Viser opslag med etiketten det livsvarige. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten det livsvarige. Vis alle opslag

fredag den 28. april 2017

Livsvarig som yngst

(kommentartråd under Peter Adolphsens link til Kunstfond-begrundelse for livsvarigt til Ursula Andkjær)

Comments
Jeppe Krogsgaard Christensen
Jeppe Krogsgaard Christensen 'Og nu er den unge forfatter for sit arbejde blevet tildelt Statens Kunstfonds hædersydelse.' 47 er ingen alder, men ligefrem ung?
Peter Adolphsen
Peter Adolphsen UAO er evigt ung!
Jeppe Krogsgaard Christensen
Jeppe Krogsgaard Christensen sandt. men hvad rolle spiller alder i denne sammenhæng?
Peter Adolphsen
Peter Adolphsen Jeg gætter på at man vil signalere, at hun er relativt ung for en hædersydelsesmodtager at være.
Lars Bukdahl
Lars Bukdahl og heller ikke den der yngst har fået, men den yngste blandt dem der lige nu får - næstyngst: Katrine Guldager fra 1966, og så er der en del 65'ere og 64'ere
Peter Adolphsen
Peter Adolphsen Ved du hvem der så yngst har fået?
Lars Bukdahl
Lars Bukdahl det kræver lige lidt mere research og kunstfondens liste går ikke helt tilbage - men UAO er den første der er født i 70'erne (nov. 1970)
Lars Bukdahl
Lars Bukdahl Naja Aidt fik det i 2005, da hun var 41
Lars Bukdahl
Lars Bukdahl Thomas Boberg også 41 i 2001
Lars Bukdahl
Lars Bukdahl Pia Juul 38 i 2000 !
Lars Bukdahl
Lars Bukdahl Astrid Saalbach 41 1996
Lars Bukdahl
Lars Bukdahl SUT 39 1995 !
Jeppe Krogsgaard Christensen
Jeppe Krogsgaard Christensen def. af ung fra den danske ordbog: 'som befinder sig på stadiet hvor man ikke længere er barn, men hvor man stadig udvikles eller er færdigudviklet for ret kort tid siden om menneske (eller dyr).'
Lars Bukdahl
Lars Bukdahl Marianne Larsen 37 1988 ! ! !
Lars Bukdahl
Lars Bukdahl Peter Laugesen 41 1983
Lars Bukdahl
Lars Bukdahl Kirsten Thorup 40 1982
Peter Adolphsen
Peter Adolphsen Jeg er en såkker for den slags statistik (rekorden ligger foreløbig hos Marianne Larsen)
Lars Bukdahl
Lars Bukdahl HENRIK NORDBRANDT 35 1980
Lars Bukdahl
Lars Bukdahl Svend Åge Madsen 40 1979
Lars Bukdahl
Lars Bukdahl Ergo er Nordbrandt den der yngst har fået af forfattere der lever (som er dem, der er på Kunstfondens liste)!
Peter Adolphsen
Peter Adolphsen Og vi har Nordbrandt i front!
Peter Adolphsen
Peter Adolphsen Note: Ikke at det betyder så meget, de er alle fremragende forfattere - det er bare sjovt at se sligt opgjort. Tak til talmester Lars Bukdahl
Peter Adolphsen
Peter Adolphsen Spørgsmål, nu vi er i denne afdeling: Inger Christensen er den eneste, der nogensinde har fået det tre-årige to gange, ikke?
Martin Bastkjær
Martin Bastkjær Haha, det har jeg aldrig hørt om før, men det lyder da meget passende. For min skyld kunne hun også godt have fået det en tredje gang.
Lars Bukdahl
Lars Bukdahl Ved jeg ikke, men TS Høeg har fået det både som forfatter og musiker og Amalie Smith fik det i år som halvt forfatter halvt billedkunstner
Charlotte Christina Inuk Hoff
Charlotte Christina Inuk Hoff
Charlotte Christina Inuk Hoff undskyld den mærkelige smiley. Kunstfondens tre-årige to gange, begge som forfatter tror jeg
Pia Juul
Pia Juul Jeg tror også Nordbrandt 2 gange. Tror.
Peter H. Olesen
Peter H. Olesen Per Kirkeby har fået det treårige som billedkunstner og som forfatter.
Peter H. Olesen
Peter H. Olesen Først er man ung, så bliver man yngre.
Lars Bukdahl
Lars Bukdahl Og for nu at komplicere regnestykket, debutår kan også inddrages, og Ursula var en sen debutant, 30 år ung i 2000 ... !
Lars Bukdahl
Lars Bukdahl Og suverænt længst har Cecil Bødker fået hædersydelse, siden 1965 (vældigt spring op til SÅM m.fl. der har fået siden 1979), må hun få det længe endnu

