Det er 10 år siden, Eli I. Lund og jeg redigerede og udgav JLM Johannes L. Madsen Samlede på forlaget Arena. Efter i min efterskrift at have citeret tekststumper om Madsen af Vagn Steen, Steffen Hejlskov Larsen, Poul Borum, Jørgen Sonne og Peter Laugesen og opremset en håndfuld øvrige "kritiske behandlinger af Johannes L. Madsens forfatterskab" skriver jeg:
Flere må og skal følge!
Det har de bare ikke gjort!
Ud over de gode og glade anmeldelser af bogen. Og ud over at den århusianske poesifestival Verbale pupiller har taget navn efter Madsens syreroman. Og det er sgu for skuffende. Men også bare for galt og lige ud skandaløst!
Christian Dorph og atter Eli og jeg konstruerede i 2005 Eske. Forsamlet poesi 1969-2004 med (en efterskrift ved Erik Skyum-Nielsen) og en masse nyklassiske digte af Eske K. Mathiesen, som jo heldigvis er spillevende og splitterproduktiv. Det er der heller ikke kommet noget artikelmæssigt (jeg skrev samme år et lille anti-essay til Ildfisken) - for slet ikke at tale om mongrafimæssigt - ud af.
Indtil nu!
Det nye nummer af Passage, 70, indeholder en SENSATIONELT NOK fintfølende og skarpsindig og tænksom og (forfatterskabs)belæst og akademisk teoriforet artikel ved Martin Gregersen og Tobias Skiveren betitlet:
Eske naturligvis! Om økopoesi og naturerotik i Eske K. Mathiesens økoerotiske lyrik -
et uddrag fra sidste afsnit:
Det skulle nu geren være klart, at de økopoetiske og naturerotiske perspektiver
udgør dominante positioner i Mathiesens lyriske forfatterskab. Hvor førstnævnte tager udgangspunkt i forholdet mellem mennesket og naturen, er sidstnævnte vel nærmere en ontologisk opfattelse af naturen og verden af lettere metafysisk og spekulativ karakter. Men dermed ingenlunde sagt, at de to tendenser er uforenelige. Når vi i det foregående har beskrevet dem hver for sig, er det i virkeligheden en blot analytisk opdeling, idet de to hænger nøje sammen i denne lyrik. Her er det naturerotiske nemlig altid økopolitisk, , og i en vis forstand er det økopolitiske også altid forankret i en naturerotisk verdensopfattelse. Denne sammenhæng kan anskueliggøres med et kig på følgende digt fra Tranedun:
Regnormen er på vej op over min
lerindsmurte sko, den vejrer ivrigt med
sin spidse snude. Nu gør den tilnærmelser
til snørebåndet. Et stævnemøde er under udvikling.
Lad os løfte blikket op mod de drivende skyer
og lade de elskende være i fred.
Digtet udspringer af en konkret, erfaringsbaseret hverdagsoplevelse, men i tredje vers tager det en drejning, markeret med et punktum. Her ændres blikket. Sproget er stadig det samme enkle, hverdagslige, men hvor snørebåndet normalt blot er et ikke levende materiale, får det her tilført liv. Regnormen er nemlig ikke bare på vej hen over skoen, men "gør tilnærmelser/ til snørebåndet", således at et "stævnemøde er under udvikling. Snørebåndet bliver nu en regnorm, og regnormen og snørebåndet er elskende. Det er bl.a. det Eske K. Mathiesens poesi kan: pludselig ændre vores blik, få os til at se på den ellers så velkendte omverden med nye briller og et anderledes blik, men på en så ukunstlet måde, at det netop virker som det mest indlysende. Det vanemæssige blik, hvor naturen er noget, man i bedste fald er ligeglad med, og i værste fald udnytter, viger her til fordel for et blik, hvor naturens egen indbyggede erotik folder sig ud. Spidsformuleret: Erotikkens optik tilbyder sig som korrektiv til instrumentaliseringen.
Nemlig! Men det er jo slet ikke nok: Flere eskologiske undersøgelser må og skal følge. Og johannesistiske!
søndag den 22. december 2013
lørdag den 21. december 2013
NYT IOHANNESBILLEDE - DET SIDSTE?
Asger Schnack skriver på Facebook om de billeder af den geniale syredigter Johannes L. Madsen fra 80 moderne digtere, som jeg har stirret virkelig meget og intenst på, fordi det var de første billeder, der blevet taget af ham, efter han forsvandt fra den litterære verden midt i 70'erne, og de sidste billeder - TROEDE JEG! - der blev taget af ham, inden han døde i 2000:
Mere om Gregers Nielsen: Da jeg i 1981 udgav bogen ”Portræt. 40 danske digtere efter 1968”, var den – ligesom dens forgænger, Jørgen Gustava Brandts ”Præsentation. 40 danske digtere efter krigen” (1963) – med fotografier af Gregers Nielsen. Med undtagelse af ét, nemlig det af Johannes L. Madsen. Gregers Nielsen havde aldrig fotograferet Johannes L. Madsen, og det var ikke muligt for os at opstøve en adresse. Derfor måtte vi tage til takke med et billede fra Politikens Pressefoto. Det pinte Gregers Nielsen, så da vi i 1987 arbejdede på ”80 moderne danske digtere. Præsentation & Portræt” (Gregers Nielsen, Jørgen Gustava Brandt og jeg; bogen udkom i 1988), satte han sig for at finde Johannes L. Madsen. Han tog til Odense og spurgte sig frem, og det lykkedes ham at finde frem til et afsidesliggende hus. Han bankede på, ventede, og ud kom Johannes L. Madsen. Han fik lov til at komme ind – og tog en række sjældne billeder af digteren. (Foto: Gregers Nielsen, 1987)
- og kommentartråden kører fint og fredeligt anekdotisk nedenunder:
Mere om Gregers Nielsen: Da jeg i 1981 udgav bogen ”Portræt. 40 danske digtere efter 1968”, var den – ligesom dens forgænger, Jørgen Gustava Brandts ”Præsentation. 40 danske digtere efter krigen” (1963) – med fotografier af Gregers Nielsen. Med undtagelse af ét, nemlig det af Johannes L. Madsen. Gregers Nielsen havde aldrig fotograferet Johannes L. Madsen, og det var ikke muligt for os at opstøve en adresse. Derfor måtte vi tage til takke med et billede fra Politikens Pressefoto. Det pinte Gregers Nielsen, så da vi i 1987 arbejdede på ”80 moderne danske digtere. Præsentation & Portræt” (Gregers Nielsen, Jørgen Gustava Brandt og jeg; bogen udkom i 1988), satte han sig for at finde Johannes L. Madsen. Han tog til Odense og spurgte sig frem, og det lykkedes ham at finde frem til et afsidesliggende hus. Han bankede på, ventede, og ud kom Johannes L. Madsen. Han fik lov til at komme ind – og tog en række sjældne billeder af digteren. (Foto: Gregers Nielsen, 1987)
- og kommentartråden kører fint og fredeligt anekdotisk nedenunder:
- Jack Thimm >Asger: Kan genkende din beskrivelse af den sky Johannes Lund Madsen. Jeg kan fortælle, at jeg ofte mødte ham i begyndelsen af 1970'erne, hvor han hyppigt aflagde besøg i BOGLADEN-ODENSE, hvor jeg var medarbejder og diskenspringer om lørdagen. Jeg sørgede for, at vi solgte hans nye HVAD SER DIAMANTER. Når Johannes dukkede op i kælderbutikken om lørdagen, måtte jeg for det meste beklage, at vi heller ikke i denne uge havde solgt ét eneste eksemplar. Det tog han med et smil - og sagde: "Den er jo også svær ..."
