| (fra spørgeskema om TV3-programmet Kokken på blokken (som jeg meget godt kunne lide) - man skal vælge sine 3 favoritøjeblikke) |
søndag den 6. april 2014
TV3-novelle
Snart dages Davis
I morgen (eller i nat!?) burde Lydia Davis' med længsel ventede nye bog Can't and Won't poppe op på min iPad: Jeg kan næsten ikke vente, og jeg prøver at ignorere, at jeg så den i vinduet hos Politikens Boghal tidligere i dag (og derfor MÅSKE har været til salg i indtil flere dage dér). Jeg får ventetiden til at gå med at citere fra det fine Lydia-portræt, ved Dana Goodyear, i The New Yorker:
One recent morning, Davis sat at her kitchen table with a pocket-size black notebook and a hardcover novel by a popular writer, whom she asked me not to name. "I don't like to hurt people's feelings, and I don't like to knock other writers as a matter of principle." she said. Though enjoyably soap-operatic, the novel, that month's selection for her book club - local women, wine, family talk - was full of mixed metaphors. "I've gotten very alert not just to mixed metaphor but to any writing mistake," she said. "A little bell goes off in my head first. I know something's wrong here. Then secondly I see what it is." She opened the notebook and read a sentence about an acute intimacy that had eroded into something dull. "Acute is sharp, and then eroded is an earth metaphor," she said. She read another: "'A paper bag stuffed with empty wine bottles.' You'd think he could get away with it, but he can't, beacause 'stuffed' is a verb thar comes from material. It's soft, so it's a problem to stuff it with something hard." There were sentences about camouflaging with veneer, and gliding with an orb, and boomeranging parallels. "Whenever I read this kind of thing, it tells me the writer is not sensitive to the full value of the idea of comparison," she said.
But to be curmudgeonly was not the point. As she was noting the mistakes, she kept flipping to the back jacket to look at the author's photograph: a relaxed, good-looking man, smiling openly at the camera. A little idea started to take shape, enough for a one-line story. "I just write down one sentence," she said. "This would be assuming a kind of yenta voice: "Such a handsome young fellow to write such bad mixed metaphors.' She smiled. "It's me feeling a little sorry that I'm writing down all his mistakes, because he looks so frindly and nice and in a way innocent. Some author photos don't look so innocent."
"I have to guard against the tendency - I could make anything into a story," Davis told me. Several years ago, she started writing a long note to he literary executor, but had to stop when it began to take on a life of its own. "I was trying just to write instructions, you know, 'My notebooks should go here,' 'You should looh through my notebooks and make sure to take out any references to blah blah blah,'" she said. "But it began to get too elobarate, too detailed, too opinionated, and too irrational. It wasn't a straightforward document anymore. I didn't really want it to become a story, because I needed it to be an actual letter to my executor." She could not pull it back into real life, though, and for the time being the letter is stopped midstream.
One recent morning, Davis sat at her kitchen table with a pocket-size black notebook and a hardcover novel by a popular writer, whom she asked me not to name. "I don't like to hurt people's feelings, and I don't like to knock other writers as a matter of principle." she said. Though enjoyably soap-operatic, the novel, that month's selection for her book club - local women, wine, family talk - was full of mixed metaphors. "I've gotten very alert not just to mixed metaphor but to any writing mistake," she said. "A little bell goes off in my head first. I know something's wrong here. Then secondly I see what it is." She opened the notebook and read a sentence about an acute intimacy that had eroded into something dull. "Acute is sharp, and then eroded is an earth metaphor," she said. She read another: "'A paper bag stuffed with empty wine bottles.' You'd think he could get away with it, but he can't, beacause 'stuffed' is a verb thar comes from material. It's soft, so it's a problem to stuff it with something hard." There were sentences about camouflaging with veneer, and gliding with an orb, and boomeranging parallels. "Whenever I read this kind of thing, it tells me the writer is not sensitive to the full value of the idea of comparison," she said.
But to be curmudgeonly was not the point. As she was noting the mistakes, she kept flipping to the back jacket to look at the author's photograph: a relaxed, good-looking man, smiling openly at the camera. A little idea started to take shape, enough for a one-line story. "I just write down one sentence," she said. "This would be assuming a kind of yenta voice: "Such a handsome young fellow to write such bad mixed metaphors.' She smiled. "It's me feeling a little sorry that I'm writing down all his mistakes, because he looks so frindly and nice and in a way innocent. Some author photos don't look so innocent."
"I have to guard against the tendency - I could make anything into a story," Davis told me. Several years ago, she started writing a long note to he literary executor, but had to stop when it began to take on a life of its own. "I was trying just to write instructions, you know, 'My notebooks should go here,' 'You should looh through my notebooks and make sure to take out any references to blah blah blah,'" she said. "But it began to get too elobarate, too detailed, too opinionated, and too irrational. It wasn't a straightforward document anymore. I didn't really want it to become a story, because I needed it to be an actual letter to my executor." She could not pull it back into real life, though, and for the time being the letter is stopped midstream.
Spørg mig fx om hvor lighteren er
Man kan via Information spørge mig om hvad som helst og få svaret næste lørdag, det står der i hvert fald i avisen :
Næste uge: Lars Bukdahl
Litteraturkritiker på Weekendavisen. Har for nylig skabt debat ved at kalde forfatteren Maja Lee Langvad m. fl. for identitetskarnevalist og er gået hårdt til modangreb på Henrik Dahls idé om et ankenævn for uretfærdigt anmeldte forfattere og har i dag været i biografen og se Only Lovers Letft Alive, som han syntes vældig godt om, "klart Jarmuschs bedste film de sidste 15 år" udtalte han til sin kæreste, digteren Cecilie Lind, der var om muligt endnu mere fornøjet, og bagefter slugte han en croissant fra 7-Eleven, som derfor, fordi filmen var god, smagte desto bedre, men ikke derfor af blod, men det sælger de sikkert snart, blodcroissanter, når de kan finde på at sælge lakridscroissanter, og han vil sikkert ikke kunne lade være at købe en.