Ursula livsvarig og international

Ursula Andkjær Olsen har - TILLYKKE! - fået Statens Kunstfonds livsvarige hæderslegat, hvilket hun for længst har fortjent for sin knusende originale digtekunst - her er første halvdel af den velbegrundende begrundelse:

"Ursula Andkjær Olsen har siden sin debut med ”Lulus sange og taler” i 2000 udgivet en række meget roste, dybt originale og stilskabende digtbøger. Få digtere, om nogen, har fornyet dansk lyrik i det 21. århundrede som Ursula Andkjær Olsen. Det er sket gennem en efterhånden betydelig række af udgivelser, som alle har holdt et meget højt niveau. Fornyelsen består ikke mindst i, at hun skriver på afstand af en lyrisk tradition, hvor hun lader forskellige typer af stemmer og sprog indgå i musikalsk inspirerede kompositioner i boglange digte.
Den sidste del af karakteristikken gælder især de bøger, som udkom igennem nullerne, de vidtspændende stemme-kompositioner ”Atlas over huller i verden” (2003), ”Ægteskabet mellem vejen og udvejen” (2005), ”Skønheden hænger på træerne” (2006) og ”Havet er en scene” (2008). I disse flerstemmige værker forhandles identiteten i en konstant og kritisk konfrontation med kultur og samfund og i et poetisk rum, hvor intet emne er for stort eller for småt. Ursula Andkjær Olsens poesi handler, som hendes forgænger Inger Christensens, om alt. Den bestræber sig på at skabe et sprog, som kan tale med om det hele uden at miste temperament og kant.
Ønsket om at indforskrive alle livsniveauer i en intellektuelt årvågen, men samtidig stærkt kropslig konfrontation med verden, er ekstra tydelig i de to seneste digtbøger, ”Det 3. årtusindes hjerte” (2012) og ”Udgående fartøj” (2015). Her er flerstemmigheden afløst af en mere ensporet og afsporet stemme, som synes drevet af affekter, af sorg og vrede ikke mindst, som spænder over alle registre fra det allermest private til det globalt politiske, og hvis eksistens er stykket sammen af et netværk af relationer - ikke mindst magt- og kønsrelationer. Det er bøger, som kører på vekslende intensiteter, bøger der, musikalsk talt, er mere præget af dynamik end harmonik. Især ”Det 3. årtusindes hjerte” må allerede regnes for et hovedværk i de seneste tiårs danske litteratur."

Det er på tide, at Ursula bliver lige så international som Inger C var, og meget passende er Det 3. årtusindes hjerte netop udkommet på engelsk som Third-Millennium Heart, oversat af Katrine Øgaard Jensen. Eksempler på den henrevne oversættelse kan læses i net-tidsskriftet Asymptote, her et par klip:

"the planet of spiderweb created when I rub my fingers against
each other
and the planets of spiderweb created when everyone rubs everyone's
are uniform.

We hand each other planets and spiderwebs in caring and non-caring
tethered to larger and larger webs of caring and non-caring.

We catch fish, while life rides off
between our fingers.

Like women riding men.


*


I give away my third-millennium heart, I send it into orbit and get it
back tenfold, it grows via the babel effect

tenfold, tenfold, tenfold

so much

complicated being

I'll never be able to get it back in, it's towering up, it's
pouring out over the vault of life, founding
my towers and cities.


*


My life is hanging by long threads from the sky: a spindle apparatus that keeps it
in place, in an upright position in my chest. When oceans rise in the throat, life's
anchoring is threatened.