Lars Bukdahl IOHANNES ! den visionæreste of all! Og 1000 tak for de billeder til stadighed, Asger og Gregers!- men så er Arne Herløv Petersen der pludselig med et scoop:
- et fantastisk billede at få i hænde, tak for den julegave, Arne - han stirrer lige på os med den roligste og vildeste glød i sine digterøjne - her er et digt fra Min fuldautomatiske pen, 1975:
skriver med brændglasskriver i mørkemed pencillommelygteen tynd lysstråleglimtende ord som forsvinderskiver som Gudmed sprækker af lysmed regnbuer og gloriermorgensol og måneskinsom stjernehimlenmed fixstjernernes billedtegnet digtskriver som dugdråberspiddes på tornes spidsersom blomsterhoveder knappespå hullersom perleguldnålei gennemstukne øreflippermed ord år og vækst
NY JENSBOG!
Den lå der pludselig på den mennesketomme avis i går:
- udkommer 17. januar.
OG NU HAR JEG LÆST DEN OG DET HAR I IKKE!
og den er bare så sjov - og fin og sød og SÆR (og sidste tredjedel den bedste pubertetsskildring ellers snarere -hyldest siden alt muligt Rifbjerg)
. og okay, okay, okay, selvfølgelig citerer jeg et stykke:
Du ved god Gitte, ikke?
Gitte H eller Gitte V?
Gitte H, hun har jo den her sovepose som fører ned til helvede.
Hvor ved du det fra?
Jeg har set der er lys derinde i soveposen når vi er på lejrtur.
Det er bare en lommelygte.
Tror du det?
Ja, hvorfor skulle Gitte H ha en sovepose der førte ned til helvede. Hvordan havde du tænkt dig hun skulle pakke den ned i en rygsæk og slæbe den ned et sommerhus i Saxild? Det var da det sidste jeg ville tro.
Ok. det var også bare en tanke ... Hun er jo også ved at udvikle horn.
For det første sidder de horn forkert, for det andet er det bare fordi hun er på vej til puberteten.
- udkommer 17. januar.
OG NU HAR JEG LÆST DEN OG DET HAR I IKKE!
og den er bare så sjov - og fin og sød og SÆR (og sidste tredjedel den bedste pubertetsskildring ellers snarere -hyldest siden alt muligt Rifbjerg)
. og okay, okay, okay, selvfølgelig citerer jeg et stykke:
Du ved god Gitte, ikke?
Gitte H eller Gitte V?
Gitte H, hun har jo den her sovepose som fører ned til helvede.
Hvor ved du det fra?
Jeg har set der er lys derinde i soveposen når vi er på lejrtur.
Det er bare en lommelygte.
Tror du det?
Ja, hvorfor skulle Gitte H ha en sovepose der førte ned til helvede. Hvordan havde du tænkt dig hun skulle pakke den ned i en rygsæk og slæbe den ned et sommerhus i Saxild? Det var da det sidste jeg ville tro.
Ok. det var også bare en tanke ... Hun er jo også ved at udvikle horn.
For det første sidder de horn forkert, for det andet er det bare fordi hun er på vej til puberteten.
2 x julemodgift
1.
Bolværkets stenet oprømte smædejulesang "Den fede røde mand", som de forleden morgen, med legenden Willi Jönsson som stilig bassist I LILLA, spillede på Go'morgen Danmark til de pligt-juleglade værters slet skjulte forskrækkelse; jeg har aflyttet og afskrevet sangens begyndelse:
Det hele skal pakkes ind
nu er det jul igen
skrid og forsvind
Den fede røde mand er på piller
han er der for at dele ud
han drikker ikke gløgg uden tequila
igennem sne og slud
ja ja han er der for at dele ud
Julens luskede ansigt
skjules i retorikken
landet går i hi
og mister logistikken
2.
Niels Franks gnistrende nedslående blogpost "En julehistorie" på Promenaden, der begynder sådan her:
Jeg fatter ikke det snart er jul, jeg er omgivet af adventskranse og nisser og glitrende juleudsmykning gade op og gade ned, men jeg får bare ondt i brystet af al den hyggelige pynt. Som at bo i en grotte dekoreret med små lys og røde hjerter. Min egen verden består af polske håndværkere, der larmer på bagtrappen og i gården, hvor de prøver at klare de sidste småopgaver, inden de skal hjem til familien i Krakow og Warszawa og Lodz. Og den består af en ny ovenbo på kvisten, der skridter hen over gulvet med sådan en kraft, at jeg hver morgen vågner med en følelse af, at han har trampet direkte hen over ansigtet på mig. Selv ørepropper er magtesløse over for de stærke hæle.
Til sidst mister jeg tålmodigheden med det hele og styrter til lægen. Inden døren smækker i, når jeg at kaste Sándor Márais dagbøger i tasken i tilfælde af ventetid, for ugeblade og helsemagasiner gør mig kun endnu mere syg. Hos lægen oplyser sekretæren, at der er meget travlt her op til jul, men hvis jeg mener det er nødvendigt, kan jeg få en ”akuttid”. Efter to søvnløse nætter og en forbandet trykken øverst ved venstre lunge synes jeg nok, at jeg med rimelighed kan presse mig ind i køen, og sætter mig til at vente i det trange lokale proppet med mødre og snottede børn, ældre mennesker lænet op af stok og gangstativ og så de sædvanligt fortravlede kontormennesker, der har fået en time fri fra arbejde inden næste medarbejdermøde for at få taget blodtrykket.