Send spørgsmål senest tirsdag til ls@information. dk.
Næste uge: Lars Bukdahl
Litteraturkritiker på Weekendavisen. Har for nylig skabt debat ved at kalde forfatteren Maja Lee Langvad m. fl. for identitetskarnevalist og er gået hårdt til modangreb på Henrik Dahls idé om et ankenævn for uretfærdigt anmeldte forfattere og har i dag været i biografen og se Only Lovers Letft Alive, som han syntes vældig godt om, "klart Jarmuschs bedste film de sidste 15 år" udtalte han til sin kæreste, digteren Cecilie Lind, der var om muligt endnu mere fornøjet, og bagefter slugte han en croissant fra 7-Eleven, som derfor, fordi filmen var god, smagte desto bedre, men ikke derfor af blod, men det sælger de sikkert snart, blodcroissanter, når de kan finde på at sælge lakridscroissanter, og han vil sikkert ikke kunne lade være at købe en.
Send spørgsmål senest tirsdag til ls@information. dk.
lørdag den 5. april 2014
Ironi er optimeret nærvær, ironi er elektrificeret ærlighed
Ikke mindst og især SELVironi, som altid kommer før al anden ironi (jf. blogposten om patetisk ironi nedenfor, der måske lige præcis er ironi uden selvironi) og bør komme før al ikke-ironi også; Mikael Bertelsen skrev tidligere i dag denne opdatering:
Politiken i dag:
Here we go again; ironi, ironi, ironi....
ved siden af dette billede af noget Politikentekst:
- 2 kommentarer længere nede:
Lasse Rimmer Men... mener du nu også det, Mikael Bertelsen?
- her (jeg kunne ikke lave et skærmlink) er en af mine yndlingsskevenser fra Den 11. Time, mødet mellem Bryan Ferry og Morten Søkilde formidlet af studieværten Bertelsen - et topmøde mellem stilige selvironikere uden et spor af ironi.
Here we go again; ironi, ironi, ironi....
ved siden af dette billede af noget Politikentekst:
- 2 kommentarer længere nede:
Mikael Bertelsen Lasse Rimmer Jeg mener ikke jeg har arvet det fra David Letterman i Amerika, men fra min mors side af familien, som overlevede Theresienstadt på en bølge af sarkasme og ironi. Det handler om at overleve undergangen. Både på skærmen og i lejren...
- her (jeg kunne ikke lave et skærmlink) er en af mine yndlingsskevenser fra Den 11. Time, mødet mellem Bryan Ferry og Morten Søkilde formidlet af studieværten Bertelsen - et topmøde mellem stilige selvironikere uden et spor af ironi.
Don't leave us dangling, Dave!
Jeg har set alt, alt for lidt Dave Letterman, efter mit fanskab kulminerede med min deltagelse som publikum i The Ed Sullivan Theatre i oktober 2009, ikke mindst fordi jeg i lang tid ikke har været i stand til at TV2 Zulu, hvor hans Late Show bliver sendt; de små bidder på YouTube og hans hjemmeside er det altså bare ikke tilfredsstillende at skulle nøjes med. Men han er stadig en vigtig helt, og hans skarpt fjottede nærvær glæder mig stadig betydeligt, når jeg ikke kan lade være at snuppe en bid af et interview eller en monolog på computeren. OG NU - eller, det er lidt uklart, engang i 2015 - STOPPER HAN! og det gør mig alvorligt ked af det: Hvordan skal senthed lykkes, for kosmos simpelthen, hvis den ikke har ham til at improvisere os ud på den anden side!? Her annoncerer han sin pensionering med en fantastisk omstændelig historie om ørne-identifikation:
Tvangs-mestrene linkes sammen
Dan Turèll var som barn Storm P.-fan; her uddrag fra I byen-klummen "Gensyn med Storm":
Jeg købte Storm P.'s samlede fortællinger i ti indbundne bind, ét for ét, for den hyre jeg møjsommeligt tjente som mælkedreng. Det var nogle af de første selvtjente penge jeg brugte, og jeg var uendelig skuffet da det lykkedes min søsters slet opdragne undulat under et kort besøg på mit værelse at skide på et af bindene. Med perfektionistens perversitet ønskede jeg straks dette bind udskiftet.
Men ikke nok med det. Jeg købte Ebbe Rode's Storm P.-plader og spillede dem for familien i timevis, jeg skrev historierne af til vores kortlivede skoleblad, jeg kunne '13 øre - alt iberegnet' præcist udenad, i dybeste forstand by heart, sådan som mine lærere ville ønske jeg kunne kongerækken, og jeg foretog engang, 12 år gammel, sammen med min ældste lillebror en sentimental pilgrimsfærd fra Vangede til Storm P.'s grav på Frederiksberg Kirkegård med en lille blomst. Og det er ikke engang løgn!
Line Knutzom medvirker som gadeluder i Dan Turèll-filmatiseringen Mord i mørket - det eneste billede jeg kunne finde (hun er ikke med i traileren, så vidt jeg kan se) er dette lillebitte øverst oppe til venstre på en dobbelt-vhs-bagside:
Storm P. ekkoer en Turèll-klassiker - det er ikke let at være NOGEN - i denne kulørte side:
Jeg købte Storm P.'s samlede fortællinger i ti indbundne bind, ét for ét, for den hyre jeg møjsommeligt tjente som mælkedreng. Det var nogle af de første selvtjente penge jeg brugte, og jeg var uendelig skuffet da det lykkedes min søsters slet opdragne undulat under et kort besøg på mit værelse at skide på et af bindene. Med perfektionistens perversitet ønskede jeg straks dette bind udskiftet.
Men ikke nok med det. Jeg købte Ebbe Rode's Storm P.-plader og spillede dem for familien i timevis, jeg skrev historierne af til vores kortlivede skoleblad, jeg kunne '13 øre - alt iberegnet' præcist udenad, i dybeste forstand by heart, sådan som mine lærere ville ønske jeg kunne kongerækken, og jeg foretog engang, 12 år gammel, sammen med min ældste lillebror en sentimental pilgrimsfærd fra Vangede til Storm P.'s grav på Frederiksberg Kirkegård med en lille blomst. Og det er ikke engang løgn!
Line Knutzom medvirker som gadeluder i Dan Turèll-filmatiseringen Mord i mørket - det eneste billede jeg kunne finde (hun er ikke med i traileren, så vidt jeg kan se) er dette lillebitte øverst oppe til venstre på en dobbelt-vhs-bagside:
Storm P. ekkoer en Turèll-klassiker - det er ikke let at være NOGEN - i denne kulørte side:
fredag den 4. april 2014
Tvangsinspirations-top 3
De 3 fremmeste udøvere af
STRESS-
PRAGT
HALLUCINERENDE
FRUSTRATION
INDEFRA EKSPLODERENDE
RUTINER:
1. Robert Storm Petersen
(overalt, måske prægtigst i hans Kulørte Sider)
2. Dan Turèll
(i krimier (sorte satorier) og I byen-klummer (kancelli-crazyness))
3. Line Knutzon
(i mangen en 2. akt, skrevet lige op til premieren)
STORM (kulørt side: vitser på en cykel)
TURÈLL (begyndelsen på I byen-klummen "November Blues"):
Bladene falder.
Det er ikke nogen nyhed; det véd jeg nok: det gør de, med imponerende stålast disciplin og stædig selvfornægtelse, hvert eneste år. De har gjort det i en meget lang, en tilsyneladende endeløs årrække, og de har endnu ikke - i skrivende stund, ved redaktionens slutning - indsendt så meget som et strejkevarsel.
Men af en eller anden grund forekommer det mig, de falder tungere i år.
De plejede at flagre, gjorde de. De foretog små svimlende loops i luften, legesyge pirouetter - de vidste, det var deres sidste scene, deres exit, og de prøvede at får mest muligt ud af den, som den dødsdømte med den proverbielt sidste cigaret.
Hvilket minder mig om et mareridt, jeg for nylig havde. Jeg véd også nok, at intet er så kedsommeligt som andres drømme - hvad jeg ikke desto mindre vil henhøre til de flestes sjuskede genfortælling, især i slig sammenhæng, fordi de tror så meget på en højere sandhed i drømmen at de ikke ulejliger sig med formuleringen, ligesom et menneske der bliver ved med at sige ét eller andet 'helt ærligt' og dermed kun understreger hvor meget det ellers må være fuld af løgn - men (kunne De følge indskuddet? Dén slags er ellers forbudt i avisprosa!) - alligevel:
jeg var - klassisk, vil enhver psykiater betro Dem - ved at rulle ud over en klippeskråning. Jeg havde tilsyneladende ligget på ryggen, drømmende, med en cigaret i flaben, og var rullet hen mod skrænten. Bevægelsen var stadig i gang, jeg kunne ikke stoppe den, jeg ville uundgåeligt rulle ud i tomheden og blive smadret på stenene.
Og jeg smed skoddet fra mig og tænkte: - Det var så den sidste.
Det var det - som både min lokale tobaskpusher og disse linier vil bekræfte - altså alligevel ikke, men måske en slags bizar nøgle til (en del af) efterårets mysterium.
KNUTZON (fra ungdomsdramaet Det andet hold - monologopblomstring):
ADAM - Hende den nye siger, vi er spærret inde.
SARA (indestængt vrede) - Jeg er ikke ny. Jeg er gammel. Jeg har været her hele tiden.
ADAM - Nå, undskyld.
KAREN - Jeg så dig slet ikke.
SARA (hidsig, men i kontrol, hun bygger vreden op) - Nej, det gjorde du ikke. For jeg er nemlig ikke lige sådan at få øje på. Og det er derfor, jeg blev sendt på Vadmands. Jeg var ved at blive et problem for trafikken. Bilerne kunne ikke se mig, og folk gik ind i mig, og busserne kørte forbi mig uden at tage mig med. Jeg har prøvet alt. Har gået i pangfarver, taget båthorn og ringeklokker med, men lige meget hjælper det. Jeg er næsten ikke til at få øje på, og når nogen en sjælden gang i mellem ser mig og spørger mig om noget, så bliver jeg så befippet, at jeg svarer for sent, og så er folk for længst gået. Men nu siger jeg noget. Jeg siger noget nu. Kan I se mig?
STRESS-
PRAGT
HALLUCINERENDE
FRUSTRATION
INDEFRA EKSPLODERENDE
RUTINER:
1. Robert Storm Petersen
(overalt, måske prægtigst i hans Kulørte Sider)
2. Dan Turèll
(i krimier (sorte satorier) og I byen-klummer (kancelli-crazyness))
3. Line Knutzon
(i mangen en 2. akt, skrevet lige op til premieren)
STORM (kulørt side: vitser på en cykel)
TURÈLL (begyndelsen på I byen-klummen "November Blues"):
Bladene falder.
Det er ikke nogen nyhed; det véd jeg nok: det gør de, med imponerende stålast disciplin og stædig selvfornægtelse, hvert eneste år. De har gjort det i en meget lang, en tilsyneladende endeløs årrække, og de har endnu ikke - i skrivende stund, ved redaktionens slutning - indsendt så meget som et strejkevarsel.
Men af en eller anden grund forekommer det mig, de falder tungere i år.
