Viser opslag med etiketten Camille Cloud. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Camille Cloud. Vis alle opslag

torsdag den 19. oktober 2017

Bonus-stalker-føljetonen

Jeg har ikke kontrolleret, hvor mange breve + svar i Line Knutzons genialt sjove Camille Clouds brevkasse er gengangere fra avisudgaven i WA Bøger, og fornemmer det heller ikke umiddelbart, fordi sjovheden hver gang bare er så radikalt attakerende, men ny er i hvert fald den indbyggede stalker-føljeton på i alt 8-9 afsnit, hvor hævngerrige "Line Knutzon" under forskellige dæknavne og stadig mere desperat fosøger at lokke Camilles adresse ud af hende, sådan skal den autofiktion barberes - her er de første tre udvekslinger:

"Hej Camille
Jeg er en stor fan af dine bøger og hudplejeprodukter som jeg dagligt bruger i hele mit ansigt. Jeg vil gerne overrække dig en gave som tak for alt det søde du gør her i verden, og vil i den forbindelse helt hurtigt spørge dig hvad din privatadresse er?
Mange hilsner Fra Enil Onsknut

Kære Line Knutzon.
Dit dæknavn er som sædvanligt gennemskueligt og dårligt fundet på, og jeg minder dig hermed om dit polititilhold.
CC

Kære Camille Cloud
Jeg er i gang med at åbne en bæltebutik i Hyskenstræde i det indre København. Det er nogle ganske særlige bælter lavet af en gruppe tyskere der i midten af 1800-tallet udvandrede til Panama. Grundet indavl har de tit op til 7 fingre på hver hånd og deres håndværk er derfor helt unikt, og jeg vil gerne have den ære at sende dig et bælte som tak for alt det du gør, så hvis du venligst kunne oplyse mig om din privatadresse, vil jeg med det samme dig et.
Med venlig hilsen Lone O'Nutzon

Kære Line Knutzon
Dit brev er d.d. videresendt til politiet.
CC

Til frk. Camille Cloud
Jeg og min familie vil gerne sige Dem tak for Deres store bidrag til dansk kulturliv. Jeg, og prinsgemalen har igennem årene haft stor glæde af Deres bøger, og det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg dagligt bruger Deres hudplejeprodukter. Som tak vil jeg gerne slå Dem til ridder af dannebrog og har i den anledning hurtigt brug fro Deres privatadresse, så jeg kan fremsende Dem et ridderkord.
Med venlig hilsen
Hendes Majestæt dronning Margrethe

Kære Line Knutzon
Dit brev læner sig op ad en majestætsfornærmelse og er hermed videresendt til politiet
CC"

tirsdag den 19. april 2016

Requiem for Camille Cloud - bogholderiet kupper brevkassen

Forrige fredag var sidste gang, at Camille Clouds høj- og lavkomisk kostelige Brevkasse - multi-pseudonymt forfattet af Frit Flet-gruppen, dvs. først og fremmest Line Knutzon og Mette Moestrup og på det seneste frem for alt Line Knutzon - stod at læse ved siden af Blæksprutten på side 4 i WA Bøger. Denne fredag blev brevkassen afløst af en nyt "element", kaldt (af mig gudhjælpeme, efter en hurtig navne-konkurrence") "Bogholderiet", små spidse noter om bøger og bogbranche ved tillæggets medarbejdere (jeg havde én med fredag om Kirsten Thorups og andre top-prosaisters inkonsekvente e-bogs-tilgængelighed og har også en skrappere én med på torsdag), som sagtens kan vise sig at blive læseværdigt, men det gør jo bare ikke VEMODET over farvellet til Camille Cloud mindre, det er så sjældent med ren. vaskeægte (gerne satirisk, men helst bare smadder- og smadresjov) HUMOR i en avis (eller nogen steder).

Jeg skal hilse fra Camille, der fortæller, at hun "er i Stavanger og er efter en hård udvælgelsesproces blevet leder af negleakademiet, men forsætter med at skrive selvhjælpsbøger, erotisk litteratur og nøgleromaner."

