"(...) What about you? What did you find?"
"Chemistry is branch of science dealing with the basic elementary substances of which all bodies and matter are composed, and the laws that regulate -"
Moxie held up her hands. "Boredom's not black licorice, Snicket." she said. "There's no reason to share it with me."
- fra andet bind, "When Did You See Her Last?", i pseudonymet Lemony Snickets nye romanserie All The Wrong Questions
Viser opslag med etiketten referatvurdering. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten referatvurdering. Vis alle opslag
tirsdag den 25. marts 2014
tirsdag den 2. april 2013
Nr. 1 blogfordel
vs. anmeldelser:
Man har ret til at lade være at REFERERE bøgerne!
Se bare nedenfor, der står ikke et ORD om, hvad der SKER, FOREGÅR, HÆNDER, PÅGÅR, hvad HANDLINGEN eller PLOTTET beløber sig til, i de 3 romaner, jeg har faktisk enormt lyst til at referere Weitzes roman, fordi det er en SUMMENDE, STIKKENDE BIKUBE AF HÆNDELSER, hvis laveste sammenhæng er den kronologiske sekvens og logik, men jeg lader være, fordi det kan jeg tillade mig, se bare!
(og jeg er så bange for, at der er alt muligt SKEENDE i Jan Sonnergaards novellemursten, som jeg er tvunget til at notere mig, selv om det aldrig eller (Svend Åge findes!) sjældent er handlingen, der er kunsten i en bog, og i en vellykket Sonnergaard-novelle, og det er virkelig, virkelig, virkelig, lang tid siden, han har skrevet sådan én, but here's hoping, er kunsten snarere den HAPPENING, handlingen er eller terroriseres til at blive).
Man har ret til at lade være at REFERERE bøgerne!
Se bare nedenfor, der står ikke et ORD om, hvad der SKER, FOREGÅR, HÆNDER, PÅGÅR, hvad HANDLINGEN eller PLOTTET beløber sig til, i de 3 romaner, jeg har faktisk enormt lyst til at referere Weitzes roman, fordi det er en SUMMENDE, STIKKENDE BIKUBE AF HÆNDELSER, hvis laveste sammenhæng er den kronologiske sekvens og logik, men jeg lader være, fordi det kan jeg tillade mig, se bare!
(og jeg er så bange for, at der er alt muligt SKEENDE i Jan Sonnergaards novellemursten, som jeg er tvunget til at notere mig, selv om det aldrig eller (Svend Åge findes!) sjældent er handlingen, der er kunsten i en bog, og i en vellykket Sonnergaard-novelle, og det er virkelig, virkelig, virkelig, lang tid siden, han har skrevet sådan én, but here's hoping, er kunsten snarere den HAPPENING, handlingen er eller terroriseres til at blive).
fredag den 28. september 2012
Minus smagsdom, dobbeltplus referat
Der er en hel masse døvende referat i Klaus Rothsteins anmeldelse af Anne Lise Marstrand-Jørgensens slægtsmursten Hvad man ikke ved i WA Bøger og meget lidt og slet ikke kvalificeret smagsdom.
Sådan noget refereren her, der gør mig helt grå af læseulyst:
Da Rachel, som viser sig at have et lille barn, på den måde træder ind i historien igen, åbner forfatteren en port til fremtiden (og til bind to, der udkommer om et år), for mens Eric har planer om at tage til Indien for at realisere sig selv, flytter Flora til byen for at bo hos sin fars kusine. Men kort efter møder hun Rachel, og hendes emancipation eskalerer.
Samtlige smagsdomme i anmeldelsen:
vellykket og grum (hvis grumhed i sig selv er en kvalitet, det er det vel ikke) (i underrubrikken)
smidig titel
godt set og prægnant skildret (er (romanens udmøntning af) denne tykke epoke-tematiske under- eller rettere overtekstning: "Alle mennesker tænkte på skyld. der var ofte og bødler og ingenting midtimellem")
ubesværet (flytning af forfatterskabsfokus fra middelalderen til 60-70'erne),
vellykket (psykologisk velfærdsthriller)
som alle (...) kan spejle sig i
HVAD er vellykket HVORDAN og HVOR MEGET? Og er alment spejlingspotentiale virkelig en primær æstetisk kvalitet?
