Den anden yderlighed

Spejlværket til Christina Hagens Jungle er naturligvis nøjagtigt jævnaldrende (begge født 1980) Maja Lee Langvads Hun er vred, bevidst yderliggående politiske ukorrekthed vs. bevidst yderliggående politisk korrekthed (eller "offermentalitet" eller "krænkethed"). Og ligesom de politisk korrekte blev sure på Jungle, blev de politisk ukorrekte - bl.a. og ikke mindst Mette Høeg (det var en af de få navngivne værker i hendes tåbelige WA-tekst) - sure, hvis ikke faktisk vrede på Hun er vred uden at opdage yderliggørelsen, nu og da decideret ad absurdum, som (ikke ironisk, men overkill-oprigtigt) kunstgreb, sådan her fx, en lille, selvstændig sekvens, side 179-180:

"HUN ER VRED over, at antallet af transnationale adoptioner fra Sydkorea steg under Præsident Park Chung Hee. det var, mens han var præsident fra 1961-1979, at The Orphan Adoption Special Law, der egens for at være den første moderne adoptionslov i Sydkorea, og The Child Welfare Act blev vedtaget. Lovene skulle gøre det lettere at adoptere, så man kunne mindske udgifterne på børn, der voksede op på en institution.

hun er vred over, at natallet af transnationale adoptioner fra Sydkorea steg yderligere under præsident Chun Doo Hwan. Det var, mens han var præsident fra 1981-1987, at adoptionsloven blev ændret, så det blev muligt for adoptionsbureauerne at konkurrere om at skaffe børn, der kunne afgives til adoption. Adoptionsbureauerne betalte hospitaler og fødeklinikker for at skaffe børn, der kunne afgives til adoption, skriver aktivist og forfatter Jane Jeong Trenka i en artikel, hun læste for nylig.

Hun er vred over, at adoptionsbureauerne betalte hospitaler og fødeklinikker for at skaffe børm, der kunne afgives til adoption. I artiklen af Jane Jeong Trenka kan man læse, at Holt Children's Services betalte hospitaler og fødselsklinikker op mod 200.000 won for hvert barn, de kunne skaffe.

Hun er vred over, at Chun Doo Whan overhovedet blev præsident eller rettere sagt diktator i Sydkorea.

Hun er vred over, at Park Chung Hee overhovedet blev præsident eller rettere sagt diktator i Sydkorea.

Hun er vred på USA over at have støttet Park Chung Hees militærdiktatur.

Hun er vred på USA over at have støttet Chun Doo Hwans militærdiktatur.

Hun er vred på sine adoptivforældre over, at de ikke satte sig ind i Sydkoreas politiske situation, inden de valgte at adoptere et barn fra Sydkorea. Hvis de havde sat sig ind i landets politiske situation, ville de vide, at Sydkorea var styret af diktator, dengang de valgte at adoptere et barn derfra.

Hun er vred på sine adoptivforældre over, at de indirekte har støttet Park Chung Hees adoptionspolitik.

Hun er vred på sine biologiske forældre over, at de indirekte har støttet Park Chung Hees adoptionspolitik.

Hun er vred på sine biologiske forældre over, at de indirekte har støttet Park Chung Hee.

Hun er vred på sin adoptivforældre over, at de inddirekte har støttet Park Chung Hee.

Hun er vred over, at hun blev afgivet til adoption under et militærdiktatur.

Hun er vred over, at hun blev født under et militærdiktatur.

Hun vred over, at hun blev født."

Polemik mod uskrevne anmeldelser af ulæst bog

I en kommentar i Weekendavisen i fredags kommenterer Mette Moestriup noget, hun forestiller sig at anmeldere kan finde på at sige om Lone Aburas' kommende bog - det er godt nok meget konjunktivisk, vistnokistisk:

"Lige p.t. glæder jeg mig meget til at læse Lone Aburas' Det er et jeg, der taler (Regnskabets time), der vistnok er et opgør med racisme. Så kan det være, hun bliver kaldt identitetspolitisk - et begreb, som herhjemme er næsten lige så ugleset som politisk korrekthed. Men identitetspolitik handler ikke om, at ' lesbiske kun skal læse bøger af lesbiske' osv. Tværtimod blotlægger en identitetspolitisk synsvinkel, at vores idé om det universelle udgår fra en enøjet kanon, skabt af hvide, vestlige mænd.

Ikke et ondt ord om bøger af vestlige mænd.

De er bare hverken mere eller mindre universelle end bøger af for eksempel ikke-vestlige kvinder. Hvad enten digteren Shadi Angelina Bazeghi skriver om krig eller fodbold, og hvad enten digteren Maja Lee Langvad skriver om adoption eller påskeliljer, så er der tale om bidrag til den almengyldige litteratur."

Hvad angår Maj Lee Langvads almengyldige universalitet er det jo så bare pudsigt, at MM i en kommentartråd på Facebook om politisk korretkhed hævder, at Langvads nye bog, Dage med galopperende hjertebanken, specifikt og partikulært handler om stress over at være et racialiseret menneske, der debatterer racialiserede emner, nærmere bestemt transnational adoption, snarere end bare universel, almengyldig stress over at være et menneske, der debatterer (og debatteres), som bogen, så vidt jeg kan læse, selv siger, at den (primært) handler om: 

"

Mette Moestrup Jeg tænker, det kunne være en ide at lytte til, hvordan Shadi m.fl. (det kunne lyde til, at Lone Aburas' nye bog kommer til at tage livtag med emnet også) har oplevet racisme i det danske litterære miljø, som man kunne drømme om var fremme i skoene snarere end bagom dansen, hvad antiracisme angår, snarere end at tage det personligt, selvom det måske kan være svært, da miljøet jo er meget lille og mange kender mange (omend ikke alle alle). Det er en del af at komme racismen til livs, tænker jeg, at tage vidnesbyrd ind... Jeg synes apropos det, Shadi skriver med udsatte kroppe, at den aktuelle reception af Maja Lee Langvads seneste værk "Dage med galopperende hjertebanken" er sær - bogen drejer sig bl.a. om de omkostninger, det har haft for forfatteren at deltage i adoptionskritik og ikke mindst hvidhedsdebat, men dette aspekt nedties - og det er problematisk, da den er et vidnesbyrd om, hvor dyrt man må betale for at give et vidnesbyrd om racisme in this place.

Lars-Emil Woetmann Nielsen Nu har jeg kun lige kigget Majas bog igennem, men handler den ikke lige så meget om prisen for at sætte politik forrest, altså stress. På den måde er aktivismen en pris, som dets miljøs deltagere også bør interessere sig for, min egen erfaring fra politiske miljøer fortæller i hvert fald om udbrændthed, der virkelig meget handler om at sagen sættes forrest i livet, bliver primær identitet, så der ikke længere er en grænse for hvad man skal gøre - apropos evne til at se kritisk på egen position.

Lars-Emil Woetmann Nielsen (fjendegørelse af omgivelserne)

Mette Moestrup Jeg skrev blandt andet. Så jo, den handler også om at sætte aktivisme over skrift - og om at finde ro i skriften. Men hvorfor ikke medtænke at denne aktivisme BLANDT ANDET (😀) handler om hvidhedsdebatten i det danske litteraturmiljø, spørger jeg ?

Lars-Emil Woetmann Nielsen Kunne kun finde informations anmeldelse, den berør da det, blandt andet.

Lars Bukdahl Hey Mette, der har været 2 anmeldelser af Majas bog i store aviser, begge skeptiske, men respektfulde (og et enkelt interview), ergo må du jo delvist tale om min WA-anmeldelse som "sær", og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal forestille at "nedtie". Der er blandt de mange, mange stykker i bogen 2 der nævner hvidhedsdebatten og 2 der peger på det danske litterære miljøs hvidhed - mod rigtig rigtig mange der taler om at være træt af debat som sådan og af at agere debattør som sådan, uden at debat-hårdheden præsenteres som særligt slem, fordi vidnet, Maja, racialiseres, og vidnesbyrdet handler "om racisme". Det er noget, du fortolker ind, Mette, og glimrende nok, men hvorfor skal jeg være forpligtet til at gøre det samme, når det nu faktisk ikke er det der står sort på hvidt!?