De plejede at flagre, gjorde de. De foretog små svimlende loops i luften, legesyge pirouetter - de vidste, det var deres sidste scene, deres exit, og de prøvede at får mest muligt ud af den, som den dødsdømte med den proverbielt sidste cigaret.
Hvilket minder mig om et mareridt, jeg for nylig havde. Jeg véd også nok, at intet er så kedsommeligt som andres drømme - hvad jeg ikke desto mindre vil henhøre til de flestes sjuskede genfortælling, især i slig sammenhæng, fordi de tror så meget på en højere sandhed i drømmen at de ikke ulejliger sig med formuleringen, ligesom et menneske der bliver ved med at sige ét eller andet 'helt ærligt' og dermed kun understreger hvor meget det ellers må være fuld af løgn - men (kunne De følge indskuddet? Dén slags er ellers forbudt i avisprosa!) - alligevel:
jeg var - klassisk, vil enhver psykiater betro Dem - ved at rulle ud over en klippeskråning. Jeg havde tilsyneladende ligget på ryggen, drømmende, med en cigaret i flaben, og var rullet hen mod skrænten. Bevægelsen var stadig i gang, jeg kunne ikke stoppe den, jeg ville uundgåeligt rulle ud i tomheden og blive smadret på stenene.
Og jeg smed skoddet fra mig og tænkte: - Det var så den sidste.
Det var det - som både min lokale tobaskpusher og disse linier vil bekræfte - altså alligevel ikke, men måske en slags bizar nøgle til (en del af) efterårets mysterium.
KNUTZON (fra ungdomsdramaet Det andet hold - monologopblomstring):
ADAM - Hende den nye siger, vi er spærret inde.
SARA (indestængt vrede) - Jeg er ikke ny. Jeg er gammel. Jeg har været her hele tiden.
ADAM - Nå, undskyld.
KAREN - Jeg så dig slet ikke.
SARA (hidsig, men i kontrol, hun bygger vreden op) - Nej, det gjorde du ikke. For jeg er nemlig ikke lige sådan at få øje på. Og det er derfor, jeg blev sendt på Vadmands. Jeg var ved at blive et problem for trafikken. Bilerne kunne ikke se mig, og folk gik ind i mig, og busserne kørte forbi mig uden at tage mig med. Jeg har prøvet alt. Har gået i pangfarver, taget båthorn og ringeklokker med, men lige meget hjælper det. Jeg er næsten ikke til at få øje på, og når nogen en sjælden gang i mellem ser mig og spørger mig om noget, så bliver jeg så befippet, at jeg svarer for sent, og så er folk for længst gået. Men nu siger jeg noget. Jeg siger noget nu. Kan I se mig?
Korrrekse Dan? Seriøst?
Min kære kollega og nu og da reserveredaktør Bo Bjørnvig har skrevet en ikke alt for inspireret Blæksprutte i dagens WA i anledning af krimimessen, der starter sådan her:
Weekendens krimimesse i Horsens - i det gamle stemningsfulde statsfængsel - løber af stablen uden helt samme flagrende vimpler og trompetfanfarer, som bliver Bogmessen i efteråret til del. Der lurer en slet skjult irritation, som giver sig mange udslag.
Kritikeren og kollegaen Lars Bukdahl bryder sig ikke om genren, og han har således beklaget, at Dan Turèll spildte så meget af sit talent på at skrive krimier. Han skulle hellere have været seriøs, skulle han.
DET HAR JEG ALDRIG SAGT! Jeg elsker og elskede Dan Turélls kriiminalromaner, slugte dem straks de udkom tilbage i 80'erne. En af mine faste anekdoter handler om dengang, jeg som purung i Kristeligt Dagblad anmeldte en Turèll-digtsamling totalt patroniserende: kunne han holde op med sin langsludren og miniature-finurlighed og skrive rigtige "seriøse" digte, men fortrød bitterligt, lige så snart jeg så avisen - den fortrydelse var en vigtig sten på vejen til at blive mig selv som oplyst postmodernistisk og fordomsfri attituderelativistisk anmelder AMEN!
Ligesom jeg heller ikke kunne finde på at sige eller mene, at jeg ikke bryder mig om krimigenren; jeg har læst alle mulige fremragende romaner, der mere eller mindre genrerent var eller kaldte sig kriminalromaner og er en stor fan af både Poe, Conan Doyle, Hammett og Chandler, af Susanne Staun, Dorph/Pasternak og Henning Mortensen - men jeg er MISTÆNKSOM overfor det danske/nordiske krimiboom; jeg har stikprøvelæst virkelig, virkelig slet skrevne kriminalromaner af krimiforfattere, der både sælger og blive anmeldelsesrost og har undret mig såre.
Sjovt nok holdt jeg i dag foredrag om deadlines og tvangsinspiration, under titlen: "Weekenden begynder aldrig - findes der andre livliner end deadlines", på Krogerup Højskoles Weekendavis-kursus og hyldede Dan Turèll som en af tvangsinspirationens mestre, lige netop i hans I Byen-klumme og kriminalromaner; i krimierne optræder de skønne (af vistnok mig såkaldte) Sorte Satorier, der uendeligt træt besværger altings gentagelse og meningsløshed, og som altid også bare er en tvangsinspirerede klagesange over tvangsinspirationens hårde vilkår: JEG GIDER IKKE SKRIVE ENDNU EN FORPULET KRIMINALROMAN, MEN DER ER INGEN VEJ UDENOM; jeg citerede på Krogerup fra et sort satori i Mord på medierne, 1988:
Morgenen efter kom endnu én af samme slags dage rullende gennem det tålmodige himmelske transportbånd. Alt gentog sig med den bedøvende trancelignende autonomitet alt efter en vis levet tid har. Bad, barebering, påklædning, post, aviser, kaffe.