Jeg er stadig ikke overbevist om, at anmelderne VITTERLIG mener, at de 544 sider er værd at spilde min kostbare læsetid på.
Sådan noget refereren her, der gør mig helt grå af læseulyst:
Da Rachel, som viser sig at have et lille barn, på den måde træder ind i historien igen, åbner forfatteren en port til fremtiden (og til bind to, der udkommer om et år), for mens Eric har planer om at tage til Indien for at realisere sig selv, flytter Flora til byen for at bo hos sin fars kusine. Men kort efter møder hun Rachel, og hendes emancipation eskalerer.
Samtlige smagsdomme i anmeldelsen:
vellykket og grum (hvis grumhed i sig selv er en kvalitet, det er det vel ikke) (i underrubrikken)
smidig titel
godt set og prægnant skildret (er (romanens udmøntning af) denne tykke epoke-tematiske under- eller rettere overtekstning: "Alle mennesker tænkte på skyld. der var ofte og bødler og ingenting midtimellem")
ubesværet (flytning af forfatterskabsfokus fra middelalderen til 60-70'erne),
vellykket (psykologisk velfærdsthriller)
som alle (...) kan spejle sig i
HVAD er vellykket HVORDAN og HVOR MEGET? Og er alment spejlingspotentiale virkelig en primær æstetisk kvalitet?
Jeg er stadig ikke overbevist om, at anmelderne VITTERLIG mener, at de 544 sider er værd at spilde min kostbare læsetid på.
mandag den 17. september 2012
Se, det kalder jeg et referat
To the point kortfattet forjættende
- af Kristian Bang Foss' med ubændig længsel ventede, suverænt betitlede, nye roman Døden kører Audi, der udkommer om en måneds tid, på Gyldendal.dk's pressesider:
Asger dummer sig og mister alt og må tage et job som handicaphjælper for Waldemar, verdens sygeste menneske. Deres hverdag sammen i betonghettoen Stentofte på Vestegnen er et studie i håbløshed. Indtil de kører sydpå for at opsøge Torbi el Mekki, en healer i Marokko, Waldemars sidste håb.
- af Kristian Bang Foss' med ubændig længsel ventede, suverænt betitlede, nye roman Døden kører Audi, der udkommer om en måneds tid, på Gyldendal.dk's pressesider:
Asger dummer sig og mister alt og må tage et job som handicaphjælper for Waldemar, verdens sygeste menneske. Deres hverdag sammen i betonghettoen Stentofte på Vestegnen er et studie i håbløshed. Indtil de kører sydpå for at opsøge Torbi el Mekki, en healer i Marokko, Waldemars sidste håb.
fredag den 14. september 2012
Referatsump som virkelig ingen anbefaling
Jeg læser mig helt i død i referaterne i anmeldelserne af Leonora Christina Skovs nye roman Førsteelskeren, dybt kedeligt indviklede og fuldstændig glemt fra det ene til det andet referat, så det hver gang virker som en helt ny åndssvagt handlingsnedtynget roman:
Men, altså, Veronica spiller punk og skriver breve til Nat, som i mellemtiden er taget til Berlin, hvor han møder en anden kvinde med alias, Angelika. Som under forskellige østeuropæiske identiteter lever af at score stenrige mænd og forlade dem igen med en kuffert fuld af nøgler og dyrt tøj, der kan sælges igen. I virkeligheden hedder hun Rosa, og hun og Nat indleder - efter et første mislykket knald - et platonisk forhold. (Information)
Mormor Gina blev i sin tid anbragt som sindssyg på Oringe af sin mand. Men han løj hende død! Nu er der nogle efterladte breve fra Gina til datteren Lulu, og disse breve befinder sig i en skuffe i en lejlighed i Berlin. Lejligheden på Viktoria-Luise Platz' i Berlin ejes af Ginas desværre strubekræftsyge svigersøn, hr. Weinberg - som altså er far til Veronica.
Lang tid før de æstetiske smagsdomme fældes, får jeg totalt mistillid til en roman, der tvinger sine anmeldere til at referatkløjes så druknende desperat, beklager, ærekære kollega.
