Fransk tegner 3

Wolinski (dræbt)

Fransk tegner 2

Cabu (dræbt) 

Fransk tegner 1

Charb (dræbt)

Kim Basinger ain't no Princess

Jeg anmelder lidt skrapt Anders Morgenthalers nye film I Am Here, med Kim Basinger i hovedrollen, på ekko.dk - link HER - den allerførste anmeldelse, jeg skrev til papirudgaven af Ekko for 8 år siden, var af Morgenthalers tegnefilm-live action-hybrid Princess, som jeg brød mig noget mere om, pga. den anderledes magtfulde stilistiske og genresmashende egensindighed:

-->

Princess

****

Danmark 2006

Instruktør: Anders Morgenthaler

Medvirkende: Thure Lindhardt, Stine Fischer Christensen, Mira Hallund, Margrethe Koytu, Tommy Kenter, Søren Leander

Spilletid: 75 minutter (VISTNOK)

Distributør: Distributionsselskabet APS (VISTNOK)

Af Lars Bukdahl

Det unge, kreative Danmark fostrer stadig flere multitaskende renæssancemennesker, Anders ”Anden” Matthesen, rapper, stand-upper, skuespiller og total-konstruktør af fiktionsuniverser til radio, tv og tegnefilm, er én, Anders Morgenthaler, tegneserietegner, billedbogsforfatter, børne- og ungdoms-TV-kreatør og nu også spillefilmsinstruktør, er en anden. Det giver ingen mening at bede disse dampbørn om at blive ved deres læst, for allerede fra starten af var læsten absolut myldrende, men derfor kan talentet og originaliteten jo godt stråle mere overbevisende i visse praksisser end i andre, jf. f.eks. bare Matthesens sene og svage debut som rapper for nylig. Alvorligt komplekst bliver smagsdommerskabet, når der er flere praksisser i spil samtidig, hvilket akkurat er tilfældet i Princess, som Anders Morgenthaler både har instrueret og animeret og (sammen med Mette Heeno) skrevet manuskript til.

  Jeg er nemlig ulig gladere for billedsiden, der er et øjenåbnende mix af animé-inspireret tegnefilm (fodnote: animé = japansk (voksen)tegnefilm) og video-grovkornet live action, end historien, der er et skramlende mix af ømt socialrealistisk kammerspil og kulørt vigilante-splatter. Og historien går kort fortalt ud på, at præsten August kommer hjem til Danmark fra missionarbejde i udlandet for at tage sig af sin afdøde søster Christinas lille datter Mia. Christina var også kendt som pornostjernen Princess, og samtidig med, at August kommer tættere på Mia, bliver han stadig mere besat af at hævne Christinas skæbne og udslette hendes offentlige eftermæle. Via nogle gamle videokassetter afbrydes historien flere gange af – om jeg så må sige – real-flashbacks (= live action-sekvenser) til Christina og Augusts barndom og ungdom.

  Scenerne mellem August og Mia fungerer virkelig fint: Blandingen af sød, naturlig barnlighed og alvorlig forråelse, ikke mindst sprogligt, hos Mia, som igen og igen forskrækker August, og det langsomt opbyggede, til stadighed usikre tillidsforhold mellem de to. Men desto mere grelt og klodset out-of-place fremstår jo så splatteriet, der er rent, effektivt genre-splat a la den parallelt animé-inspirerede sekvens i første del af Tarantinos Kill Bill. Princess gør os ikke klogere på porno, hverken som industri og ”skæbne” eller som (genre!)udtryk – vi ser simpelthen ikke særlig meget porno i filmen - og dermed heller ikke (mere) kvalificeret indignerede. Derfor virker det også dobbelt meningsløst, at splatteriet, som der er mere end rigeligt af, udføres uden bare den mindste smule meta-releksion i forhold til (genre)form og (genre)indhold (jf. bare de to blakkede porno-vigilante-film Hardcore og 8mm vs. Scorseses rigt ambivalente Taxi Driver). Porno er ondt og splatter er cool, kan vi forstå, og det kan da godt være, men det er et synspunkt, der skal kvalificeres i praksis, og det bliver det ikke i Princess.

