Der er en hel masse døvende referat i Klaus Rothsteins anmeldelse af Anne Lise Marstrand-Jørgensens slægtsmursten Hvad man ikke ved i WA Bøger og meget lidt og slet ikke kvalificeret smagsdom.
Sådan noget refereren her, der gør mig helt grå af læseulyst:
Da Rachel, som viser sig at have et lille barn, på den måde træder ind i
historien igen, åbner forfatteren en port til fremtiden (og til bind
to, der udkommer om et år), for mens Eric har planer om at tage til
Indien for at realisere sig selv, flytter Flora til byen for at bo hos
sin fars kusine. Men kort efter møder hun Rachel, og hendes emancipation
eskalerer.
Samtlige smagsdomme i anmeldelsen:
vellykket og grum (hvis grumhed i sig selv er en kvalitet, det er det vel ikke) (i underrubrikken)
smidig titel
godt set og prægnant skildret (er (romanens udmøntning af) denne tykke epoke-tematiske under- eller rettere overtekstning: "Alle mennesker tænkte på skyld. der var ofte og bødler og ingenting midtimellem")
ubesværet (flytning af forfatterskabsfokus fra middelalderen til 60-70'erne),
vellykket (psykologisk velfærdsthriller)
som alle (...) kan spejle sig i
HVAD er vellykket HVORDAN og HVOR MEGET? Og er alment spejlingspotentiale virkelig en primær æstetisk kvalitet?
Jeg er stadig ikke overbevist om, at anmelderne VITTERLIG mener, at de 544 sider er værd at spilde min kostbare læsetid på.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar