Dada Selfies (første- og andenhånds)

Udstillingen, der skal ses i New York lige nu (og kataloget til hvilken, der skal købes for alt for mange penge) er "DADAGLOBE" på MOMA (NY Times-omtale her), der rekonstruerer så tæt på 100 %, som det muligt (plus alskens dokumentation af redaktionsprocessen), et vældigt bogværk, Tristan Tzara i 1920 under samme megalomane titel planlagde og inviterede dadaister fra hele verden til at bidrage til, men aldrig fik nosset sig sammen til at færdiggøre. Ved siden af udvalgte værker blev bidragyderne bedt om at at indsende et fotografi af dem selv:



Theo van Doesburg



Max Ernst



 Raoul Hausmann



Sophia Taeuber



Erwin Blumenfeld

BORUMS BOWIE 1978 - føljeton part 1

(omsider ankommet i kopi fra professor i punk, Jan Poulsen, 5000 TAK, er Poul Borums artikel "Poeten Bowie" fra fanzinet dB10 nr. 2, 1978 - afskrives som føljeton i Blogdahl den næste uges tid)

POETEN BOWIE

"Ch-ch-ch-changes, turn and face the strange.
changes, you wanna be a richer man.
changes, turn and face the strange.
it's gonna have to be a different man.
Time may change me, but I can't trace time."

Ch-ch-ch-changes, forandringer, David Bowie den foranderlige. "The continuing message of David Bowie is Change", skriver David Douglas i sin bog om Bowie, Bowies fortsættende budskab, hans bestandige budskab er forandringen. i Douglas' formulering er der indbygget et paradoks: at foranderligheden er bestandig.
  Men Bowies forandringer er ikke forandringer til noget bestandigt nyt, de er bevægelser fra "startion til station", som en af hans seneste plader hedder. The Bowie Circuit, strømkredsen, hvor det lille Bowie-legetøjstog futter rundt fra station til station.
  Jeg vil gerne fortælle hvad stationerne hedder. Ja, faktisk vil jeg gerne tegne et meget fint skema i luften. Hvis vi vil beskrive Bowies motivverden kan vi se på, hvordan han forholder sig til jeget og omverdenen, jeget og duet (den såkaldte "love"), jeget og kunsten og jeget og liv-og-død-komplekset. Hans omverdensopfattelse er udspændt mellem realistisk beskrivelse og symbolsk fortolkning; hans kærlighedsoplevelse svinger mellem masochisme og sadisme; hans kunst arbejder snart med ironi og snart med akcept; og hans livssyn indebærer både en enorm optagethed af døden og en fascination af begrebet stjerne - både popstjerne og rigtig stjerne på himlen, begge lige strålende og flygtige - dødens varighed og stjernens lykkeopfyldte flygtighed. Vi kan altså se det for os i to spalter: realistisk - masochistisk - ironisk - død og der overfor symbolsk - sadistisk - akcepterende - stjerne.
  Det er de otte stationer Bowies bestandige forandringer bestandig og lynhurtigt bevæger sig imellem. Og det er vigtigt at understrege at ingen af disse begreber er negative, de er alle udtryk for en positiv livsopfattelse, som er udtrykt i kunst. "Åh ja, jeg ved stadig ikke hvad det var jeg ventede på" synger han, "og min tid løb vild, ad en million blindgyder. Og hver gang jeg troede jeg havde fundet ud af det, smagte det alligevel ikke så godt, så jeg vendte mig selv rundt for at se mig selv i øjnene, men det lykkedes mig aldrig at fange et glimt af, hvordan de andre opfatter forfalskeren. Jeg er alt for hurtigt til at bestå den prøve."
  "Changes, turn and face the strange. it's gonna have to be a different man. Time may change me, but I can't trace time."
  "Vend dig om og se det fremmede i øjnene. Det må være et helt andet menneske. Tiden kan forandre mig, men jeg kan ikke opspore tiden."
  Bowie er overalt fascineret af begrebet tid. Og kunsten er overvindelsen af tiden. Ligesom en anden engelsk digter. W.H. Auden, har Bowie tydeligt to perioder, en engelsk frem til 1973, hvor han afprøver og problematiserer alle sine løsningsforslag på de bestandige spændinger mellem realisme og symbolik, masochisme og sadisme, ironi og akcept, død og stjerne - og en amerikansk periode fra 74 og fremefter, hvor kunstens underholdningsværdi får overvægten over dens problemværdi. Det afspejler sig musikalsk i hans backing groups og i hans egen sangstil, og det ses i hans tekster; alle de komplicerede, mangetydige, dunkle hører til i den engelske periode. Men på "Station to Station" finder man en befriet hymne til det der er hinsides forandringen: den sang der hedder Word On A Wing. "I denne storslåede illusions tid", synger Bowie, "kom du gående ind i mit liv ud af dine drømme. Jeg har ikke brug for én forandring til, for at tvinge verden ind i mit system". Han knæler ned og ofrer sin "sweet angel" (inspirationens engel) sit "vingede ord".
  Han er troende (men uden religion), og han fastholder at "bare forat jeg ikke tror. betyder det ikke osse tænker, jeg behøver bare ikke sætte spørgsmålstegn ved alt i himlen og helvede". "Jeg anstrenger mig for at passe ind i dit system", synger han. Men senere i sangen hedder det: "and I am ready to seek your scheme of things", tingenes system eller plan, altså hverken mit eller dit, men selve planen, objektivt set.
  David Bowie er lige blevet 31 og han har udgivet 14 plader fra 1966 til nu. Lige fra Rubber Band og Maid of Bond Street til Secret Life of Arabia, den sidste sang på Heroes, har han ikke bare haft problemer og bragt "budskaber", han har først og fremmest været entertainer, han har ville fascinere os med ånd i sin fiktive fantasiverden. "Kom og køb mit legetøj" synger han på en af de første plader:
  "Smiling girls and wealthy boys, 
Come and buy my little toys:
Monkeys made of gingerbread,
And sugar horses painted red
  - aber af ingefær og rødmalede sukkerheste, jo tak. Men hans barneparadis er iblandet megen voksen bitterhed. Kynisk elegant synger han, at han vil elske sin elskede på tirsdag, for på onsdag finder han en ny. Det lyder uskyldigt og elegant, men i sangstilen er der indbygget en distance og en farlighed, som allerede her viser at David Bowie ikke skulle en ny Noël Coward men en ny Lou Reed.
  (...)