Bolværkets stenet oprømte smædejulesang "Den fede røde mand", som de forleden morgen, med legenden Willi Jönsson som stilig bassist I LILLA, spillede på Go'morgen Danmark til de pligt-juleglade værters slet skjulte forskrækkelse; jeg har aflyttet og afskrevet sangens begyndelse:
Det hele skal pakkes ind
nu er det jul igen
skrid og forsvind
Den fede røde mand er på piller
han er der for at dele ud
han drikker ikke gløgg uden tequila
igennem sne og slud
ja ja han er der for at dele ud
Julens luskede ansigt
skjules i retorikken
landet går i hi
og mister logistikken
2.
Niels Franks gnistrende nedslående blogpost "En julehistorie" på Promenaden, der begynder sådan her:
Jeg fatter ikke det snart er jul, jeg er omgivet af adventskranse og nisser og glitrende juleudsmykning gade op og gade ned, men jeg får bare ondt i brystet af al den hyggelige pynt. Som at bo i en grotte dekoreret med små lys og røde hjerter. Min egen verden består af polske håndværkere, der larmer på bagtrappen og i gården, hvor de prøver at klare de sidste småopgaver, inden de skal hjem til familien i Krakow og Warszawa og Lodz. Og den består af en ny ovenbo på kvisten, der skridter hen over gulvet med sådan en kraft, at jeg hver morgen vågner med en følelse af, at han har trampet direkte hen over ansigtet på mig. Selv ørepropper er magtesløse over for de stærke hæle.
Til sidst mister jeg tålmodigheden med det hele og styrter til lægen. Inden døren smækker i, når jeg at kaste Sándor Márais dagbøger i tasken i tilfælde af ventetid, for ugeblade og helsemagasiner gør mig kun endnu mere syg. Hos lægen oplyser sekretæren, at der er meget travlt her op til jul, men hvis jeg mener det er nødvendigt, kan jeg få en ”akuttid”. Efter to søvnløse nætter og en forbandet trykken øverst ved venstre lunge synes jeg nok, at jeg med rimelighed kan presse mig ind i køen, og sætter mig til at vente i det trange lokale proppet med mødre og snottede børn, ældre mennesker lænet op af stok og gangstativ og så de sædvanligt fortravlede kontormennesker, der har fået en time fri fra arbejde inden næste medarbejdermøde for at få taget blodtrykket.
Korrektion: Yahya er selv julemanden
BT har historien:
af Louise Haack louh@bt. dk
Hej, det er Yahya Hassan. Jeg vil gerne komme og besøge dig, så du kan få en signeret kopi af min bog'. Sådan lød det i den anden ende af røret, da Lise Hjorth tog sin telefon i går eftermiddag. Det var ikke mere end tyve minutter siden, at hun havde svaret på en notifikation, som den unge digter netop havde skrevet på Facebook.' Leverer et signeret eksemplar lige til døren eller hvor du befinder dig i Københavns-området mellem 14 og 16. Skriv dit nummer, og du vil blive ringet op' stod der. Det syntes Lise Hjorth var interessant, så hun skrev sit telefonnummer i en kommentar. - Min familie er selv meget international, med forskellige kulturer og religioner. Så jeg tænkte, at ham ville jeg faktisk meget gerne møde, for det kunne være hyggeligt og spændende, siger Lise Hjorth. Et par timer senere dukkede en af Danmarks i øjeblikket bedst beskyttede personer op ude foran Lise Hjorths hjem, hvor han gik op ad havegangen. Med sig havde han to livvagter fra efterretningstjenesten PET, som han har i halen 24 timer i døgnet.
PET blev ude på vejen
Lise Hjorth inviterede alle tre indenfor til en tår kaffe, men PET-agenterne takkede nej. I stedet gik de rundt ude på vejen omkring huset, mens Lise Hjorth skænkede kaffe og snakkede med Yahya Hassan inde i varmen. - Vi sad og sludrede lidt om, hvordan det er at være barn af to kulturer, to sprog, to religioner og to af alting egentlig. Jeg fortalte lidt om, hvem vi er og vores baggrund, og så talte vi også om, hvad der i livet skiller folk ad. Det var fantastisk morsomt, skægt og hyggeligt, siger en tydeligt begejstret og glad Lise Hjorth om sit møde med den unge digter. Efter en halv times tid måtte Yahya Hassan dog videre. Der var 20 andre, som han også skulle besøge. Men der blev lige tid til at lokke en af PET-agenterne til at knipse et par billeder af Lise Hjorth sammen med den unge digter ude foran æbletræerne i Gentofte-Vangede. Og skulle Yahya Hassan en dag være i nabolaget, er han mere end velkommen til igen at kigge ind hos Lise Hjorth. - Det kan godt være, at han ikke har været tilfreds med sin barndom af forskellige grunde, men jeg vil sige, at resultatet af hans barndom kan man godt være stolt af. Han er en aldeles pragtfuld og dejlig ung mand. Og han er velkommen tilbage anytime, siger hun.'' Han er en aldeles pragtfuld og dejlig ung mand. Og han er velkommen tilbage anytime Lise Hjorth om sin uventede gæst Yahya Hassan.
(og samtidig er hans type en tunesisk tendens, iflg. Information:
Nogle af de desillusionerede unge lokkes af salafisternes radikale løsninger, mens de ikke mindre desillusionerede antiislamister reagerer med punket anarkisme og åben blasfemi, som f. eks. rapperne på Tunesiens undergrundsscene eller nøgenaktivisten Amina Sbouï. Der er mange Yahya Hassan-typer i Tunesien, skønt myndighederne bruger brutale midler for at disciplinere dem. Syv års fængsel fik den unge Jabeur Mejri for at uploade en Muhammed-karikatur på de sociale medier.)
' Hej, det : Er Hassan'
VISIT Lise fik uventet besøg, da Yahya Hassan og to livvagter fra PET pludselig ringede på døren
af Louise Haack louh@bt. dk
Hej, det er Yahya Hassan. Jeg vil gerne komme og besøge dig, så du kan få en signeret kopi af min bog'. Sådan lød det i den anden ende af røret, da Lise Hjorth tog sin telefon i går eftermiddag. Det var ikke mere end tyve minutter siden, at hun havde svaret på en notifikation, som den unge digter netop havde skrevet på Facebook.' Leverer et signeret eksemplar lige til døren eller hvor du befinder dig i Københavns-området mellem 14 og 16. Skriv dit nummer, og du vil blive ringet op' stod der. Det syntes Lise Hjorth var interessant, så hun skrev sit telefonnummer i en kommentar. - Min familie er selv meget international, med forskellige kulturer og religioner. Så jeg tænkte, at ham ville jeg faktisk meget gerne møde, for det kunne være hyggeligt og spændende, siger Lise Hjorth. Et par timer senere dukkede en af Danmarks i øjeblikket bedst beskyttede personer op ude foran Lise Hjorths hjem, hvor han gik op ad havegangen. Med sig havde han to livvagter fra efterretningstjenesten PET, som han har i halen 24 timer i døgnet.