Visse dage er man født zombie. Man gør det hele - når alt kommer til alt har man øvet sig på det i årevis og det burde heller ikke være så svært heller - men man har en ubehagelig fornemmelse af, at man er der ikke. Et eller andet andet væsen har bemægtiget sig éns jakke, skjorte, benklæder, sko, checkhæfte, cigaretter og yderligere aggregater og vader rundt med dem. De lader til at passe vedkommende fortræffeligt, de bemærker ikke forskellen og der er ikke andet at gøre end bare at vente roligt på at man selv vender tilbage til denne verden. Ganske som et syretrip, hvad samme Verden til forveksling kan minde om.
- FORDI forfatteren ikke orker at skrive denne passage heller (satorien fortsætter en sides penge endnu) bliver dens sorthed så fin og fed.
Weekendens krimimesse i Horsens - i det gamle stemningsfulde statsfængsel - løber af stablen uden helt samme flagrende vimpler og trompetfanfarer, som bliver Bogmessen i efteråret til del. Der lurer en slet skjult irritation, som giver sig mange udslag.
Kritikeren og kollegaen Lars Bukdahl bryder sig ikke om genren, og han har således beklaget, at Dan Turèll spildte så meget af sit talent på at skrive krimier. Han skulle hellere have været seriøs, skulle han.
DET HAR JEG ALDRIG SAGT! Jeg elsker og elskede Dan Turélls kriiminalromaner, slugte dem straks de udkom tilbage i 80'erne. En af mine faste anekdoter handler om dengang, jeg som purung i Kristeligt Dagblad anmeldte en Turèll-digtsamling totalt patroniserende: kunne han holde op med sin langsludren og miniature-finurlighed og skrive rigtige "seriøse" digte, men fortrød bitterligt, lige så snart jeg så avisen - den fortrydelse var en vigtig sten på vejen til at blive mig selv som oplyst postmodernistisk og fordomsfri attituderelativistisk anmelder AMEN!
Ligesom jeg heller ikke kunne finde på at sige eller mene, at jeg ikke bryder mig om krimigenren; jeg har læst alle mulige fremragende romaner, der mere eller mindre genrerent var eller kaldte sig kriminalromaner og er en stor fan af både Poe, Conan Doyle, Hammett og Chandler, af Susanne Staun, Dorph/Pasternak og Henning Mortensen - men jeg er MISTÆNKSOM overfor det danske/nordiske krimiboom; jeg har stikprøvelæst virkelig, virkelig slet skrevne kriminalromaner af krimiforfattere, der både sælger og blive anmeldelsesrost og har undret mig såre.
Sjovt nok holdt jeg i dag foredrag om deadlines og tvangsinspiration, under titlen: "Weekenden begynder aldrig - findes der andre livliner end deadlines", på Krogerup Højskoles Weekendavis-kursus og hyldede Dan Turèll som en af tvangsinspirationens mestre, lige netop i hans I Byen-klumme og kriminalromaner; i krimierne optræder de skønne (af vistnok mig såkaldte) Sorte Satorier, der uendeligt træt besværger altings gentagelse og meningsløshed, og som altid også bare er en tvangsinspirerede klagesange over tvangsinspirationens hårde vilkår: JEG GIDER IKKE SKRIVE ENDNU EN FORPULET KRIMINALROMAN, MEN DER ER INGEN VEJ UDENOM; jeg citerede på Krogerup fra et sort satori i Mord på medierne, 1988:
Morgenen efter kom endnu én af samme slags dage rullende gennem det tålmodige himmelske transportbånd. Alt gentog sig med den bedøvende trancelignende autonomitet alt efter en vis levet tid har. Bad, barebering, påklædning, post, aviser, kaffe.
Visse dage er man født zombie. Man gør det hele - når alt kommer til alt har man øvet sig på det i årevis og det burde heller ikke være så svært heller - men man har en ubehagelig fornemmelse af, at man er der ikke. Et eller andet andet væsen har bemægtiget sig éns jakke, skjorte, benklæder, sko, checkhæfte, cigaretter og yderligere aggregater og vader rundt med dem. De lader til at passe vedkommende fortræffeligt, de bemærker ikke forskellen og der er ikke andet at gøre end bare at vente roligt på at man selv vender tilbage til denne verden. Ganske som et syretrip, hvad samme Verden til forveksling kan minde om.
- FORDI forfatteren ikke orker at skrive denne passage heller (satorien fortsætter en sides penge endnu) bliver dens sorthed så fin og fed.
torsdag den 3. april 2014
Numerisk tvangsbestjerning
Jeg er blevet helt hypnotiseret af hjemmesiden bog.nu, hvor de gør boganmeldelser op i tal og regner en bogs gennemsnitsvurdering ud. 6 stjerner er 100 ud af 100, 5 stjerner er 83 ud af 100, 4 stjerner er 67 ud af 100 og 3 stjerner er naturligvis 50 ud af 100 - men siden tager også på sig at sætte stjerner og stjerne-tal på anmeldelser i Information og Weekendavisen, der ikke benytter sig af stjerner, og det er som WA-anmelder meget mærkeligt at opleve.
Harald Voetmanns Alt under månen har rimeligt nok et flot gennemsnit på 88, og min anmeldelse sættes til 83. Det er et godt stykke i underkanten, jeg tror, anmeldelsen er nærmere de 6 stjerner end de 5, hvis altså den skulle kunne passe med stjerner, og det skal den jo netop ikke (Informations anmeldelse er ikke inkluderet)!
Signe Gjessings Ind i det u-løse har gennemsnittet 75 og min anmeldelse sættes til 100, hvilket jo hårdt nok betyder, at digteren ikke får en chance for at gøre det bedre næste gang, men allerhøjest lige så godt; når der nu er alle tal mellem 1 og 100 til rådighed, kunne man da godt med de stjerneløse anmeldelser differentiere noget mere, således at min Gjessing-anmeldelse eksempelvis blev sat til 95 og Voetmann-anmeldelsen til 92 (igen er Informations anmeldelse ikke taget med). Når imidlertid Lars Skinnebachs sølle fire stjerner sættes til den numeriske værdi 67, bliver hans karaktergivning jo kun endnu mere absurd i forhold til, hvad der faktisk STÅR af begejstret i anmeldelsen. Bog.dk leverer også deres eget snublende travle, citat-spækkede kondensat af hver anmeldelse: "En forrygende debutsamling med fantastiske digte. Det er 'gnistrende talentfuld, flammende sanset og stjerneskydende visionær poesi. Signe Gjessing har sin helt egen stil og evner at skrive dramatisk om for eksempel det at trække vejret. Digtene handler om næsten ingenting. Men de gør det på en måde, som handlede de om alting. De er vildt forfinede og forfinet vilde. Bogen får en ubetinget begejstret anmeldelse. [refereret af bog.nu]"
Theis Ørntofts Digte 2014 har gennemsnittet 86, og Tue Nexøs overstadige anmeldelse i Information sættes til 100, mens min mere tempererede sættes til 67, hvilket - hvis den altså ... - sgu altså er for lidt, den er (eller burde være) mere til 5 stjerner end 4.
Christina Hagens Boyfrind har gennemsnittet 71; og både min anmeldelse i WA og Tues i Information sættes til 67, hvilket i begge tilfælde klart er for lidt, og viser svagheden ved numerisk tvansbestjerning af anmeldelser, der hinsides en smagsdom - og SOM en smagsdom - er oppe at køre på at diskutere, hvad i alverden det er for en slags bog, vi sidder med i hænderne.
Men der er noget enormt SØDT ved, at der sidder nogen derude et sted og med vold og magt presser tal ud af alle vores nuanceringer.
Harald Voetmanns Alt under månen har rimeligt nok et flot gennemsnit på 88, og min anmeldelse sættes til 83. Det er et godt stykke i underkanten, jeg tror, anmeldelsen er nærmere de 6 stjerner end de 5, hvis altså den skulle kunne passe med stjerner, og det skal den jo netop ikke (Informations anmeldelse er ikke inkluderet)!
Signe Gjessings Ind i det u-løse har gennemsnittet 75 og min anmeldelse sættes til 100, hvilket jo hårdt nok betyder, at digteren ikke får en chance for at gøre det bedre næste gang, men allerhøjest lige så godt; når der nu er alle tal mellem 1 og 100 til rådighed, kunne man da godt med de stjerneløse anmeldelser differentiere noget mere, således at min Gjessing-anmeldelse eksempelvis blev sat til 95 og Voetmann-anmeldelsen til 92 (igen er Informations anmeldelse ikke taget med). Når imidlertid Lars Skinnebachs sølle fire stjerner sættes til den numeriske værdi 67, bliver hans karaktergivning jo kun endnu mere absurd i forhold til, hvad der faktisk STÅR af begejstret i anmeldelsen. Bog.dk leverer også deres eget snublende travle, citat-spækkede kondensat af hver anmeldelse: "En forrygende debutsamling med fantastiske digte. Det er 'gnistrende talentfuld, flammende sanset og stjerneskydende visionær poesi. Signe Gjessing har sin helt egen stil og evner at skrive dramatisk om for eksempel det at trække vejret. Digtene handler om næsten ingenting. Men de gør det på en måde, som handlede de om alting. De er vildt forfinede og forfinet vilde. Bogen får en ubetinget begejstret anmeldelse. [refereret af bog.nu]"
Theis Ørntofts Digte 2014 har gennemsnittet 86, og Tue Nexøs overstadige anmeldelse i Information sættes til 100, mens min mere tempererede sættes til 67, hvilket - hvis den altså ... - sgu altså er for lidt, den er (eller burde være) mere til 5 stjerner end 4.
Christina Hagens Boyfrind har gennemsnittet 71; og både min anmeldelse i WA og Tues i Information sættes til 67, hvilket i begge tilfælde klart er for lidt, og viser svagheden ved numerisk tvansbestjerning af anmeldelser, der hinsides en smagsdom - og SOM en smagsdom - er oppe at køre på at diskutere, hvad i alverden det er for en slags bog, vi sidder med i hænderne.
Men der er noget enormt SØDT ved, at der sidder nogen derude et sted og med vold og magt presser tal ud af alle vores nuanceringer.
Present Tense Cinema
Jeg har en anmeldelse inde på Ekkos hjemmeside af Peter Greenaways nye film Goltzius and The Pelican Company, der bliver vist på CPH PIX.
Her uddrag fra et interviewet med Greenaway i forbindelse med filmen:
Hovedrollen i den nye film som 1500-tals-kobbertrykkeren Hendrik Goltzius spilles herligt skabagtigt af den hollandske digter Ramsey Nasr:
- og her er et digt af Ramsey (og her nogle flere), først på engelsk:
Her uddrag fra et interviewet med Greenaway i forbindelse med filmen:
What I'm looking for now is a present tense cinema: I can make a film
on a Monday I could remake it for Tuesday, re-remake it for Wednesday;
you could never do that with celluloid cinema. It's going to be absolute
horror for distributors but they're all disappearing anyway.
It's very difficult to understand but I'm looking for a nonnarrative,
multiscreen, present-tense cinema. Narrative is an artifact created by
us, it does not exist at all in nature, it is a construct made by us and
I wonder whether we need the narrative anymore. I'm trained as a
painter and the very best paintings are nonnarrative, why can't we make
nonnarrative films?
The big revolution of the 20th century was to get rid of harmony from
music with Schoenberg. People like Beethoven could never imagine we
could get rid of harmony but we did. Then in imagistic terms that
revolution was figuration -- we got rid of figuration in painting and
harmony in music and now we have to get rid of narrative in cinema.