- her følger 4 x udødelige spørgsmål + svar-par fra brevkassens sidste måneder, det første er det allersidste - SUK!: 

HJÆLP
Jeg leder efter Julius Sølund. Vi gik i klasse sammen på Toftegårdsskolen 1957-65. Jeg var forelsket i dig, uden at du nogensinde opdagede det, og det er mig magtpålæggende, at du får det at vide (i fald ingen siden har elsket dig).Du havde meget tør hud og sagde aldrig noget, hverken i timerne eller frikvarteret. Men jeg ved, du havde en stemme, for en gang råbte du AV, da du gled på trappen. Kan du huske det? Jeg ville have trøstet dig, men jeg turde ikke.Længe efter blev jeg ved med at forestille mig, hvordan jeg hjalp dig op og tog din tørre hånd, og at vi satte os på en bænk ved den lille sø ved skolen og tavst erklærede vores kærlighed. En dag var din stol tom. En gruppe forældre havde klaget over dig. Din tørhed og tavshed skræmte de andre børn. Det græd jeg længe over. Jeg ved ikke, hvordan dit liv udviklede sig, men jeg frygter det værste. Så derfor dette brev om kærlighed følt til dig.
KH fra Lis (dengang kaldt Plamage-Lis, da jeg ofte spildte mad og drikke på mit tøj) Jensen
PS. Engang syntes jeg, at jeg så dig ved en flaskeautomat i Gilleleje (sommeren 1977). Mon det var dig?

Hej Plamage-Lis
Nu er dette ikke en opslagstavle i Brugsen, hvor man bare kan efterlyse tilfældige mennesker efter eget forgodtbefindende, men lad gå for denne gang. Jeg har sindssygt travlt. Er ved at udvikle en app, der skal kunne et eller andet, andre apps ikke kan.
Camille.

Til Camille Cloud
Hermed fremsender jeg en række gode ideer til katastrofe-tanker:
1. Du står ved en butiksrude. Metroarbejdet har løsnet ruden, og den vælter ned over dig. Glasset flænser dig.
2. Du går på en vej. Netop den dag springer en gasledning i luften. Ilden brænder dig.
3. Du er i Florida på dit livs ferie. Din lejede bungalow ligger oven på et synkehul. Hullet sluger dig.
4. Du er ved Vadehavet, og du går en tur.Men du går forkert. Tidevandet tager dig.
5. Du er på restaurant. Netop den dag har kokken tabt sit barberblad ned i kødet. Barberbladet skærer dig indvendigt.
6. Du cykler langs Søerne. Men netop den dag er der gravet et hul i cykelstien. Du overser hullet og vælter. Hullet tager dig.7. Du står hjemme i køkkenet og kan ikke åbne en dåse med skruelåg. Du tager en kniv, men den svipper ud af hånden og rammer dig.Kniven tager dig.
8. Du står i din stue. Der er ikke noget. Men du vælter alligevel. Gulvet tager dig.
9. Du kigger ned ad din krop. Den er ikke længere din. Nogen har taget den.
10. Du har stegt en bøf og stikker et stykke i munden. Du kan pludselig ikke synke. Stykket sidder fast. Stykket lukker dig.
Dette er blot 10 uddrag fra mit store katastrofe-katalog (nyligt revideret). Jeg har mange flere tanker, som man kan downloade fra min hjemmeside for rimelige priser. Jeg tager også gerne et møde med dig og tilpasser katastrofe-tanken specielt til dit liv. Jeg holder desuden katastrofe-kurser i maj og august.(Se min hjemmeside, Katastrofe. dk). Jeg har mange års erfaring i både almindelig, men også indviklet katastrofe-tænkning, og er, som noget helt nyt, uddannet Mørke-specialist fra Mørkeskolen i Finland (Helsinski). Jeg er selvfølgelig altid opdateret på de seneste katastrofer i ind-og udland.
Med venlig hilsen Kaj Ringård Ottesen, Branderup gård.

