mandag den 30. december 2013

Julesylte 1: Debutanten Daniel

(denne anmeldelse til WA Bøger fra februar kom aldrig på og er nu endelig dømt ude - af avisen, men selvfølgelig er bloglæserne de bedste læsere)

-->
LØVEKULESKØR Daniel Dalgaard er en talentfuld, ung digter med dynamisk dårlig samvittighed over både talent, fuldskab og ungdom

Rygende bryst

Daniel Dalgaard: Vi er ikke konger. 64 sider, 199 kr. Samleren

Af Lars Bukdahl

På Vallekilde Højskole forleden lørdag holdt Ursula Andkjær Olsen en seriøst speedet, såkaldt Litt-Talk om fyordet patos, som hun havde undgået som pesten i flere år, men nu havde besluttet sig for at tage til nåde, fordi hun havde brug for det som korrektiv til den ironi, der på godt og ondt er vilkåret for alle talende, inklusive digtere. Hvorpå hun akkompagnerede salens afsyngelse af  ”Sorrig og Glæde” på autoritativt klaver.
  I sin livfuldt rundtossede debutsamling Vi er ikke konger forsøger 25-årige Daniel Dalgaard af alle ikke ubetydelige kræfter at springe gennem ironiens ildring og ind i patosens løvegab. Han har nemlig et helt naturligt talent for at sætte ordene i selvdementerende og -jonglerende bevægelse: ”Jeg gik gennem landskabet/ som én fiktion i en anden og drivende våd da jeg var tilbage i huset.”
  Men hele tiden vil han så frygtelig gerne videre til en rå eller fin renfærdighed, gerne af kærlighedsmæssigt art, her fortsættelsen, midt inde i det kæmpestore digt ”Velkomst”: ”meget små brag fra pejsen og jeg sad der/ med et tæppe om mig om dig.” Og så ruller ironiens helvedesmaskine frem igen og tillader sig endda at attakere du’et: ”go komma happy machine komma go/ kom ikke her med dine personlige erfaringer,/ jeg har ingen minutter at give dig.” Men heldigvis parerer patos bidsk brummende: ”men det skal ikke komme an på det,/ kom nu her på græsset og det smukkeste af alt var et dyr”
  Især i nogle helt slanke digte i  bogens første afsnit, der hardcore-eksistentielt bare hedder ”Menneske”, lykkes det Dalgaard at holde sig bævrende og overbevisende patetisk hele vejen igennem, fordi han lige præcist holder sig skæv, men aldrig ironisk skæv, som et mash-up af Morten Nielsen og Beck Hansen. Eller Bæk Hansen, for læg mærke til i denne digthalvdel, hvordan det vandede sprogbillede er på nippet til springe ud i spøjs knopskydning, men uroligt holder sig på vippen:
  ”Vær din synd og/ din skam det/ er at tage sig/ selv på sig/ hvis hvert øjeblik/ er et glimt der/ strækker sig/ til uendelighed/ i sindet har/ du aldrig/ noget at tabe/ og heller/ ikke noget/ at gribe/ med dine hænder/ at kaste/ raseriet tilbage i lungerne/ langt om længe og/ kom og/ læg dig i min lille/ bæk jeg lægger/ gerne bæk til et forsøg/ eller to på at/ indtage min/ menneskelighed/ og dele/ den op/ et stykke til mig/ og et til dig og/ et til flodens/ mund hvor tungen/ sejler/ rundt i sin/ mulighed for/ at sige det højt”
  I denne actionfyldte forhandling mellem ironi og patos glemmer Dalgaard at tage sig i agt for et par tidstypiske tendenser, eller måske rettere: føler, han skal stå ret for dem. Dels antikapitalistiske besværgelser i almindelighed  og mentor Lars Skinnebachs fordring om klimakrisebevidsthed i særdeleshed: ”Det totale sprogs forsvinden når havene kommer”. Dels, mere formelt og mest i afsnittet ”Stemme”, såkaldte sætnings-fragmentarier, tæt spredthed af disparate udsagn: ”Plankerne på rækværket i en dybrød farve, slidte af solen og katten. Hvem taler du til?” Begge dele fungerer, men lige lovlig artigt,
  Daniel Dalgaard ligner flere af sine unge (mandlige) kolleger i sin dobbelthed af op- og POP-rigtighed, men ligner heldigvis mest sig selv i sin blakkede og tillakkede sødme (”hd 114762 b var den første ekstrasolare planet man observerede”):
  ”Dagen går i -/ på planeternes bagsider/ Mars/ og hd 114762 b/ vær min måne/ flyet kommer rullende/ med benene foldet ud/ af fosterstillingen”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar