Krimimessedrømmen, raslende

- det her minder mig om at jeg skal have læst Kamilla Hega Holsts Rud, som jeg har inisterende høje forventninger til (efter min skuffelse over På træk), og det er måske derfor jeg tøver, den ligger ellers lige deroppe i den høje ulæst-bunke øverste på Den Dynamsike Reol:

Kamilla Hega Holst

"I Samlerens Bogklubs månedsblad kalder de RUD for en filosofisk (suveræn :-)) thriller; og måske derfor eller på grund af min konstante pengenød eller fordi jeg keder mig, var jeg til krimibogmesse i nat, i en meget lille garage på Grønland, der var kun lige plads til et bord og så mig og Jesper Stein (aim high), Jesper havde noget krimiudstyr på, metal af en slags, det hang på ham i noget, der lignede nøgleringe, og støjede voldsomt under samtalen. Publikum fulgte med på en skærm fra Danmark og var fuldstændig uinteresseret i eller vant til Jespers påklædning, i hvert fald spurgte ingen ind til det. Det undrede mig helt vildt.
#krimimesse #venterpåeninvitation "

Korrrekse Dan? Seriøst?

Min kære kollega og nu og da reserveredaktør Bo Bjørnvig har skrevet en ikke alt for inspireret Blæksprutte i dagens WA i anledning af krimimessen, der starter sådan her:

Weekendens krimimesse i Horsens - i det gamle stemningsfulde statsfængsel - løber af stablen uden helt samme flagrende vimpler og trompetfanfarer, som bliver Bogmessen i efteråret til del. Der lurer en slet skjult irritation, som giver sig mange udslag.
Kritikeren og kollegaen Lars Bukdahl bryder sig ikke om genren, og han har således beklaget, at Dan Turèll spildte så meget af sit talent på at skrive krimier. Han skulle hellere have været seriøs, skulle han.

DET HAR JEG ALDRIG SAGT! Jeg elsker og elskede Dan Turélls kriiminalromaner, slugte dem straks de udkom tilbage i 80'erne. En af mine faste anekdoter handler om dengang, jeg som purung i Kristeligt Dagblad anmeldte en Turèll-digtsamling totalt patroniserende: kunne han holde op med sin langsludren og miniature-finurlighed og skrive rigtige "seriøse" digte, men fortrød bitterligt, lige så snart jeg så avisen - den fortrydelse var en vigtig sten på vejen til at blive mig selv som oplyst postmodernistisk og fordomsfri attituderelativistisk anmelder AMEN!

Ligesom jeg heller ikke kunne finde på at sige eller mene, at jeg ikke bryder mig om krimigenren; jeg har læst alle mulige fremragende romaner, der mere eller mindre genrerent var eller kaldte sig kriminalromaner og er en stor fan af både Poe, Conan Doyle, Hammett og Chandler, af Susanne Staun, Dorph/Pasternak og Henning Mortensen - men jeg er MISTÆNKSOM overfor det danske/nordiske krimiboom; jeg har stikprøvelæst virkelig, virkelig slet skrevne kriminalromaner af krimiforfattere, der både sælger og blive anmeldelsesrost og har undret mig såre.

Sjovt nok holdt jeg i dag foredrag om deadlines og tvangsinspiration, under titlen: "Weekenden begynder aldrig - findes der andre livliner end deadlines", på Krogerup Højskoles Weekendavis-kursus og hyldede Dan Turèll som en af tvangsinspirationens mestre, lige netop i hans I Byen-klumme og kriminalromaner; i krimierne optræder de skønne (af vistnok mig såkaldte) Sorte Satorier, der uendeligt træt besværger altings gentagelse og meningsløshed, og som altid også bare er en tvangsinspirerede klagesange over tvangsinspirationens hårde vilkår: JEG GIDER IKKE SKRIVE ENDNU EN FORPULET KRIMINALROMAN, MEN DER ER INGEN VEJ UDENOM; jeg citerede på Krogerup fra et sort satori i Mord på medierne, 1988:

Morgenen efter kom endnu én af samme slags dage rullende gennem det tålmodige himmelske transportbånd. Alt gentog sig med den bedøvende trancelignende autonomitet alt efter en vis levet tid har. Bad, barebering, påklædning, post, aviser, kaffe.
  Visse dage er man født zombie. Man gør det hele - når alt kommer til alt har man øvet sig på det i årevis og det burde heller ikke være så svært heller - men man har en ubehagelig fornemmelse af, at man er der ikke. Et eller andet andet væsen har bemægtiget sig éns jakke, skjorte, benklæder, sko, checkhæfte, cigaretter og yderligere aggregater og vader rundt med dem. De lader til at passe vedkommende fortræffeligt, de bemærker ikke forskellen og der er ikke andet at gøre end bare at vente roligt på at man selv vender tilbage til denne verden. Ganske som et syretrip, hvad samme Verden til forveksling kan minde om.

- FORDI forfatteren ikke orker at skrive denne passage heller (satorien fortsætter en sides penge endnu) bliver dens sorthed så fin og fed.

At være i det fængsel må være som at være i fængsel

en
krimimesse
er en
krumme-Mazda,
en
krammemüsli
en hoben professionelt
krumryggede mæslinger

Den gennemhullede fysiks Tao

I Politikens krimi-monopoliserede bogtillæg fra i fredags har medlem af bestyrelsen for Kritikerlavet, brillante og kloge Bo Tao Michaëlis syv (7!) anmeldelser af thrillers og spændings- og kriminalromaner med (+ 1 anmeldelse af en Raymond Chandler-biografi), det er frygteligt synd for ham og os, så gerne ville jeg se ham skrive en Pia Juul-anmeldelse, han har stilen til det!, så her er som plastre på skudsårene, i hans hånd og vores øjne, 1 afslutningssætning fra 1 tekst i Pia Juuls Kritikerprisvindende Af sted, til stede for hver af de 7 anmeldelser:

Lis Jensen: De udbudne - Jeg ved ikke, om jeg talte med nogen den dag, det gjorde jeg vel, det må jeg have gjort, men ikke én replik er tilbage i mit hoved, kun det som et femtenårigt pigebarn oplever når hun tror livet er litteratur, og ikke har lært at spørge ordentligt.

Søren Jacobsen: Trofæ - Han har smittet hende, jeg vil kvæle ham, nu han ikke længere har den fletning, jeg kan klippe af.

Bille & Bille: Nattens gerning - Nu sidder jeg her selv på en bænk; jeg græder også, det kan man her, og hvis nogen skulle se det, tror de jo kun at nogen er død.

Ian Rankin: I en anden mands grav - Hendes stemme var skinger og hun kunne bestemt ikke leve med forskellige gulve.

Richard Birkefeld og Göran Hachmeister: Tysk mesterskab - Og jeg nævnte ikke biskoppens bøger, vi talte kun om døden.

Morten Hesseldahl: En tid til at dø - "Idiot!" sagde hun.

Jakob Melander: Øjesten - Det flimrer og kaster lys og skygge over mit eget liv, blander sig med det jeg muligvis helt af mig selv kunne opleve og tænke, men det kan godt være lidt usikkert somme tider, lidt uklart hvis følelser det egentlig er jeg har.

- så nu har vi det meget bedre, ikke også?

“De skæve krimier” på Krimimessen

Betegnelsen ”de skæve krimier” refererer til udvalgte forfatteres litterære bagkatalog og ikke til atypiske og eksperimenterende krimier. Vi har valgt betegnelsen til enkeltstående krimiudgivelser af forfattere, som normalt ikke bevæger sig indenfor kriminallitteraturen. Det er forfattere, som tidligere har skrevet skønlitteratur uden for krimigenren eller som primært har beskæftiget sig med faglitteratur og altså nu har prøvet kræfter med krimien.

Skæve krimier er altså krimier skrevet af forfattere, der tidligere har skrevet ikke-krimier, fordi krimiforfattere sædvanligvis ikke skriver andet end krimier, og det er derfor virkelig skævt at ville skrive krimier, når man før har skrevet ikke-krimier, også fordi krimier helst ikke bør eller vil eller kan være atypiske og eksperimenterende, noget skønlitterære ikke-krimier helst gerne må være, synonymer kunne jo fx være nyskabende og originale.

 

Måske findes der slet ikke atypiske og eksperimenterende, danske krimier, og ikke bare helst ikke (der findes velsagtens litterært kvalificerede krimier, af Dorph/Pasternak, Liv Mørk, Staun, Henning Mortensen, men er de i deres krimihed atypiske og eksperimenterende (jo, Mortensens er måske nok, men så er de måske heller ikke krimier?)?)?