at grine er altså afhængig af konteksten. Det er ikke en universel latter som den litteraturteoretikeren Mikhail Bakhtin beskriver, der lyder under karnevallet.
Nej, ingen ler ens, eller tier ens, vel heller ikke lesbiske bargæster og adopterede klubmedlemmer. Men naturligvis er der altid en mere eller mindre stærk drift mod modtagelses-uniformitet i en konkret kollektiv modtagelse. Jeg tror på, at latteren i den lesbiske bar bliver uniformeret og solidarisk indforstået, hvilket jeg godt kunne finde på at kalde en reduktiv jovialisering af bogens identitets-anfægtelse (jeg nægter vrængende at lade mig genkende af disse hjemmesiders idé om hvem en lesbisk mor er), bortset for at jeg hader latterhierarkier og nægter at rangere Vela-latteren under min egen. Og min egen latter vs. Padder og krybdyr er hverken en latter AF og rigtignok heller ikke MED de eller "de lesbiske", men en latter PÅ og FRA, foreslår jeg som forholdsord så, STILENS virtuost rasende og konkretiserende overstyring, ligesom latteren vs. remserne i Hvor er Holger Danske er en latter PÅ og FRA de på samme tid strenge og legesyge dekonstruktioner af (racistiske) vendinger - begge latre både forløser (KLICHEER overdrives/punkteres) og foruroliger (latterens UPASSENDE skred), men lige så meget MORER de bare, i deres målrettet skamløse og amokgående sproglighed.
"The Grand Budapest Hotel" is no more than mildly funny. It produces mumuring titters rather than laughter - the sound of viewers affirming their own acumen in so reliably getting the joke.
Det behøver jeg jo heldigvis ikke være enig (det er noget af det mærkelige i Maja Lee Langvads og Kristina Nya Glaffeys åbne brev til mig i Information, at det skulle forhindre dem og andre læsere (og tilhørere) i at have en mening om deres værker, at jeg (i deres øjne) har en anden mening om dem "Det er klart, at forfatteren ikke har suveræn adgang til fortolkningen af sine bøger, men at du som læser og anmelder skulle have denne suverænitet, stiller vi samtidig spørgsmålstegn ved. Vi er i det hele taget i tvivl, om du læser vores bøger på samme måde, som vi selv gør."). Og rent empirisk - det er der vidner på - lo jeg højt og klart både den ene og den anden gang, jeg så filmen. men jeg har altid hadet latterhierarkier; hvis jeg nu bare havde fniset mumlende i stedet for leet højt, hvorfor skulle det så være en mindre fin og ophøjet moren sig?
Langvad & Glaffey opererer med kun 2 slags grin, ekskluderende af- eller mod-latter og inklusiv med-latter, og mærkeligt nok ved de, hvordan jeg hjemme i min blå læsesofa ler ved læsning af deres bøger:
Vores bøger er morsomme, synes du. Men gad vide, om vi griner af det samme, om det er den samme latter, der bliver vækket i os? Når Kristina læser op fra Padder og Krybdyr på den lesbiske bar Vela for et overvejende lesbisk publikum, griner de så på samme måde, som når du sidder og læser bogen derhjemme? Kunne det tænkes, at du i højere grad griner af den lesbiske, hvorimod publikum på Vela griner med eller af sig selv. Når du griner af fremstillingen af den hvide mand (her sæddonoren), griner du så med ham, fordi du identificerer dig med ham, eller af ham, fordi du ikke selv tænker, at du har en hudfarve og et køn? Når Maja læser teksterne med »Negerpik« og »Kineserpik« op fra Find Holger Danske i Koreaklubben, en forening for koreansk adopterede, så er der ikke nogen, der griner. Når hun læser teksterne op i andre sammenhænge, hvor størstedelen af publikummerne er hvide, afføder teksterne en behersket latter, en latter, der kunne tolkes som: Jeg-synes-det-er-sjovt-men-har-jeg-lov-til-at-give-udtryk-for-det? Måden, der grines på, og det, at der overhovedet er mulighed for at grine er altså afhængig af konteksten. Det er ikke en universel latter som den litteraturteoretikeren Mikhail Bakhtin beskriver, der lyder under karnevallet.
