Viser opslag med etiketten pral. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten pral. Vis alle opslag

fredag den 6. juni 2014

Verdens ældste blæksprutte

- eller: Når en metafor forældes

Omsider er en Blæksprutte på i Weekendavisen Bøger, som jeg skrev helt tilbage i ... december, vistnok, om G(enitiv)A(djektiv)S(ubstantiv)-konstruktioner hos arabiske digtere og en Facebook-diskussion om samme mellem bl.a. Mette Moestrup og Per Aage Brandt. I hvad der må være forrige version eksemplificerer jeg GAS med følgende hjemmelavede metafor:

Et hurtigt eksempel her i en onsdag marts kunne være kuldens hånske hvæsen

Men som Blæksprutten blev ved at samle støv, kunne den jo ikke holde, så for en måned siden opdaterede jeg metaforen til:

Et hurtigt eksempel her en onsdag i maj kunne være solens billige pral.

Jeg kan ikke huske eller umiddelbart opspore, hvordan Blæksprutten oprindeligt afGASsede, men sådan lød det i marts:

her i forårets flimrende reklameblok

Nu:

her i forårets hysteriske reklameblok

mandag den 30. januar 2012

Lynkursus i pral (undskyld, Jeppe!)

(først en undskyldning til Jeppe Brixvold, hvis i forvejen forvrængede og fortegnede udtalelser i en Politiken-reportage, jeg i en blogpost nedenfor, med samt et stadig stigende hav af kommentarer (jeg orker ikke læse med længere, kan nogen give et referat!?), forvrængede og fortegnede yderligere, hvilket han blev ret knotten over, hvilket jeg kun forstår alt for godt, jeg har selv prøvet det alt for mange gange, så af hjertet UNDSKYLD, JEPPE! jeg håber så bare, at noget af diskussionen har været meningsfuld alligevel, fx er det ikke ren fis, når jeg mener, at Forfatterskolen burde lære at PRALE, så her:)

LYNKURSUS I PRAL for Forfatterskolens rektor, lærere, administrator og elever

TAG ÆREN FOR ALT!

SKAMLØST OG AGGRESSIVT!

og fx senest

De Gyldne Laurbær til Helle Helle! Forfatterskolens folkelige gennembrud! Den første Forfatterskoleuddannede forfatter, der får boghandlernes pris!

Montanaprisen til Bjørn Rasmussen! Frisk fra Forfatterskolen får han en af landets fornemste litterære priser!

Overvældende positiv modtagelse af Olga Ravns og Stine Pilgaards debutbøger! Frisk (godt prale-ord) fra Forfatterskolen er de forårets debutanter!

Se! det gør slet ikke ondt og man bliver ikke beskidt eller korrumperet, tværtimod, pral gør godt og gør tydelig!

For ellers skal Hvedekorn gerne tage æren! Hvis vi ikke allerede har gjort det!?

onsdag den 17. marts 2010

En lertøjsskål er ikke nogen legetøjsskål

Så har Hvedekorn sørme fået fem stjerner igen af Jørgen Johansen i Berlingske TIdende, og jeg tror da simpelthen bare, at jeg citerer hele anmeldelsen:

Et kapitel i tidsskriftets og i forlagets historie er skrevet til ende. Vemodigt nok! I 46 år har Borgen kærligt plejet lyrikken og generøst givet husly til det på samme tid ærværdige og ungdommeligt sprælske Hvedekorn. Når historien trods alt ikke er ren begrædelighed, skyldes det, at et nyt forlag, Rosinante, står parat til at overtage ansvaret for driften af »talenternes fristed«. Netop det tilnavn lever denne sidste Borgen-udgave af Hvedekorn smukt op til med en lang stribe debutanter og Hvedekorn-leverandører med et par års anciennitet. De må imidlertid alle sammen finde sig i, at veteranen Eske K. Mathiesen løber med opmærksomheden. Mathiesen, der har optrådt i tidsskriftet siden 1969, præsenterer sin egen kanon for billedkunst. Ti digte gjort af samme stof som den vidunderligt morsomme bog »Bonjour Monsieur Satie«, der netop har indbragt forfatteren årets kritikerpris.

Eske Mathiesen har i et (som sædvanligt maskinskrevet) brev til redaktionen påpeget, at der ærgerligt nok har indsneget sig en fejl i afskriften (afskrift pga. maskinskriften) af digtet til og om keramikeren Buller Henriksen; der skal stå "lertøjsskål" og ikke "legetøjsskål" selvfølgelig, og undskyld for det til Eske og læseren, her er det korrekt klingende digt:

Når jeg knipser på kanten
af den buttede blå lertøjsskål
og synes den klinger som en
fjern aftenklokke over
grønne enge, så skyldes det næppe,
at der er indbagt nogen missionerende
hensigt i skålen. Det er blot
det fromme barn i mig selv, der sover
så let, vågner for ingen ting.

søndag den 28. februar 2010

Pral 5

14:30 i dag modtog jeg to digte af Marius Nørup-Nielsen, "to af de farligt friske til Hvedekorn"; men lige så fresh, rådvild en fyr det ene er, lige så tristesseemmende, funky en gut er det andet.

torsdag den 25. februar 2010

Pral 4

Bent Vinn Nielsens nye roman, hans første i seks år, Et liv i almindelighed, ligger til anmeldelse i mit postrum på WA, første gang nogensinde jeg er anmelder på Bent Vinn og sørme da på tide, det er hårdt ikke at være tvunget til at udtrykke sin beundring for en stor forfatter - så er det snart kun Vibeke Grønfeldt blandt yndlingene, som jeg savner at forsøge mig på (og håbet er lysegrønt: hendes faste anmelder er netop rømmet til Kristeligheden).

søndag den 21. februar 2010

Pral 3

16:19 modtog jeg syv drømme af Helle Helle, hvilket er voldsomt mange drømme på én gang, en veritabel drømmeoverflod, dream overload - hvordan skal der i nat blive plads til mine egne?

fredag den 19. februar 2010

Pralhalsstarrig

Jeg vil bare gerne lige prale med, at Hvedekorn nr. 3, 2009, der hårdt nok er nyeste nummer (og kun næstsidste nummer på Borgen) idag får en femstjernet anmeldelse af min yndlingslyrikanmelder (næstefter mig selv) Jørgen Johansen i Berlingske Tidende http://www.berlingske.dk/boeger/poetisk-overskud hvori det bl.a. hedder:

Mens Hvedekorn er på vej mod store flyttedag, fra Borgens Forlag til Rosinante, demonstrerer tidsskriftet betryggende poetisk overskud. Det nyeste nummer blander fint kortene, så debutanter og garvede Hvedekorns-folk mødes, og en enkelt udlænding [nej, det er en kompliceret udlænding, Raymond Queneau! LB] kigger indenfor. (...) Og så er der altså fire debutanter i nummeret, Louise Harbo, Karsten Wraae Larsen, Stefan Christensen og Lea Løppenthin, alle en varm velkomsthilsen værd. Institutionen »Hvedekorn« med Lars Bukdahl som aktuel førstelæser fortjener fem stjerner.

Jeg vil også gerne citere stjernerne:

* * * * *

tirsdag den 16. februar 2010

Pral 2

08:15 modtog jeg endnu et digt af Peter Nielsen, dette med titlen "Landskab nær New York" (samtidig blev titlen på det første digt ændret til "Hermeneutisk notat"), at I bare ved det!

mandag den 15. februar 2010

Pral

17:07 modtog jeg - i min egenskab af redaktør for Hvedekorn, men stadigvæk - et splinternyt digt af Peter Nielsen, der hedder "Indkapslet i deres biologi", og som jeg foreløbig vil holde for mig selv, ha!