The judge says all rise, and the big blue courtroom gets up and swallows

humans, animals, gods
or even hearts
complicated beings

unless I pull the organs out of my rib cage, playpen, and
send them into orbit."'


fredag den 9. oktober 2015

LINE (+ Nielsen) FÅR LIVSVARIGT

Statens Kunstfonds livsvarige legat (der nu bare hedder Hædersydelsen) for LITTERATUR (det ord er vigtigt, ikke scenekunst, LITTERATUR, O R D K U N S T) er blevet tildelt dels fænomenet Nielsen, hvilket også er glimrende og jo heldigvis bekræfter, ligesom hans nylige, herlige billedbog om Gud som ung, at han faktisk er i live, og dels en meget, meget stor helt, nemlig

LINE KNUTZON

der uretfærdigt nok, hendes komiske geni taget i betragtning, altid er på røven, så det falder virkelig på et tørt sted! Og måske hun så kunne reservere bare 14 dage hvert år til at skrive på den moderne Dansemus, hun skylder os, et monstrøst, uhyrligt sjov læsedrama om alting!?

Her er en video, hvor hun sidder og snakker om penge, og om at være misundelig på, at de andre har nogen, når hun ikke, selv har ved siden af Danmarks næstsjoveste forfatter, og om et af hendes klare hovedværker, Måvens & Peder-føljteonen, hvis seneste nummer stadigvæk er et fragment i to dele i Hvedekorns 2011-årgang, men forhåbentlig ikke forbliver det, altså det seneste!


Og sådan begynder det specifikke stykke, Line er inde på, Måvens og Peder får samtalekøkken:

Scene 1

MÅVENS laver legemsøvelser til et bånd. Han ramler ind i ting og pruster og stønner med sit voldsomme korpus.
STEMME: Op og ned og bøj og væk og op igen på fod. Til siden rundt og bøj sæt af. Videre løb kom op og spring og gammel fod på ryg. Kast da armen ud og rul så hoften fri af fedt. Nu gør klar, drej rundt om hæl, sæt af og glid på hofte. Og hop så op og ned igen, drej rundt og kom igen!
DINGELINGELING
STEMME: Og og ned og ... (fortsættes)
MÅVENS: Ohhh ... ihhh ... åhhhh. (prøver at slukke kassettebåndoptageren). Grrr. STOP. Så. (tager telefon under postyr) Ja, hallo, det Måvens' slikbutik, goddag.
KATJA: Ja, hallo mit navner Katja og ringer fra Gallup. Jeg vil gerne taler med den person i husstanden der er den ældste af dem der har haft fødsesldag inden for det sidste, eller næstsidste kvartal.
MÅVENS: Ja, hvad?
KATJA: Ø eller, øh, hvis det er nemmere, så vil jeg gerne tale med den yngste af de personer i husstanden, der var på postkonto ...
MÅVENS: Jeg forstår ikke, De siger?
KATJA: Nu kommer spørgsmålet: Øhm, er De enig eller uenig i at det kreative menneskes forbrugsmønster er omvendt proportionalt med selvsammes søvnrytme?
MÅVENS: Ja, øh, hvilket menneske?
KATJA: Øhm, nej, øhm. Jeg prøver: Er De enig eller uenig af en af følgende udsagn: Overskrift lyder som følger: "Trivsel er vigtig for familiens samlede livskvalitet" - og NU! spids ører: A: rigtigt. B: meget rigtigt
MÅVENS: Må man ...
KATJA: C: enormt rigtigt. Eller D: ikke rigtigt.
MÅVENS: Jeg vil godt ...
KATJA: Ja, åvkæj. Jeg prøver igen ... Er værdier vigtige for den enkeltes, nej, nu kludrer jeg.
MÅVENS: Ja, kom, jeg venter ...
KATJA: Materieller værdier, afspejler de ... Nej, er Værdidebatten kommet. A: For tidligt. B. For sent. C: For tidligt.
MÅVENS: Du sagde for tidligt to gange ...
KATJA: Gjorde jeg det. Øjeblik ...
Katja går amok med en spade i baggrunden.
MÅVENS: Hallo ... hallo ... Øh, jeg lægger på. Hallo ...
KATJA: JEG DUR IKKE ... JEG KAN IKKE ... JEG BLIR ALDRIG TIL NOGET ... WÆÆÆÆÆ ...
MÅVENS: Nu lægger jeg på ... Hej hej
KATJA: DIT FEDE SVIN, DET ER DIN SKYLD!
Måvens lægger på. Musik