Nej, ingen ler ens, eller tier ens, vel heller ikke lesbiske bargæster og adopterede klubmedlemmer. Men naturligvis er der altid en mere eller mindre stærk drift mod modtagelses-uniformitet i en konkret kollektiv modtagelse. Jeg tror på, at latteren i den lesbiske bar bliver uniformeret og solidarisk indforstået, hvilket jeg godt kunne finde på at kalde en reduktiv jovialisering af bogens identitets-anfægtelse (jeg nægter vrængende at lade mig genkende af disse hjemmesiders idé om hvem en lesbisk mor er), bortset for at jeg hader latterhierarkier og nægter at rangere Vela-latteren under min egen. Og min egen latter vs. Padder og krybdyr er hverken en latter AF og rigtignok heller ikke MED de eller "de lesbiske", men en latter PÅ og FRA, foreslår jeg som forholdsord så, STILENS virtuost rasende og konkretiserende overstyring, ligesom latteren vs. remserne i Hvor er Holger Danske er en latter PÅ og FRA de på samme tid strenge og legesyge dekonstruktioner af (racistiske) vendinger - begge latre både forløser (KLICHEER overdrives/punkteres) og foruroliger (latterens UPASSENDE skred), men lige så meget MORER de bare, i deres målrettet skamløse og amokgående sproglighed.
torsdag den 18. april 2013
torsdag den 7. marts 2013
En mand ved navn Mursten
Jeg er på Odin Teatret i Holstebro og så i går en nordisk-afrikansk gæsteforestilling med sorte, der talte sort, og hvide der, gemt bag dukker, talte hvidt, sort-hvidt, men i sin 70'er-børneteatralske sort-hvidhed solidt dynamisk kaudervælsk - jeg tænker på, hvad der ville ske af fantastisk, hvis Odin hyrede Steve Carell, der om lidt atter spiller kosmisk tomme Brick i Anchorman 2:
tirsdag den 15. januar 2013
Mest realistiske tv-forelskelse
Michael Scott (Steve Carell) og Holly Flax (Amy Ryan) i 7. sæson af amerikanske The Office og især afsnittet "PDA" (Personal Displays of Affection - forbudt på kontoret), fordi de er så overbevisende irriterende fjantede og fjogede og ikke mindst overbevisende forelsket i hinandens irriterende fjoget- og fjantethed, her forsøger de at leve op til reglen om ikke at vise personlig udtryk for følelsesfuldhed:
onsdag den 3. november 2010
Fortvivlelse nr. 123124
er fortvivlelsen, som i hvert fald Line Knutzon også kender, over, at der intet ekstramateriale, dvs. ingen fraklippede scener og især intet "line-o-rama" (flere improviserede versioner af den samme scene eller bare replik) er i den mildt eller vildt sjove amerikanske komedie, man har siddet og set på dvd, fordi det er en forpulet brugt lejefilm - og fx var jeg i går efter fint sjove Date Night fortvivlet over ikke at se de garanteret utallige alternative versioner af sekvensen, hvor Steve Carell og Tina Fey gætter på, hvad et fjernsiddende par på restauranten siger til hinanden - og som vi akkurat får en alt, alt for kort smagsprøve på under rulleteksterne: "I will go home and look at my vagina in a hand mirror ...". Sublimt svimmelt boblende på en måde, jeg ikke kender nogen litterær ækvivalent til, er denne praktiserede rigdom af komisk potentialitet i jo tit fuldstændig åndssvage replikker eller scener - Jim Carrey, der igen og igen og igen tænder for en håndklaps-tændende lampe på, hvad er det nu for en dvd, men det er så også bare så meget bedre end filmen selv ...-
onsdag den 6. oktober 2010
Forbrugervejledning for idioter og udstoppede mus
Komedien Dinner for Schmucks, med Steve Carell som en idiot og taxidermist, der meget Morten Søkilde-agtigt bygger dioramaer med udstoppede mus, er ikke helt så god, som den ser ud til, men heller ikke helt så dårlig, især vil jeg (ud over selve muse-dioramaerne) fremhæve kampen mellem Carells "brain" og Zach Galifianakis' "mind" ved titel-middagen.
Abonner på:
Opslag (Atom)