Mette Moestrup Jeg fortolker det ikke ind, men ud fra de stykker i bogen, du her selv nævner, Lars, og sammenholder i en vis grad bogens tematisering af stress hermed. Jeg tænker den som en bog, der blandt andet (😀😀) omhandler receptionen af Hun er vred. Ja, den tager også afstand fra at debattere, den siger jo selv, den vælger tavsheden som modstand. Well, kunne godt ha forestillet mig en mere interessant modtagelse af denne elegante, milde, hårde skrift. Og den fik for øvrigt også ⭐️⭐️⭐️ i nordjyske (er helt opdateret!)"

3 fremtidige bøger på den korte og den lange bane

 

I IDEALE BEGIVENHEDER er det Signe Gjessings ambition at nærme sig det ikke-værende gennem det værende. Som i sine to forrige digtsamlinger er Signe Gjessing på én gang helt nede i det allermindste og helt ude i det allermest åbne. Men hvor hendes digte tidligere har været præget af en stærk, næsten utæmmelig, horisontal bevægelse udad, er bevægelsen i IDEALE BEGIVENHEDER vertikal. Alt er rykket tættere på, mens versene med stor sensualitet og fin humor kigger ud over skrænten, ned i afgrunden og op i himlen – dér hvor både livet og døden bliver hverdagslige. (siger Gyldendal)

Fakta om bogen

Type Bog ISBN 9788702215137 Udgave 1 Udgivet 2017 Sider 36

Omslagsgrafiker Hanna Bergman

Vejledende pris: 150,00

Maja Lee Langvad har skrevet en lyrisk fortælling om en forfatter, der er gået ned med stress. Fra en isoleret tilstand skiver hun til en kvinde, som hun er forelsket i. Redaktør Mette Mortensen siger: »Den slår en ny tone an i Majas forfatterskab, som er mere mild og intuitiv. Samtidig er den lige så fuld af humor, sårbarhed og sproglig musikalitet som hendes tidligere værker. Langvads bøger kan betragtes som ét værk, hvor hver bog er vævet tæt sammen med den forrige, men de står også på egne ben.«.

• ' Dage med galopperende hjertebanken' af Maja Lee Langvad. Gyldendal, 23. februar.

(og så havde Pablo Llambías en opdatering, der med smittende begejstring fortalte om den endnu ubetitllede roman, han udgiver til foråret, men den, opdateringen, slettede han hurtigt igen. opfordringer er følgende opdatering, der proklamerer et forjættende projekt EFTER forårsromanen, nemlig en drømme-sequel,  RÅDHUS 2, ikke slettet:

Pablo Llambías

December 16 at 7:54am ·

"Der plejer at gå cirka to timer, så sletter jeg opslag som disse - om egne ting, fordi jeg bliver flov, fordi det lyder som (og er) reklame, men momenter af naiv, lykkelig begejstring får mig sporadisk til skrive nye indimellem. Så får vi se, hvor længe denne holder: Jeg improviserede i går en ny øvelse frem på Rytmekons Aarhus, som jeg måske kan dele. Den er inspireret af Christina Hagen, der var på besøg på Rytmekons København forgangne uge, og især hendes Boyfrind, men også White Girl: Jeg satte de studerende til at tage fotos ude eller hjemme og derefter skrive en tekst dertil på pidginengelsk eller på det begrænsede engelsk, man nu engang behersker. Jeg kan huske, et par billedkunstnere fortalte om det engang: At det nedsætter reflektionsniveauet, intellektet, som om man bliver dummere, mere fysisk, infantil, mindre abstrakt, mere rodende rundt dernede i smudset, i det fysiske, med kroppen. At det er et benspænd. Alle kender til dét at blive reduceret som menneske i et land, hvor man ikke deler noget sprog med de lokale. Man bliver imbecil, ikke-eksisterende, flad, tom, femårig, følelsesbetonet, begærlig med de fem verber, man behersker: I want, I like, I go, I see, I love. Jeg prøvede det selv, det vil sige at skrive på den måde, mens de studerende skrev, med kapitler til det, der skal engang være en slags Rådhus2, og som har arbejdstitlen "Rådhus - 20 years after" (og som formentlig kommer til at hedde "Rådhus - 21 years after" eller "Rådhus - 22 years after", eftersom jeg ikke når det til 2017 (hvor der i øvrigt også udkommer noget andet)). Det var skønt. Jeg har haft svært ved at komme i gang, fordi jeg har været for fokuseret på ydre værdier: At det skal være godt, godt tænkt. Med det elendige engelsk er jeg ikke i stand til at være god, godt tænkende. Jeg stavrer mig gennem et stykke om Randers, Vesthimmerland. Ude af stand til at tænke én eneste abstrakt tanke, der ikke lyder, som om den er tænkt af et barn. Jeg er ikke bekymret. For jeg er ikke i stand til at være det. De studerende skrev hovedsætninger, ingen bisætninger, hvor reflektionen begynder. Teksterne levede. Sætningsmæssige formgreb er livtag på verden. Erkendelsesmæssigt var dette meget nemt at forstå for de studerende ved denne øvelse. Og dette burde være blevet sagt på pidgin."

Vi forkæler svenskerne

Fra nylige svenske anmeldelser af fremragende danske bøger:

Anna Hallberg om Olga Ravns Celestine i Dagens Nyheter (link her):

"(...)
Hade det inte varit för språket skulle ”Celestine” kunnat passera som juvenil ungdomsroman.
Men Ravn skriver spänstigt och studsigt, orden landar aldrig riktigt där man förväntar sig: ”Varje dag runt tio rullar kökspersonalen in förmiddagsfikat på brickor med knäckebröd och döende smör. Eleverna gör sig till och gnuggar sig mot varandra och fnissar och gömmer sig bakom stora, speglande solglasögon, som är de inget annat än hundar som slickar en liten damm för att nå fram till sina egna spegelbilder, men till slut börjar dricka i stället.”
Stilen är elastisk och växlar mellan närhet och distans, ”Vad är det man säger? Syrenen blommar som en far som slår sin dotter.” Allt är i rörelse, bilderna dubbelprojiceras, det är mycket ungt och mycket gammalt, hur ska man älska någon? Hur kan man leva? ”När jag var barn var jag skilsmässans plats, och jag förmådde inte lyfta den som man skulle.”
Att läsa ”Celestine” är att gå in i en spegelsal där varje ansikte, inklusive det egna, studsar tillbaka. Efteråt pulserar ett pärlband av åldrar inom mig.




















Valerie Kyeyune Backström om Maja Lee Langvads Hon är arg i Expressen (link her):

"(...)
Men egentligen är det kanske mest en enda lång dikt.
En dikt om transnationell adoption, en dikt om en person men som i det specifika blir allmängiltig, sann. En dikt som tar dig i besinning och erövrar dig, tar över din kropp i stunder. 
  Och jag älskar denna fysiska läsning, så få gånger en förunnat, denna dubbelhet och mer därtill som äntligen får ta fast form. Och på dessa sällsamma sidor gås adoptionsindustrin igenom, siffror redovisas, de vanliga förfalskningarna av identitet och föräldralöshet för att underlätta adoption, kostnaderna för olika barn - alla de olika åtgärder som vidtas för att förse en törstande västvärld där efterfrågan på barn att adoptera alltid är större än tillgången.
Men det är också en sorgesång, en motståndshandling, en genomgång, där den första meningen ofta motsägs av den påföljande. I motstridigheterna, motsägelserna stavas också det underliggande ut: det omöjliga att besitta en viss typ av kropp i denna värld och att bara vara, och att inte behöva vara arg.
Det är stundtals nattsvart, oftast hjärtslitande, lika ofta roligt och texten balanserar hela tiden elegant vid något jag tror måste kallas ett stup – detta gör texten så mycket vackrare. När jag lägger ifrån mig den känner jag först vrede över att den är över, att den och hon lämnat mig så abrupt, sedan känner jag något annat.
  Jag känner hopp."