F O R T S Æ T T E S !

Det er officielt: BUKDAHLS BET 2016 TIL SØSTRENE ANDKJÆR OLSEN!

Julie og Ursula, for Julekalender 2015

Læs Bet-tale og Bet-inventar og se den farverige billedreportage i WA Bøger i dag!

Herunder: Location-foto ved Cecilie og Ursulas eget snapshot af hendes Bet-halvdel i digterhjemmet:

EXKLUSIVT: STRUNGE-TALE 2 (Tue for Caspar)

Tue Andersen Nexøs tale ved uddelingen af Michael Strunge-Prisen 2016. til Caspar Eric:
 
-->

Kære Caspar,

Tillykke med prisen. Du har fortjent den, din bog har fortjent den.

Da jeg anmeldte din første bog skrev jeg blandt andet, at den havde et skarpt greb, som den brugte igen og igen, og at det var spændende at se, hvordan du ville komme videre derfra i bog nummer to. Nu ligger Nike her, som umiskendeligt er en bog skrevet af Caspar Eric, ikke bare fordi du ublu trækker på dit eget liv – dit brud med en kæreste, dit liv i tyverne i København, dit liv med cerebral parese – men også fordi den er skrevet med en sproglig sensibilitet, som man allerede genkender som din særlige signatur. Alligevel gør den noget nyt. Hvis jeg skulle sige hvad det nye er, så er det at den går all in på bekendelsesgenren, og at den samtidig forsøger at udvide og forandre den genre.