PET blev ude på vejen
Lise Hjorth inviterede alle tre indenfor til en tår kaffe, men PET-agenterne takkede nej. I stedet gik de rundt ude på vejen omkring huset, mens Lise Hjorth skænkede kaffe og snakkede med Yahya Hassan inde i varmen. - Vi sad og sludrede lidt om, hvordan det er at være barn af to kulturer, to sprog, to religioner og to af alting egentlig. Jeg fortalte lidt om, hvem vi er og vores baggrund, og så talte vi også om, hvad der i livet skiller folk ad. Det var fantastisk morsomt, skægt og hyggeligt, siger en tydeligt begejstret og glad Lise Hjorth om sit møde med den unge digter. Efter en halv times tid måtte Yahya Hassan dog videre. Der var 20 andre, som han også skulle besøge. Men der blev lige tid til at lokke en af PET-agenterne til at knipse et par billeder af Lise Hjorth sammen med den unge digter ude foran æbletræerne i Gentofte-Vangede. Og skulle Yahya Hassan en dag være i nabolaget, er han mere end velkommen til igen at kigge ind hos Lise Hjorth. - Det kan godt være, at han ikke har været tilfreds med sin barndom af forskellige grunde, men jeg vil sige, at resultatet af hans barndom kan man godt være stolt af. Han er en aldeles pragtfuld og dejlig ung mand. Og han er velkommen tilbage anytime, siger hun.'' Han er en aldeles pragtfuld og dejlig ung mand. Og han er velkommen tilbage anytime Lise Hjorth om sin uventede gæst Yahya Hassan.
Nogle af de desillusionerede unge lokkes af salafisternes radikale løsninger, mens de ikke mindre desillusionerede antiislamister reagerer med punket anarkisme og åben blasfemi, som f. eks. rapperne på Tunesiens undergrundsscene eller nøgenaktivisten Amina Sbouï. Der er mange Yahya Hassan-typer i Tunesien, skønt myndighederne bruger brutale midler for at disciplinere dem. Syv års fængsel fik den unge Jabeur Mejri for at uploade en Muhammed-karikatur på de sociale medier.)
Nu er er det endelig sidst i marts!
Omsider er min anmeldelse (der oprindeligt bar den citerende overskrift: "Den daglangt lavthængende sol" selvfølgelig) af Morten Chemnitz' cool dirrende, ultratalentfulde debutbog Inden april i WA Bøger, og hele foråret er gået og sommeren også, og efteråret, vi er fremme eller tilbage i bogens tredje afsnit, der som bekendt - dramatisk! - udspiller sig i december Det er en også helt særlig, tyst og intens begejstring, bogen har vakt, rigtig mange har peget på den som uretfærdigt overset af Montana-prisen, det kan de godt have ret i, og den er blandt favoritterne til at blive udpeget som Årets Bog i tidsskriftet Nicks lille FB-julekonkurrence (og jeg ved, den var langt fremme i opløbet til debutantprisen Munch-Christensens Kulturlegat). Her er det næsisidste digt i decemberafsnittet, skal vi ikke sige, at det er et juledigt (de røde tage) og håbe, at et vist antal dannede tanter begaver poetiske nevøer og niecer med den fine, fine, fine bog:
I det yderste af vinteren.
Solpletter som kommer nedover fra de røde tage.
Solen i det sidste af isen. Vandet som strømmer og river de sidste små blokke af frost med sig. Længere hen. Som tager det med sig foran.
Under det sene af vinteren. Vandet med isen som solen i skyerne foran.
I det yderste af vinteren.
Solpletter som kommer nedover fra de røde tage.
Solen i det sidste af isen. Vandet som strømmer og river de sidste små blokke af frost med sig. Længere hen. Som tager det med sig foran.
Under det sene af vinteren. Vandet med isen som solen i skyerne foran.
torsdag den 19. december 2013
Monoman vrang-klip-chikane som romanføljeton
Jeg ønsker mig et værkbegreb, der kan inkludere Paul Rudds årelange insisteren på at vise det samme klip fra filmen Mac & Me, men en dreng i kørestol i frit fald + rumvæsen (?), i stedet for et klip fra filmen, han aktuelt medvirker i, hver gang han bliver interviewet på Conan O'Briens talkshow; her (af ene eller anden grund lettere ukronologisk) klippet sammen:
Selfie som laveste fællesnævner
Forfatterweb er
et forfatterleksikon over danske og udenlandske forfattere som omfatter både afdøde og nulevende forfattere. Primo 2013 indeholder Forfatterweb ca. 700 portrætter. (...) Alle portrætter opdateres løbende og mængden af nye forfattere øges med ca. 50 årligt. Forfatterweb udgives af DBC as www.dbc.dk og iBureauet www.ibureauet.dk Portrætterne udarbejdes af professionelle skribenter, litterater og journalister.
- Forfatterwebbet har travlt, seneste opslag er udarbejdet af Betty Frank Simonsen og portrætterer forårsdebutant Hassan Preisler, og jeg følger mig lidt skyldig i, at Preisler under "Beslægtede forfatterskaber" sammenlignes med Dan Turèll, for i min anmeldelse i sin tid sammenlignede jeg Brun mands byrde med Vangede Billeder, men jo pga. og-opremnisingsstilen og -tricket og identitetstemaet, sgu da ikke samfundsrevseriet (der i Vangede Billeder bare er (vedkendt) folkoekomedie-pop), og det er særdeles sjældent formålet, siær i Vangede Billeder, med Dan Turèlls (virkelig grimt ord) "sprøjtende" sætninger at afklæde personer og spidde miljøer, og hvis Preisler spidder og afklæder nogen, er det jo for fanden ham selv:
Hassan Preisler blev ved udgivelsen af ”Brun mands byrde” sammenlignet med samfundsrevseren Dan Turèll, og der er flere stilmæssige ting, der binder de to forfattere sammen: det høje gear, de sprøjtende, tempofyldte sætninger, der i en håndevending kan afklæde en person og spidde et miljø og en samtid.
Men det er også nærliggende at sætte Preisler i forbindelse med yngre og debuterende forfattere, der for alvor er kommet på banen i løbet af 2013 og som har det selvbiografiske til fælles med Preisler. Her kan man nævne Yahya Hassan med digtsamlingen af samme navn, Asta Olivia Nordenhof med digtsamlingen ”Det nemme og det ensomme” og Jacob Skyggebjerg med ”Vor tids helt”. Som med Preislers ”Brun mands byrde” har alle bøgerne forfatteren på forsiden – enten i form af et billede, eller fordi bogen lyder forfatterens navn.
De indvarsler en selvbiografisk bølge i dansk litteratur, en, der vidner om en til tider rå og ikke så velkendt side af det danske velfærdssamfund. Man kan kalde dem nye stemmer i dansk litteratur, direkte, selvudleverende og indignerede, og det er også sådan, de er blevet taget imod af et næsten entydigt begejstret anmelderkorps.
Og hvor er det en meningsløs, intetsigende lighed, at Preisler, Hassan, Nordenhof, Skyggebjerg er "selvbiografiske" og "direkte, selvudleverende og indignerede", dokumenteret ved deres forsiders selvportrætter (minus én), når de altafgørende - ikke mindst formelle, stilistiske, genremæssige - forskelle slet ikke nævnes eller kvalificeres; Preisler og Hassan ligner lige så lidt hinanden som og fordi de er selvbiografiske, som de ligner hinanden som og fordi de er brune i løden. Det er så trist, når tematiske kasser smækker sammen om bøger, der stadig er dugfriske i hånden, og desto mere, når de (institutionelt sanktioneret og markedsført NB) smækker torskedumt.
et forfatterleksikon over danske og udenlandske forfattere som omfatter både afdøde og nulevende forfattere. Primo 2013 indeholder Forfatterweb ca. 700 portrætter. (...) Alle portrætter opdateres løbende og mængden af nye forfattere øges med ca. 50 årligt. Forfatterweb udgives af DBC as www.dbc.dk og iBureauet www.ibureauet.dk Portrætterne udarbejdes af professionelle skribenter, litterater og journalister.
- Forfatterwebbet har travlt, seneste opslag er udarbejdet af Betty Frank Simonsen og portrætterer forårsdebutant Hassan Preisler, og jeg følger mig lidt skyldig i, at Preisler under "Beslægtede forfatterskaber" sammenlignes med Dan Turèll, for i min anmeldelse i sin tid sammenlignede jeg Brun mands byrde med Vangede Billeder, men jo pga. og-opremnisingsstilen og -tricket og identitetstemaet, sgu da ikke samfundsrevseriet (der i Vangede Billeder bare er (vedkendt) folkoekomedie-pop), og det er særdeles sjældent formålet, siær i Vangede Billeder, med Dan Turèlls (virkelig grimt ord) "sprøjtende" sætninger at afklæde personer og spidde miljøer, og hvis Preisler spidder og afklæder nogen, er det jo for fanden ham selv:
Hassan Preisler blev ved udgivelsen af ”Brun mands byrde” sammenlignet med samfundsrevseren Dan Turèll, og der er flere stilmæssige ting, der binder de to forfattere sammen: det høje gear, de sprøjtende, tempofyldte sætninger, der i en håndevending kan afklæde en person og spidde et miljø og en samtid.
Men det er også nærliggende at sætte Preisler i forbindelse med yngre og debuterende forfattere, der for alvor er kommet på banen i løbet af 2013 og som har det selvbiografiske til fælles med Preisler. Her kan man nævne Yahya Hassan med digtsamlingen af samme navn, Asta Olivia Nordenhof med digtsamlingen ”Det nemme og det ensomme” og Jacob Skyggebjerg med ”Vor tids helt”. Som med Preislers ”Brun mands byrde” har alle bøgerne forfatteren på forsiden – enten i form af et billede, eller fordi bogen lyder forfatterens navn.
De indvarsler en selvbiografisk bølge i dansk litteratur, en, der vidner om en til tider rå og ikke så velkendt side af det danske velfærdssamfund. Man kan kalde dem nye stemmer i dansk litteratur, direkte, selvudleverende og indignerede, og det er også sådan, de er blevet taget imod af et næsten entydigt begejstret anmelderkorps.
Og hvor er det en meningsløs, intetsigende lighed, at Preisler, Hassan, Nordenhof, Skyggebjerg er "selvbiografiske" og "direkte, selvudleverende og indignerede", dokumenteret ved deres forsiders selvportrætter (minus én), når de altafgørende - ikke mindst formelle, stilistiske, genremæssige - forskelle slet ikke nævnes eller kvalificeres; Preisler og Hassan ligner lige så lidt hinanden som og fordi de er selvbiografiske, som de ligner hinanden som og fordi de er brune i løden. Det er så trist, når tematiske kasser smækker sammen om bøger, der stadig er dugfriske i hånden, og desto mere, når de (institutionelt sanktioneret og markedsført NB) smækker torskedumt.
onsdag den 18. december 2013
Forventningsdrab / forventningsforvirring
Forventningsdrab:
Et værk du har glædet dig til får en overbevisende dårlig anmeldelse :
fra The New Yorkers David Denbys anmeldelse af Martin Scorseses nye film The Wolf of Wall Street:
I didn’t much care for “Wolf,” but every time I describe it to someone he says, “I want to see that!” Many people are going to be made happy by the wild, hyper-vulgar exuberance, the endless cruddy behavior (swindling, drugs, whoring, orgies, dwarf-tossing, more swindling), and the fully staged excess of every kind. To adopt the idiom and the tone of the movie: Are you fucking kidding me? Are you telling me that you’re bored by big money? By orgies? By monster yachts? Are you saying you don’t like looking at beautiful naked blondes? Is that what you’re fucking telling me? Three hours of that kind of hectoring. The film, as you can see, is a bit of a trap for critics. Scorsese mounts the filthy, piggish behavior on such a grand scale that mere moral disapproval might seem squeamish, unimaginative, frightened. Most of us, after all, wouldn’t dare screw up as badly as Jordan Belfort. The movie has a bullying tone, and you have to come back at it. All right, then: I myself am not squeamish, and I’ve done my own share of screwing up financially, and yet I found plenty of room in my heart for disgust, and even for boredom. “Wolf” is delivered, almost all the way through, at the same pitch of extreme aggression. It’s relentless, deafening, deadening, and, finally, unilluminating.
Forventningsforvirring:
Et værk du har glædet dig til får både overbevisende dårlige anmeldelser og overbevisende gode anmeldelser:
fra Village Voices Stephanie Zachareks anmeldelse af Spike Jonzes nye film Her:
Theodore doesn't know what he wants, and probably fears that even if he knew, he wouldn't be able to get it. What human being hasn't felt that way? But it's hard to respond to onscreen romantic trauma and feelings of disconnection when they're so wan and wispy. There are whole chunks of Her, so arduously layered with soft-focus pain and cautious happiness, that could have been lifted from those '80s phone commercials touting the benefits of "staying connected." Theodore, like James Stewart in Vertigo, is in love with an illusion. The difference is that this spectacle and all its ideas would fit on the screen of your iPod.
fra The New Yorkers Anthony Lanes anmeldelse af samme film:
What makes “Her” so potent is that it does to us what Samantha does to Theodore. We are informed, cosseted, and entertained, and yet we are never more than a breath away from being creeped out. Just because someone browses your correspondence in a mood of flirtatious bonhomie doesn’t make her any less invasive; and just because you have invited her to do so doesn’t mean that you are in control. Who would have guessed, after a year of headlines about the N.S.A. and about the porousness of life online, that our worries on that score—not so much the political unease as a basic ontological fear that our inmost self is possibly up for grabs—would be best enshrined in a weird little romance by the man who made “Being John Malkovich” and “Where the Wild Things Are”? And it is romantic: Theodore and Samantha click together as twin souls, not caring that one soul is no more than a digital swarm. Sad, kooky, and daunting in equal measure, “Her” is the right film at the right time. It brings to full bloom what was only hinted at in the polite exchanges between the astronaut and HAL, in “2001: A Space Odyssey,” and, toward the end, as Samantha joins forces with like minds in cyberspace, it offers a seductive, nonviolent answer to Skynet, the system in the “Terminator” films that attacked its mortal masters. We are easy prey, not least when we fall in love. The human heart is where the tame things are.