Det litterære udvalgs gode og citatrige motivering for hæderen slutter sådan her:

"Knutzons rasende angreb på det moderne liv er siden 1991 mundet ud i et væld af teaterstykker, radiodramaer, børnebøger, dukketeater og sidst men ikke mindst bogkollagen Frit flet fra 2014.  Uanset hvilket medie Line Knutzon arbejder i, om hun selv griber guitaren og synger med, så er tonen umiskendelig Knutzonsk. På en gang poetisk, gammeldaws, gakket og som taget ud af en vokspop fra 70’ernes ungdomsredaktion. Utrætteligt har hun i 25 år med et sprog som en lyrisk skærerbrænder kæmpet på danske og udenlandske teaterscener. Denne mangeårige teaterproduktion har gjort hende til en af Danmarks allerstørste dramatikere. Dansk dramatiks Rolls Royce kunne man fristes til at kalde hende, men det ville være helt forkert. Skønt Knutzon så absolut er i særklasse, er hun snare en original, hjemmebygget bus, hvor der er plads til alle de, der ikke ved, hvor de ellers kan ”befinde” sig.
Det er med stor glæde, at Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur nu indstiller Line Knutzon til den livsvarige hædersydelse med håb om, at verden fremover vil blive beriget med mere af hendes vildtvoksne, groteske guerilladramatik."

torsdag den 14. juni 2012

Ekskonsulen skal have råd til at ruinere sig på en yacht

Så kvalmende SMÅLIGT at mindstebeløbet på Statens Kunstfonds livsvarige ydelser afskaffes, således at kunstnere, der tjener over 375.000 kroner nu ingenting får ud over æren, hvilket betyder en vældig (ironi for begyndere 3) besparelse på 1,15 millioner kr. (16.700 pr. hoved) på de 69 ud af 275, der tjener for meget, WOW! - jeg synes jo, at kunstnere, der (ved at forkæle det danske kunst med uundværlig kunst) burde få SINDSSYGT mange penge og mindst 1 million, ligegyldigt hvad de ellers går og tjener, ud af simpel taknemlighed, så de ikke bare har råd til købe rigtig, rigtig god rødvin ("Slut med rødvinslegater" lyder Politikens overskrift kælent rindalistisk), men også pelse og diamanter og luksusbiler. Jørgen Leth er selvfølgelig også tildelt Det livsvarige, ikke som digter, men som filmkunstner (han burde have fået det dobbelt), det kan sagtens være, at han formelt er over indkomstgrænsen (men sikkert er det ikke), men det forhindrer ham ikke i at bruge alt for mange penge på alt for godt tøj, som om han rent faktisk, sådan som han burde, fik 1 million årligt øremærket luksus, jf. genopførelsen af den kostelige Armani-rutine i den nye erindringsbog, et uddrag inkl. bon mot:

I min generation, med baggrund i ungdomsoprør og politisk dogmatisme, var det ikke god tone at tage tøj alvorligt./ Mange mente, at tøj bare var et praktisk anliggende. Noget man skulle have på for ikke at fryse. Og selvfølgelig var der hele tiden det med, at tingene ikke må koste penge. Dyre ting var de velhavendes sammensværgelse. derfor fik dårligt tøj og dårlige ting i det hele taget så megen plads i et egalitært samfund. Selvom kapitalismen som spøgelse måske var skubbet væk fra scenen, så havde kampen mod den sat sig spor, der stadig spillede ind i dagliglivets valg./ Men man skal gøre det, man ikke har råd til./ Og det skarpe øje kan altid se, om det er Giorgio Armani, Versace, Adolpho Dominguez eller bare nogle af de mindre.

(typisk denne bog følger så en ydmygende anekdote om, hvordan han engang blev snydt til at købe et kop-jakkesæt ud af en bagsmæk på Israels Plads). Hvis han fik sin årlige million, ville Leth jo havde råd til sit Armani-kluns, så måtte han finde noget større ikke at have råd til, en yacht eller et privatfly eller en penthouselejlighed med Central Park-udsigt, og det er dér vi skal hen: De store kunstnere skal have det så klækkeligt fedt, at det er en kunstnerisk udfordring for Jørgen Leth at ruinere sig.