Ser man på halvfjerdsernes bekendelseslyrik – mest kendt er vel Vita Andersens Tryghedsnarkomaner – så er der ofte tale om digte, der handler om punkterede forhåbninger. Utroligt ofte handler de om de måder, digterjeget ikke kan leve op til sine egne og omverdenens krav – om at være smuk, klog, aktiv, god til kærlighed. Til gengæld kan jeget uproblematisk forklare, hvordan det ikke lever op til alle de krav og forestillinger, og hvordan det er ikke at leve op til dem. Digtene lader jeget udsige, klart og tydeligt, hvordan det lider nederlag, men også – måske – hvordan det alligevel klarer sig. Digtene er tit sidelange og fortællende, men de har alligevel en bestemt billedøkonomi. Alle deres triste detaljer er udvalgt, fordi de er sigende. De peger med eksemplets tyngde hen mod problemets kerne – at jeget ikke lever op til et både indre og kulturelt ideal – og gør det med virkelig klar og trist tydelighed. I halvfjerdsernes bekendelseslitteratur er det sådan, at der parallelt med det triste jeg, der optræder i digtene, er et suverænt jeg: udsigelsens jeg, der orkestrerer digtene.

Nike er et digt, der bekender og bekender. Det er også et digt, der handler om afstanden mellem de kulturelle idealer for vores kroppe og vores liv, og så jegets virkelighed, en virkelighed, der blandt andet, men jo ikke kun er præget af livet med cerebral parese, med en krop, der gør modstand. En krop, der gør fremtiden usikker. Men i Nike søger jeget trøst i popkulturen – det gjorde man ikke i halvfjerdserne. Og så er Nike ikke fyldt med sidelange enkeltdigte. I stedet er det et langdigt, strømmen af ord stopper aldrig rigtigt. Som langdigt orkestrerer den ikke sine detaljer med overblik. Den er heller ikke er komponeret i dele eller på anden struktureret af en overordnet plan. I stedet knopskyder scener og billeder ud af hinanden. Jeget associerer sig frem og dvæler ved enkelte øjeblikke – mere fordi der knytter sig en stemning til dem end fordi der knytter sig en pointe til dem.

Et af de rørende øjeblikke handler om en ung, navnløs pige, der er faldet af sin hest og nu sidder i kørestol:

”men pigen kunne ikke/ skjule hvor sindssygt/ hun fik det hver gang/ der kom en helikopter/ fordi hun ikke havde lært/ at være handicappet endnu/ og jeg tænker på hende/ hver gang/ jeg ser en helikopter/ selvom at ingen kan se det/ jeg har en kærlighed til gigantiske flyvende objekter/ som jeg deler med Johan/ selvom vi aldrig kan dele/ helikopteren på den måde/ fordi vi ikke deler hende/ hvis navn jeg skammer mig/ over ikke at kunne huske/ og jeg vil ikke sige noget/ specifikt med hende/ jeg vil bare have hende/ til at være her også”

Det er som om opmærksomheden skrider væk og tilbage til pigen i associerende kæder – ud til kærligheden til helikopteren, ud til vennen Johan, ud til jegets glemsomhed og skam. Til sidst er pointen ikke andet end at pege på hendes eksistens: hun er her også. Det er også en måde at være skadet på i verden. Snarere end den eksemplariske pointe handler billedøkonomien i Nike om inklusion og bevægelighed. Det sidste ser man helt ned i og ordene, for forbløffende tit er det sådan i bogens antilyriske stil at ordene bevæger sig i flere retninger, at de – hvis man stopper op – betyder en ting, men noget andet hvis man læser videre. Som når jeget sammenligner sig selv med en søstjernearm, der måske kan gro ud og blive en søstjerne igen, og så konkluderer:

”men jeg vil ikke hele/ jeg vil ikke hele tiden/ skulle blive helt/ menneske igen”

