Behersket 18 år gammel Shu-bi-dua-påksønnelse

 I dag ville jeg være mere ubehersket begejstret for klassikerne (men sikkert lige så vranten på senværket)

En tanketorsk - en gulerod

13. december 2002 Weekendavisen.dk

Vuffelivovet. Gennemlæsning af Shu-bi-duas samlede værker leverer ingen tungtvejende argumenter for en fuld, poetisk rehabilitering.

FREDAG morgen havde jeg for mine kvikke studerende på Københavns Universitet kort gennemgået den danske pop/rock-teksts historie og fået nævnt både Steppeulvene, Gasolin, Røde mor (Smæk!), C.V. Jørgensen, Gnags, TV2, Kliché og næste og sidste gang skal min avantgarde-humoristiske danske litteraturhistorie selvfølgelig kulminere med rap: Den Gale Pose & Malk de Koijn & Zaki.

Da jeg efter timen slog et smut omkring redaktionen, blev jeg imidlertid ramt af akut dårlig samvittighed, for dér lå det gigantiske bogværk Den store Shu-bi-dua med de samlede tekster og becifringer og strålede sort. Jeg så ingen vej udenom at konfrontere mig direkte, og nu sidder jeg lettere udpumpet mandag morgen og skal mene ting i avisen. Og i al korthed er min mening, at Shu-bi-dua rent poetisk holder lige præcis den dér mindste smule, man havde mistanke om, og som i hvert fald kvalificerer til en linie eller fem i den humor-avantgardistiske litteraturhistorie.

Det eneste vægtige bidrag til litteraturen om Shu-bi-dua som litteratur er Dan Turèlls artikel Ti år med Shu-bi-dua: I samfundets storfamilie (optrykt i Turèlls As Time Goes By..., side om side med artikler om Per Højholt og Herman Bang, sigende nok). Turèlls ti sider strækker sig en god del længere end bukserne kan holde til, men hans pointer er stadig præcise nok, nemlig dels at problemet med Shu-bi-dua i en rockn roll-sammenhæng er deres nordjsællandske ubekymrethed, dels at de markerer vejen væk fra rock/pop og tættere hen imod en slags revy-form og gladeligt vedgår deres pjankethed: I tider som disse er det klart, de får at vide de repræsenterer anti-bevidsthed, forstået: lal. Og det gør de også. Lal er vigtig, også som befrielsesvåben og ikke kun i en skolegård.

Når man sidder og læser de over 250 tekster, slår det en, at der ikke bare er mængder af tungrøvet lal (og mergelgrave af julesange og hunde(lort)sange), men også oceaner af tyndbenet oprigtighed, især på de seneste plader, kærlighedsschlagere og posemandsoder, hvilket (uden synderligt held) peger bort fra lalle-identiteten. De mest mindeværdige Shu-bi-dua tekster er og bliver de mest energisk lallet vitsende og ordspillende, enten løsagtigt ud i det blå eller også tidens tegn-satiriserende à la gode gamle Ærbødigst; et godt eksempel på det sidste er nummeret Askepot apropos LaCoste-modetøj: Der vil altid være en dille/ et lille modedyr/ Som lever af at spise dine penge/ Hvis de fik det som de ville/ Dem der sidder og syr/ Så skulle vi gå/ Med tusind lapper på.

Man kommer ikke udenom, at det pureste pjat optræder på pladerne fra halvfjerdserne og allerførst i firserne, jeg kan stadig spontant bryde ud i det åndssvage omkvæd fra Livets pølse: Men sådan er der jo så meget/ Livets pølse er speget/ Odin og Thor/ sidder og glor/ og danser tutti-frutti hele natten. Men også på de senere plader er der nu og da ansatser til seriøs ekvilibrisme, disse linier er dateret 1997: Du kan gøre mig stør, når du ser på mig/ Du kan gi mig kuller/ Det er svært at finne en sild som dig/ Må jeg gyde på en vand. Og når deres rap-parodi Foggin rap først taler fupamerikansk således: I was just walking down the street and I felt like fog/ My girl just left me with my friend a big motherfogger/ And she herself is nothing but a koksokker og derpå undersætter til shubi-dansk således: Jeg gik ned ad hovedgaden med min røgmaskine/ Så mødte jeg et par piger der begyndte at hvine/ Så viste jeg dem da bare Boserups sokker/ Og stik mod forventning gik de helt amok, kan man da blive nødt til at overgive sig og vitterliggøre deres reelt eksisterende slægtskab med guddommelige Malk de Koijn!