Ekskonsulen skal have råd til at ruinere sig på en yacht

Så kvalmende SMÅLIGT at mindstebeløbet på Statens Kunstfonds livsvarige ydelser afskaffes, således at kunstnere, der tjener over 375.000 kroner nu ingenting får ud over æren, hvilket betyder en vældig (ironi for begyndere 3) besparelse på 1,15 millioner kr. (16.700 pr. hoved) på de 69 ud af 275, der tjener for meget, WOW! - jeg synes jo, at kunstnere, der (ved at forkæle det danske kunst med uundværlig kunst) burde få SINDSSYGT mange penge og mindst 1 million, ligegyldigt hvad de ellers går og tjener, ud af simpel taknemlighed, så de ikke bare har råd til købe rigtig, rigtig god rødvin ("Slut med rødvinslegater" lyder Politikens overskrift kælent rindalistisk), men også pelse og diamanter og luksusbiler. Jørgen Leth er selvfølgelig også tildelt Det livsvarige, ikke som digter, men som filmkunstner (han burde have fået det dobbelt), det kan sagtens være, at han formelt er over indkomstgrænsen (men sikkert er det ikke), men det forhindrer ham ikke i at bruge alt for mange penge på alt for godt tøj, som om han rent faktisk, sådan som han burde, fik 1 million årligt øremærket luksus, jf. genopførelsen af den kostelige Armani-rutine i den nye erindringsbog, et uddrag inkl. bon mot:

I min generation, med baggrund i ungdomsoprør og politisk dogmatisme, var det ikke god tone at tage tøj alvorligt./ Mange mente, at tøj bare var et praktisk anliggende. Noget man skulle have på for ikke at fryse. Og selvfølgelig var der hele tiden det med, at tingene ikke må koste penge. Dyre ting var de velhavendes sammensværgelse. derfor fik dårligt tøj og dårlige ting i det hele taget så megen plads i et egalitært samfund. Selvom kapitalismen som spøgelse måske var skubbet væk fra scenen, så havde kampen mod den sat sig spor, der stadig spillede ind i dagliglivets valg./ Men man skal gøre det, man ikke har råd til./ Og det skarpe øje kan altid se, om det er Giorgio Armani, Versace, Adolpho Dominguez eller bare nogle af de mindre.

(typisk denne bog følger så en ydmygende anekdote om, hvordan han engang blev snydt til at købe et kop-jakkesæt ud af en bagsmæk på Israels Plads). Hvis han fik sin årlige million, ville Leth jo havde råd til sit Armani-kluns, så måtte han finde noget større ikke at have råd til, en yacht eller et privatfly eller en penthouselejlighed med Central Park-udsigt, og det er dér vi skal hen: De store kunstnere skal have det så klækkeligt fedt, at det er en kunstnerisk udfordring for Jørgen Leth at ruinere sig.

Jeg vil castes, Jørgen, i smoking!