Men, altså, Veronica spiller punk og skriver breve til Nat, som i mellemtiden er taget til Berlin, hvor han møder en anden kvinde med alias, Angelika. Som under forskellige østeuropæiske identiteter lever af at score stenrige mænd og forlade dem igen med en kuffert fuld af nøgler og dyrt tøj, der kan sælges igen. I virkeligheden hedder hun Rosa, og hun og Nat indleder - efter et første mislykket knald - et platonisk forhold. (Information)
Mormor Gina blev i sin tid anbragt som sindssyg på Oringe af sin mand. Men han løj hende død! Nu er der nogle efterladte breve fra Gina til datteren Lulu, og disse breve befinder sig i en skuffe i en lejlighed i Berlin. Lejligheden på Viktoria-Luise Platz' i Berlin ejes af Ginas desværre strubekræftsyge svigersøn, hr. Weinberg - som altså er far til Veronica.
Lang tid før de æstetiske smagsdomme fældes, får jeg totalt mistillid til en roman, der tvinger sine anmeldere til at referatkløjes så druknende desperat, beklager, ærekære kollega.
torsdag den 8. marts 2012
Handlingsumuligheder
At tvangsinstallere i (film- og)boganmelder- og forlagspressemedarbejderertastaturer:
Referatlås
Og hemmeligt at hælde i romanforfattertastaturer:
Plotfjerner
Referatlås
Og hemmeligt at hælde i romanforfattertastaturer:
Plotfjerner
mandag den 23. maj 2011
torsdag den 18. marts 2010
Referatanmeldelse
Tænk hvis man en gang imellem kunne få lov til bare at anmelde forlagets referat af en roman; det ville spare os allesammen, nej okay vel kun anmelderen en masse tid; det ville indrømmet gå galt 1 ud af 25 gange, men 24 ud af 25 gange ville det ikke gå galt, i hvert fald ikke hvad angår fantasiambitionen - som var noget jeg talte med Sjón om i et sent kinesisk tog forrige mandag - ikke engang en præ-2000-Helle Helle-novelle ville gide nøjes med (og i hendes tilfælde, det ene ud af de 25, få noget godt ud af) den handling, der ifølge Gyldendal er handlingen i Katrine Grünfelds nye roman nr. 2 (jeg har læst nr. 1), Sommerferie (man kunne også nøjes med at anmelde titlers fantasiløshed/fantasifuldhed, og igen: 1 ud 25 vs. 24 ud af 25):
Johanne, hendes mand Jakob og deres tre børn tager som altid af sted til deres sommerhus på Fanø for at tilbringe ferien der. Alt forløber, som det plejer, med strandliv, dasen, selskabelighed, snak, men med den ene undtagelse, at Johanne efter en meget våd sankthansfest går med en fremmed mand hjem. Hun lister ubemærket tilbage til sin familie om morgenen - det har været et øjebliks spænding, der står i modsætning til hendes lidt lidenskabsløse, rutineprægede, men velfungerende og harmoniske familie- og hverdagsliv.
- og hvis nu bare sankhansfesten er våd, fordi Vadehavet er ved at gå over sine bredder som led i en verdensomspændende syndflod, men det er den ikke nikke nej. Hvorfor dog skal den almindelige danske skønlitterære fantasipraksis være så utroligt indskrænket, at et referat som dette kan forekomme forlag og forfatter ikke bare fyldestgørende, men også tillokkende. Jeg ved virkelig ikke, om bogen er god, men referatet er godt nok ringe!
Johanne, hendes mand Jakob og deres tre børn tager som altid af sted til deres sommerhus på Fanø for at tilbringe ferien der. Alt forløber, som det plejer, med strandliv, dasen, selskabelighed, snak, men med den ene undtagelse, at Johanne efter en meget våd sankthansfest går med en fremmed mand hjem. Hun lister ubemærket tilbage til sin familie om morgenen - det har været et øjebliks spænding, der står i modsætning til hendes lidt lidenskabsløse, rutineprægede, men velfungerende og harmoniske familie- og hverdagsliv.
- og hvis nu bare sankhansfesten er våd, fordi Vadehavet er ved at gå over sine bredder som led i en verdensomspændende syndflod, men det er den ikke nikke nej. Hvorfor dog skal den almindelige danske skønlitterære fantasipraksis være så utroligt indskrænket, at et referat som dette kan forekomme forlag og forfatter ikke bare fyldestgørende, men også tillokkende. Jeg ved virkelig ikke, om bogen er god, men referatet er godt nok ringe!
Abonner på:
Opslag (Atom)