How we're going to do that I do not know but the pursuit is on and it's very valuable to ask the questions.
Hovedrollen i den nye film som 1500-tals-kobbertrykkeren Hendrik Goltzius spilles herligt skabagtigt af den hollandske digter Ramsey Nasr:
- og her er et digt af Ramsey (og her nogle flere), først på engelsk:
every tear a minus
the flowers used to know exactly
when and where young germans
with deeply wounded hearts
would appear in the bushes
pistils and all they homed in on them
by evening one heard
the sobbing crocuses and narcissi
even above the sound of the german
who’d come so far he was now trying
to dissuade some i’ll end it all bluebell
consolation was a way of life back then
the nighting-gull dropped by later too
no secrets in the woods those days
heavy hearts just pissed it off
it pealed those cheerful tones
sick bush turned gleaming thicket
a constant switching on and off
flashing blackberries and raspberries
the bush with the german
was now an enticing mini universe
come come cosmos
the stars stayed put
so far away so vast and all
but eight minutes later it came
full-blast from space
red-hot chunks of solace
and every day the same
nowadays you hawk your reject heart
door to door and no one’s buying
germans are suddenly suspect
in this grey cankered city
for love freddy wonderlick
had already diluted imagery
but now he knew for sure
every tear is a minus
when and where young germans
with deeply wounded hearts
would appear in the bushes
pistils and all they homed in on them
by evening one heard
the sobbing crocuses and narcissi
even above the sound of the german
who’d come so far he was now trying
to dissuade some i’ll end it all bluebell
consolation was a way of life back then
the nighting-gull dropped by later too
no secrets in the woods those days
heavy hearts just pissed it off
it pealed those cheerful tones
sick bush turned gleaming thicket
a constant switching on and off
flashing blackberries and raspberries
the bush with the german
was now an enticing mini universe
come come cosmos
the stars stayed put
so far away so vast and all
but eight minutes later it came
full-blast from space
red-hot chunks of solace
and every day the same
nowadays you hawk your reject heart
door to door and no one’s buying
germans are suddenly suspect
in this grey cankered city
for love freddy wonderlick
had already diluted imagery
but now he knew for sure
every tear is a minus
- og på hollandsk:
elke traan is een minpunt
vroeger wisten de bloemen exact
waar en wanneer duitse jongemannen
met diep verwond hart
zich lieten zien in ’t struikgewas
met stamper en al gingen ze erop af
tegen de avond hoorde men
het snikken van krokussen narcissen
nog boven de duitser uitstijgen
ja zat hij warempel zelf
op het manische klokje ik maak er een eind aan in te praten
er werd met troost geklaverjast in die dagen
’s nachts kwam ook de nachtigal langs
die via via een en ander had vernomen
pesthekel aan treurigheid
liet hij vrolijke tonen schallen
kranke struik werd gloeiend struweel
een en al aan en uit
flakkerende bramen en frambozen
de struik met de duitser
lonkte nu als een plaatselijk heelal
kom kom kosmos
de sterren bleven waar ze waren
wat een afstand ook immens
maar na acht minuten kwam het
keihard uit de ruimte
loeihete brokken troost
en dat elke dag
tegenwoordig ga je met afgekeurd hart
van deur tot deur en iedereen heeft al
duitsers zijn ineens verdacht
in deze grauwverkankerde stad
frederik wonderlik had al uit liefde
menige beeldspraak verdund
vanaf heden wist hij zeker
elke traan is een minpunt
waar en wanneer duitse jongemannen
met diep verwond hart
zich lieten zien in ’t struikgewas
met stamper en al gingen ze erop af
tegen de avond hoorde men
het snikken van krokussen narcissen
nog boven de duitser uitstijgen
ja zat hij warempel zelf
op het manische klokje ik maak er een eind aan in te praten
er werd met troost geklaverjast in die dagen
’s nachts kwam ook de nachtigal langs
die via via een en ander had vernomen
pesthekel aan treurigheid
liet hij vrolijke tonen schallen
kranke struik werd gloeiend struweel
een en al aan en uit
flakkerende bramen en frambozen
de struik met de duitser
lonkte nu als een plaatselijk heelal
kom kom kosmos
de sterren bleven waar ze waren
wat een afstand ook immens
maar na acht minuten kwam het
keihard uit de ruimte
loeihete brokken troost
en dat elke dag
tegenwoordig ga je met afgekeurd hart
van deur tot deur en iedereen heeft al
duitsers zijn ineens verdacht
in deze grauwverkankerde stad
frederik wonderlik had al uit liefde
menige beeldspraak verdund
vanaf heden wist hij zeker
elke traan is een minpunt
onsdag den 2. april 2014
Tillykkedigt til Hans Wegner, 100 i dag
jeg ville
skrive et
digt til
savbuk-
stolen her
i stuen,
fordi dens
skaber
fylder år,
men så
satte du
dig i den,
stolen, og
så tænkte
jeg, at
det var
svært at
finde på
en bedre
hyldest end
konstate-
ringen af,
at du satte
dig i stolen
og sad i
den, indtil
du rejste
dig igen,
du slog
røven i
sædet, og
det var
dobbelt poesi,
poetisk røv,
poetisk sæde,
og aldrig
er den stol
blevet be-
siddet be-
tydeligere,
det kan
man kalde
et hånd-
gribeligt HURRA!
skrive et
digt til
savbuk-
stolen her
i stuen,
fordi dens
skaber
fylder år,
men så
satte du
dig i den,
stolen, og
så tænkte
jeg, at
det var
svært at
finde på
en bedre
hyldest end
konstate-
ringen af,
at du satte
dig i stolen
og sad i
den, indtil
du rejste
dig igen,
du slog
røven i
sædet, og
det var
dobbelt poesi,
poetisk røv,
poetisk sæde,
og aldrig
er den stol
blevet be-
siddet be-
tydeligere,
det kan
man kalde
et hånd-
gribeligt HURRA!