Fødselsdage fyger! Jørgen Leth fylder 75 i dag! Tillykke, megagenerøse multimenneske! Blandt den megen kalas, hvoraf det væsentligste element velsagtens er 3. erindringsbog Et hus er mere end ingenting (omtalt i blogpost nedenfor og anmeldt af mig i WA Bøger i morgen - jeg har desuden overmåde gode forventninger til læsekloge Dan Ringgaards monografi Stoleleg, der også udkommer i dag; hvornår antologimesteren Iben Holks Leth-antologi, Lethland, som jeg selv bidrager til, lige nu skal forestille at udkomme, ved jeg ikke, men jeg har da læst korrektur), er også udstillingen "Mit navn er Jørgen Leth" på Gl. Strand, som det vil være synd at kalde sensationel, hvis man, som obligatorisk er, ejer de samlede bokssæt med Leths film; (enlige) højdepunkter er montrerne med de magiske, (af Leth selv mytologiserede) mytologiske notesbøger, som man sgu da burde have haft lov til - med handsker fastgjort til montren eller noget - at bladre frit i, og den vilde, haitianske kunstsamling. Men så er der skræmmende opstillingen, hvor man kan prøvefilme sig selv til Leths kommende Danmarksfilm 2012, som jeg var på nippet til at positionere mig i, men, kom jeg i tanke om, jeg har allerede afleveret en prøvefilm, uden Jørgen, men filmet af hans gamle fotograf Henning Camre, et ubrudt 10 minutters-interview til det sidste bokssæt med "Eksperimentalfilmene", hvor jeg rabler løs om, at det største ønske er at være Jørgen Leth, det næststørste er at være med i en Leth-film. Jeg er imidlertid bange for, at den ærede auteur vil gentage tableauet fra den oprindelige Livet i Danmark fra 1972  med de 4 nøgne digtere (S.Å. Madsen, H.J. Nielsen, Turèll, Bjørnkjær - jeg vil ikke gengive et still her, ingen afklædt Bjørnkjær på min blog, men kvartetten kan øjnes op på dette link) som 4 nøgne kritikere, og jeg vil ikke står dér splitterkritisk med Brostrøm, Skyum, Tue Nexø eller hvem? Jeg vil kaste en bog, meget helst Glatte hårdtpumpede puder, i vejret iklædt smoking (altså mig, ikke bogen) og gribe den igen med én hånd. Please, Maestro! I stedet for et katalog har designfirmaet e-types designet smarte og lækre plakater, 1 til hvert rum, en rigtig fin idé; i Danmarks-film-rummet er en helt ny Jørgen Leth-tekst på plakakten, sat op som et dansk flag, og som alle Leths filmoplæg og -treatments og -synopser, kan den ikke lade være med opføre sig som en selvstændig, poetisk tekst, og her er den som en gave til jer, dannebrogsbefriet:

HVAD ER EKSOTISK I DANMARK? HVAD ER MÆRKELIGT OG TRÆNGER TIL AT BLIVE KIGGET PÅ UNDER LUP? HVAD ER DER INDENI FORSKELLIGE  DAGLIGDAGS FÆNOMENER? ER DER HEMMELIGHEDER ALLE VEGNE? ER DER VOODOO I DANSKERNES LIV? HVIS MAN SKRABER OVERFLADEN ER DER SÅ GLÆDENDE HISTORIER DER ÅBENBARER SIG? ER DER PASSIONER I DANMARK? VIL KÆRLIGHEDEN RÆKKE OP TIL HIMLEN? ER GUD TIL STEDE I MØRKLAGTE HJØRNER? KAN GUDDOMMELIGHED MÅLES? ER DØDEN NOGET DER BARE SKER? NOGEN SIGER DER ER ET LIV EFTER DØDEN, MEN KAN DET PASSE? HVAD LAVER LANDMANDEN, NÅR HAN KOMMER HJEM FRA MARKEN? ER DER STADIG MARKER DER SKAL PASSES? HVAD VIL DET SIGE AT DANSKERNE ER ET LYKKELIGT FOLK? PASSER DET? HVAD ER ET FOLK? OG HVAD ER LYKKE? HVAD ER EN DANSK FAMILIE? HVAD GÅR DET UD PÅ? HVAD ER EN DANSK POLITIKER? KAN HAN GØRE NOGET GODT? KAN HAN GØRE NOGET DÅRLIGT? KAN EN DANSK POLITIKER BRUGE DET DANSKE SPROG? KAN EN DANSKLÆRER BRUGE DET DANSKE SPROG? KAN BØRN BRUGE DET DANSKE SPROG? HVAD SKRIVER EN DANSK FORFATTER? KAN EN DANSK DIGTER SKRIVE GODE DANSKE DIGTE? KAN HAN DIGTE SÅ GODT AT DØRENE GRÆDER? ER DANSKERNE GODE TIL AT VÆRE SAMMEN MED HINANDEN? ER DANSKERNE NYSGERRIGE? ELLER ER DE IKKE SÆRLIGT NYSGERRIGE? KAN DANSKERNE GODT LIDE FREMMEDE? ELLER KAN DE IKKE SÅ GODT LIDE FREMMEDE