Som man kan se forskyder hele (som i heling) sig til hele tiden, altimens helt (som i hero) forskyder sig til helt (som i hel). Citatet peger også mod den stemning, der er i bogen og som føles som en signatur for dig. Nike er ikke en trist samling, men der en melankolsk tone i den, og også nogle gange en nærmest melankolsk vrede. Det er som om, den er skrevet i skyggen af et tab, som ikke er et rigtigt tab, for den er et tab af noget, man aldrig rigtigt har haft. Hvad er det så der er tabt? Det er, tror jeg, illusionen om at man kan leve et perfekt liv, et billedskønt liv. Som der står i begyndelsen: ”jeg føler mig ok/ ødelagt for tiden/ det er ikke en særlig/ original men alligevel/ singulær måde/ at have det på/ i den forstand/ kan alle være handicappede/ eller vi er menneskene/ der har forskellige handicap/ vi smadrer vores egne kroppe/ vi smadrer statuerne/ vi smadrer de små guder/ og så smadrer vi hinanden/ jeg har bare været smadre/ fra begyndelsen”

Nike er en bog om en krop og et liv og en stemning. Kroppen og livet er særligt, er singulært – pointen er ikke, at vi alle er ens, fordi vi alle i det skjulte har det som dig, eller at du repræsenterer ”den handicappede erfaring”, det siger du med rette nej til – men stemningen er fælles. Den stemning og alle dens nuancer fanger Nike virkeligt fint. Den er en generationsbog og også del af en hel bevægelse, der udvider og forskyder bekendelsens tradition blandt andet via langdigtet – jeg tænker her på Cecilie Lind eller Rolf Sparre Johansson. Men den er alligevel præget af din særlige tone.

Tillykke igen med prisen og med bogen.

EXKLUSIVT: STRUNGE-TALE I (Mai for Caspar)

Anne-Marie Mais tale ved uddelingen af Michael Strunge-Prisen 2016 til Caspar Eric:

-->

Motivering af Strunge-prisen til Caspar Eric

Jeg begynder med slutningen og bagsiden… af Caspar Erics Nike:

It’s the things

we love most

that destroy us

knus Caspar

Der er tydeligvis en flertydighed i dette afsluttende knus. ”Knus” kan opfattes som afsendelsen en kærlig omfavnelse fra digteren til læseren, en opfordring til at omfavne ham eller en bydemåde om at tilintetgøre ham. Og flertydigheden er karakteristisk for den poesi, som Caspar Eric giver læseren i Nike, en titel, der på sin side har mindst tre referencer: til sejsgudinden, til sportsfirmaet og til ekskæresten, som digteren har lovet ikke at skrive om. Og det gør han selvfølgelig heller ikke, for digtenes virkelighedsreferencer er ligesom ”knuset” hverken entydige eller afbildende. Digtene er måder at forholde sig på til billederflader i virkeligheden, i sproget, i tanker og forestillinger og i menneskelige forhold.  Det fremhæves ofte i omtalen af bogen, at den handler om at være handicappet og om et forlist kæresteforhold.  Men betegnelsen ”handle om” passer dårligt på digtene – de bevæger sig først og fremmest strømmende og associerende vidt omkring i adfærd, normer, i oplevelser af lykkelig og ulykkelig kærlighed og af krop og køn.  

Digterens skildring af kroppen, der er mærket af cerebral parese, er hverken en sygehistorie eller handicapanalyse; den minder først og fremmest læseren om kulturens indskrænkede normer og vurderende blik, når det gælder menneskekroppen, normer, som får alt for mange til at regulært at hade deres krop. Nike triumferer med sin skarpe poesi over de indskrænkede kropsidealer og forventningerne til en handicappet. Fordommene om den stakkels eller sympatiske handicappede eller om afvigeren, der skal kanøfles, viser sig at stå i kø blandt voksne og børn, og Nike udstiller både disse fordomme og digterens egne blinde pletter og narcissisme.      

         Nike er formet som et langdigt, en recitation med en rytme som både jazzmusik, spoken words og meditativ refleksion. Som sådant har langdigtet sine forudsætninger og forbilleder i 1960´ernes digtning. Digtenes flotte glid i gennem sproget skifter fart og brydes af gennem indfald og sammenligninger, der griber ind i hinanden på en måde, så man ikke kan se hverken deres begyndelse eller ende.

          Et sted i digtet bevæger digteren sig i en tankerække, der går fra Assistens Kirkegaard via et fitnesscenter til et parkeringshus i Detroit, som jeget sammenligner sig selv med: ”en følelse/ af at være et forladt/parkeringshus i Detroit/ der umuligt kan betale tilbage/ for al den neon og de håb/ der er blevet investeret i mig/ så mange ufærdige broer/så mange skyskrabere/ så mange kontorpladser/ så mange tomme centre/ så mange forladte/ projekter hvis skæbne/ det er at blive glemt/ eller vente/ på at nogle unge/ hipstere kommer forbi/ og giver den sprækkende/ beton en eller anden/ slumromantisk værdi/ perfekt til crazyfucking/postqueertechhouserave/ som de kan tage entré for/ at være en del af/ det fælleskab jeg/ bare skulle være glad for/hvis jeg var en bygning/ på tvangsauktion for/ hvad fuck ville jeg/ ellers gøre når jeg ikke/længere kunne bruges til/ det der var mening i Detroit fx” (s. 78-79).

         Huset eller ligefrem jeg-huset er en metafor i dansk digtning, som vi kender fra Ole Sarvig: ”Mennesker er huse / med korsruder. / Alle er vi / huse i byen”, skrev han i sin samling fra 1944; i Caspar Erics version bliver metaforikken godt nok opdateret og nærmest sparket i nakken af sig selv. Og sådan går det ofte med sproget og billederne i Caspar Erics langdigt: det velkendte får et tvist som det tvist i hoften, som sygdommen har givet digteren. Som læser møder man således både sig selv og et andet menneske i Nike.  Digtene har ikke en ambition om at være hudløst ærlige, de vil i stedet give os lov til at se huden, kroppen og sjælen i et andet lys end perfektionens. Nike skaber et mandsbillede, der minder om Michael Strunges portrætter af digteren som ung mand til party, på S-togsstationen, på gaden, i sengen og i lejligheden. Samtidig  er Nike selvfølgelig så Caspar Ericsk, at hver sætning har  hans særlige tonefald.  

Nike fortjener egentlig ikke prædikatet, ”den svære to´er”, snarere betegnelsen den sejrende to´er, og derfor er det en fornøjelse at tildele Caspar Eric Michael Strunge-prisen 2016.    

("Detroit's Michigan Theater: A Most Beautiful Parking Lot")

Sønderrivning af Wiener Dog

Fra research til 2 forskellige anmeldelser:

Sønderrivning med heste

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Martyrdom af Hippolytus af Dieric Bouts

Sønderrivning med heste var en henrettelsesmetode, som gik ud på at offerets arme og ben på én gang blev revet fra hans krop. Inden sønderrivningen blev iværksat, blev delinkventen klædt nøgen. Den nødvendige trækkraft var fire heste, der hver var bundet til et af hans fire lemmer. Hestene piskedes til at trække af alle kræfter.
Denne henrettelsesform anvendtes som straf for exceptionelt alvorlige forbrydelser som i Frankrig for anslag mod kongens liv. Se Robert-François Damiens (attentat på Ludvig den 15. 1757) og François Ravaillac (mordet på Henrik 4. 1610). Det spanske kolonistyre henrettede oprørslederen Túpac Amaru II ved sønderrivning.
Henrettelser betragtedes som et offentligt skuespil. Det gjaldt i særlig grad for aflivningen af gerningsmændene til celebre attentater. Store tilskuerskarer flokkedes for at overvære en sønderrivningseksekution. Casanova overværede henrettelsen af Damiens.
Når visse kristne martyrer siges at være sønderrevet af heste, er det snarere anekdotisk end historisk.
Der findes ingen antydning af, at henrettelsesmetoden har været brugt i Danmark.

weinerdog

 

A dachshund, either standard or minature. Called weinerdog because of its resemblance to a hotdog or "weiner". This dog was originally bred in Germany to find moles or badgers.

