Frank / Cage, Ærlig / Bur

Ifølge Cage indeholder enhver lyd fire elementer: Tone, varighed, overtone, fylde. Stilheden, på den anden side, indeholder kun eet af disse elementer, nemlig varighed. For Cage er det derfor vigtigt, at han i sine rent rytmiske strukturer opgiver tonalitet: Han må give plads til varighed, til stilheden. Og det er en stilhed der altid kommer udefra; trafik fra gaden, en støj i rummet, nogen der synger i badeværelset. Alt dette fylder en pause ud i selve værket. Cage komponerer således sin musik for at vi skal få øje på den lyd, der ikke er i værket. Lyden af os selv, når vi lever. For ham er al lyd følgelig musik.
  Stilheden binder på denne måde den rytmiske struktur sammen. Spørgsmålet er da - og jeg stiller det til mig selv gang på gang, indtil nogen åbner en dør, en bog, og jeg kan se lige ind - spørgsmålet er, hvor megen plads stilheden bør indtage i forhold til lyden?
  Cage betragtede oprindeligt musikken som værende udafhængig af tid, dvs. at forholdet mellem lyd og stilhed ikke var noget tidsligt fænomen, men snarere et spørgsmål om tilfældighed: Når musikken slutter, hører vi måske en kop blive sat på et bord, en dør smække, en stol blive skubbet hen over et gulv. Eller vi hører stilhed. Men det er altsammen afhængigt af, hvad der tilfældigvis sker i rummet efter at musikken er hørt op. Musikken har ingen indflydelse på det der vil ske, og det skete har ingen indflydelse på musikken: Musik og handling er adskilte i tid.
  Senere ændrer Cage denne opfattelse. Han skriver i midten af 60'erne et værk for klokkespil, der opføres på en pigeskole i det sydvestlige Virginia. Før stykkets opførelse beder han klokkespilleren spille stykket - der består af ti dele spillet på begge sider af fem stykker krydsfinér - så længe som han selv ønsker det. den eneste betingelse Cage stiller, er at klokkespilleren forholder sig stille i lige så lang tid, som det tog ham at spille stykket, og derefter begynder forfra og holder pause igen og begynder forfra osv. med samme intervaller.
  Ved opførelsen står publikum udenfor og lytter til musikken. det er vidunderligt; de kan mærke hvordan stilheden spiller med: Pludselig er der ingen forskel mellem musik og ingen-musik. (jeg siger til mig selv, som om jeg også stod der, at det ikke kan passe: Den ingen-lyd de lytter til mellem de spillede dele, er sandt nok en del af musikken, men i virkeligheden lytter de ikke til stilhed; de lytter til en pause i musikken, hvor de selv er tavse: De lytter til deres egen tavshed. Og tavsheden bærer deres handling, overlagt; de tvinger sig selv til at være tavse, når musikken holder pause. Til sidst er der slet ingen forskel mellem stilhed og tavshed, eller mellem stilhed og musik: Der er ingen forskel mellem stilhed og tavshed og musik. Tingene udtrykker sig ikke længere igennem deres modsætning, men igennem deres symbolske sammenfald, deres gengivelse, gentagelse, af hinanden. Jeg har altså atter taget fejl: Det lyder altsammen ens).

- fra Niels Franks essay "Tavshedens syv segl/ Cage, Gould, Reich: En kollektivroman" i Yucutan, 1993, stadigvæk den bedste tekst om Cage på dansk, og som jeg da vist hørte Frank sørgmodigt læse op på Aarhus Universitet, før det helt var 90'erne. Nu er Frank ikke længere sørmodig - det er han heller ikke rigtigt i essayet, han har bare ikke selv opdaget det endnu - hvilket gør det endnu mere uudholdeligt, at vi åbenbart skal vente helt til februar, før han udsender sin nye ROMAN! Nellies bog - spyt den ud, nu, du!