Leth-

Leth
Lethben
Lethbenet
Lethbevinget
Lethbevægelig
Lethblodig
Lethbygget
Lethfattelig
Lethflydende
Lethfod
Lethfodet
Lethfordærvelig
Lethfordøjelig
Lethforståelig
Lethfregat
Lethfængelig
Lethfærd
Lethfærdelig
Lethfærdig
Lethfærdighed
Lethgåenhed
Lethgøre
Lethhåndet
Lethharve
Lethhed
Lethen
Lethhjertet
Lethhændet
Lethhørende
Lethklædt
Lethkork
Lethkorn
Lethkøbt
Lethkørt
Lethlår
Lethlevende
Lethlært
Lethlæselig
Lethlæst
Lethløbende
Lethmatros
Lethmellemvægt
Lethnem
Lethnemmende
Lethnemmet
Lethnemt
Letholie
Lethroende
Lethsåret
Lethsejlende
Lethsind
Lethsindet
Lethsindig
Lethsindighed
Lethskyet
Lethsmeltelig
Lethsovende
Lethspat
Lethspringende
Lethstyrende
Lethsværvægt
Lethsynet
Lethsøvnet
Lethtro
Lethttroende
Lethtroenhed
Lethtryk
Lethtunget
Lethvejrsbåd
Lethvinget
Lethvæbnet
Lethvægt
Lethvægtig
Lethværk

(ved hjælp af Ordbog over det danske sprog)

WHITE GIRL IS A SLUT - White Girl er aldrig slut

Jeg fik ikke i min (ligesom sidst, uforlignelige 71 breve fra M) forstyrret formalistisk glade anmeldelse af Christina Hagens White Girl, der bør komme i avisen fredag, nævnt de generationstypisk værkudvidende og -komplicerende og -forstyrrende link til/fra Hagens hjemmeside og hjemmesidens egen intrikate status som hovedkvarter og halv og hel værkgenerator i sin egen ret. Flere af af de "postkort" (fra åbenbart primært skoleelever), der er fremvist i et vist rod på inderomslaget og har været brugt som forlæg for bogens tekster, kan ses i fuld figur på hjemmesiden. Mindre straight og mere spooky er forbindelsen, via turisttema, til to fotoalbums,"A room with a view", "spionbilleder" af turister og indfødte fra et hotelværelsesvindue tilsyneladende, og "Nice girls at the beach", "spionbilleder af piger på/fra stranden, og til flere fotos i det store, brogede album "Nu & det næste", frem for alt en række (affotograferede)  velsagtens amourøst interesserede papir- og sms-beskeder og med direkte bog-henvisning to fotos, "White girl & virkeligheden" 1 og 2, hvor henholdsvis en sort, mandlig politibetjent og en ung, sort pige holder et skilt frem med påskriften:

Her svarer de i bogens i et væk udskældte indfødte pludselig hårdt igen (men jo bugtalt af Hagen!?),  parallelt med bogens eneste ene omvendt-tekst. 2 hjemmeside-værker i (foreløbig) sin egen ret er mini-korrespondancen "Mail til Vincent" (Gallo) og det anti-melankolske fotoalbum "Forladt bordel". Vi eller i det mindste jeg kan endnu ikke finde ud af, hvordan man skal læse disse net-forbindelser hos de yngre forfattere, hvis forjættelser om fremtidige, grænseløse forfatterskabs-interzoner derfor frustrerer akkurat lige så meget som de fascinerer, hvilket må være fremragende nok for nu. 

Rustne aversioner (er stadig rygsækstunge)

Jeg opførte Yndlingsaversioner i dag for ca. 100 ikke-årsunger på Sommerhøjskole i Lyngby, og at det var rigtig lang tid siden sidst, stod tordnende klart, da jeg samlede eksemplarisk dårlige bøger sammen til en en hel Føtex-posefuld, forsvindende få fra dette forår og ingen monstrøst ringe, bare Braad, Klougart, Tafdrup, Poulsen, og fra sidste år SUT, Prinsen, Beckwerk (interview), Wiinblad, Bengtsson, Rostrup, heller ikke imponerende, og fordi jeg ikke har læst seneste bøger af superskurke, måtte jeg slæbe forrige bøger af Grøndahl, Guldager, Holst, Jungersen med, snuppede så alligevel seneste Michael, selvom jeg ikke har læst den, men det behøver jeg jo ikke i den forstand + noget Ejersbo - og lad mig se, hvilke blev trukket: Prinsen, Jungersen, Ejersbo, Grøndahl, Guldager, dejlig urolig og (med både mig og hinanden) uenig forsamling, kun om et Guldagers-citats forfærdelighed opnåedes noget, der lignede total konsensus, meget velgørende at der trods alt eksisterer et fælles lavmål.