That's an adorable weinerdog walking down the sidewalk!

Mesterlig hybrid digterkasse

Sigurd Buch Kristensen 

 

added 2 new photos — at Erhvervsskolen Nordsjælland.

Hillerød · 

 

Svendeprøven afleveret! Dommen falder imorgen. Den første af sin slags i verden, en glasfiberkasse med håndtag, mahogniskuffer og låg.

En ukoket sonet

- fra New York Times (link her inkl video) :

Whether Lin-Manuel Miranda is standing with President Obama in the Rose Garden or accepting a Grammy Award onstage, he is known to give his audience a freestyle rap fit for the occasion.

On Sunday, when Mr. Miranda accepted his award for best score for "Hamilton” at the Tony Awards, his second Tony win in this category, he said he was too old to freestyle. So he wrote a sonnet instead, addressing his love for his wife, Vanessa Nadal, as well as the shooting massacre that left 50 people dead early Sunday in Orlando, Fla.

My wife’s the reason anything gets done
She nudges me towards promise by degrees
She is a perfect symphony of one
Our son is her most beautiful reprise.

We chase the melodies that seem to find us
Until they’re finished songs and start to play
When senseless acts of tragedy remind us
That nothing here is promised, not one day.
 

This show is proof that history remembers
We lived through times when hate and fear seemed stronger;
We rise and fall and light from dying embers, remembrances that hope and love last longer

And love is love is love is love is love is love is love is love cannot be killed or swept aside.
I sing Vanessa’s symphony, Eliza tells her story
Now fill the world with music, love and pride.

De sociale medier røber stort og ikke mindst småt

herunder 2016-vinderen(e) af Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2016, selvom den officielle proklamation først er publikationen af tale og inventarium i WA Bøger på fredag -

Anders Brønseruds daglige tegneseriestribe:



Opdatering ved Sigrún Gudbrandsdóttir (nomineret i år):

Sigrun Gudbrandsdottir

Hvad der skete på Svejk i Smallegade idag? Der var et langt, langt smalt bord hvor der var helt lunt selvom der var køligt rundt om, nok fordi alle folk kiggede på hinanden med nysgerrig varme. Så selv om redaktørernes aflagte nytårshatte fra 2006 ikke gik til mig, så fik jeg stadig noget meget, meget fint med hjem. Tillykke til Søstrene Olsen for vindingen! Og tak for kaffetåren og blikket.

Fotos ved Gita Pasternak:

Det smalle juhu lyder lidt kinesisk

JU
AA
OO!

De nominerede mønstres og vinderen kåres

om halvanden time på Cafe Svejk:

Ikke længere syv-otteårige Ursula gå til stadighed fornemt og sammenbidt fremad - hvor går hun hen i dag?

- fra hendes Maja-larm-klumme i lørdags:

"7. Jeg går ad Peder Lykkes Vej til skole, jeg er syv-otte år, jeg bider tænderne hårdt sammen, meget hårdt, jeg løfter hagen, jeg har en forestilling om, at det får mig til at se fornem ud, hvad jeg forstår ved fornem, det jeg forstår: Kampklar, som en ridder på vej i kamp, en konge/ dronning på vej i kamp. Solen skinner. Måden hvorpå disciplineringen sidder i min krop og udtrykker sig igennem den. Måden hvorpå friheden sidder i min krop og udtrykker sig igennem den. Min rustning/ trods glitrer.