Et værk du har glædet dig til får en overbevisende dårlig anmeldelse :
fra The New Yorkers David Denbys anmeldelse af Martin Scorseses nye film The Wolf of Wall Street:
I didn’t much care for “Wolf,” but every time I describe it to someone he says, “I want to see that!” Many people are going to be made happy by the wild, hyper-vulgar exuberance, the endless cruddy behavior (swindling, drugs, whoring, orgies, dwarf-tossing, more swindling), and the fully staged excess of every kind. To adopt the idiom and the tone of the movie: Are you fucking kidding me? Are you telling me that you’re bored by big money? By orgies? By monster yachts? Are you saying you don’t like looking at beautiful naked blondes? Is that what you’re fucking telling me? Three hours of that kind of hectoring. The film, as you can see, is a bit of a trap for critics. Scorsese mounts the filthy, piggish behavior on such a grand scale that mere moral disapproval might seem squeamish, unimaginative, frightened. Most of us, after all, wouldn’t dare screw up as badly as Jordan Belfort. The movie has a bullying tone, and you have to come back at it. All right, then: I myself am not squeamish, and I’ve done my own share of screwing up financially, and yet I found plenty of room in my heart for disgust, and even for boredom. “Wolf” is delivered, almost all the way through, at the same pitch of extreme aggression. It’s relentless, deafening, deadening, and, finally, unilluminating.
Forventningsforvirring:
Et værk du har glædet dig til får både overbevisende dårlige anmeldelser og overbevisende gode anmeldelser:
fra Village Voices Stephanie Zachareks anmeldelse af Spike Jonzes nye film Her:
Theodore doesn't know what he wants, and probably fears that even if he knew, he wouldn't be able to get it. What human being hasn't felt that way? But it's hard to respond to onscreen romantic trauma and feelings of disconnection when they're so wan and wispy. There are whole chunks of Her, so arduously layered with soft-focus pain and cautious happiness, that could have been lifted from those '80s phone commercials touting the benefits of "staying connected." Theodore, like James Stewart in Vertigo, is in love with an illusion. The difference is that this spectacle and all its ideas would fit on the screen of your iPod.
fra The New Yorkers Anthony Lanes anmeldelse af samme film:
What makes “Her” so potent is that it does to us what Samantha does to Theodore. We are informed, cosseted, and entertained, and yet we are never more than a breath away from being creeped out. Just because someone browses your correspondence in a mood of flirtatious bonhomie doesn’t make her any less invasive; and just because you have invited her to do so doesn’t mean that you are in control. Who would have guessed, after a year of headlines about the N.S.A. and about the porousness of life online, that our worries on that score—not so much the political unease as a basic ontological fear that our inmost self is possibly up for grabs—would be best enshrined in a weird little romance by the man who made “Being John Malkovich” and “Where the Wild Things Are”? And it is romantic: Theodore and Samantha click together as twin souls, not caring that one soul is no more than a digital swarm. Sad, kooky, and daunting in equal measure, “Her” is the right film at the right time. It brings to full bloom what was only hinted at in the polite exchanges between the astronaut and HAL, in “2001: A Space Odyssey,” and, toward the end, as Samantha joins forces with like minds in cyberspace, it offers a seductive, nonviolent answer to Skynet, the system in the “Terminator” films that attacked its mortal masters. We are easy prey, not least when we fall in love. The human heart is where the tame things are.
Probably true, Tue!
Jeg kan blive nødt til at få læst Jacob Skyggebjergs debutroman Vor tids helt før eller senere, fordi jeg sidder i juryen for debutantprisen Munch-Christensens Kulturlegat, så jeg har ikke i den forstand brug for forbrugervejledning.
Men den første anmeldelse, jeg læste, var Mikkel Bruun Zangenbergs begejstrede til 5 hjerter i Politiken, og den oplevede jeg som HVINENDE smagsdoms-utroværdig - på sin egen særlige MBZ-manér, inkl. endeløs namedropping og klam mandigheds-retorik. Hvilket jo imidlertid ikke behøver at betyde, at bogen ikke er god, men kun at Zangenberg smager dårligt og hysterisk på den, et klip:
Det udfoldes i en turbine af stor skrift, barok humor og dampende smerte. På én måde så enkelt: Tre kapitler, jeg-fortæller, (mis)dannelsesroman, white trash-dreng fra provinsen kommer til København, hvor alt gærer, og alt ender i undergang. Men indlagt i dette skema er store, tæt komponerede forløb, hvor asterisker indlagt i hvert kapitel markerer brud og sammenfletninger af erindringer, scener og refleksioner, ofte helt abrupt fra sætning til sætning, hvor der pludselig skiftes gear. Sætningerne går fra det brutalt korte og enkle til i stigende grad at blive længere og vildere. Stillejet kan være proletarsnak som: »Jamen fuck dem, siger jeg«, men afløst af knaldperler som denne: »Jeg slæber mig gispende derud, krumrygget, med solstrålerne som hvirvlende barberblade mod huden«. Hele vejen igennem en hård, men også hyperfølsom machostil, der arver træk fra Céline og Bukowski, men desuden lader sig tænke som en art ’Nordkraft’, blot her med helt andre litterære muskler, end Ejersbos roman besad. Men hov, hvor Blicher også titter frem i landskabspanoramaerne fra Udkantsdanmark! Og som sine steder er i slægt med en Kristian Bang Foss’ dead-pan satire, og en Lars Frosts tindrende trætte kynisme.
Céline Bukowski Ejersbo Blicher Foss Frost - det lyder som en strofe i en Nephews-sang. Og fad kritiker-metafor (knaldperle) + anstrengt forfatter-metafor (solstråler som hvirvlende barberblade) = totalt mettaforsammenbrud.
Men et par dage senere ankom så Tue Andersen Nexøs Information-anmeldelse, som på en helt anden tillidsvækende skarp og skrap (Tue-)facon smagte på bogen og formulerede og kvalificerede (kunne have været fint med et par metafor-punkteringer dog) sin afsmag (de øvrige anmeldelser. fx Søren Kassebers i Berlingske (til 5 stjerner også) og Klaus Rothsteins i WA er (mindre mad hatter-hysterisk) på linje med Zangenberg: sikke vidunderligt råt og væmmeligt white trashet (Rothstein er også over flere spalter vanligt fascineret af autofiktiviteten):
Vor tids helt som roman sætter sig mellem to stole. Den vil mere end at fortælle sin historie, men så vil den alligevel mest fortælle om en dreng i krise og det hårde Jylland. Den nænner ikke at ødelægge kronologien og handlingen fuldstændigt, at blive et langt, pulserende erindringsskred. Men den orker heller ikke at gøre sit plot til mere end en bleg skabelon. (...) Inde i byerne – i korte glimt fra Aarhus, ellers som oftest København – tager anekdoterne og behovet for at være en fandens karl desværre over. Så er der ikke mere på spil i teksten, så bliver den en ren opremsning af småkriminalitet, druk og ligegyldigheder. Så gør den alt for, at fortælleren skal leve op til bogens forside, hvor forfatteren står med bar overkrop og fuckfinger, lavthængende bukser og seksløber i bæltet: et sted mellem Lucky Luke og gangster, kort sagt. Samtidig har fortælleren Jacob (som jo ikke er identisk med forfatteren, bare fordi de deler navn) en kedelig tendens til at registrere andres blik på sig selv. Og så gennem dem overbevise læseren om, at ham Jacob virkelig har gennemskuet det hele. Her er vi til spanskundervisning: »Læreren skifter mellem at ville tryne mig og fedte for mig. Jeg synes, han er fin. Han er bange for, at jeg vil gennemskue ham og afsløre ham.« Men hvem andre end usikre teenagedrenge er så optagede af at være en sej outsider, alle er lidt bange for?
Jeg synes, Tue Nexø er en sej outsider, alle burde være lidt bange for.
Men den første anmeldelse, jeg læste, var Mikkel Bruun Zangenbergs begejstrede til 5 hjerter i Politiken, og den oplevede jeg som HVINENDE smagsdoms-utroværdig - på sin egen særlige MBZ-manér, inkl. endeløs namedropping og klam mandigheds-retorik. Hvilket jo imidlertid ikke behøver at betyde, at bogen ikke er god, men kun at Zangenberg smager dårligt og hysterisk på den, et klip:
Det udfoldes i en turbine af stor skrift, barok humor og dampende smerte. På én måde så enkelt: Tre kapitler, jeg-fortæller, (mis)dannelsesroman, white trash-dreng fra provinsen kommer til København, hvor alt gærer, og alt ender i undergang. Men indlagt i dette skema er store, tæt komponerede forløb, hvor asterisker indlagt i hvert kapitel markerer brud og sammenfletninger af erindringer, scener og refleksioner, ofte helt abrupt fra sætning til sætning, hvor der pludselig skiftes gear. Sætningerne går fra det brutalt korte og enkle til i stigende grad at blive længere og vildere. Stillejet kan være proletarsnak som: »Jamen fuck dem, siger jeg«, men afløst af knaldperler som denne: »Jeg slæber mig gispende derud, krumrygget, med solstrålerne som hvirvlende barberblade mod huden«. Hele vejen igennem en hård, men også hyperfølsom machostil, der arver træk fra Céline og Bukowski, men desuden lader sig tænke som en art ’Nordkraft’, blot her med helt andre litterære muskler, end Ejersbos roman besad. Men hov, hvor Blicher også titter frem i landskabspanoramaerne fra Udkantsdanmark! Og som sine steder er i slægt med en Kristian Bang Foss’ dead-pan satire, og en Lars Frosts tindrende trætte kynisme.
Céline Bukowski Ejersbo Blicher Foss Frost - det lyder som en strofe i en Nephews-sang. Og fad kritiker-metafor (knaldperle) + anstrengt forfatter-metafor (solstråler som hvirvlende barberblade) = totalt mettaforsammenbrud.
Men et par dage senere ankom så Tue Andersen Nexøs Information-anmeldelse, som på en helt anden tillidsvækende skarp og skrap (Tue-)facon smagte på bogen og formulerede og kvalificerede (kunne have været fint med et par metafor-punkteringer dog) sin afsmag (de øvrige anmeldelser. fx Søren Kassebers i Berlingske (til 5 stjerner også) og Klaus Rothsteins i WA er (mindre mad hatter-hysterisk) på linje med Zangenberg: sikke vidunderligt råt og væmmeligt white trashet (Rothstein er også over flere spalter vanligt fascineret af autofiktiviteten):
Vor tids helt som roman sætter sig mellem to stole. Den vil mere end at fortælle sin historie, men så vil den alligevel mest fortælle om en dreng i krise og det hårde Jylland. Den nænner ikke at ødelægge kronologien og handlingen fuldstændigt, at blive et langt, pulserende erindringsskred. Men den orker heller ikke at gøre sit plot til mere end en bleg skabelon. (...) Inde i byerne – i korte glimt fra Aarhus, ellers som oftest København – tager anekdoterne og behovet for at være en fandens karl desværre over. Så er der ikke mere på spil i teksten, så bliver den en ren opremsning af småkriminalitet, druk og ligegyldigheder. Så gør den alt for, at fortælleren skal leve op til bogens forside, hvor forfatteren står med bar overkrop og fuckfinger, lavthængende bukser og seksløber i bæltet: et sted mellem Lucky Luke og gangster, kort sagt. Samtidig har fortælleren Jacob (som jo ikke er identisk med forfatteren, bare fordi de deler navn) en kedelig tendens til at registrere andres blik på sig selv. Og så gennem dem overbevise læseren om, at ham Jacob virkelig har gennemskuet det hele. Her er vi til spanskundervisning: »Læreren skifter mellem at ville tryne mig og fedte for mig. Jeg synes, han er fin. Han er bange for, at jeg vil gennemskue ham og afsløre ham.« Men hvem andre end usikre teenagedrenge er så optagede af at være en sej outsider, alle er lidt bange for?
Jeg synes, Tue Nexø er en sej outsider, alle burde være lidt bange for.
tirsdag den 17. december 2013
X-mas-pimping (minus juledigt)
Det er så fantastisk og typisk mahogni-komisk:
Gyldendal har udsendt en NISSERØD forkortet udgave af Yahya Hassans Yahya Hassan som årets julebog "til forlagets forfattere, forretningsforbindelser, medarbejdere og venner".