  Stadigvæk ser filmen bare så original ud: Det centrale kup er anvendelsen af den udviskede, gnidrede, billigt udseende animé-teknik til at skildre de trøstseløse beton-miljøer, som August og Mia færdes i. Der kan man virkelig tale om dynamisk og meningsfuldt genre-spil. Ligesom når Mia er tegnet som et storøjet dukkebarn fra en rigtig dårlig japansk børnetegnefilm. Det er også god idé, som desværre kun er gennemført halvt, at gøre Mias tøjdyr Malte, til et levende Pokemon-væsen. Og hvis vi ser bort fra video flashbacksenes klodsede forsøg på levere baggrund og forklaringer, er det konstant med god brutal effekt, de forstyrrer tegnefilmsrummet: to trash-æstetikker i duel, uden vinder!

  Jeg er ikke sikker på, at Anders Morgenthaler næste gang skal skære ned på antallet af læster, måske skal han tværtimod tage hånd om endnu flere, så gesamtkunstwerket omsider kan kæntre seriøst montrøst.

Tillykke Margrete - godt du ikke er min mor!

For så ville jeg jo ikke have været til som mig, men som en eller anden uklar blanding af mig selv og Sune Auken - min far var nemlig i flere år forlovet med Margrete Auken, inden han heldigvis fandt min mor, heldigvis for mig og min søster, for ikke et ondt ord om Margrete, som fylder 70 i dag og som jeg totalt godt kan lide. I Jyllands-Posten har min fars gamle ven, Johannes H. Christensen, mellem venner Jonas, skrevet et fødselsdagsportræt, og jeg elsker hans lettere patriarkalske eufemisme for at være kærester: præget af - jeg tænker, man i den situation præger hinanden: 

Margrete Auken er vokset op med fire søskende i et kristeligt hjem af grundtvigsk tilsnit med bordbøn og fordomsfri lægeforældre, der generøst og gæstfrit stillede hjemmet til rådighed for børnenes under tiden ret støjende fester med de mange venner.
Hendes mor, der som en af de første i landet beskæftigede sig videnskabeligt med seksualoplysning, døde allerede i 1968, kun 54 år gammel. Margrete Auken er bekendt med store sorger og har som præst begravet tre nære familiemedlemmer: Sin far, Gunnar i 2002, sin bor Svend i 2009 og senest - i januar sidste år - sin bror Jens. Som ung stud. theol. blev hun præget af tidens mest originale og bedst begavede teolog, Jørgen K. Bukdahl, og siden både teologisk og litterært af sin mand, litteraturforskeren dr. phil. et theol. Erik A. Nielsen. Parret blev gift i 1969 og har tre børn. Han har stået last og brast med hendes politiske engagement, og det har næppe huet dem, at datter Ida, der var miljøminister, midt i SF's ragnarok sidste år pludseligt sprang til De Radikale.
Umiddelbart efter sin eksamen blev Margrete Auken i 1972 præst ved Frederiksberg Kirke, et kald, hun har bestridt på deltid sideløbende med sit politiske arbejde, og som hun forlader i denne måned. Hun er rodfæstet i evangelisk luthersk kristendom og en klog prædikant, der holder en stilfuld gudstjeneste uden politisk agitation, men præget af hendes nidkære omsorg for den af Gud skabte verden. Kirkepolitisk ivrer hun for en synode, hvad der fremgår af bogen "Kirkens mund og mæle" (1992), som hun skrev sammen med bl.a. sin mand. Kirken skal hæve stemmen i både samfund og politik - et udbredt, men også stærkt kritiseret standpunkt. I protest mod Danmarks indmeldelse i 1972 i EF meldte hun sig ind i SF og kom i Folketinget i 1979. Efter en længere årrække - afbrudt af en enkelt periode - opnåede hun valg til Europa-Parlamentet i 2004, blev genvalgt i 2009 med et imponerende stemmetal og i 2014, hvor hun trods SF's sammenbrud høstede 153.000 stemmer. Nu er hun lidenskabelig tilhænger af EU, sidder i parlamentets grønne gruppe og har gjort grøn omstilling og social lighed til sine mærkesager. Gennem årene har hun hævdet en del kontroversielle standpunkter - imod Farøbroen og - selv i dag - metroen. Hun har et iltert temperament og kan i sin polemik være grov, docerende og kategorisk. I familiens univers er Søren Krarup Den Store Satan. Det kan gå så gnistrende hedt til i diskussioner med hende, at folk har tænkt: Nu kan vi ikke ses mere, indtil hun pludseligt med en hjertelig latter kaster sig bagover i en dyb stol med ordene: "Nu ska' vi ha' en bajer"! Hun har et stort hjerte, er sine venners trofaste ven og har op til 50 år gamle ubrudte venskaber. Det skyldes ikke mindst den sjældne egenskab, at hun kan samle sit rige væsen i givende opmærksomhed og varmt nærvær i fortrolig samtale. I 2008 udgav hun en livlig og veloplagt erindringsbog: "På cykel gennem seks årtier".

Sven Dalsgaard ødipudser sine briller

Aflyst lesbisk anmeldelse

Denne anmeldelse kommer desværre ikke i avisen, så her er den i stedet for:

-->

MINIMALMANÈR Mette Østgaard Henriksen blitzer hårdt realistiske mænd, men syrer blødt ud på magiske kvinder

Homotekstuel

Mettes Østgaard Hneriksen: Lesbiske eventyr om mænd & Heksehistorier. 68 og 44 sider. 30 kr. pr. stk. (!) Basilisk

Af Lars Bukdahl

Åh, det er besværligt at anmelde Mette Østgaard Henriksens to latterligt billige pixi-bøger, Lesbiske eventyr om mænd og Heksehistorier, fordi de med deres tvillingeidentitet kræver at blive læst sammen som et dobbeltværk: Småteksterne i det ene bog begynder: ”Der var engang en mand, der …”; de i snit lidt længere småsteksterne i den anden bog begynder: ”Der var engang en kvinde, der …”

  Mens jeg er absolut glad er for den ene bog, er jeg kun lunkent stemt overfor den anden. Det kan jo tilsammen kun give en trekvart god anmeldelse, og hvor ville jeg gerne kunne have nøjes med en helgod anmeldelse af den overgode bog. Som jeg straks vil citere fra, så vi i det mindste ikke bruger mere plads på besværgelser:
  ”Der var engang en mand, han trivedes godt i et virvar af øl og meninger. Hver gang han fik et par øl, brugte han ord som gudeskøn og dionysisk. Hvis der var en bogreol i nærheden gik han gerne hen og lirkede bøger ud. Og når nogen ringede, sagde han altid, du ringer vel for at høre min mening. De bøger, han lirkede ud, endte tit med at ligge opslået på et bord et sted.”

   Ham kender jeg godt! Og sådan er det hele vejen med disse glimtvise (= glimt-viise nemlig) portrætter af mestendels koksede og kiksede, mere eller mindre succesfuldt selvbedragende herrer: De rammes på en prik med en målrettet pirken.

   Pointen med den finurlige titel må være, at det lesbiske blik, udistraheret af intimitet med det modsatte køn, klarere fikserer mandlig dårskab. Og quod erat demonstrandum må man sige Naturligvis kan jeg ikke lade være at indlæse et drilagtigt hip også til diskussionen om hvide, mandlige, heteroseksuelle kritikeres blinde læsninger. Vi tager lige én til:
  ”Der var engang en mand, der syntes det hele var latterligt, alt taget i betragtning. Han havde en passion for krimier, både romaner og tv. Men han kunne nu også godt lide at se en dokumentar om smitsomme sygdomme. Når nogen spurgte til ham, sagde han, at han havde det fint.”

  Det er absolut mere sardonisk end ømt, men det er hele tiden også ømt, på den her særligt distancerede, undrende facon: Pudsige væsener er disse!
  Og OK et par ord om hekse-pixien, der snarere end portrætter indeholder fabler. Som følger en kvindes livsløb, inklusive hver gang hendes død, og som regel involverende en eller anden form for fantastik: ”Der var engang en kvinde, der havde vandret på  månen.”  Livløbene former sig både harmonisk og disharmonisk , med både patos og humor og poesi – en god håndfuld tekster går jeg fuldt ind for, men generelt bliver det bare for uskarpt og uselvfølgeligt, og som værst for sentimentalt simpelthen, med hittepåsomheden:
  ”… og hun forsvandt ned i et ormehul, og da hun kom ud igen, var hun lige så ung og smuk, som den dag, hun gik på månen.”

  I kan godt se, hvor galt det ville gå, for anmeldelsen, med en dobbelt fortolkning af de nederen mænd vs. de flyvende kvinder …

  Det fornemme ved den gule mande-pixi er lige præcis, at teksterne ikke føles hittet på, men tittet frem, af det skæveste klarsyn:
  ”Der var engang en mand, der betalte for nogle frimærker, han absolut ikke ville have.”

Emeritus gasser sig

En betydelig, bindstærk digtsamling, som jeg både hist og post har ladet gå helt uomtalt - fordi den var sendt til anmeldelse hos en WA-kollega, der er forblevet tavs - er Per Aage Brandts Tidens tand, mørkets hastighed (tilsyneladende skrevet nogle år tilbage, da han stadig var dobbeltprofessor i Cleveland - et tekstspor er lokalnotiser om småkriminalitet), Basilisk, umiskendeligt spækket med sirlig, melankolsk-vittig, kynisk-drilagtig grublepoesi. Her er en lille gruppe digt, hvor PAaB frivilligt/ufrivilligt overfalde af de GAS-konstruktioner, som han strengt advarede flere Forfatterskole-årgange imod:

  himlens depressive nedfald 
hjertets asfalterede mørke 
dine øjnes oceaniske grønning 
livets indlysende tyngdekraft

  jensens ret overflødige hund 
sætningens visionære farveløshed 
gudernes transcendentale støvregn 
mit ansigts udslidte lagen

  en skjortes tvivlsomme grammatik 
minutternes monomane gardinprædiken 
fire edderkoppers franske kammermusik 
åndedrættets næsten hørbare optimisme 

(g.a.s.)

  de taler hurtigt og langsomt, hakker 
og stammer flydende, messende, næsten 
brægende, de bliver ved, ved, ved, og 
hvisker råbende, skriger ganske stille, 

  så ørerne falder af men bliver siddende, 
hvor de skal være midt i stavelsernes 
frosne suppe, stemmernes forbitrede 
knitren, utydelige ords klare salat 

(g.a.s., gazpacho og en kollegial reception) 

kattene kradser i hinanden
og hviner lig stukne grislinger 
i nattens nervøse mulm

(g.a.s.)

  folkens: ”i udskydelsen mumler værens neutralitet”,
og ”det uvedgåelige stikker snuden frem i benævnelsens 
klare lys”, som er ”den umulige sandheds vanvittige skær”, ”
illusorisk, idet benævnelsen tilintetgør det benævnte”,
  men ”singulariteten udsættes og udsætter i samme 
bevægelse den anden i samme spil”, idet den er ”inklu- 
sionen af værens ekskluderende eksterioritet”; o.k. 
så ved man det, nu kan man sove mere autentisk

(dekonstruktion: dybere, længere)

kunne du ikke gøre kærligheden telepatisk, 
du gamle designer, om igen, så vi kan vide, hvordan det går, 
uden at skulle råbe eller lytte langt ud i
skæbnens kosmiske tomhed

(g.a.s.)

Om koldskuldring

En kold skulder
er en
gold skulder,
en indebrændt skulder, 
der, tror jeg på,
i længden giver alvorlige
forfrysninger

det er jo ingen gang som om,
den varme skulder,
som koldt skuldres
af den kolde skulder,
bliver en skoldet skulder,
den bliver bare, FYI,
en undrende skulder,
den kolde skulder er
også en omsonst skulder

kolde skuldre gives
af sjælelige frossenpinde
drevet af bitterbatterier
uden udløbsdato,
en kold skulder er ofte
en oldskulder. 

Postflettet Bellevue

Jeg kunne ikke lade være at opleve den meget, meget underholdende af Line Knutzon fra et engelsk forlæg til dansk KLART AUTEURAGTIGT formaterede Bellevue teater-forestilling Shakespeares samlede værker, kvikt instrueret af Nicolaj Cederholm og springsk spillet af Iben Hjejle, Nikolaj Kopernikus og Anders W. Berthelsen, som ET AKUT APPENDIX til sidste tredjedel af Frit Flet, hvor personen, signaturen, STEMMEN/SKRIFTEN C af mig oplevedes som stadig mere fraværende (ud over akkurat brevkassen og uddraget fra Line Knutzons skuespil Gruppe 8) - især, vs. al (meta)antiracismen med og uden zulu-lakrids, scenen hvor Nikolaj entrer i blackface, apropos Othello, og forskrækker vældigt og derpå skarpt belæres af (dygtigt) svensktalende Iben og Anders (en tvillingescene, se billede 1 (intet pressebillede af blackface af of course), er den endnu sjovere med Anders som, i fysisk skulpturel kombi med Iben, pukkelryggede Richard den Tredje, som Nikolaj (så vidt jeg husker) dømmer upassende) - ikke fordi jo, at Line går ind for blackface (eller pukkelrygskontortionisme, jo, det det gør hun nok!), men fordi hun er interesseret i og går ind for KOMIKKEN I KONFLIKTEN og KONFLIKTEN I KOMIKKEN om politisk korrekthed. Til gengæld formåede hun at være langt mere hårdt og effektivt feministisk aktivistisk end hele fællesbogen, da hun til sidst i i første akt tvang alle (mænd) i publikum til at få det akut ubehageligt over Svend Johansens kulturradikalt afklædte kvinde på bagtæppet (se også billede 1), fordi Iben identificerede hende som 14-årig model udnyttet af kunstneren.

Nå, men bortset fra DET, var der bare så meget betydelig sjov i forestillingen, og Line har givet mig lov til at aftrykke denne smukt koncentrerede Hamlet-sang (kan hun ikke få et særligt evigt sang-legat fra Statens Kunstfond: 1 sang om måneden mindst for 10.000 kr. pr. stk. (i Hvedekorn 4, 2014, bidrager hun med genialiteten "Kvist")):

Der var engang en konge

som fik gift i øret
KOR: men det vil ingen høre,
det vil ingen høre

De troede bare han var død,
af alderdom og gammel kød,
men det var ægte kongemord,
begået af hans egen bror

Enken stod og rysted,
kongens bror han trøsted,
trøsted virkelig grundigt,
det var underfundigt

Så levede de i sus og dus,
i blodskam og i giftig rus,
de troede at den gik
- men det gjorde den ik`!

Min nye yndlingskollega: CAMILLE CLOUD

Det havde jeg ikke set komme, godt reformeret dér, red. Johannes: Til at afløse Kiosken ved siden af Blæksprutten er brevkasseredaktør Camilla Cloud fra Aidts og Knutzons og Moestrups Frit Flet (behørigt hyldet og citeret til sidst i min årsrevy) hyret, og de første 2 x breve og svar er allerede seriøst kostelige (jeg tror på en Line-kvotient på mindst 75 %, but could be wrong, og jeg ved godt, jeg skal lade være at udflette flettet (kunne ikke drømme om at hudflette det)), her nr. 1:

Hey Camille

Jeg er en spinkel person på 19 ½ år, der i al hemmelighed sidder iført skidragt og skriver digte på en rasteplads på Farum motorvej. (Mine forældre tror, jeg studerer jura). Jeg bor hjemme, hvor der ikke er nogen digte, og jeg har aldrig mødt et digt i virkeligheden. Nogle gange tager jeg ind til byen, hvor der ligger en bogbutik, som udstiller digtsamlinger i vinduet, men jeg tør ikke gå derind. Engang troede jeg, at jeg så et digt i haven, men det var en parasol, der var væltet. Mine forældre er begge aktive pilates-udøvere, og så vidt jeg er orienteret, har de begge succes med et importfirma (muligvis sæber) - hele familien er bygget op om det. Hvis de opdager, at jeg skriver digte, tror jeg, de smider mig ud. Over min fars seng hænger der et skilt hvor der står: »Vær herre over dine tilbøjeligheder, og slave af din samvittighed«. Hvad betyder dette? Hjælp.
Digtelskeren.

Til »Digtelskeren«
Jeg vil råde dig med det samme til at ophøre med dine aktiviteter på omtalte rasteplads. Der er ingen grund i verden til at skrive digte, omgås digte, ej heller skal man betragte omslag på digtsamlinger.Det fører til intet, er intet og kan intet. Du kommer nok aldrig til at forstå, hvad det er der står over din fars seng, for du er allerede i en ung alder en samvittighedsløs slave af dine tilbøjeligheder. Det eneste rigtige aktiv du har, er din spinkelhed. Jeg råder dig til øjeblikkelig reelt at begynde på jurastudiet. Så er du en slank advokat om 8 år.
Camille.

Korrigeret avis (FEMfodsjamber)

Rimelig pinlig sjuskefejl til sidst i min WA-anmeldelse i dag af Skogekär Berbos oldgamle, svenske sonetter; jeg har skrevet seksfodjamber i stedet femfodsjamber; det her burde der stå:

--> Det er en sindssyg svær opgave, Bjerg har taget på sig – bare for eksempel skal hver sonet indeholde to tredobbelte rim – og som hun har løst med den rette fintfølende brutalitet. Bergbos seksfodsjamber (alexandrinere) virker, så vidt jeg kan læse, mere cool ligefremme end Bjergs studse, kompakte FEMfodsjamber, hvilket er en god og rimelig forskel, der gør Bergbo-jeget lige den grad mere desperat og måske også (befriet for ortografiens glitterstads) inderlig:
Og så mangler der også i min årsrevy på sekstionsforsiden en hurtig læsning af Gyldendal-indfangede Peter Laugesens digtsamlingstitel:

--> Titlen på Laugesens bog er et haiku, som vil sige noget om, hvad poesi er, hvilket NB ikke er det samme som, at Gyldendal er Noahs ark:
  Der er ingen til stede kun ordene i flok som dyr på vej

Bedste sene julegave: ALBERTHAT og -SLIPS

- kreeret af selveste Jesper Christiansen:



(jeg havde FB-opdateret med et billeder af vores nytårsaften på - jo Albert Mertz-udsmykkede - Andys Bar, bl.a. dette :



- og nedenunder står der så:

• 

  Jesper Christiansen Fint med slips Lars. Godt Nytår til jer begge to.

  
  
• 

  Lars Bukdahl Ville gerne have lånt en hat af en af Alberts udødelige hattemænd på væggen bag os

  
  
• 

  Jesper Christiansen

  

  
  
• 

  Lars Bukdahl 1000000000000000 tak Jesper! Hatten af! Og så på!)

Bedstemortabu

Fra interview med Laura Dern i New York Times:

Q.

Have your kids seen your films?

A.

It might be a little too early. My favorite was David [Lynch], who’s a very close friend, was asked by my son recently, “So David, when am I going to get to see the movies you’ve made with my mom? When can I see ‘Wild at Heart‘ ?” He said, “Maybe when you’re 30,” and my son said, “Oh why, is my mom crazy in it or something?” And he goes, “No, it’s actually not your mom I’m worried about, it’s the fact that you have to see your grandma in it.” That’s when it just hit me — just all the things they’re going to get to see one day of both their grandparents is so amazing and crazy.

Lauras mor, Diane Ladd, i Wild at Heart