Svensk Eske

Eske K. Mathiesen har sendt mig den fineste lille, svenske oversættelse af udvalgte digte fra "2000-talet", Att lysna till lärkan, nr. 46 i Lilla Serien og med et frimærkestort portræt af Eske på forsiden (hvornår kommer det Eske-julemærke?), oversætter er Jonas Ellerström, og Mathiesens kollega ud i kombi'en folkloristik &poesi (og da vist i sin tid medredaktør af Ta') Bengt af Klingberg har skrevet et kyndigt, koncentreret forord, der (i mangel af Monografien) er noget af det bedste og præciseste, der er skrevet om yndlingsforfatterskabet:

Ännu viktigare är kanske att han fullt ut började tillämpa det som den norske folkloristen Moltke Moe har kallat "det mytiske tankeasæt", ett mystiskt förhållningsätt til den omgivande vardagen, till växter, djur og väderlek. Dikterna blv fjederlätta berättelser om hur vi kan upprätta kontakt og känna samhörighet med vår omgivning. Man kan till nöds rubricara dem som naturlyrik, men det rör siog främför allt om en fremgamgsrik poetisk metod att med fantasins hjälp öppna ögonen och alla sinnen för tilvarons rikedom och oberäknelighet.

Og jeg er bange for, at EKM-poesiens fede finhed lyder den mindste smule bedre på svensk:

Starkt ljus idag
och så varmt vid fönsterkarmen att jag
snart slår ut som en påsklilja
av den kortstjälkiga, flikiga sorten
som man se förvildad på de ljusa fälten
och i pilhäckarna. Och som har en bitter doft.

2 EMB-slagord (taleekko)

OTIUM ER OPIUM FOR FOLKET

(af social samvittighed ændret til)

OTIUM ER OPIUM FOR DEN KREATIVE OG DEN INTELLEKTUELLE ELITE

+

GO-GO LIKE MICHAELANGELO

(og - bonus-link, ikke inkl. i talen (de musikalske indslag i går: norsk festsang, lutspil og operasang) - The Beach Boys:

)

Enevældigt elskelige Else Marie fylder 75!

I dag er det min ubændige faster Else Maries 75 års fødselsdag! USTOPPELIGT TILLYKKE TIL HENDE! Og jeg burde skrive en masse kærlige ord om hende her i blogposten, men dem har jeg i stedet stoppet i en tale med arbejdstitlen (taler har ikke titler, i hvert fald ikke når de bliver holdt) ELSKELIGT ENEVÆLDE GOES GLOBAL, jeg holder i aften ved festen på Carlsberg Akademi, den gl. æresbolig, hvor bl.a. Harald Høffding og Niels Bohr residerede, og hvor Else Marie også burde være installeret, hvis det ikke var fordi hun helst opererer som en fri sommerfugl fra lejligheden i Puggaardsgade, her er et vellignende billede af hende (vingerne må I forestille jer)  så I selv kan råbe HIP HIP HURRA

Og her er hun forklædt som araber, når hun inkognito besøger emiraterne, stylet af Lilibeth Cuenca

Lars Frost begyndte som skotsk rimsmed

William Neill: Tidsler, Oversættelse: Lars Frost, Husets Forlag, 1998, del af en serie af Forfatterskoleelev-oversættelser. 