8. Barnets eventyr rummer en alvor, som den voksnes realitetssans kun er en svag afglans af. At eventyret er virkeligere (= alvorligere) end realiteterne. At realiteterne er en skyggedans i forhold til den oprindelige (til situationen passende) alvor. Det realistiske som en langsom nedbrydning af alt hvad der er væsentligt. Det realistiske som en langsom nedbrydning af alt hvad der er.

9. Jeg går, jeg kan huske fornemmelsen i kæben. Jeg kan huske, hvor overrasket jeg blev, da jeg så, det sammenbidte snarere gjorde mig pluskæbet."

En anden pris vi gerne priser!

er Michael Strunge-Prisen, der i nogle år jo har været bog nr. 2-prisen og som i år (overrækkelse på torsdag i Gyldendals gemakker, sådan cirka det modsatte af Smallegades fortov) går til Caspar Eric, TILLYKKE;  for langdigtet Nike, 2015, hvilket det ville være virkelig dumt at klage over, når nu bogen er og bliver skidegod, selvom CE mildest talt ikke har ude af vælten, herunder pris-vælten, siden han debuterede i 2014 med 7/11 (endnu tidligere, i 2013, var han nomineret til Bukdahls Bet for en pdf-samling), hvilket han da også selv udmærket er klar over, som det med al besværgende klarhed fremgår af hans takke-opdatering på Facebook:

"Jeg har vundet en pris som jeg er meget stolt af. (Jeg er også stolt af Blixenprisen) Men mest af alt er jeg stolt af lille NIKE som jeg aldrig kunne have skrevet hvis ikke jeg havde haft så mange gode støttende mennesker omkring mig også og især i de perioder hvor ting virkede mest mørke og nærmest umulige at komme tilbage fra og jeg er også bare en lille person men den kærlighed virker vigtig for tiden altså den grundlæggende kærlighed så tak for den og tak for at jeg lever i et samfund hvor min krop kun i symbolsk popkulturel forstand hele tiden dømmes til døden (YES HOLLYWOOD i am looking at you with my limping Sauron Heart) og tak for at jeg i hvert fald i litteraturen gerne må have nogle følelser som der ikke er plads til så mange andre steder hvis man fx er en af dem der gerne bare vil efterlade lykkens projekt hvor den hører hjemme i et skab på en togstation hvor alt er gået i stå (Ringsted?) og jeg vil også gerne sige at jeg ved godt at jeg fylder meget at der ER øjne rettet mod min Johnsonske permanente catwalk og jeg prøver at tænke på det og smide hænder i alle mulige retninger og det hjælper fx har universet udvidet sig og hvad er der at gøre ved det (en masse) andet end at prøve også at lade de rum hvor vi kan trække vejret træk (skud ud RESPIRATOR der reddede mit liv før det fandtes) træk vejret"

Sen anmelderdebut 2: Der er noget Jacoformet over Henrik Bruns prosa

Tilbage i marts skrev kriminalromanmakkerparret (der var makkerpar før alle blev makkerpar), Christian Dorph og Simon Pasternak et hårkogt manifest i Information vendt mod den danske/nordiske kriminalromans elendighed - her den indledende salve og første punkt:

"Krimien er de sidste 25 år blevet en stor genre i Danmark og Skandinavien, de væltes stadig ud i store oplag og rydder toppen af bestsellerlisterne. I Tyskland har den skandinaviske krimi været blockbuster længe, i England og USA er nordic noir blevet et kæmpe hit inden for de sidste år. Men i modsætning til de danske krimi-tv-serier som Broen og Forbrydelsen, der har opfundet og udvikler et format og en æstetik, er den danske kriminalroman stort set gået i stå i triste skabeloner.
  Når en genre hitter på den måde, kunne man ellers håbe, at det ville skabe en intens interesse for at udforske genren, bruge den, opfinde den igen og spytte nye nødvendigheder ud, nye stemmer, hvirvle nyt stof op.
  Og for at gøre tristessen omtrent fuldkommen er krimikritikken under niveau og arbejder med dobbeltstandarder, hvor man konsekvent henvender sig til forbrugere og ikke læsere. Det ærgerlige resultat er, at plottet litteratur bliver ved med at være i miskredit, og at formerne ikke udvikler sig inden for den litterære fortælling. Hvis man vil se innovative fortælleligheder, skal man desværre se tegnefilm eller tv-serier.
  Den danske krimis elendigheder kan koges ned til følgende ingredienser: journalisme, sympatisme, feriemoralisme, tomme plots og kritiske dobbeltstandarder.

