Der er for LIDT amerikansk sitcom i dansk poesi

Hvor lidt polemisk ville bloggen ikke blive uden Mikkel Bruun Zangenberg? Så tak, Mikkel, for med stor konstans og konsekvens at opføre dig så kritisk åndssvagt ?

I sin 5 hjerter-anmeldelse af Lone Hørslevs La'os i Politiken proklamerer Zangenberg midt i en på den ene side-på den anden side-omtale af kortprosa-sektionerne om triste venner og sex med bad news, at

Vi er et godt stykke vej fra den sødligt kække marengs i den amerikanske tv-serie 'Friends';

Hvad er det for en kultursnobbet og bare kedelig og dum nedvurdering af Friends i særdelshed og amerikanske sitcoms i almindelighed? Der er mange dæmoniske, mørke episoder og handlingstråde i Friends, ikke mindst involverende Phoebe og hendes fortid som hjemløs og hendes onde tvillingesøster Ursula og hendes håbløse bror, hvis barn (børn?) hun føder; Friends og andre sitcoms har været erklæret primært inspirerende, situationelt såvel som komisk, af danske 90'er-forfattere som Kirsten Hammann og især Line Knutzon, og jeg forestiller mig, at Lone H ikke vil nægte, at hun også er påvirket af sådant tv; jeg kunne så i den nye bog godt have brugt flere skarpe vitser og og færre muntre moraler, på den led ligner La'os faktisk Friends mere end godt er (vs. sortere, særere, hårdere sitcoms som lige nu The Office, Parks and Rec, Community, 30 Rock).