Lars F udpegede selv bogen i en indre bogkasse i Møllegades Boghandel, og jeg købte den straks til den rørende pris af 10 kr., selvom jeg muligvis har den på min reol (for højt oppe til umiddelbart at tjekke), men dengang i 1998 vidste jeg ikke, det var en Lars Frost-bog, fordi Lars Frost endnu ikke var Lars Frost (i min bevidsthed), det blev han først med udgivelsen af hans højst Lars Frostske debut Og så af sted til Wien i 2000 (og dér i Møllegades Boghandel lovede han med et sædvanligt smørret, men troværdigt smil en ny, Allermest undrer det mig at vi kan glemme-agtig roman til efteråret, glæden sig!). Ergo kunne jeg heller ikke se, hvor Lars Frostske, sirligt meta-pludrende (plebejisk!), fx disse linjer i efterordet er og bliver (skots er en art skotsk):

William Neill viser med sine digte at skots kan varieres med som andre sprog, og det er vel også det mest naturlige, hvem ville tro andet? Det burde ikke overraske nogen. Naturligvis kan man tale plebejisk på skots, man kan bestille øl og skælde ud, men man kan også lovsynge naturen, føre politik og diskutere filosofi.

Det sidste lyder som en mini-poetik for en Lars Frostsk, Allermest undrer det mig at vi kan glemme-agtig roman.

Og her rimer Lars lystigt løs - med stadig uindløst talent (men galden er nu pænt Frostsk):

DEN MÆGTIGE MILLENIUM DOME

I London bygger de en stor markise
Gu' ve' hvad de vil putte i den sæk,
Måske et bjerg af brosten eller dæk
En flænset ko, måske, nu skal I se -
Næ, ikke grove olie-strøg på lærred - men
Eksempler på moderne kunst som vinder
Priser oppe på selskabslivets tinder.
For kun en togbillet og indgangsprisen.

Den by mod syd på kant med Thems og loven
Som nu skal ha' et mægtigt telt - det er
Utroligt som den æder hver en daler.

Det' rart at vide hvem der fører bogen.
Der er så mange feje spil - og skejser.
Dem får de ved at lukke hospitaler.

Monografik

Grundlæggende og principielt har man jo bare at være totalt begejstret og taknemlig for Arenas monografi-serie, der i sidste uge omsider blev skudt i gang med Asger Schnacks bind om Morti Vizki (med undertitlen og (genrebetegnelsen?) "En kærlighedserklæring") og Elisabeth Friis' bind om Pia Juul - når man nu i et par årtier har hylet op over manglen på monografier om de sidste tre-fire generationer af danske forfattere og ikke selv har nosset sig sammen til at levere sit eget bind i serien (endnu); og Vizki og Juul er absolut ikke dem, der mindst trænger til at blive monografiseret (der har i langt tid være en for længst færdig antologi om Morti Vizki (som bl.a. jeg har bidraget til) på bedding, redigeret af Kamilla Löfström og Birgitte Hesselaa; jeg ved ikke, hvad status er lige nu, men det kan Kamilla, hvis hun læser med, måske oplyse). Og de to monografier er som udgangspunkt eksemplarisk forskellige; jeg selv ligger vel et sted midt i mellem med den monografi, jeg har skrevet om F.P. Jac, og dem. jeg har sagt ja til at skrive (og derfor på et eller andet tidspunkt, der altid er SNART, bliver NØDT til at skrive), om Hans Otto Jørgensen (til Arena) og Per Højholt (til Gyldendal (jeg mener så, jeg burde skrive mindst 4-5 om Højholt foruden de 2-3 om Laugesen, som ingen har bestilt, som alt har bestilt, og de 1-2 om Turèll, hvortil kommer monografierne om Madsen, Mathiesen, Mortensen, M. Larsen m.fl ...)): Schnacks monografi optæller systematisk-kronologisk og karakteriserer lyrisk-impressionistisk den komplette produktion (der så alligevel ikke er komplet, se nedenfor), Friis fokuserer på tværs af kronologi, genre og værker på 2 1/2 motiv/teknik i forfatterskabet, gåde/kriminalistik, død/spøgelser, stemme/intertekst/navneleg. Og så kommer jeg ikke udenom smagsdom og mandejævning: Friis' monografi er mange gange bedre end Schnacks, som jeg ikke kan forstå, at redaktørerne (Friis og Tue Nexø) ikke har været skrappere ved. Selve den Schnackske bogholderagtige, digressive, lyriserende metode må man jo nok take or leave, men hvorfor har de ikke bedt ham om at rette op på det skandaløst mangelfulde og overfladiske, fire og en halv side korte afsnit om Vizkis dramatik; man kan jo ikke tvinge Schnack til at sætte dramatikken lige så højt som Vizki selv (og mange med ham -  og i hvert fald er det noget vrøvl, vil jeg mene, at det som sådan og uden videre er kunstnerisk diskvalificerende for dramatikken, at den sprogligt opfører sig relativt mindre excentrisk), men når nu alle andre Vizki-produkter, inkl. lp-plader og kortfilm, pligtskyldigt registreres og kommenteres, holder det jo ikke, at 9 ud af 13 radiospil (2, medregnet i de 4 undtagelser, er parallel-værker til kommenterede skuespil) og de 2 operalibrettoer (begge trykt i teaterprogrammer) ikke får et eneste ord med på vejen; det er ikke nogen undskyldning, at radiospillene ikke er publicerede, de burde ikke være svære at få fingre i, slet ikke for en dygtig sporhund som Schnack (og F.P. Jacs radiospil (særdeles centrale i min monografi) har han ikke noget problem med at henvise til). For fanden da for en misere! Jeg har det besværligt med at kritisere den Schnackske metode, fordi jeg selv helst og gerne gør mig skyldig i bogholderi, digression og lyrisering. Hos Schnack har alle tre faconer bare en tendens (og nogle gange helt bevidst, oplever man) til at undvige og undergrave læsningens præcision frem for at styrke og slibe den (digressionerne ved at være (vilkårligt) bogholderagtige). Jeg kan godt forstå, at redaktørerne (hvis det er deres valg) på bagsiden citerer Schnacks "portræt" af Vizkis digtsamling nr. 2, Vokseværk, for den viser eksemplarisk, hvad lyrisk karakteristik kan som bedst, nuancere spændstigt og øjeåbnende (nu lyder jeg som Schnack!) og er et højdepunkt i bogen: "Sådan følger digtene, selvbevidste, legende, ikke til at skyde fra sig som entydige eller nu snart tømte, for de blinker og glitrer og sitrer og simrer. Og skinne, og skåner ikke sig selv, for de åbner for kramper og kropslige svimmelheder og ubehag og angstanfald og lethed igen og nærmest en ballet lidt efter. Sådan er disse digte uberegnelige, men ægte. Dvs. oprigtige i deres leg med attituderne." Men sammenlign så med dette billede, der måske nok har en vis poetisk værdi i sig selv, men intet, så vidt jeg kan se, har at skaffe med den bog og det digt ("Et digt om selve livet" fra Mange boliger, Schnack har gang i noget løs, men OK religiøs fortolkning), der behandles: "Der er tale om en mystisk sammensmeltning såvel som et jordisk fællesskab. Og det sidste er det, hvorfra digtene henter deres næring - via et rodnet af flere retninger på én gang, som var det en underjordisk stjerne, der brød op i digtform!" !!?? Lidt over 2 sider bruges på Mange boliger, mens Vizkis sidste, posthume digtsamling, Almanak, som Schnack øjensynligt (og med rette) ikke sætter mindre højt, overstås på en halv side, der siger så godt som ingenting (munch-petersen-sammenligningen synes jeg ikke holder, intet imagistisk ved Vizkis digte): "Det er en vildt smuk samling, som udmærker sig - lidt ligesom en af de vigtigste digtsamlinger fra det 20. århundrede, Gustaf Munch-Petersens Nitten digte - ved at rumme digte, der slår ned som lynet, og andre, der siger ligeud det, digteren gerne vil sige om menneskelivet." Det er sgu en sølle (karakteriseret) typologi! Og nu har jeg brugt alt for meget plads på Schnacks svage, flimrende monografi, for langt hellere burde jeg jo have rost løs på Friis' stærke, distinkte monografi. Der ikke mindst, i forhold til Schnack, udmærker sig ved at udlæse og oprette nogle centrale karakterstika ved Juuls forfatterskab, personer der er "kommunikationsnægtere" fx og (fantastisk godt set) "sammenknytningen af et vagt henvisningsniveau og en stærk poetisk stemme", og udfolde dem og sætte dem i spil (med hinanden) via minutiøse nærlæsninger. Især i anden del er flere af de centrale karakteristika måske ikke mere originale end som så (og rimeligt nok), fx flerstemmigheden, men beundr her Friis ekstremt lydhørt sætte polyfonien i det klassiske Juul-digt "Men jeg ville heller ikke det jeg ville" på noder i bogens mesterlæsning, der begynder sådan her: "Men jeg ville heller ikke det jeg ville (trodsig - indikation: men)/ Og det jeg ville vidste jeg ikke hvad var (resignation - indikation: rytmisk lukket sætning)/ Jeg ville så gerne ha dig (melankolsk - indikation: så gerne - troskyldigt og ærligt stilleje")/ Så fik jeg minsandten det/ jeg ville ha, og hvad gør man så (ironisk - indikation: "ha" (både som idiolekt og latter-udråbsord, dertil minsandten)". Schnacks monografi blev jeg som Vizki-fan frustreret af: hvorfor må jeg ikke få nogle reelle, ambitiøse bud på, hvad der gør Vizki særlig og væsentlig? Friis' monografi blev jeg som Juul-fan klogere af: generøst giver hun en række (uden at påstå at det er alle) bud på karakteren af Juuls særlighed og væsentlighed, hvoraf flere er splinternye og alle underbygges med nærlæsninger - så får man sit lykkelige monografiX.

For 35 øre forduftet go-go

Forfatter: LARS BUKDAHL
Titel: GO-GO! ! READYMADE 2! - 3!
Periode: 01.01.01.11 - 3.12.11

Lager ved periodens start            5
Trykt i periodens løb                   0
Friex, makul, svind                     5 -
Lager ved periodens slutning       0
----------------------------------
Salg i perioden (antal ex.)           0

Hensat til imødegåelse af retur forrige år        37,55
Forskud/aconto                                                37,20

Ialt royalty for denne kontrakt                          0.35

Pingdigt

Hum
bum
H med S
Gods
Yep
Fernis
Hopla
Ha!
Ha!
My Old Kentucky Home
I fyrrene
Gods
Wang Hoo
Kluk
par hasard
Gods
Chambre
Hum
Ruskumsioner (?)
Sikke Tider
Hum
Tour du monde
Aahr
Guf
Hvab -
Hip
Watchmaker
Oh la la
Hopla
Hum
Humor og Satire
- avoir le hoquet
Hum
Haard Betingelse
Gods
Hup
Saa var den klaret!
Hum
Tyborøn
Hum
H med S
- garde barriere
Spilopmager
Hup
-bum
- very expensive
Monkeytricks
Brug mere Margarine
first
Humoristisk
Hov
Usch
Har har
Novra
Ah - la voleurs
Saa saa
Yep
Og la la tire bouchon
Schwiz
Hum
Hup
Hyp
Puh
Barberen i sin villa
Art culinaire
Harengs
Ægte bornholmere!
Gods
Urmunvehr (?)
Den er meget værre
Potato
Sukkergodt
Hup
jum
Gods
Den kloge narrer den mindre kloge
Hopla
Buh
Kluk
Fra og til -
Man vegetar hvad man kan faa
General smut -
Gods
Kodan
Hip hip
mægtig
Hovsa
Ud
Hum
Zut
Gods
Naah
Yep
Trut
Hum
Av
Hyp
Hof
Kimberley
Gods
Hup
Gentleman
First class
Godt kram
Millioner
Home sweet home
Uden Mærker
Dacapo
Og jeg er humorist

(samtlige Pings replikker (undtagen en håndfuld ikke-underordnede) i 1947-udvalget (tak til Knud Steffen))

White man, black girl og co.