Journalisme Lars Bukdahl har introduceret et spøjst begreb, 'den socialdemokratiske fortæller', der betegner en særlig rummelig prosa, hvor der skal være plads til alle, og hvor der plukkes lidt rundt i mange bevidstheder. I et anonymt sprog skrives der alenlange indre og ydre monologer, der kunne være sagt eller tænkt af alle og enhver, og hvor alle får plads til at have en følelse eller en tanke, det hele gerne blandet med 'interessant' research, så man kommer rundt i verden og får noget at tænke over. Men en sådan tilgang til fortælling er journalistisk og ikke litterær, og det medfører, at der ikke er plads til alle i journalistisk forhippethed på kommunikation, rummelighed og genkendelse. Litteratur handler om at skærpe synsvinkler og individualisere sprog, kort: at arbejde med en bestemt stemme, se verden fra et idiosynkratisk synspunkt og ikke bare samle en bunke ord, alle og enhver ville kunne benytte sig af for at formidle et budskab, en research, et puslespilsplot.

Markkerparrets ene halvdel Christian Dorph nøjes ikke med at have det i polemikken, han har sagt ja til det utaknemlige job som anmelder af ny kriminallitteratur i Weekendavisen Bøger, og siden 20.april er det blevet til fem anmeldelser, af 1 svensk og 4 danske spændings- og kriminalromaner, og med træt og snerrende bravur har han ikke være glad for en eneste af dem. I fredags anmeldte han Henrik Bruns Den polske lykkejæger med blandt andre disse morderiske ord - under den perfekte overskrift "Tintin i Polen":

"De første 350 sider går med jagten på en mand, der tilsyneladende ikke har gjort noget, og hvor det eneste mildt mystiske og ubesvarede spørgsmål er, hvorfor han flygter.

Det kan læseren så undre sig over, mens Ketil Brandt holder sin redaktør i Danmark hen og opvarter de dejlige damer (Bruns udtryk) fra politiet. Dem har han nemlig også licens til, side 309: »For fanden, det havde været en fin hyrdetime på hotelværelset i aftes. Bogstaveligt talt. Det havde højst varet en time.« Dejligt, at dét i det mindste går hurtigt, for det gør handlingen mildest talt ikke.

Der er noget Jacoformet over Henrik Bruns prosa, fornuftig, solid og rummelig og med tykke såler og ekstra syninger i form af fraser som skabe moro, ty til korporligheder og tage ad notam og flittig brug af udtryk som markant, formentlig, garant, primært, foreteelse, vitterlig og lidet flatterende.

Sproglige gammelagtigheder kan jo sagtens være fede og interessante, hvis de er med til at karakterisere og skærpe en stemme og en karakter. Men hos Brun er de drysset ud over det hele, og foruden Ketil er der pænt mange fortællere, som alle ræsonnerer på samme jævne og besindige måde og tænker længe, langsomt og sagligt over sagen og sagerne.

Det havde hjulpet på spændingen, hvis handlingen var tilspidset tidligere, og hvis Ketil Brandt havde været lost in translation mellem polsk politi, efterretningsvæsen og den danske fagbevægelse; hvis han var mere blind passager i et farligt og højstemt politisk drama end Tintin i Polen. Men der er nærmest ingen ubekendte, for der er medhør på samtlige personers tanker, selv den polske ambassadør i Danmark, som bare sidder på sin ambassade og tænker over tingene og ærgrer sig over det danske debatklima og overvejer, om han skal skrive et læserbrev."