Anti-skulderkulde dagen derpå

messepassage
vandrer mod hinanden
ledsagerledsagede
blikke låses
showdown
tøvende smil (mit)
aggressivt smil (hans)
- Hej, Lars
klap på min bryst
- Hej, Carsten
hånd på hans hånd
vi er videre



(jeg bl.a mod mobil-optagelse til aftenens Deadline, hvor CJ insisterer på, at jeg aldrig har syntes om noget, han har skrevet, og hvis jeg siger, at jeg har, taler jeg mod bedre vidende - rigtig er det, at jeg aldrig har brudt mig om noget skønlitterært, han har skrevet, men jeg er klart beundrer af både hans gamle kritik og nye polemik, og hvis jeg ikke har sagt det før, har jeg sagt det nu!) 

Fra Den kolde skulders anatomi

(BogForum-empiri)

Den kolde skulder chokopvarmet

Skulderejeren overraskes af pludselig opdukken i synsfelt lynhurtigt fulgt af blikkontakt og nik, som han (det er næsten altid en han) tvangsmæssigt svarer med et nik, som straks og skamfuldt fortrydes med hård bortskulen

Den kolder skulder som radiator

Skulderejeren ophæver i en snæver social sammenhæng, fx en provinsoplæsning, hvor både skulderejeren og skulderofferet optræder, skulderkulden, som af de øvrige tilstedeværende snildt kunne opfattes som civilisatorisk pinlig og primitiv, og hilser og konverserer formelt, inden han (det er næsten altid en han) sætter sig på en stol meget langt væk; ved næste sammenstød, modsat det første uplanlagt, fx i messe-baglokale, genoptages skulderkulden for fuld frysning

Om koldskuldring

En kold skulder
er en
gold skulder,
en indebrændt skulder, 
der, tror jeg på,
i længden giver alvorlige
forfrysninger

det er jo ingen gang som om,
den varme skulder,
som koldt skuldres
af den kolde skulder,
bliver en skoldet skulder,
den bliver bare, FYI,
en undrende skulder,
den kolde skulder er
også en omsonst skulder

kolde skuldre gives
af sjælelige frossenpinde
drevet af bitterbatterier
uden udløbsdato,
en kold skulder er ofte
en oldskulder. 

Forhåndsfornærmet

En forfatter gav mig i går stædigt og vedvarende den kolde skulder, selvom jeg bestemt mener at have hilst på ham/hende, efter jeg skrev noget negativt, ikke en decideret anmeldelse og derfor desto værre (fordi der aldrig kom en decideret anmeldelse), om hans/hendes seneste kunstneriske produkt, men om et par uger udgiver han/hun en ny bog, som jeg endnu ikke har haft i hænderne og endnu ikke ved, om jeg får til anmeldelse her midt i de grasserende Kierkegaarderi, flere tekstuddrag kan imidlertid sort på hvidt og i audiovisuel bearbejdning opleves på forfatterens hjemmeside, men dem har jeg kun kommenteret i mit stille sind, ikke i avisen og ikke engang på bloggen, min fortolkning af skulderkulden må derfor blive, at det er en fornærmethed på forhånd og for en sikkerheds skyld, at det er historien om en forventet fornærmelse: når forfatteren nu anser det for så godt som uafvendeligt, at jeg, anmeldelse eller ej, ikke kan undgå at disse hans/hendes bog, er det allerede ulideligt at sige dav.

(Clue: det er ikke Christian Dorph, der om et par uger udgiver digtsamlingen En drøm om kærlighed, som jeg ikke må anmelde, fordi han og jeg i mange år var epigonværkstedkumpaner).