Mr. Bukdahl added
Med stor og nervøs omhu har jeg ladet mig interviewe (skriftligt!) til NEW YORK TIMES om Mr. Hassan, som til enhver tid er den skarpeste - og uforsonligste - interviewee i skuffen:
“His
talent is so explosive and elementary that I have no doubt it will
prevail beyond the frenzied media blitz,” Lars Bukdahl, a Danish poet
and poetry editor, said in an email. “He’s great at raging against
everything and everyone, including himself, but at the same time, he has
this strong eye for detail.” He also has an ability to mix ancient and
modern, Rumi and Eminem, Mr. Bukdahl added.
The question now is whether he is just another teenage flash in the pan.
“He
is only 18,” Mr. Riis said in a telephone interview from Copenhagen,
“but the sheer force of his talent will drive him on.” Already, he said,
Mr. Hassan has forced many liberals in Denmark to confront his critical
observations of the welfare system and of how Danes cope with
immigrants. “Nobody had really paid attention,” Mr. Riis said. “Now he
came up with it, and everybody is forced to listen.”
Asked asked how he might see himself at 30, Mr. Hassan said he had no idea.
“I have no favorite poems,” he said. “I hate them all.” Are they a cry from the heart? “I do not cry. I depict with words.”
He added, “I don’t ask as many questions as journalists.”
tirsdag den 1. april 2014
Skøjteløb i helvede
Jeg faldt over et glimrende Deadline 2-sektion-interview med Søren Ulrik Thomsen ved Adam Holm, hvor SUT syntes at indrømme, at det var sket (mere end én gang, lå det i luften), at han efter en karenstid (på flere år) har måttet give en kritisk anmeldelse (af hans poesi) ret (på et eller flere punkter) - men de kritiske anmeldelser, der har været af hans poesi siden 1990 (Per Højholt var skeptisk overfor debuten (men ændrede mening), Hans-Jørgen Nielsen ironiserede over Nye digte) kan tælles på én hånd, hvoraf de fleste fingre er mine, og så kunne det bare have været SÅ interessant at vide, hvilke kritiske anmeldelser han havde måttet give ret i hvad!
Nå ja, og lidt senere kom jeg lige forbi, via en taggende kommentar, en til min nynne-blogpost linkende (tak for det, den er virkelig blevet læst) opdatering (vistnok fjernet nu, medsamt kommentarer) af Katrine Marie Guldager, som jeg længe ikke har været ven med (selvom vi har 909 fælles venner), og derfor kan (kunne) jeg ikke like opdateringen, for det ville jeg egentlig gerne:
Haha, ja som om Lars Bukdahl har tænkt sig at give min digtsamling en fair chance!
#thatsajoke #whenhellfreezesover
Det føler jeg nemlig rent faktisk, jeg har gjort. Bortset fra at jeg ikke ved, hvad fair betyder - om det er det samme som at være ærlig, overfor min oplevelse, der jo ikke kan isoleres fra hele min læsehistorie, herunder min KMG-fan-skuffelse. Og det kunne bare være SÅ interessant at vide, præcis hvornår mine anmeldelser af hendes bøger holdt op med at være fair. Mit gæt ville være omkring Kilimanjaro og Lysgrænsen, da jeg begyndte at forholde mig kritisk - men måske mener Katrine faktisk, at mine begejstrede anmeldelser af Dagene skifter hænder, Styrt, Blank, Det grønne øje, Ankomst, Husumgade og København (+ min Kritikerpristale for København - og mit forfatterskabsportræt i Danske digtere i det 20-århundrede og hovedrollen i Generationsmaskinen) heller ikke var fair, at jeg var for hysterisk, overdrevet, begejstringsberuset positiv?
Nå ja, og lidt senere kom jeg lige forbi, via en taggende kommentar, en til min nynne-blogpost linkende (tak for det, den er virkelig blevet læst) opdatering (vistnok fjernet nu, medsamt kommentarer) af Katrine Marie Guldager, som jeg længe ikke har været ven med (selvom vi har 909 fælles venner), og derfor kan (kunne) jeg ikke like opdateringen, for det ville jeg egentlig gerne:
Haha, ja som om Lars Bukdahl har tænkt sig at give min digtsamling en fair chance!
#thatsajoke #whenhellfreezesover
Det føler jeg nemlig rent faktisk, jeg har gjort. Bortset fra at jeg ikke ved, hvad fair betyder - om det er det samme som at være ærlig, overfor min oplevelse, der jo ikke kan isoleres fra hele min læsehistorie, herunder min KMG-fan-skuffelse. Og det kunne bare være SÅ interessant at vide, præcis hvornår mine anmeldelser af hendes bøger holdt op med at være fair. Mit gæt ville være omkring Kilimanjaro og Lysgrænsen, da jeg begyndte at forholde mig kritisk - men måske mener Katrine faktisk, at mine begejstrede anmeldelser af Dagene skifter hænder, Styrt, Blank, Det grønne øje, Ankomst, Husumgade og København (+ min Kritikerpristale for København - og mit forfatterskabsportræt i Danske digtere i det 20-århundrede og hovedrollen i Generationsmaskinen) heller ikke var fair, at jeg var for hysterisk, overdrevet, begejstringsberuset positiv?
BREAKING: Johannes Riis ny redaktør for Weekendavisen Bøger!
- kritikere skal behandles ligesom forfattere, udtaler den nyudnævnte redaktør for Weekendavisen Bøger, Johannes Riis, empatisk og kærligt og overbærende, med de babyblødeste fløjlshandsker, og jo skrøbeligere de er, jo mindre skal de redigeres selvfølgelig.
Abonner på:
Opslag (Atom)
