De 3 fremmeste udøvere af
STRESS-
PRAGT
HALLUCINERENDE
FRUSTRATION
INDEFRA EKSPLODERENDE
RUTINER:
1. Robert Storm Petersen
(overalt, måske prægtigst i hans Kulørte Sider)
2. Dan Turèll
(i krimier (sorte satorier) og I byen-klummer (kancelli-crazyness))
3. Line Knutzon
(i mangen en 2. akt, skrevet lige op til premieren)
STORM (kulørt side: vitser på en cykel)
TURÈLL (begyndelsen på I byen-klummen "November Blues"):
Bladene falder.
Det er ikke nogen nyhed; det véd jeg nok: det gør de, med imponerende stålast disciplin og stædig selvfornægtelse, hvert eneste år. De har gjort det i en
meget lang, en tilsyneladende endeløs årrække, og de har endnu ikke - i skrivende stund, ved redaktionens slutning - indsendt så meget som et strejkevarsel.
Men af en eller anden grund forekommer det mig, de falder tungere i år.
De plejede at
flagre, gjorde de. De foretog små svimlende loops i luften, legesyge pirouetter - de vidste, det var deres sidste scene, deres exit, og de prøvede at får mest muligt ud af den, som den dødsdømte med den proverbielt sidste cigaret.
Hvilket minder mig om et mareridt, jeg for nylig havde. Jeg véd også nok, at intet er så kedsommeligt som andres drømme - hvad jeg ikke desto mindre vil henhøre til de flestes sjuskede genfortælling, især i slig sammenhæng, fordi de tror så meget på en højere sandhed i drømmen at de ikke ulejliger sig med formuleringen, ligesom et menneske der bliver ved med at sige ét eller andet 'helt ærligt' og dermed kun understreger hvor meget det
ellers må være fuld af løgn - men (kunne De følge indskuddet? Dén slags er
ellers forbudt i avisprosa!) - alligevel:
jeg var - klassisk, vil enhver psykiater betro Dem - ved at rulle ud over en klippeskråning. Jeg havde tilsyneladende ligget på ryggen, drømmende, med en cigaret i flaben, og var rullet hen mod skrænten. Bevægelsen var stadig i gang, jeg kunne ikke stoppe den, jeg ville uundgåeligt rulle ud i tomheden og blive smadret på stenene.
Og jeg smed skoddet fra mig og tænkte: - Det var så den sidste.
Det var det - som både min lokale tobaskpusher og disse linier vil bekræfte - altså alligevel ikke, men måske en slags bizar nøgle til (en del af) efterårets mysterium.
KNUTZON (fra ungdomsdramaet
Det andet hold - monologopblomstring):
ADAM - Hende den nye siger, vi er spærret inde.
SARA (
indestængt vrede) - Jeg er ikke ny. Jeg er gammel. Jeg har været her hele tiden.
ADAM - Nå, undskyld.
KAREN - Jeg så dig slet ikke.
SARA (
hidsig, men i kontrol, hun bygger vreden op) - Nej, det gjorde du ikke. For jeg er nemlig ikke lige sådan at få øje på. Og det er derfor, jeg blev sendt på Vadmands. Jeg var ved at blive et problem for trafikken. Bilerne kunne ikke se mig, og folk gik ind i mig, og busserne kørte forbi mig uden at tage mig med. Jeg har prøvet alt. Har gået i pangfarver, taget båthorn og ringeklokker med, men lige meget hjælper det. Jeg er næsten ikke til at få øje på, og når nogen en sjælden gang i mellem ser mig og spørger mig om noget, så bliver jeg så befippet, at jeg svarer for sent, og så er folk for længst gået. Men nu siger jeg noget. Jeg siger noget nu. Kan I se mig?
