søndag den 1. december 2013

GROTRIAN TALKS! - svaner dykker ned i samme tåre

Ingen vej udenom Café Teatret i aften, hvor dansk poesis raptus-roterende søjlehelgen SIMON GROTRIAN læser op for første gang i jeg ved ikke hvor mange år, men måske faktisk siden, jeg for første og sidste gang hørte ham, til Martin Bigums Statemental-arrangement på Charlottenborg i 1990, for 23 år siden (de andre oplæsere var bl.a. - 90'erne begyndte først året efter - Bigum, Karen Marie Edelfeldt, Carsten René Nielsen og hvalpen mig), så det er med andre ord en vaskeægte SENSATION! Medoplæsere er Caspar Eric, Morten Chemnitz, Martin Glaz Serup, alle mildest talt værd at høre, men stjernen er SSSSSSSSSSSSSIMMMMMMMMMONNNNNNNNNNNNN!

Der har udgivet mindst 2 bøger i år, bønne-samlingen Min næstes forår, på forlaget Alfa, og salmesamlingen (jeg havde nær skrevet slalomsamlingen, det havde været lige så korrekt) Natterøde daxis, han første bog på Gyldendal, og det er ligeså komplekst kukkende og kraftffuldt kaglende FROMT som altid - i én fuldt utrolig salme er der et pludseligt gensyn med Grotrians måske mest klassiske digt, nemlig dette, fra Fire, 1990 (som han vistnok ikke læste op fra dengang i festsalen, jeg mener, det var digte, bl.a. Strunge-hyldesten, fra Livsfælder, der kom hele tre år senere, den største lakune i det stadig mere vildt myldrende forfatterskab):





Månen er af sæbespåner denne nat
hvor køer vrider halsen over duggen
jeg er kun Guds barn, og jeg er helt besat
af at præge engle ind i stukken
tordenkløver, på dine øje pande
blev galaksen til at overmande.

Smerten er så høflig som et andet barn
der ikke kunne lulle sig til rette
lad den tunge himmel blive stoppegarn
spøgelset et udråbstegn at sætte
latteren vil rejse sig med båre
svaner dykke ned i samme tåre.

Solen ignorerer min brilleglar*
og ingen anden kommer over stregen
puffes jeg på benene af livets far
ligner det en kat og helt sin egen
dagen husker på, at stjernebrønde
slår mod enhver og gør os tynde.

O da vandrer billeder, som ingen så
med Helligånden ned til antipoden
der er kun en kløvermark, hvor kroppen lå
plukket af sig selv, som var den moden
dagen, vi kan se, har store gæller
korset er Guds kilometertæller

* = digteren har fået briller at se sine syner igennem:



- velkom ham tilbage i larmen!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar