HØJT OG LAVT
Fem nye digtsamlinger - bl.a. af to debutanter
Et sted i Marianne Larsens nye, smukke, ægte og stædige digtsamling (Hvor du er) står der et lille fireliniers digt, der lyder: "nået til bunds/ hvor skal det gøre godt/ at skyde opad/ igen som en pil". det er en stærk og smertelig oplevelse, udtrykt præcist og med et slående billede. Samtidig siger det noget viogtigt om Marianne Larsens indsigtsfulde og væsentlige poesi, om den ægthed og præcision.
Målt med det falder dagens andre digtsamlinger igennem. Flemming Røgilds lang, blues-agtigt gentagende digte (At vaske blod) har et fysisk nærvær som er ret betagende. Men der er rigtig nok også rigelig meget af, hvad han kaldewr 'alt for store armbevægelser'.
Jannick Storms barske, selvbekendende digt-dagbog (Valnøddetid) forsøger at skrive sig ind igennem selvoptagetheden og ud på den anden side. det boglange digt svinger meget i intensitet, men hvor det er bedst, er dets sårbarhed næsten gribende.
Begge digtere 'går til bunds', men det kniber med at få skudt pile op - og ramme.
Dagens to debutanter bliver derimod på overfladen. 30-årige Mai Jacobsen (Den hvide skøge) er en lidt mere bastant Lola Baidel tilsat modernistiske effekter: som om den megen snak om 'den bløde mand' nu skal til at fremkalde modsætningen 'den hårde kvinde'. det er vist talent til stede, men hun spilder det på knaldperler.
19-årige Lars Bukdahl er derimod helt uskydligt og glad optaget af at skrive 'postmodernsitiske' smådigte, vittigt og begavet og indforstået, men sagde han noget? Kun fortivlelsen, der dukker op et par steder, er uaertikuleret. Det er det man plejer at kalde en lovende debut - lad os nu se om han finder noget væsentligt at skrive om.
POUL BORUM (Ekstra Bladet)
Bukdahl - en jysk verdensmand
af Finn Stein Larsen (Weekendavisen (før Bogsektionen))
Forventningsfuld og en anelse frygtsom tager man bogen for sig. Man har allerede set forfatterens Hvedekornsdigte af høj karat, men lovlig kunstfilosofisk resonnerende. Frygtsomheden gøres til skamme under læsningen af samlingen. Bukdahl ser ikke gennem pedantisk lorgenet, men med et åbent, blidt og opmærksomt blik, der får hans levende omverdensbevidsthed - af hvilken vort århundredes kunst er en naturlig bestanddel - til at gå i organisk overgnag med en prøvende indkredsning af hans egen eksistens.
Han er modsætningsrig. Hans stævnemøder er malet med bløde silkepensler, men størstedelen af samlingen er fuld af hvirvlende mobilitet og dynamik. Han smutter mellem fingrene på én mellem forvandlingsrige kulisser, så man knap når at hælde vandet ud af ørerne og finde ham bevægende. Han er både naiv og raffineret selvironisk. Se blot på digtsamlingens undertitel med dens både troskyldige og distancerede anvendelse af klicheen: MODERNE. Her er det i øvrigt godt at vide, at samlingens titel er skabt af Marcel Duchamps, dengang han i tyvernes vildt eksperimenterende periode fandt ud af, at et normalfænomen fra vor dagligdag: en stumtjener, et pissoir, en flaskerenser, kunne fungere som et færdiggjort kunstnerisk objekt: et readymade!
Bukdahl er en synernes poet, men på sine egne helt unikke vilkår, for her drejer det sig ikke om rugende selvfordybelse, men om fingernem konstruktion af omverdenskollager.
Løst kulisseværk vil nogen måske sige. Nej, hårfint sammenstillinger af et ungt belæst og livsoptaget menneskes forestillingsinventar: malerkunst, musicals, film noir, westerns, litteratur, beat- og evergreen-tekster, farver, former, bevægelse (fornemmelig eksplosioner), men mærkeligt nok ikke mange lyde: et sort hul i den rige, ubesværede forestillingsstrøm. Er Bukdahl ikke musikalsk? Intet forceres ind i sammenhængen, selv det mest groteske står der med en afslappet selvfølgelighed, rærcis hvor det skal.
En prøve på Bukdahls evne til at få sine omverdens elementer til at falde i hak er et lille mottocitat af James Joyce: "You're to dada to dance": et utroligt forfinet forestillingssammenstød. Det er Joyce, den fortænkte litterære konstruktions fader, der snakker om en underbevidst (dada) styret kropsbevægelse (danse): Intellekt, følelse og krop i et fælles sug. bedre kan Bukdahls digtsamling ikke indledes. Og så er der endda synkopert jazz-rytme i citatet: dada-dance, dada dum, da doom. Måske lyder det det lærd, men det er det ikke
Bukdahl drejer ivrigt på linserne, indstiller, kombinerer, redigerer og forvrider tekster, lærreder, skulpturer og film, så de pludselig lever deres eget liv: Han forstærker Dalis amøbevirkninger i sproget.
Han føler Duchamps sømbeslåede strygejern arbejde bag næseroden på indersiden af sit eget kranium og giver den samme kunstners Mona Lisa med overskæg en morsom og opfindsom drejning. Næsten altsammen bliver skægt, smukt og dejligt, jeg siger næsten, for jeg kan ikke holde ud, at Nagasaki skal gøres til Hitchcock-fyrværkeri eller at man nærmer sig vores store Sophus (Claussen) uden helt at være opmærksom på at man står overfor en brændenede tornebusk, Men dette er små skrammer i Bukdahls private kraplakerede Disneyland, det er let, skævt og utroligt indtagende.
Jeg har ikke i mine dage læst en digtsamling, der så bredfyldt af udtryksfulde tegneserieeffekter som denne. det brager, søkker og kronsjer ustandseligt i et sprog, der balancerer på kanten til det kropsligt spontane. Udråbene florerer, ja der er endog et udråbstegn i titlen, Flipmaskinens farver veksler ideligt. Men også denne voldsomme udfoldelse har sine modsætninger, for Bukdahls sprog er ikke bare et sammenløb af andres slagkraftige effekter. Pludselig står digteren forstandigt og følsomt og vejer sine farver og virkemidler.
I et morsomt digt desavouerer han det banale sammenligningsrod som (han kalder Søren Ole Mikkelsen). Han ræsonnerer klogt og morsomt over metaforens virkelighedsændrende karakter, idet han foregiver at være dens opfinder. Fra fine klassicistiske parkscenerier krydsklipper han pludselig til skriftfilosofiske sammenhænge. Men helt sart og dæmpet klinger et par strofer, hvor han bare er sig selv, en ung mand der står på en mark med solen lige i øjnene og nogle bøger under armen eller et sted hvor han - næsten rørende og forsvarsløst - fatter sig midt i sine vilde montager:
Landskabet ligner
jeg ved ikke hvad
men det der er et træ
og derovre er en busk
det her er et digt
lidt tjek er der
da på det hele.
Det er såmænd ellers ikke, fordi samlingens tyngdepunkt ligger i identitetsbeskrivelsen. Hvem Bukdahl egentlig er, får vi ikke meget at vide om i denne omgang. Men at hans store farverige omverden giver tone i sammenstødet med hans originale og indfaldsrige sprog, det er der slet ikke tvivl om.
Det kan være, jeg tager fejl, men jeg aner i denne digtsamling en speciel jysk tone. Der er højere til himlen end under Krasjnapolskis glaslofter. Den europæiske virkelighed er formidlet gennem andre medier end Peter Poulsens dræven og Carsten Jensens aforistiske host.
Det århusianske "Øst for Paradis" anes her som den cineasternes Aladdins hule, hvorfra mange af Bukdahls frugter er hentet. Nils Malmros' i hovedstaden ukendte eksperimenterende kortfilm harb stimuleret digterens morsomme filmiske sprog og i udkanten af Bukdahls rum står Højholts "Turbo" som en kæmpestor energigivende brumbasse. Hører man også her et svagt ekko af den unge Thorkild Bjørnvigs hulken over en brækket hvid syren? Nej, det gør man ikke. Men man får en til vor tid savrende portrætskitse af en talentfuld og følsom ung mand fra de fordige provinser.
(LB NU: Stein citerer og fortolker derfor Finnegans Wake-mottoet forkert, korrekt staves det: You're too dada to dance = du er for dada til at danse)
Ironisk
Hurtige digte uden noget i
Af JULIANE PREISLER (Information)
Iorni er en særlig måde at meddele sig på. Og der det ved den, at den pludselig kan finde på at sparke bagud som en ondskabsfuld hest, man luge troede man stod og talte med. Lars Bukdahals digtsamling "Readymade" er en overordentlig ironisk og især selvironisk samling tekster stopfyldt med ikke hel tilsigtede bagud-spark.
Problemet er, at Lars Bukdahl tager pulsen på den nutidige flimmer-virkelighed med et inisterende tryk, så han må formdeds at gå rundt med verdens ømmeste tommelfingre. Han har netop ikke mere end ironi til overs for de smarte blanke fartstriber, virkeligheden flygter ad. Når det så fra første færd åbenbares i hvor høj grad Lars Bukdahl selv er præget af denne nutid, bliver ironien til selvironi.
Digtsamlingen er fuld af henvisninger til lidt tidligere kulturhistorie, primært de surrealistiske malere, men uden der knyttes nogen overbevisende forbindelse mellem de franske surrealisters syn (mere end der var at se) og Lars Bukdahls (mindre end der er at se). Bukdahl ironiserer tydeligt over den hypermoderne intethed:
"med iintehed og ttomme llandskaber og ffragmentariske jjeger"
Men er altså selv en så fuldgyldig repræsentant for den samme intethed, at han ikke rigtig kan komme til at skyde på andre end - sig selv.
Hullet efter de "fragmentariske jeger" fyldes på en overordentlig trættende måde på med tidligere og nyere uvirkelighedssymptomer:
"det er som/ at passere en film noir/ når jeg et eller andet sted/ ser/ to mænd i trench coats/ støde ind i hinanden"
Et meget langt prosadigt et sted inde i samlingen er et forsøg på at skrive i en surreel associerende stil; det er en gammelkendt oplevelsesmåde, som her på nutidig vis ikke inderliggøres, men intetgøres - thi Lars Bukdahl beflitter sig ikke med at betragte sine egne syner, endsige vælge imellem dem; han hælder ud, og det der hældes ud holder ikke.
Nogle af digtene vil jeg ikke tøve med at kalde ren plat. Eksempelvis dette indledningsdigt:
"Look/ look/ look/ look/ hun har ild i røven/ afsted og bang! bang! bang!
Eller disse linier - et af de utallige steder hvor Lars Bukdahl undrer sig over forskellen mellem skrift og virkelighed, uden at få meget ud af sin undren:
"stuen bliver gylden på dette tidspunkt/ dette tidspunkt hvor/ teksten bliver klassisk"
Altså ud med ironien så længe der ikke nogen "andethed" i forhold til det, der ironiseres over. ud med al denne hurtige smartness. Instamatic-billederne af ingenting og den lethed i tonen som ville få selv et dårligt reklamebureau til at være på vagt overfor disse eksempler på "sprogtalent".
Til gengæld ind med den Lars Bukdahl som engang imellem nærmest snubler over noget af en anden styrke og glemmer alt om sine projekter. Som kan finde på at tale om at være "en lamng nat i tunge talebobler på ryggen" og dermed pludselig bevæger sig væk fra sine egne automatiske henvisninger til allehånde billedindustri. Fordi han selv pludselig kommer til at lave et billede med krop.
lørdag den 29. september 2012
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar