Forarget spørgsmål til Frederiksberg Kommune

ER I DA HELT ULDORNEDE, NÅR I LADER OEHLENSCHLÄGERS GRAV PÅ FREDERIKSBERG KIRKEGÅRD LIGGE MØGBESKIDT OG ULÆSELIG HEN?

Men jeg skrev Guldhornene først

eller nej, det gjorde Adam Oehlenschläger jo, men jeg skrev min roman, før Søren Behncke kreerede disse fantastiske piktogrambesmykkede "paphorn":

Fængslet for at agere spøgelse

- igen fra Tyven, et af fængselskapitlerne:

"Selvom de enkelte fangegrupper (i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavns Torv) er adskilt i separate afdelinger, hr alle fanger berøring med hinanden i det daglige. Og indbyrdes i enkelte fangegrupper er personerne og deres forbrydelser højst forskellige. Eksempelvis findes der hos rasphusfangerne de gængse lovovertrædelser som rufferi, tyveri, hæleri, bedrageri og "besvangrelse". Men rapshuset er også opholdssted for mænd, der er indsat på kort tid på grund af forbrydelser af mere tåget karakter, hvilket eksempler fra 1780'ernes fangeregistre viser; én har ageret spøgelse, én har udgivet sig for skorstensfejer, nogle har udøvet vold eller truet med det, nogle har fornærmet kongens embedsmænd, én har støjet i synagogen, én har gået nøgen på gaden, én har kørt i galop med renovationsvognen og spildt latrinindhold på gaden. flere er straffet for selvmordsforsøg."

Guldhornene var saxofoner (tilegnet Thorsten)

Fordi jeg som ung har skrevet en roman, der hedder Guldhornene, følte jeg, at jeg var nødt til at læse Ulrik Langens Tyven. Den utrolige historie om manden der stjal guldhornene, og det er virkelig en utroligt vild og underholdende historisk bog - også det hårdeste FÆNGSELSDRAMA! - som for min skyld gerne måtte have været WA-litteraturprisvindende, hvis Langen altså ikke skrev anmeldelser for avisen. Den for mig mest overrumplende, mest illuminerende, rent guldhornsmæssige info:

""Men", skriver Miranda (venezuelansk eventyrer, selvfølgelig LB), "hvad der overgår alle disse kuriositeter, er to berømte guldhorn, Tønderhornene kaldet, gjort af det pure guld; det ene vejer mere end 100 unzer (gammel vægtenhed for ædelmetaller UL) - jeg tror, at det har tjent som musikinstrument, der lød ved offerfesterne, thi når man blæser ganske let deri og holder de to mundstykker åbne, giver det en høj lyd. " Miranda er meget optaget af de mærkværdige "figurer og hieroglyffer, der går helt rundt om det, af menneskeofringer og andet ... De minder i et og alt meget om de monumenter af samme slags, der er os overleveret fra mexicanerne (dermed også tilegnet Ib Michael! LB). Det er højst mærkværdigt, at man herved kan se ligheden i kultur mellem disse folk". En tankevækkende transkulturel iagttagelse.
  Hvad der også er iøjnefaldende ved Mirandas dagbogsnotater om hornene, er, at det tydeligvis er almindeligt for besøgende at få tilladelse til at blæse i hornene. Det samme ses af en anden notits om et besøg i samlingerne. En museumsgæst fortæller nogle år senere, at han, efter at have haft Absalons bispehue på hovedet og et scepter i hånden, forsøger at blæse i det store guldhorn, ligesom en ansat ved biblioteket husker, at man med jævne mellemrum kunne høre den "gennemtrængende lyd", når der blev blæst i hornet oppe i kunstkammeret. En anden erindrer, at hornene altid blev taget ud af deres skab og givet de besøgende i hænderne, så man kunne løfte på dem og mærke, hvor tunge de var. "Dertil brugte man at blæse i det ene, der gav lyd som et jagthorn."
  Mon Niels Heidenreich (tyven LB) blæste i hornene, når han med familien besøgte Kunstkammeret med Gall som omviser? "

Guldhornene II

(vi har købt billetter til Paris!)

Når nu de kedelige horn-formede rundstykker hedder horn, burde så faktisk ikke croissanter, der også er er formet som horn, men er en hel anderledes ÆDEL spise, fordanskes til guldhorn?

Jeg synes det!

jeg kunne skrive en efterfølger til Guldhornene, der lod en forloren krimi-handling udspille sig i en Lagkagehus-filial, og så bare helt uformidlet og som selvfølgelighed kalde croissanterne for guldhorn, og så skulle bogen blive en bestseller, og så ville folk slet ikke kunne lade være med at kalde croissanter for guldhorn, og så var det klaret!

Guldhornenes spooky-spøjse sidekammerat

Jeg havde brug for "Guldhornene" til mit foredrag og fandt et optryk af Digte 1803 på hollandsk udsalg i Helligåndshuset - digtet efter "Guldhornene" er "Violsamleren", det er ikke underligt mindre kendt, fordi det er mere gotisk mærkværdigt (hvad i alverden laver de BIER i digtet?) end punket hallucinatorisk:

Nattens blege Gienfærd lyste,'
Stormen dreied Kirkespiret.
Emma ved min side gyste,
som en Engel lilieziret.

Nattens sorte Haner gole,
bange gik min troe Veninde;
hendes hvide Silkekiole
flagred i de kolde Vinde.

Svagt en Stemme til en Cither
langsomt hørte vi at qvæde.
Da vi treen for Portens Gitter
stod der Een i Dödningeklæde.

Emma kom, din Moder vinker!
See, hist ligger jeg saa ene,
medens Sol og Maane blinker
paa de kolde Marmorstene.

Emma sank i mine Arme,
stirred Skyggen mat imöde;
trykte mig med sidste Varme,
smilte zittrede og döde.

Hiem jeg bar min Elskerinde,
koldt bestraalt af Nattens Sole,
Underlige Dödningevinde
vifted i den lange Kiole.

Derpaa jeg til Lunden ilte,
gav mig flittig til at söge,
mens bestandig Maanen smilte
bleggul paa de sorte Böge.

Fandt det elskte Træe, som heldte
over os saa tit fortrolig;
græd imens jeg træet fældte,
slæbte det til Emmas Bolig.

Kyssed hendes hvide Klæder,
greb en Saug saa mat og ene,
danned saa de lange Bræder,
som indeslutter hendes Bene.

Hen til hendes kære Bier
derpaa jeg mig sagte skyndte.
Skovens milde Melodier
vidned Morgenen begyndte.

Bien stak, jeg fandt det ikke;
ud jeg tog den store Kage.
Emma stod for mine Blikke,
stirrende saa huldt tilbage.

Biens Stik jeg henrykt taalte.
Lys af gule Vox jeg stöbte.
Klart den sidste Nat de straalte,
da jeg hendes Lig indsvöbte.

Snoren rasled, i det Dybe
sank hun, fulgt af min Taare.
Rædsomt fölte jeg det krybe,
giennem hver en lunken Aare.

Næste Nat da Stiernehorden
veltede sig op af Havet,
ilte jeg til Kirkegaarden,
hvor min Emma laa begravet.

Södt en stemme til en Cither
atter hörte jeg at qvæde.
Tæt ved Portens sorte Gitter
stod hun i sit Dödningeklæde.

Ludvig kom, din Pige vinker!
See hist jeg ligger saa ene,
medens Elskovs Stierne blinker
paa de hvide Marmostene.

Emma! råbte jeg med Klage,
tag mig med, du Eiegode!
See hvor bleg jeg staaer tilbage
paa den kolde, mörke Klode.

Ak da hæved hun sin Finger
höit, den englehvide Pige;
viste mig den Stie som svinger
ukiendt sig til Himmerige.

Med en Taare i sit Öie
kyssed hun mig ømt paa Munden,
stirred bönlig i det Höie,
sukkede - og var forsvunden.

Derfor sanker jeg Violer;
de mit blege Lig skal klæde,
naar i Nat de hvide Straaler
vinke mig til evig Glæde.

Guldfolieomslaget overfladeslidt

BUKDAHL, LARS: Guldhornene. Roman. Borgen. Kbh. 1988. 1. udg. 1. opl. 173 s. Heftet med tråd, i originalt omslag. Pæn stand. Uopskåret. Guldfolieomslaget overfladeslidt. Bagsidens nederste hjørne med svagt 'knæk'. DKK 100 · spørg Aabenhus Aarhus Antikvariat, Århus C (DK) · ABH119923 · Lukket 04.05 - 13.05

Jeg kan godt lide beskrivelsens akkuratesse (og læser den selvfølgelig ego-allegorisk, det er mit sjælelige guldfolieomslag der er overfladeslidt, mit nederste sjælehjørne, der har et svagt knæk), men gid dog i det mindste, at bogen (sjælen) var opskåret og dermed LÆST.

Poesi-Bureaukratisk afrapportering

Jeg tog bestik af af den mail jeg fik tidligere i dag fra Disney om den nye dvd- og blue ray-udgave af Alice i Eventyrland, da jeg skulle finde tekster at læse op i aften i Det Poetiske Bureau og valgte derfor lutter tekster med dyr, der taler - men hvor vildt var det så ikke, at Majse Aymo-Boots oplæsning fra hendes sensationelle (500!) spørgsmåls-work in progress (et uddrag fra hvilket kommer til at figurere i Hvedekorn 1 eller 2, 2011, fordi Hvedekorn altid er på pletten) indeholdt 2-3 spørgsmål om dyr, der taler!!?? Jeg startede med at oplæse et kapitel (om mig selv, "Lars") fra min debutroman Guldhornene, som jeg ikke havde læst (heller ikke indenad) i 20 år, og særligt de små fortællinger, fortalt af en flamingo og en rotte og en skildpadde i sidste tredjedel af kapitlet, var til min (og mine nærmestes) overraskelse ikke helt uefne, her er den første fortælling, inden jeg går i seng og sover dybt:

- Nå, så den amerikanske præsident er blevet til en lagkage, konverserer flamingoen.
- Det har jeg nu ikke hørt, siger Lars mistroisk.
- Jo, det er skam rigtig sandt, forsikrer flamingoen, - i en gul sikkerhedshelikopter sagde det klik, og præsidenten gik i kage på stedet. De siger, at et Philips-fjernsyn røg med i den hurtige metamorfose og at den totale identifikation er blevet til virkelighed, men det er sikkert kun en skrøne. I hver tilfælde skal han spises. "Det ville være synd andet", skal hans hustru, den tidligere filmskuespillerinde, have sagt. Men hvem der skal fortære den amerikanske præsident er endnu ikke afgjort. Måske vil kagen blive opløst i det amerikanske drikkevand, således at alle kan få en bid.
- Er det virkelig rigtigt?
- Ja, og ingen ved, hvad de store æbler på den røde plads skal bruges til. Jesus lader sig ikke drive ud af de spejle i Mexico City, som han i tide og utide lader sig se igennem.
Lars smider flamingoen fra sig.

Men 23 år senere bliver den ved at forfølge ham!