Ikke længere syv-otteårige Ursula gå til stadighed fornemt og sammenbidt fremad - hvor går hun hen i dag?

- fra hendes Maja-larm-klumme i lørdags:

"7. Jeg går ad Peder Lykkes Vej til skole, jeg er syv-otte år, jeg bider tænderne hårdt sammen, meget hårdt, jeg løfter hagen, jeg har en forestilling om, at det får mig til at se fornem ud, hvad jeg forstår ved fornem, det jeg forstår: Kampklar, som en ridder på vej i kamp, en konge/ dronning på vej i kamp. Solen skinner. Måden hvorpå disciplineringen sidder i min krop og udtrykker sig igennem den. Måden hvorpå friheden sidder i min krop og udtrykker sig igennem den. Min rustning/ trods glitrer.

8. Barnets eventyr rummer en alvor, som den voksnes realitetssans kun er en svag afglans af. At eventyret er virkeligere (= alvorligere) end realiteterne. At realiteterne er en skyggedans i forhold til den oprindelige (til situationen passende) alvor. Det realistiske som en langsom nedbrydning af alt hvad der er væsentligt. Det realistiske som en langsom nedbrydning af alt hvad der er.

9. Jeg går, jeg kan huske fornemmelsen i kæben. Jeg kan huske, hvor overrasket jeg blev, da jeg så, det sammenbidte snarere gjorde mig pluskæbet."

Verdens bedste himmelbeskrivelse i verdens bedste klummer

som er dem, Ursula Andkjær Olsen under titlen "Majalarm" (selvom det er for længst er juni, men hvad forskel gør det?) skriver i Information hver lørdag, og som jeg først opdagede i går, hvor jeg lynlæste de foreløbigt 4 på én gang, hvilket gjorde mig alvorligt svimmel, over den digters stadig mere ekspansive mesterskab, og der er én til i på lørdag, og kan der ikke, nu hendes vidunderlige blog øjensynlig og stærkt sørgeligt er blevet lukket (med et "slut" 20. april) være én i ALLE kommende lørdage:

"1. Himlen, den er delt i to. Tre på hinanden følgende aftener er himlen delt i to: en massiv del, lukket, hvor ingenting bevæger sig, det er den skyede del, og en del, hvor alt kan ske. Sker. Den første aften er det den nederste del af himlen som er lukket, Nikolaj Kirkes tårn mod en massivitet af babyblå, et lidt uldent tæppe, og oven over, over den skarpe linje som udgør tæppets kant, starter den levende himmel i en, hvad skal jeg kalde det, baby-lilla. Aftenen efter er det den øverste del af himlen som er massiv, blå, blågrå, mens den nederste del changerer fra det ferskenfarvede som ligger i bunden over gul til den grønne som ligger lige under tæppets kant, det ligner en cocktail, den V-udskæring, som husene på begge sider af gaden danner tilsammen, jeg har lyst til at drikke himlen, den bliver mørkere og mørkere i bunden, et dunkelt rødt lys, et mærkeligt bundfald i glasset, som får én til at længes mere og mere intenst efter at hælde lys på igen, fylde synet op for at bevare det. Men mørket bundfælder sig.

Den tredje aften er tæppet igen øverst, mørkeblåt, mørkegråt, tungt som ind i helvede og nedenunder: den mest levende himmel hidtil.

2. Livet i byerne (som i Henry David Thoreaus Walden - Livet i skovene).

3. Jeg havde engang et blåt tæppe, som havde den farve som himlens tæppe havde i går, et blåt fleecetæppe, gråblåt, en mørk gråblå på den ene side, en lys gråblå på den anden, gad vide, hvor det er henne nu, jeg kan ikke huske, hvornår jeg havde det sidst.

Hvor.

4. Hvis jeg skal være noget andet end et menneske, så vil jeg være himlen."