Jens Christian Hansen om Helle Helles Om du vill (link her):

"(...)
I en suverän scen skänker han henne en klockradio i julklapp. Det gör henne så rasande att hon inte kan sova:
”… till slut steg hon upp, gick in i vardagsrummet och skrev Du kunde ha gett mig en parfym, för helvete, på ett gammalt kuvert. Hon tog en whisky. Hon skrynklade ihop kuvertet. Det var trots allt mer invecklat än så.”
Dramat blir aldrig mycket större än så. Ändå är det smått hisnande att läsa Helle Helle. Frågan är om någon annan samtida skandinavisk författare har lika perfekt gehör. För musikaliteten i en berättelse. För den där svåra balansen mellan det blott antydda och de kärleksfullt avlästa detaljerna. Beroendeframkallande är det hur som helst."

Maja burde være rasende

over at jeg hele tiden skriver hendes titler forkert:

Find Holger Danske

bliver til 

Hvor er Holger Danske? 

og nu bliver 

Hun er vred

til

Jeg er vred

- det må være SÅ irriterende, helt hinsides hvidhed

Er et genbrugs-blurb konceptuel poesi? Næppe!

Martin Glaz Serup fastslår i sin ph-d.-afhandling, at Maja Lee Langvads Hun er vred ikke er konceptuel litteratur (se citat nedenfor). Nuvel! Hvad så med citatet fra min anmeldelse, der er eneste tekst, udover forfatternavn, titel og genrebetegnelse, på det hvide cover til den nye softcover-udgave af den uundværlige nyklassiker:


  
"Det er meget længe siden jeg har læst så original og overrumplende og goddamn vedkommende en bog."
- Lars Bukdahl, Weekendavisen

Står der. Men det er reelt et citat fra min anmeldelse i WA af Langvads første bog, Hvor er Holger Danske, som jeg aftrykker tidligt i i min WA-anmeldelse af Jeg er vred, minus en del af et ord, nemlig "debut-"

-->

Sjældent har vi skullet vente så lang på en opfølger til en suveræn debut som i tilfældet Maja Lee Langvad. Sådan skrev jeg i dette bogtillæg for otte år siden:

  ”Lad mig straks gå i gang med mit hysteriske hype: Det er meget, meget længe siden, jeg har læst så original og overrumplende og goddamn vedkommende en debutbog som Maja Lee Langvads Find Holger Danske”.

  Store ord, som jeg i de mellemliggende år ikke har fortrudt;, til mangen et foredrag har jeg viftet med den lillebitte, kridhvide bog som et hofeksempel på, hvor bevægende en bog kan blive ikke på trods, men på grund af sin cool, konceptuelle metode.
Til sidst i anmeldelsen gentager jeg mine ord fra den gamle anmeldelse, men med en lille tilføjet kvalifikation i stedet for det sløjfede debut-præfix, så de også kan gælde den nye bog, men uden et afsluttende "(....)" kommer citatet på forsiden af den nye udgave af den nye bog til at placere sig et helt umuligt sted MELLEM min gamle ros af den gamle bog og min, opdaterede, nye ros af den nye bog, som en ikke-eksisterende, simultan og fælles, helt ens ros af dem begge - sehr, sehr konceptuelt, synes jeg nok!:

-->

Det er meget, meget længe siden, jeg har læst så original og overrumplende og goddamn vedkommende en bog nr. 2/3 som Maja Lee Langvads Hun er vred.

Identitetskarnevalismens overraskende comeback (HVAD sagde jeg!?)

Det er svært for mig at glemme debatten om hvidhedsdebatten på Nordatlantens Brygge for lidt over et år siden; sjældent har jeg mødt så antagonistisk et publikum og med-panel (bortset fra Kamilla Löfström og panelleder Pablo Llambìas, ingen af hvem kom til mit forsvar) og aldrig pga. en LÆSNING af en række forfatterskaber, som jeg begejstret går IND FOR. Min forbrydelse var ikke mine anmeldelser af de pågældende bøger, men at jeg i forlængelse af min polemik mod Athena Farrokhzads anklage mod Yahya Hassan for at gå islamofobernes ærind havde introduceret begrebet eller netop LÆSNINGEN identitetskarnevalisme; mest foragtfuld var akkurat paneldeltager Farrokzhad, der formåede at repræsentere både den undertrykte/ revolutionære, racialiserede Anden og den belæste, indforståede akademiker, der overlegent kunne håne min misforståede brug af Bakhtins karenvalisme-begreb. På første række sad Elisabeth Friis, litteraturlektor i Lund og Kritikredaktør og på alle mulige måder en favorit-person, hvis bidrag til debatten var en kærlighedserklæring til Farrokhzad og en beklagelse af, at Danmark, hvad angår progressiv litteraturteori, stadig lå år efter Sverige.

Lørdag kan jeg så i Information LÆSE et slags Gensyn med hvidhedsdebatten under titlen "Mette Høeg er en hvid mand", hvor selvsamme Elisabeth Friis skriver følgende om Yahya Hassan, Maja Lee Langvad og Athena Farrokhzad (hvis Jeg er vred først udkom efter debattens to akter - jeg LÆSTE hendes første bog Find Holger Danske (heller ikke Glaffeys Mor og Busser fandtes dengang, jeg LÆSTE hendes Padder og krybdyr):

" (...) det drejer sig om Yahya Hassan, Maja Lee Langvad og Athena Farrokhzad – altså forfattere som også spillede en væsentlig rolle i den debat, som kørte i 2014, og som fik navnet »hvidhedsdebatten«, og som handlede om identitets- og minoritetsspørgsmål primært i litteraturen.
Se, hvad angår spørgsmålet om ’identitet’, er det for mig slående, at de forfattere, som jeg lige har nævnt, i deres litterære værker gestalter begrebet ’identitet’ på en flydende, mangesidig måde. Teksterne fremstiller ikke jeg’er, der er konstitueret af en fastforankret ’identitetskerne’. Hos Yahya Hassan tales der – som Niels Lyngsø i øvrigt så præcist har beskrevet det – med mange forskellige stemmer. I bogen tales der eksempelvis med en barnestemme, en institutionspræget stemme, en traumatiseret stemme, en racistisk stemme, en poetisk stemme, en ’Trillegårdsdansk’-stemme – og flere til.
I Maja Lee Langvads bog Hun er vred. Et vidnesbyrd om transnational adoption tales der med helt overvældende mange forskellige stemmer, fordi der er så mange forskellige personer, der har fået deres udsagn gengivet i bogen. I hvert fald en 30-40 stykker. Der tales også med andre former for stemmer: En akademisk stemme (bogen er også en hvidbog om transnational adoption – fuld af noter og henvisninger til adoptionsforskning), der tales fra et dansk perspektiv, fra et koreansk perspektiv, der tales fra et datterperspektiv, fra et kvindeperspektiv, fra et lesbisk perspektiv – og der tales selvfølgelig også fra den transnationalt adopteredes perspektiv.
I Athena Farrokhzads Vitsvit er stemmerne, bortset fra i bogens første tekst, flyttet helt uden for jeg’et. Bogens greb er at gentage den samme sætningsindleder: Min mor sagde, min far sagde, min bror sagde, min mormor sagde, min morbror sagde – og de udsagn, som disse ’personaer’ citeres for, er også uhyre forskellige, hvortil kommer, at en del af udsagnene faktisk er citater fra kilder, som jeg’et i hvert fald ikke kan være i familie med: Der citeres for eksempel fra Johannesevangeliet, Adrienne Rich og Paul Celan. Hvis et jeg skrives frem, er det et jeg, som består af andres udsagn om det – det er et jeg konstitueret af en uendelig række spejle – (...)  Den ’identitet’, som vi møder i teksterne, er altså flydende."