Underligt på samme tid at modtage og læse netop disse to vidt forskellige, gode bøger af netop disse to yndlingsforfattere, Jørgen Leths Et hus er mere end en ting. Det uperfekte menneske/ 3 og Christina Hagens White Girl. Leths bog kunne selvfølgelig lige så godt have heddet White Man. men også Black Girl, eftersom den ret suveræne hovedperson bortset fra eller måske faktisk i højere grad end i bogen ret usuveræne Leth er hans haitianske kæreste Shilaine, der gerne taler i mobil og tjekker Facebook under den seksuelle akt; her begyndelsen på det råt patetiske, direkte rapporterende afsnit "Hvad er det for et menneske":

Hvad er det for et menneske, der kommer ud af det?/ Omblæst af smerter./ Min krop så tung i alle lemmer og led, at jeg føler, jeg synker ned gennem sengen, ned i gulvet./ Alle steder gør det ondt, i armene, i benene, i hænderne, i nakken./ Jeg har hørt ting, som får mig til at tænke, jeg skal ud af det her./ Senest for en time siden, kvinden tager mobilen med på altanen, og jeg hører, hun siger ordet sandomeng (kreolsk for Santo Domingo). Det kan jeg meget let fortolke på, uden at blive præcist klogere.

Hagens bog kunne lige så godt hedde Brown man eller Brown people (eller Yellow eller Black eller bare Exotic); det pågående simple og grove konceptuelle greb: hver tekst er en (hvid, kvindelig) turists klage på gebrokkent dansk (den slags som selv progressive danske forfattere, fx Jakob Ejersbo, lader fiktive indvandrere tale) over en eller flere indfødtes opførsel direkte henvendt til disse, et ex:

Til taxamand, du godt selv ved, hvem du er!

Hvor dumt du tro, jeg er? Du tro, jeg ikke ved lidt om afstand? Jeg regne ud, tur der i går koste 100 kroner, er tur der i dag koste 100 kroner. Men du tror mig min veninder dum. Du bare køre ud over mark og ind gennem skov og forbi hav og bod med is. "Vi snart der, vi snart der," du skrige og skrue op for musik i radio. Du ikke fatte, at vi bange som pige i fremmed land? Du ikke ved, hvad den ved os kan gøre, hvis vi råbe? Vi ikke dum, hr. Chauffør, vi bare sidder føle os til grin, mens du køre rundt i den cirkel i en taxa. Jeg sige dig: jeg sådan glædet mig til Bangkok. den flotte by at se, alle den høje  huse, flinke menneske, der mig ikke snyde. Jeg se på dansk tv, at menneske i Bangkok flink, hel anden kultur, og jeg virkelig glæde mig til de give mig den vindrue gratis, til de hjælpe mig med noget jeg ikke finde ud af, til de tage billede af mig og den veninde uden at løbe med kamera, og så du den indtryk spolere med din grådighed. Du din land smudse til, din grise. Hvid menneske også følelser og du ødelægge den dårlig stemning og den indtryk. Jeg aldrig mere Bangkok billet købe til, jeg nu gå og ingen taxa købe. Jeg ved næsen træt af at blive taget. Du skamme dig!

Nu skal jeg ikke forsøge at udrede ironi-labyrintikken og slet ikke anmelde bogen på forhånd, jeg vil bare nøjes med at erklære mig enig med Iben Mondrup, forårets mest oversete debutant med romanen En to tre Justine, der i dag på Facebook erklærer (jeg formoder ukorrekte 'så prøvet jeg' er med vilje!):

Før var jeg trist og deprimeret. Men så prøvet jeg Christina Hagens "White Girl". Hold da helt fest for et stramt konceptuelt, mega sejt og rørende værk! Tak for hjælpen, hvide pige:-* 

Fuck rimelig søvndyssende meget mail- og samtalebøgerne med Morten Sabroe og Rolf Sørensen - jeg vil læse en sms-korrespondance mellem Jørgen Leth og Christina Hagen, arbejdstitel (med link til Mette M (der iflg. FB også lige har fået Hagens bog: " nåmen: så sidder du der, white girl (har lige fået Christina Hagens nye digtsamling med posten, hep) med en kuglepensslange i de nyvaskede, gråsprængte lok-lok-lok-lokker og stener lidt og hvidvinsfniser, hey")): Zebrazapping.

Readymade-metafor til kommende kritik

KÆRNEFATTIG VANDMELON