Men hvorfor skal nogen nøjes med at læse under en tredjedel af den lige nu for alle danskere i alle aldre obligatoriske digtbog? Og hvorfor skulle nogen være interesseret i at nøjes? Og hvordan kan nogen forfattere, forretningsforbindelser, medarbejdere og venner lade være med at få fingre i den komplette bog på egen hånd? Og hvorfor forsøge at forhindre dem i det med en læse-let-udgave?
Hvorfor dog ikke, hvis det endelige skulle være, i stedet for dette bitte, ufokuserede udval bare have skåret det majestætiske LANGDIGT ud, det er alligevel sin egen bog?
Og hvorfor I ALVERDEN udelade bogens eneste rene og reelle juledigt??????????? :
UDEN FOR DØREN
JEG SAD I GARDEROBEN MED EN ÆBLESKIVE I HÅNDEN
OG LÆRTE AT BINDE SNØREBÅND I STILHEDEN
APPELSINER MED NELLIKER OG RØDT BÅND
HANG FRA LOFTET SOM GENNEMHULLEDE VOODOODUKKER
DET ER SÅDAN JEG HUSKER BØRNEHAVEN
DE ANDRE GLÆDEDE SIG TIL JULEMANDEN VILLE KOMME
MEN JEG VAR LIGE SÅ BANGE FOR HAM
SOM JEG VAR FOR MIN FAR
(FB-foto: Ina Merete Schmidt)
Gyldendal har udsendt en NISSERØD forkortet udgave af Yahya Hassans Yahya Hassan som årets julebog "til forlagets forfattere, forretningsforbindelser, medarbejdere og venner".
Men hvorfor skal nogen nøjes med at læse under en tredjedel af den lige nu for alle danskere i alle aldre obligatoriske digtbog? Og hvorfor skulle nogen være interesseret i at nøjes? Og hvordan kan nogen forfattere, forretningsforbindelser, medarbejdere og venner lade være med at få fingre i den komplette bog på egen hånd? Og hvorfor forsøge at forhindre dem i det med en læse-let-udgave?
Hvorfor dog ikke, hvis det endelige skulle være, i stedet for dette bitte, ufokuserede udval bare have skåret det majestætiske LANGDIGT ud, det er alligevel sin egen bog?
Og hvorfor I ALVERDEN udelade bogens eneste rene og reelle juledigt??????????? :
UDEN FOR DØREN
JEG SAD I GARDEROBEN MED EN ÆBLESKIVE I HÅNDEN
OG LÆRTE AT BINDE SNØREBÅND I STILHEDEN
APPELSINER MED NELLIKER OG RØDT BÅND
HANG FRA LOFTET SOM GENNEMHULLEDE VOODOODUKKER
DET ER SÅDAN JEG HUSKER BØRNEHAVEN
DE ANDRE GLÆDEDE SIG TIL JULEMANDEN VILLE KOMME
MEN JEG VAR LIGE SÅ BANGE FOR HAM
SOM JEG VAR FOR MIN FAR
(FB-foto: Ina Merete Schmidt)
ekset hvedeaks sakses ned
Jeg var med som vedhæng til den herligt tunge frokost-celebrering af antologien "Vi står solidt plantet", der samler bidrag til Landbrugets Kulturfonds konkurrence om nye landbrugs-digte, på sådan ca. 55. etage i Axelborg og hilste blandt andet på to distingverede og meget labert landlige digter-nestorer, Knud Sørensen og Sten Kaalø, der også begge oplæste deres bidrag til antologien. Min fem favoritdigte i antologien er skrevet af Cecilie Lind, Marie Melchiorsen, Bue P. Peitersen, John Bang Jensen (den hemmelige, kvintessentielle 90'er-digter, også godt at hilse på ham igen) og Mogens Bynkou Nielsen, der havde konstrueet sit digt af lutter sammensatte (landbrugs)ord, her to sekvenser:
flæskeansigt okseøje kartoffelnæse tvetand mælkeskæg rodhals hønsebryst lammeryg smørpukkel bigballe stankelben gåsefod hanespore
hyrdetaske hvedebælte fløjlsgræs halmsko
- og her John Bangs lille WC Williams-idyl:
Foran landejendommen
ude ved vejen
i svinget
der fører op til
Den Nye Landsby
hvortil alt liv er forflyttet
- stadig på sin pæl
i det høje gule græs
med rustne landburdsredskaber
og en vidtåben lade i baggrunden
- til ingen verdens nytte,
ramt af en fuldtræffer fra solen:
En blændende blå postkasse
(kan jeg mon fremgoogle sådan én, ja, og passende nok en amerikansk:
flæskeansigt okseøje kartoffelnæse tvetand mælkeskæg rodhals hønsebryst lammeryg smørpukkel bigballe stankelben gåsefod hanespore
hyrdetaske hvedebælte fløjlsgræs halmsko
- og her John Bangs lille WC Williams-idyl:
Foran landejendommen
ude ved vejen
i svinget
der fører op til
Den Nye Landsby
hvortil alt liv er forflyttet
- stadig på sin pæl
i det høje gule græs
med rustne landburdsredskaber
og en vidtåben lade i baggrunden
- til ingen verdens nytte,
ramt af en fuldtræffer fra solen:
En blændende blå postkasse
(kan jeg mon fremgoogle sådan én, ja, og passende nok en amerikansk:
Kapitel 14 er et frikvarter
Lars Bukdahl: Tyk 70erroman. Forlaget Kejser
KAPITEL 14
Erindringspause
grundet
nulængsel.
KAPITEL 14
Erindringspause
grundet
nulængsel.
Kapitel 13 kan ikke huske cerutten
Lars Bukdahl: Tyk 70erroman. Folaget Kejser
KAPITEL 13
Lars-jeget kan ikke huske, at hans mor røg cerutter, hvilket hun angiveligt gjorde, indtil hans lillesøster blev født i 1970. Han kan sagtens huske, at han faster røg cerutter, hvilket hun nemlig først stoppede med for en 10-12 år siden, og måske skygger fasterens cerutter for morens cerutter - faktisk kan han slet ikke FORESTILLE sig, at hans mor røg cerutter, selvom der er fotografisk dokumentation - det gode engelske ord smokescreen passer ikke helt her.
KAPITEL 13
Lars-jeget kan ikke huske, at hans mor røg cerutter, hvilket hun angiveligt gjorde, indtil hans lillesøster blev født i 1970. Han kan sagtens huske, at han faster røg cerutter, hvilket hun nemlig først stoppede med for en 10-12 år siden, og måske skygger fasterens cerutter for morens cerutter - faktisk kan han slet ikke FORESTILLE sig, at hans mor røg cerutter, selvom der er fotografisk dokumentation - det gode engelske ord smokescreen passer ikke helt her.
Abonner på:
Opslag (Atom)