Sikke fornuftigt og skarpt! Men forklar mig venligst, Elisabeth eller nogen, den essentielle, fundamentale FORSKEL på denne læsning af flerstemmighed (endnu en Bakhtinsk term) hos de tre forfattere og så mit begreb om og LÆSNING af identitetskarnevalisme, som jeg forklarede det/den i en kommentar i WA Bøger? - nuanceforskellen i forhold til det karnevalistiske i min læsning har jo at gøre med det SPECIFIKT vrængende/satiriske/parodiske/humoristiske attak i Yahya Hassan, Find Holger Danske, Padder og krybdyr (og Hassan Preislers Brun mands byrde); vi har endda spejlmetaforen til fælles:

 

-->

"For nogle uger siden kom jeg på en Facebook-kommentartråd til at opfinde to ord, som helt fortjent har forfulgt mig siden. Anledningen var den svenske digter Athena Farrokhzads korreksende anmeldelse i Aftonbladet af Yahya Hassans debutbog:

  ”Jeg vil foreslå at tale om en identitetsfundamentalisme, hvor en (del)identitet, ikke-hvid, kvinde, rødhåret, bebrillet, har så fundamental betydning, at folk, der ikke deler denne identitet, er ude af stand til kvalificeret at forstå dem, der gør. Vs. en identitetskarnevalisme hos Yahya, hvor der peges fingre af og påtages og leges med alskens og alles og alle hans egne identiteter.”

   Bagefter udnævnte jeg i en blogpost to af mine yndlingsforfattere i den yngre generation, Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad, til skabs-identitetskarnevalister. Fordi de i deres seneste bøger vitalt kløjes i deres identiteter som henholdsvis lesbisk mor og adoptionsbarn fra Korea

  I et ”åbent brev” i Information frabad Glaffey & Langvad sig imidlertid på det bestemteste at blive associeret med mit konstrukt. De forstod identitetskarnevalisme som et normativt, nyliberalt krav til minoriteter om at gøgle lystigt derudad med alle deres kulørte, udskiftelige identiteter. Hvilket sandt nok lyder temmelig trælst.

   MEN SÅDAN ER DEN OVERHOVEDET IKKE,  MIN IDENTITETSKARNEVALISME! NIKKE NIKKE NEJ!

  For det første er den ikke normativ, men deskriptiv, og rent litterært deskriptiv: Jeg har set nogle bøger opføre sig på en særlig måde, som jeg i mangel af et bedre ord har fundet denne klonket uelegante term til at betegne. For det andet er den bestemt ikke lalleglad eller bare lystig, selvom den gerne og helst benytter sig af humor og ironi og sarkasme, den er snarere desperat og anfægtet, stresset og aggressiv.

    Frem for nogen ”essentiel” identitet, lige meget hvor kropsligt forankret og uundslippelig, går identitetskarnevalismen i krig med italesættelserne af identitet, både ens egne og de andres, udstiller dem og vrænger af dem og vender dem på hovedet. Og jo mere uhjælpeligt fanget identitetskarnevalisten er i en givet identitet, jo vildere skal den karnevaliseres naturligvis.

   Der er måske nok en drøm om, at identitetskarnevalismen kan forløses i en attituderelativisme (et ligedannet ord, Hans-Jørgen Nielsen livet igennem led under at have opfundet – i 1967), men den drøm støder hele tiden på muren af cementerede stereotyper; klovnenæsen er ergo en blodtud!

  Yahya Hassan er for rundhyls-rasende til at slippe alt for meget sorg ind i sin sorte bog, men den er der hele tiden, lige om hjørnet i den juleudsmykkede børnehave. 25 år ældre, men ikke mindre identitetskarnevalistiske Hassan Preisler (udklædt som lille sorte Sambo på sin forside) ironiserer fermt over sin identitets-agilitet i autofiktionen Brun mands byrde – ”Når jeg rejser, klæder jeg mig i internationalt designeroutfit med stram silhuet” – men finder også plads til at berette om rå racisme på et aarhusiansk værtshus og - ultimativt sørgmodigt - naturaliseret racisme hos brune børn: den hvide dukke forbliver pænest.

  Både Hassan 1 og 2 erfarer, at der er mange slags brunhed, fra brun kriminel til brun integrationskonsulent, der hver for sig clasher og allierer sig med al muligt andet identitets-skrammel, men det gider de hverken klynke eller teoretisere over. De vil holde karneval i spejlkabinettet, iklæde sig skarpe og blinkende troldsplinter og træde dansen, være den pogo eller lancier."

Er det ikke på tide, at Langvad & Glaffey skriver et nyt, åbent brev, denne gang til Elisabeth (som de givetvis ikke får konfronteret over dåseøllene ved Forfatterskolens sommerfest på fredag) om deres og andre minoritetsforfatteres åh så "flydende 'identitet'", og at bloggeren  idnetitetskarnevalisten opretter en ny blog ved navn 'idnetitet'sflyderen? Just askin'!

(det meget irriterende og misvisende ved, at Mette Høeg (som et af kostbart få citater) citerer indledningen til Glaffey & Langvads åbne brev til mig, er jo, at hun debatmæssigt mere ligner dem end mig; det er hende og dem, der aggressivt generaliserer al specificitet, herunder specifik LÆSNING, helt bort: de er selvoptagede, politiske korrekte, litterært artige, yngre kvinder, jeg er patroniserende, hvid, heteroseksuel, ældre, mandlig, uendelig blind kritiker - læses skal vi under ingen omstændigheder, og da slet ikke nærlæses)

Per Aage eller Maja eller Harald!!??

Bestyrelsen for Litteraturkritikernes Lav, der er en sammenslutning af danske litteraturkritikere og anmeldere, har nomineret tre spidskandidater til Kritikerprisen for 2014.

Til Kritikerprisen 2014 er følgende kandidater indstillet:

Per Aage Brandt for digtsamlingen: Tidens tand, mørkets hastighed (Basilisk)

Harald Voetmann for romanen: Alt under månen (Gyldendal)
Maja Lee Langvad for vidnesbyrdet: Hun er vred (Gladiator)

 

Fra Kritikerlavets side vil vi gerne markere indstillingerne af disse tre værker, der i særdeleshed udmærker sig ved deres litterære kvalitet.

Det gør vi med et arrangement under litteraturfestivalen Kbh. Læser på Hovedbiblioteket, Kbh.  fredag den 27.2  kl. 17.00, med oplæsning af forfatterne og præsentation af forfatterskaberne fra os som kritikere.

Alle er velkomne.

Modtageren af Kritikerprisen afgøres via afstemning blandt Lavets medlemmer.

Prisen uddeles torsdag den 16 april kl. 15 i Kulturstyrelsen, H.C. Andersens Boulevard 2, 1553 Kbh.

Ved samme lejlighed uddeles Georg Brandes-prisen, der ligeledes er på 70.000 kr.  Begge priser er finansieret af Statens Kunstråds Litteraturudvalg.

Alle er velkomne.

Færre men fyrige

De 10 nominerede til Weekendavisens Litteraturpris offfentliggøres i dag; der er desværre rekordfå skønlitterære bøger, kun 3 (hvis man altså ikke tæller Krukke med, der jo er en skidegod Brøgger-autofiktion, klippet af Louise Zeuthen), men til gengæld er de alle yperlige; her er mine originale overskrifter til præsentationerne, der alle viste sig for lange, altså overskrifterne -

Vreden besunget tvetunget

Vokseværk knager som is

Månesygt observatorium

og husk på den sædvanlige håbløst omstændelige og forældede facon - at klippe kupon ud, putte i kuvert, skrive adresse, påsætte firmærke, lægge i postkasse - at STEMME!

Hvem tæller vreden den fjerde gang - inkl den INDRE vrede?