Hej Kaj
Tak for dine gode katastrofe-tanker. De er superkreative og sætter gang i fantasien. Jeg er p. t. udødelig og kan derfor ikke integrere dem i mit daglige virke, men jeg er ikke i tvivl om, at dine tanker vil vække genklang i de mange mennesker, som går rundt og tror sig sikre.
Kærlige hilsner, Camille

Til diverse
Har netop modtaget min slægtstavle og ser til min store overraskelse og glæde at jeg er ud af den skotske Chairston Familie.Min forfader er ingen ringere end Gregor Chairston, opfinder og designer af verdens første stol: The Gregorian Chair (deraf ordet Chair, på dansk: stol). Men det stopper ikke her! Hans barnebarn Mary, gifter sig i 1479 med Dwight Tablester, grundlæggeren af spise-og skrivebordet. Parret arver Gregors snedkerværksteder i Portsmouth (UK) og her grundlægger de sammen det, der senere skal blive en af verdens største møbelproducenter. De kalder dette nye møbel, som man kan sidde rundt om, for TABLE (efter Tablester). Dette fører til en familiefejde i Tablester slægten. Dwights far, Nicholas Tablester, slår hånden af sin søn da han mener at dette nye møbel vil ødelægge engelske familieværdier og i sidste ende være en trussel mod den engelske trone og den nationale sikkerhed. Men Dwight er frygtløs og drager til London med 30 spiseborde og 200 stole som han forærer den engelske konge, som med det samme kan se den gode ide og på stedet adler ham. Mens Dwight er i London, bliver han opsøgt af en Lord Forkmann, der i sin taske har de første spæde tegninger til det, der senere bliver til gaflen. Dwight og Forkmann indgår partnerskab og de næste 200 år er deres firma hovedleverandører af stole, borde og gafler til hele Europa. Tablester slægten bliver en af Englands rigeste familier, og de lever i sus og dus indtil den alkoholiserede og luddovne Alistair Tablester en regnfuld formiddag i 1711 taber hele sin formue til Hertugen af Wothwell. De havde kedet sig noget så frygteligt, og besluttede sig derfor for at spille på regndråber i det lille vindue der førte ud til slotsgården på Rothschield Castle. Her satsede Alistair hele familieformuen på den forkerte regndråbe og satte dermed punktum for slægtens storhedstid. Da jeg ikke selv har bedrevet det store, udover at have samlet nogle møbler fra IKEA, og sat en hylde op i ny og næ, føles det godt at vide, at ens forfædre i det mindste har gjort noget. Godnat for nu.
Erik Nieman. Pensioneret pensionist. Gladsaxe.

Hej Erik
Spændende læsning.Selv er jeg (langt ude) i familie med Hans Smith, Substralkongen.
CC

Kære Camille
Jeg vil hermed gøre opmærksom på, at jeg er blevet set af flg. personer:
1. Dirch Passer. Han passerer mig på Åboulevarden 1974. Kort øjenkontakt.
2. Vagn Simonsen. Færge - Korsør-Nyborg.1981. Kort øjenkontakt.
3. Grethe Sønck. Købmagergade. 1985. Flakkende blik, men dog øjenkontakt.
4. Bille August. Bredgade. 1990. Kort øjenkontakt.
5. Lone Dybkjær. Gilleleje Hovedgade. 1995. Øjenkontakt (inkl. mindre smil).
6. Thomas Eje. Amagerbrogade. 2003. Kort øjenkontakt.
7. Remee. 2014. Lufthavnen. Kort øjenkontakt.
Hvis nogen, ligesom jeg, er blevet set af nogle andre, så skriv gerne til mig. Vi kan udveksle navnelister og tidspunkter og på den måde give livet en struktur og fylde.
Jørgen Rørager, Rypevej 12, 2677 Serup.

Hej Jørgen
Helt personligt kan jeg bedst lide at blive set af mig selv. Mine vægge er prydet med spejle, og der går ikke et minut, uden at jeg får øje på mig selv. Tit holder jeg blikket i flere minutter, mens jeg smiler og vinker til mig. Men jeg er nu også særlig dejlig og hvem ved, måske jeg en dag ser dig? Så kan du tilføje mig på din liste.
Kærlig hilsen Camille



- billedsøgning på Camille Cloud resulterer blandt andet i dette portræt af billedhuggeren Camille Claudel

lørdag den 18. juli 2015

Anti-anti-politisk brevkasse

Det bedste ved at skrive Blækspritten i WA Bøger er, at man i avisen kommer til at dele side med Camille Clouds power-brevkasse (som i det hele taget bare er det bedste ved WA Bøger punktum), kendt fra akkurat Frit Flet, som jeg udnævner til eksemplarisk politisk litteratur i min Blæksprutte i går, og 1. brev + svar handler akkurat om IKKE at (IKKE kunne) forholde sig til politik - man skulle tro, vi havde planlagt det, og det har vi ikke, for jeg kan jo rent faktisk IKKE vide, hvem, eller hvor mange, Camille Cloud i virkeligheden er enhver givet fredag (og alle kræver en bogopsamling til jul!):

Til Camille Cloud og andre 

Jeg er en person, der aldrig har hørt om følgende: Klimakrisen, flygtninge fra Syrien, nedfældning af regnskovene, forholdene på de psykiatriske hospitaler i Danmark, forholdene for danske grise, madspild i EU, menneskehandel, slaver i Dubai, slaver i Europa (generelt har jeg aldrig hørt om slaver), forfølgelse af homoseksuelle i Rusland, Anden Verdenskrig, krybskytter, sygdom som følge af at drikke vand, sygdom som følge af at trække vejret, Nestlés aktiviteter, våbensalg, burhøns, voldtægt og vold mod menneskeheden, flygtninge i skibe, der synker, børn, der ligger alene og dør af sult, tortur, indespærring af handicappede, børnearbejde og trafikdræbte pindsvin. Som skrevet har jeg aldrig hørt om disse ting, og jeg frabeder mig venligst, at nogen gør mig opmærksom på dem, da jeg har travlt og lige har fået altan.

Med venlig hilsen Ulrik Manfred Mortensen 

Hej Ulrik
Min mund er lukket med syv segl. :)
                                                            C.

fredag den 2. januar 2015

Min nye yndlingskollega: CAMILLE CLOUD

Det havde jeg ikke set komme, godt reformeret dér, red. Johannes: Til at afløse Kiosken ved siden af Blæksprutten er brevkasseredaktør Camilla Cloud fra Aidts og Knutzons og Moestrups Frit Flet (behørigt hyldet og citeret til sidst i min årsrevy) hyret, og de første 2 x breve og svar er allerede seriøst kostelige (jeg tror på en Line-kvotient på mindst 75 %, but could be wrong, og jeg ved godt, jeg skal lade være at udflette flettet (kunne ikke drømme om at hudflette det)), her nr. 1:

Hey Camille
Jeg er en spinkel person på 19 ½ år, der i al hemmelighed sidder iført skidragt og skriver digte på en rasteplads på Farum motorvej. (Mine forældre tror, jeg studerer jura). Jeg bor hjemme, hvor der ikke er nogen digte, og jeg har aldrig mødt et digt i virkeligheden. Nogle gange tager jeg ind til byen, hvor der ligger en bogbutik, som udstiller digtsamlinger i vinduet, men jeg tør ikke gå derind. Engang troede jeg, at jeg så et digt i haven, men det var en parasol, der var væltet. Mine forældre er begge aktive pilates-udøvere, og så vidt jeg er orienteret, har de begge succes med et importfirma (muligvis sæber) - hele familien er bygget op om det. Hvis de opdager, at jeg skriver digte, tror jeg, de smider mig ud. Over min fars seng hænger der et skilt hvor der står: »Vær herre over dine tilbøjeligheder, og slave af din samvittighed«. Hvad betyder dette? Hjælp.
Digtelskeren.

Til »Digtelskeren«
Jeg vil råde dig med det samme til at ophøre med dine aktiviteter på omtalte rasteplads. Der er ingen grund i verden til at skrive digte, omgås digte, ej heller skal man betragte omslag på digtsamlinger.Det fører til intet, er intet og kan intet. Du kommer nok aldrig til at forstå, hvad det er der står over din fars seng, for du er allerede i en ung alder en samvittighedsløs slave af dine tilbøjeligheder. Det eneste rigtige aktiv du har, er din spinkelhed. Jeg råder dig til øjeblikkelig reelt at begynde på jurastudiet. Så er du en slank advokat om 8 år.
Camille.