Jeg ville i en vis kontekst nævne, hvor mange gange der står 'Hun er vred' i Maja Lee Langvads Hun er vred, men jeg ville ikke spørge forfatteren, før jeg havde selv havde talt vrederne op, og det gjorde jeg så, og jeg fik det til

1582

Det skrev jeg til Maja og spurgte, om det kunne have sin rigtighed. Hun skrev tilbage, at hun ikke selv havde talt, men det havde Elisabeth Friis, og hun fik det til

1722 !

Det er en forskel hinsides små marginaler, må man nok sige! Jeg talte endnu én gang, denne gang omhyggeligere, med blyantsnotering for hvert 100. tal og nu fik jeg det til (jeg havde vistnok sprunget det allersidste afsnit over)

1583

Jeg havde så kun talt linjer/afsnit med, der BEGYNDER med 'Hun er vred', men der er jo også den mulighed, at 'Hun er vred' står INDE i et afsnit: jeg korresponderede med Maja igen, og ja, sagde hun, at det mente hun nok, at det gjorde her og dér, men ikke mange gange nok til forklare den massive forskel mellem min og Elisabeths optælling - ikke desto mindre forekommer det pinedød nødvendigt at foretage en sidste og fjerde optælling, der inkluderer de indre vreder, hvilket imidlertid er en hel del besværligere, fordi ikke kun begyndelser, men det hele tekstkorpus skarpt skal gennemskinnes, for ikke at sige læses.

Har vi en frivillig vredeoptæller derude?

Nudansk poesi er udansk poesi

- noter til oplæg for udenlandske danskstuderende

stabil litteratur
om stabile identiteter
med genrestabilitet:
stabile romaner
stabiler noveller
stabile digte
på stabilt dansk
(mere eller mindre litterært optimeret)

vs. 

instabil litteratur
om instabile identiteter
med genreinstabilitet
instabile romaner
instabile noveller = kortprosa
instabile digte = poesi
alskens hybriditet
på instabilt dansk

blandt disse instabiliteter:

1. Pseudodansk (nonsensdansk)
Jesper Elvings ordlistende værker

2. Dårligt dansk (Tintin i Congo-dansk) & lidt mindre dårligt engelsk ("Beverly Hills-engelsk")
Christina Hagens White Girl & Boyfrind

3. Fremmeddansk 1
Yahya Hassan: Yahya Hassan
a. telegramdansk
b. exotisk blomsterdansk
c. vrængeperkerdansk

4. Korrekt (ordspillende) dansk+engelsk
Egil Dennerlines The Foreign Familiar

5. Fremmeddansk 2
Maja Lee Langvads Find Holger Danske & Appendix & Hun er vred
a. remsedansk
b. (formelt) readymadedansk
c. nøgterndansk

6. Depressionsdansk (alt for simpeldansk)
Sternbergs Depressionsdigte

7. Cyborg/streetdansk
Caspar Erics 7/11

8. Stjernedansk
Signe Gjessings Ud i det u-løse

- de polyfone, a(nti)nationale Cia Rinne og Outlandish findes også

- mig der forelæser på og om udansk for danskstuderende ikkedanskere (og som sædvanlig ligger Girlfrind på hovedet (men ovenpå Hvedekorn, hmmmm)) - foto: Lise Bostrup

Fod på noteringen af ny tendens*

* fodnoter i skøn()litteratur 2013-14

a. (fodnote side 48 i Lars Frosts Kongskilde NS 5100):

11. Det irriterer mig næsten grænseløst (det er nok en overdrivelse, men altså) - når jeg lader mine øjne vandre hen over mine bogreoler - igen at opdage, blive mindet om, gense - at se, Christian Jungersen stå i ske med Joyce - og med Pia Juul på venstre hånd! Er det misundelse? Sikkert. Og det er bestemt ikke mindre irriterende at opdage at Jonathan Franzen har skubbet sig ind mellem Frank og mig selv og Frostholm. Daniel Kehlman gnubber sig slesk op ad Kerouac - Hvad har han at gøre dér? Men der står så Thomas Boberg og giver hånd til Bolano, og det er vel helt i orden.

b. (fodnote i fodnotedelen (Frosts noter er noteret fortløbende) til sidst i den ene/anden halvdel, "Collage", af Mikkel Thykiers Sub Rosa:

62. Er ethvert forfatterskab ikke også et et livsprojekt, ikke forstået som et projekt for livet, som om livet allerede var allerede forudsete, forudprojicerede resultater, men forstået som en afprøvning, en undersøgelser, hvor de kræfter, der normalt brugs til at opretholde livet, omlægges til andre områder af tilværelsen for at vurdere, hvor langt eller hvor kort et liv kan være, hvilke pauser, tomrum, energiudbrud m.m. der kan give det rytme? Og hvorfor så investere sine kræfter, hvorfor så investere sig selv, i målsætninger og et spil af forførelse, som offentligheden og de offentlige medier allerede både tærer på og nærer i deres afbildning af verden og deres dannelse af et verdensbillede? Mod der, mod den litterære verden og den måde, den trods alt stadig bliver værdsat på (den er omfattet af en tradition uden selv at være en del af eller bekræftelse af traditionen), kan sætte korrespondancen som en en topografi/topologi: indvinding og kortlægning af et landskab, der virker som en ørken, fordi alle kendte koncepter - for en fællesskabstænkning vil det fx være: stat. politik, jura, suverænitet, individ, identitet, etc. - er forsvundet, eller rettere sagt, fordi det er et rum mellem to personer. som ikke kan mødes nogen kendte begreber og så ikke har andet at give end sig selv, os. dig og mig, som kortvarigt og i al hemmelighed finder sammen om netop det, vores kun imellem os, dig og mig.

c. (fodnote i fodnotedelen af Maja Lee Langvads Hun er vred)

128. Motherland Tours er et tilbud til koreansk adopterede og adoptivfamilier om at rejse til Sydkorea. rejsen varer typisk 14 dage, hvor man besøger forskellige kulturelle og historiske seværdighder, spiser koreansk mad m.m. På nogle motherland tours er der mulighed for at besøg dit adoptionsbureau, der formidlede ens adoption. Motherland tours arrangeres af adoptionsbureauer, rejsebureauer, adoptionsforeninger m.fl.

159 fodnoter i Hun er vred

100 fodnoter i collage-delen af Sub Rosa

33 fodnoter + 6 i Kongskilde NS 5100

Ret perfekt vrede-anprisning

Jeg sagde det i farten, da jeg passerede Katrine Hornstrup Yde på Lê Lê ved Palads i går aftes, at den var GOD, hendes anmeldelse i Information af Maja Lee Langvads Hun er vred og appendix, men den er er MILDEST TALT god, misundelsesværdig god, i sit begejstrede og imponerede/imponerende TJEK på stort og småt i form og indhold, i sin KATALOGISERING af vredes-niveauer og -scener og -toner; jeg nøjedes i min WA-anmeldelse med over én bank at rose Hun er vred-anaforens inklusive energi; Katrine går tættere på og differentierer præcist:

Nogle afsnit løber rytmisk og smukt, andre som smerteligt morsomme stykker tekst i sig selv: »Hun er vred på sine biologiske forældre over, at de gav hende et navn, der lyder meget gammeldags, og som får hendes koreanske venner til at le. Det kan være, tænker hun, at det ville svare til, at hun hed Valdemar Sejr i Danmark.« Andre ’vredesudgydelser’ i HUN ER VRED, især de, der forhandler hendes komplekse stillingtagen til transnational adoption, kan virke nærmest klodsede, de skal lige have det hele med, forbehold, tilføjelser. Bogen er således ikke bare en skønt litterær, sjov, rørende strøm af vrede, men også fyldt med bøvl og besvær. Til tider føles den tung og lang at hægte sig på. Og det føles meningsfuldt.

- Klodsetheds fedhed nemlig!

Nu synes jeg som BEKENDT IKKE, at forfatterens selvforståelse skal diktere, hvad kritikeren skriver om hans og hendes bog. Men selvfølgelig er det lyksaligt, når (ikke intentionerne men) værket bliver genkendt for fuld skarpsindig kraft, i hvert fald skriver Langvad på Facebook:

Tak til Katrine Hornstrup Yde for den fineste læsning af mine bøger. Det var netop det, jeg ville med den vrede. 

- det vreden vil er (også) at blive læst finest.

Folkehjemmets Angela Davis forventer forkert

Jeg er ikke ven med svenskeren Athena Farrokhzad, og hun er heller ikke ven med mig; jeg kan forstå, at jeg var halvdelen af årsagen til hun ikke ville diskutere Yahya Hassan i Lund for et par uger siden, og fred være med det, jeg ved godt, jeg er irriterende, og bare fordi jeg gerne diskuterer med folk, jeg finder irriterende, som nu Farrokhzad, behøver andre jo ikke gide diskutere med irriterende mig. Men jeg kan ikke lade være med at læse hende agitprop-poetiske og af hendes mange danske venner rigt likede opdateringer på Facebook, og undre mig over, at alle disse DK-venner sluger hendes firkantede Sorte Panter-Komninistisk Arbejder Parti-retorik råt; er det ikke at drive 70'er-nostalgien og DKU-renæssancen for vidt?

Her er er de to sidste afsnit af et digt tilegnet en ung anti-racistisk aktivist, der er blevet idømt seks et halvt års fængsel for at stikke en nazist i ryggen med en kniv:

Jag vet att rättvisa inte uppnås genom fördelningspolitik/ Men jag vet att om tvåtusentrehundrasextiosex personer skulle ge/ en dag var av sina liv/ kunde vi gemensamt betala det pris/ de nu avkräver dig/ för att ha försvarat oss// Jag vet att det är en omöjlig insamling/ Men jag vet att vi är fler än så/ Och om sex och ett halvt år/ lyder vi kanske inte längre/ under deras lagar

Her er anden del af en tekst henvendt til Europa i anledning af parlamentsvalget: 

När kommer du att bli värdig dina miljoner feminister?/ Europa, varför är dina bibliotek tårfyllda?
Det måste finnas ett annat sätt att avsluta det här på./ Menar du allvar eller är detta något slags dåligt skämt?/ Europa, det är nu vi måste prata om konflikten mellan arbete och kapital./ Hur många decennier ska vi försöka hålla fascismen stången innan du inser att det är socialism eller barbari som gäller?

- det er skingert, ideologisk ævl og virkelig dårlig poesi, sub-Jesper Jensen, sub-Carl Scharnberg, efter min mening, men det synes I så ikke, venner og likere, Mette, Elisabeth, Olga, Caspar & co.?

Endelig er her et udsnit af en tårevædet lovprisning af veninden Maja Lee Langvads Hun er vred 

(der selv viger helt udenom den på samme tid våde og forstenede patos, Farrokhzad formulerer sig med - Langvads vrede-besyngelse er cool og kompleks, usentimental og selvrefleksiv inderlighed; derfor bevæger den og sætter i bevægelse): 

Maja, jag grät över att du sa igår att du i bästa fall skulle få en fin recension i en tidskrift, över att uppgivenheten i att inte förvänta sig något annat än repressalier för den som inte har tigit.

Maja, jag grät över när du sa att transnationell adoption är en konsekvens av globala ekonomiska maktförhållanden, att du kunde säga vad som helst om hur det känns, men att det framför måste upphöra. 

- heldigvis er gråden over ikke at forvente sig andet end repressalier og en enkelt god anmeldelse i et tidsskrift allerede gjort til skamme; masser af store interviews, lutter overstrømmende anmeldelser, heldigvis og helt rimeligt.

Identité - 정체

Tilbage til Henrik (jeg har slet ikke lagt mærke til digtenes pænt irriterende centrering i 1. del, sikke faktisk irriterende!) og til sidste uges LIVSVIGTIGE BOG nr. 2, nr. 1 (i vilkårlig rækkefølge) er Frit Flet og den anden er Maja Lee Langvads Hun er vred, som jeg er MERE OG BEDRE begejstret for end alle debatmodstanderne, inkl. Maja, i hvidheds-debatten, som allesammen også er begejstret for den, insisterer jeg desperat på (Find Holger Danske Appendix er så sidste uges livsvigtige appendiks!) - og for en gangs skyld har jeg et link til en WA-anmeldelse: HER!

Nå, men både Henrik og Maja, som jeg begge anmeldte i fredagens WA Bøger, er indvandrer/migrant-forfattere, og Maja er jo klart nok og by far den betydeligste, men Henrik er sågu ikke uradikal, når han efter at have boet i DK i 47 år insisterer på at skrive på fransk og få store og knap så store store danske digtere til at fordanske ham. Et udmærket hjerteskærende og hjerteskærende udmærket digt i hans nye bog hedder "Identité"

Quel art/ Pour vivre/ Sa vie telle qu'on veut la voir!/ Quel art/ Pour ecrire/ des mensonges qu'on désire/ ressembler á ce qu'on veut croire !// Le plus grands des arts/ Est de se forcer á devenir/ Soi-même une entité/ D'oú jaillira une pure verité.// Quel art pour devenir/ Un parfait Danois!/ Quel art pur entrenir/ Son passé lotois/ Et ce trouver partout chez soi!// Le mieux pour être satisfait en tout/ C'est d'unir les deux bouts/ De garder son caractére lotois/ En devenant entiérement danois

Hvilke kunst

at leve

sit liv som man gerne vil se det!

Hvilken kunst

at skrive

løgne man ønsker skal ligne

det man gerne vil tro!

 Den største kunst

er at tvinge sig selv

til selv at blive en enhed,

der sprudler af ren sandhed.

Hvilken kunst at blive

en rigtig dansker!

Hvilken kunst at fastholde forbindelsen

til sin fortid i Lot,

og at føle sig hjemme overalt!

Hvis man vil være fuldkommen tilfreds,

er det bedst at få de to ender til at mødes,

at bevare sit sætpræg fra Lot

og samtidig blive helt igennem dansk!

Den uudtalte, lette smerte i det digt handler jo om det krav fra det danske folk om at være og tale dansk, som Henrik har haft svært ved - i det omfang han overhovedet har prøvet - at honorere. Et melankolsk-introvert vredes-spor hos Maja handler om hendes manglende evne til at honorere hendes eget krav om at (lære at) tale koreansk (hendes familie taler ikke andet) eller i det mindste bare godt engelsk i Korea; en lille sekvens ud af et længere udbrud:

Hun er vred over, at hun ikke er bedre til engelsk, end hun er.

Hun er vred over, at hun ikke er bedre til koreansk, end hun er. Det er efterhånden ved at være pinligt, at hun ikke kan sige mere, end hun kan, i betragtning af at hun har boet Seoul i snart tre år.

Hun er vred over, at hovedpersonen, der spiller en koreansk adopteret i filmen Maybe, som hun så for nylig, talte flydende koreansk. Det er en utroværdig fremstilling af koreansk adopterede, synes hun, for i virkeligheden er det sprogbarrieren, der en af de største udfordringer, når man rejser eller flytter til Sydkorea. Hvis man ikke vidste bedre, siger hun til Andrew, da hun giver ham hans dvd tilbage, kunne man foranlediges til at tro, at koreansk adopterede taler flydende koreansk i kraft af deres race.

Hun er vred over, at Maybe langt fra er et enestående eksempel. Hun har set flere sydkoreanske film, hvor man har valgt at lade personen, der spiller en koreansk adopteret, tale flydende koreansk.

Hun er vred over forestillingen om, at koreansk adopterede taler flydende koreansk.

Hun er vred over, at hun ikke taler flydende koreansk.

Hun er vred over, at hun ikke taler koreansk. Det vil sige, hun kan sige nogle ganske få ord og sætninger på koreansk, men det synes hun ikke, man kan kalde for at tale koreansk.

Hun er vred over, at hun ikke ved, hvordan man spørger efter uldvaskepulver på koreansk.

Hun er vred over, at hun ikke ved, hvordan man spørger efter afløbsrens på koreansk.

Hun er vred over, at hun ikke kan forklare på koreansk, at hun leder efter en riskoger, der kan koge både brune og hvide ris.

Hun er vred over, at hun ikke kan forklare på koreansk, at hun leder efter en el-pære, der giver et blødt lys.

- det tror jeg heller ikke, at Henrik kan på dansk, men jeg tror heller ikke, at han har brug for det, eller at han er (melankolsk-introvert) vred over det.

Fuck nu hvor han er! Han skal findes!

Tekst i personlig indstik i Find Holger Danske - appendiks,
som mangler:

LARS!

FIND HOLGER DANSKE
IKKE HVOR ER? !

FIND HOLGER DANSKE
IKKE HVOR ER? !

FIND HOLGER DANSKE
IKKE HVOR ER? !

FIND HOLGER DANSKE
IKKE HVOR ER ? !

FIND HOLGER DANSKE
IKKE HVOR ER ? !

FIND HOLGER DANSKE
IKKE HVOR ER ? !

FIND HOLGER DANSKE
IKKE HVOR ER ? !

FIND HOLGER DANSKE
IKKE HVOR ER ? !

FIND HOLGER DANSKE
IKKE HVOR ER ? !

FIND HOLGER DANSKE
IKKE HVOR ER ? !

Refleksionsgrænsepoliti

På pressemeddelelserne til Maja Lee Langvads Find Holger Danske & Hun er vred og Kristina Nya Glaffeys Mor og Busser står der med fed:

Forfatteren gør opmærksom på, at bogen kan anmeldes af alle uanset køn, hudfarve og seksuel orientering. 

Ved en fejl er denne tilføjelse ikke kommet med:

Men hvis en mandlig, hvid, heterosexuel anmelder bagefter forsøger at finde en misforståelig fællesbetegnelse for den litterære strategi, denne bog og andre bøger, skrevet af kvindelige eller ikke-hvide eller homoseksuelle forfattere, iflg. anmelderen benytter sig af, forbeholder forfatteren sig ret til at blive så vred, at hun skriver et vredt debatindlæg til Information, hvor hun skælder anmelderen huden fuld. Og har man først sin hud fuld af skældsord trykt i Information, kommer de aldrig, aldrig, aldrig af. At I ved det!

Elisabethparadoxet

(lidt uretfærdigt opkaldt efter Elisabeth Friis, fordi hun holdt en hyldesttale til Athena Farrokzhad under paneldebatten i går og er Sapfo-forsker - det burde måske snarere hedde Majaparadokset).

Det er for en hvid og/eller hetereosekusel og/eller mandlig kritiker på en helt anderledes absolut måde umuligt at forholde sig til en tekst skrevet af en farvet, homoseksuel kvinde i 2006, fx denne:

blod er tykkere end vand
blæk er tykkere end vand
mælk er tykkere end vand
tykmælk er tykkere end vand

end en tekst skrevet af en farvet, bi/homoseksuel kvinde i 506 f.kr., fx denne (oversat  af (åh, nej, en hvid, måske heteroseksuel mand) George Hinge):

	Hun er nu den fornemste af lyderin-
	derne, som når den rosenfing-
	rede måne når solen først er gået ned,
	overstråler rent stjernerne, og dens skær
	falder over det salte hav
	ligesom over de vindomsuste agre;
	duggen ligger da yndig, og friske står
	roserne og den sarte kør-
	vel og kløveren som er rig på blomster.
	Jeg går ofte omkring og kan ikke få
	Atthis ud af mit hoved, hjer-
	tet blir tungt i det sarte bryst af længsel

Hvad fejllæser jeg hvidt, når jeg læser lesbisk?

Jeg forstår ikke helt, hvad der sker for mine fjende- og vennebilleder for tiden.

For en måneds tid siden roste jeg Søren Ulrik Thomsen i WA Bøger (det er jeg så holdt op med igen).

I Søndags-Politiken holder Jes Stein Pedersen og Bjørn Bredal (!) med mig i striden med Glaffey & Langvad. Bredals klumme slutter: '

Måske ved kvinder ikke, hvor monumentalt den midaldrende mands selvhad er. Men mændene ved det, og de bruger det lystigt imod hinanden, hvilket for resten også var smukt illustreret i Deadline lørdag aften, hvor ham den skaldede sad og tæskede løs på ham med strithåret og brugte den lyse, smilende, ’sorte’ kvinde som krabask.
Indtil Lars Bukdahl udbrød: »Jeg vil gerne have lov til at være en lesbisk-feministisk læser af Kristinas bog«.

Og det synes jeg jo, han skal have lov til. 

Tak dér, Bjørn! 

I samme avis bliver Glaffey & Langvad interviewet af Marie Tetzlaff og svarer - lidt uhyggeligt; ingen forskelle mellem dem overhovedet åbenbart, på trods af forskellig hudfarve og adoptionsstatus - med én mund; de kommenterer også min tv-tryglen om lesbisk-feministisk læserstatus:

I skriver, at det er indlysende, at man som læser altid har sit køn, sin hudfarve, sin seksualitet osv. med i læsningen. Hvad betyder det for litteraturanmeldere i praksis? Skal de holde sig til deres egen erfaringsverden? 

»Selvfølgelig har man som anmelder lov til at anmelde en hvilken som helst bog, men det er vigtigt, at man er bevidst om, hvilket sted man taler og læser fra. Og at det sted, man taler og læser fra, afhænger af, hvilke kropslige erfaringer man har adgang til. Der er forskel på at udtale i Deadline (som Bukdahl gjorde), at han også vil være en lesbisk feminist, og så faktisk at have den kropslige erfaring, der svarer til det. Nej, vi er ikke alle sammen lesbiske feminister, og at sige, at vi er det, er at underkende den specifikke erfaring. Vi er investeret på forskellige måder i de her spørgsmål omkring hudfarve og seksualitet. Det er ikke os alle (hvide som brune), der hverken kan eller vil skrive under på at være identitetskarnevalister, men lad os da bare se på, når Bukdahl tropper op som adoptivbarn i det næste tv-indslag«.

Nu er jeg faktisk som en selvfølgelighed feminist, born and rasied. Men lesbisk er jeg selvklart ikke og slet ikke lesbisk mor, men det er jo det, Glaffey inviterer mig til at prøve at opleve verden - eller bare internettet - som, gennem lesbisk moderlige briller (for nu metaforisk at udnytte et (i barndommen pænt ekskluderende - se blogpost nedenfor) handicap, Glaffey, Langvad og jeg deler: vi bærer alle tre briller). Jeg er heller ikke et adoptivbarn eller en adoptivmor eller en biologisk mor til et adoptivbarn, hvilket Langsvads spørgeskemaer tiltaler og tilspørger mig som. Det, der sker, i min læsning af Glaffeys & Langvads gode tekster er jo, at jeg bliver inviteret ind i en virtuel identitets realitet og synsvinkel, som lesbisk mor, som adopteret, og derigennem tvinges eller lokkes ud i en konfrontation med min egen identitets lighed med og forskel fra den virtuelle identitet, de specifikke forskelle, ikke-brun, ikke-adopteret, ikke-lesbisk, ikke-mor, og de mere generelle, rent "menneskelige" ligheder, oplevelser af savn og udsathed og ekslusion. Det er dér, Glaffey & Langvads artikel bliver så eklatant absurd, fordi det jo lige præcis er i læsningen af værker, der taler fra og udpeger og tematiserer en "fremmed" identitet, at jeg bliver min egen identitets mere eller mindre selvfølgelige fremmedhed bevidst. Der er ingen vej udenom at være mig bevidst som heteroseksuel, når jeg læser Padder og krybdyr; der er ingen vej udenom at være mig bevidst som etnisk dansk og vokset op med to biologiske forældre (hvoraf den ene dog døde, da jeg var barn, #savn), når jeg læser Hvor er Holger Danske (hvilket jeg har gjort sådan ca. 500 gange, de 400 gange fra en talerstol). HVILKET FREMGÅR AF MINE ANMELDELSER (og andre omtaler)! Så her kommer 64.000-dollar-spørgsmålet til Glaffey & Langvad:

Hvor i mine anmeldelser og omtaler af jeres to bøger optræder blinde hvide pletter? Hvad er det jeg ikke forstår eller læser udenom eller læser racistisk eller homofobisk, hvad, hvad, hvad? Her er to citater, I kan sætte røde streger i:

-->

Lad mig straks gå i gang med mit hysteriske hype: Det er meget, meget længe siden, jeg har læst så original og overrumplende og goddamn vedkommende en debutbog som Maja Lee Langvads Find Holger Danske (og så kvikt betitlet en). Og ikke siden Eli I. Lunds debut jeg vil have sex med fremtiden har jeg læst en (debut)bog, der med en sådan egensindig vitalitet linkede sig på den 60’er-70’er-avantgarde, som de fleste yngre digtere ellers er bedre til at beundre blankt. Og ærligt talt kunne Berlingske og Gyldendal godt aflyse deres konkurrence om nydansk litteratur og bare give Maja Lee førstepræmien (så kunne rapperne Outlandish, Ataf, U$O og Zaki dele 2. og 3. præmien, for hey, tanter i Pilestræde og Klarboderne, de findes og har fandtes i et godt stykke tid nu som ægte digtere)

  Hvis altså Maja Lee er nydansk, det er nemlig en af de flydende grænser, bogen grundigt plasker til; i det sidste af tre spørgeskemaer spørger hun sig selv: ”Hvilken nationalitet er du efter din mening? a. Dansker? b. Koreaner? c. Både danske og koreaner? c. Hverken dansker eller koreaner?” Men svarer ikke. I de to første spørgeskemaer spørger hun sin biologiske mor og sin adoptivmor om det samme. Igen uden at få svar, rimeligt nok. Det er ambivalenser, der både er aktuelt-alment vedkommende i forhold til den kritisk forplumrede danskhedsdiskussion og dybt, inderligt personlige i forhold til det virkelige, voksne adoptivbarn MLL. De øvrige spørgsmål i skemaerne er ikke mindre svære, for nogen, f.eks.: ”Mener du, at du har svigtet mig, eller mener du, at du netop ikke har svigtet mig ved at adoptere mig?” Den formelle, pastichiøse kølighed muliggør her paradoksalt nok en sjælden hård og præcis hudløshed.

&

-->

Den formelle ramme for krigsskuepladsen er to kursiverede afsnit, et først og et sidst, der spørger nervøst og rastløst og helt nøgent til, hvordan man bliver gode forældre i almindelighed og gode lesbiske forældre i særdeleshed. Selve krigen er konfrontationer med diverse hjemmesider, der knytter an til lesbisk forældreskab, fra en københavnsk sæddonorklinik, der sponsorerer storke, og World Wide Spermbanks register over donorer til familyevolutions.com, der tilbyder alskens lækre accessories og Rosie’s Family Cruise for regnbue-familier. Og hver gang kaster Nya Glaffey – der aldrig optræder som jeg, kun som højt svævende vi – op i lårtykke, djævelsk velformulerede stråler over idiotien og klicheerne og selve den sproglige armod:

  ”Det er ikke ment som en fribillet for folk med et ugenert forhold til kvindelige forplantningscyklus til at belemre os andre med deres selvkomponerede billeddannelser, at vi andre har i sinde at lade os invadere af et styk ekstraterrestrisk snylter i ni måneder.”

  Disse serier af afklapsninger fungerer på samme tid som en karnevalistisk satire over en minoritets behov for og afmagt i forhold til at formulere en egenidentitet og en smædedigterisk elegi over det enkelte minoritetsmedlems eller måske snarere minoritetspars frustration over at føle sig talt forbi og ned til af identitetstalskvinderne. Hvortil kommer den herligt politisk ukorrekte forhåning af de amerikanske sæddonorer (+ en enkelt dansker), der simpelthen bare er for dumme i nakken til at være af interesse, hvilket læseren til sin egen forskrækkelse spontant erklærer sig enig i.

- HVOR, HVOR, HVOR ER JEG FOR HVID OG DANSK OG KÆRNEFAMILIÆR OG HETEROSEKSUEL I BLIKKET?

- hvis værker skrevet af minoritetsmedlemmer ikke taler fra og udpeger og tematiserer den "fremmede" identitet, så er jeg som anmelder ikke synderligt bevidst om hverken forfatterens eller min identitet og forskellen mellem dem. Men det er vel så også i orden. Eller mener Glaffey & Langvad, at jeg burde være mig min hvidhed mere bevidst, når jeg anmelder brune Lone Aburas' Politisk roman eller være mig min heteroseksualitet mere bevidst, når jeg skriver om homoseksuelle Niels Franks Nellies bog? Nej, det tror jeg ikke, de gør. Men hvad søren går det hele så helt ærligt ud på?

- ud over en misforståelse af mit begreb identitetskarnevalisme som en karikatur af lalleglad postmodernisme a la Ib Michael anno 1985 - som jeg gerne vil rette op på (se det centrale ord "elegi" i Glaffey-anmeldelsen) i en kommentar til Weekendavisen, som jeg skriver i morgen og som kan læses af jer på fredag, fordi al polemik altså ikke skal være gratis og slet ikke konstruktiv polemik. KH

Sorte, homoseksuelle, kvindelige Lars says

Første spørgsmål i Informations læserinterview med Maja Lee Langvad:

Hvis Lars Bukdahl havde været en sort, homoseksuel kvinde, ville det han skrev, så havde været mere legitimt?
Hvis Lars Bukdahl havde været en sort, homoseksuel kvinde, ville han ikke have skrevet det, han har skrevet. Det er det, der er pointen i den artikel, Kristina og jeg har skrevet. Den måde, vi skriver og læser på, afspejler vores kropslige erfaringer. Audre Lorde ville heller ikke have skrevet det, hun skrev, hvis ikke det var, fordi hun var sort, lesbisk, mor, kriger og digter for nu at bruge hendes egne ord.

Jeg skrev dette digt i min debutsamling Readymade!:

TJEK

landskabet ligner
jeg ved ikke hvad
men det dér er en busk
det her er et digt
lidt tjek er der
da på det hele.

Hvis jeg havde være en sort, homoseksuel kvinde, ville mit digt have lydt sådan her:

landskabet
ligner jeg
ved ikke
hvad men
det dér
er en busk
det her
er et digt
lidt tjek
er der da
på det hele.

Hvis Maja bare henviser til min mening om identitetsfundamentalisme og identitetskarnevalisme, så udtrykte jeg mig sådan her på bloggen og (FB):

Jeg vil foreslå at tale om en identitetsfundamentalisme, hvor en (del)identitet, ikke-hvid, kvinde, rødhåret, bebrillet, har så fundamental betydning, at folk, der ikke deler denne identitet, er ude af stand til kvalificeret at forstå dem, der gør. Vs. en identitetskarnevalisme hos Yahya, hvor der peges fingre af og påtages og leges med alskens og alles og alle hans egne identiteter (inkl - oh gru - de racistiske koder for disse, mildt ex: langdigtets perkerdansk).

Hvis jeg havde været en sort, homoseksuel kvinde, ville jeg snarere have udtrykt mig sådan her:

Jeg vil foreslå at tale om en identitetsfundamentalisme, hvor en (del)identitet, ikke-hvid, kvinde, lesbisk, rødhåret, bebrillet, har så fundamental betydning, at folk, der ikke deler denne identitet, er ude af stand til kvalificeret at forstå dem, der gør. Vs. en identitetskarnevalisme hos Yahya, hvor der peges fingre af og påtages og leges med alskens og alles og alle hans egne identiteter (inkl - oh gru - de racistiske koder for disse, mildt ex: langdigtets perkerdansk).



- mig som sort, homoseksuel kvinde