er kurset i anmelderi på Institut for Litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Tue Andersen Nexø har været lærer her og Kamilla Löfström er det lige nu (og har være flink til at lægge opgave-anmeldelser ud på Promenaden, senest denne). Som (ubenyttet) research til min kommentar om (manglende) Ung Kritik spurgte jeg Tue og Kamilla om kurset.
Tue:
Jeg plejede at begynde undervisningen med at sige, at der jo ikke var nogen, der kunne leve af at skrive anmeldelser i Danmark.
Kamilla:
Jeg plejer at indlede med at citere JC Jørgensen: At anmeldere i DK har lært at skrive anmeldelser ved at læse andre anmeldere.
Tue:
Mikkel Frantzen gik på mit første hold (efteråret
2006, mener jeg det var), Linea (Maja Ernst) på holdet efter. NIcklas Freisleben
Lund, som har skrevet for politiken, har også fulgt det i tidernes
morgen.
Kamilla:
På mit første hold gik en norsk studerende som
begyndte at anmelde på et norsk kritiksite (kan godt finde navnet, hvis
det er). Et par stykker har skrevet til litteratur.nu. Victor Boy
Lindholm skriver anmelderlignende på sin blog indimellem (og anmelder for Atlas LB). Ellers har jeg
undervist Nanna Storr-Hansen og Benedicte De Thurah Huang og Marie
Kudahl, som jo i hvert fald er skrivende. De tre kunne jeg ønske mig som
anmeldere i dagbladene
Viser opslag med etiketten Kamilla Löfström. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kamilla Löfström. Vis alle opslag
tirsdag den 13. januar 2015
fredag den 25. april 2014
Se forfatter og anmelder i det mindste indlede en samtale
Kamilla Löfström anmelder Camilla Stormarrs nye roman Den anden bred i Information i dag, og det reagerer forfatteren småmuggent på i en FB-opdatering:
Så er bogen anmeldt i Information. Kamilla Löfström, der som den eneste anmelder ikke brød sig om Udflytterne, bryder sig bestemt heller ikke om Den anden bred. "En såkaldt selvstændig fortsættelse af Udflytterne", kalder hun den.
Og der er meget galt. Det eneste forsonende ved bogen, er ifølge hende, tilbageblikkene til barndommen. Pudsigt nok, for hvert eneste tilbageblik kunne være taget direkte ud af Udflytterne, som hun jo som sagt ikke kunne fordrage
http://www.information.dk/495233
- og som I kan se, er Kamilla tagget i opdateringen, fordi hun åbenbart er "ven" med forfatteren, og så beslutter kritikeren sig - efter diverse (rimelig urbane) solidaritetserklæringer fra "venner" - at svare forfatteren, sagligtog, GULP, det ligner næsten (indledningen på) en samtale:
Det ene like er forfatterens, så der er stadig håb for forfatter-kritiker-coexistensen!
(og ja, jeg roser Kamilla, fordi vi om få timer skal sidde i panel sammen og debattere litterær racisme, og umiddelbart har jeg ikke mange allierede i det panel - ordstyrer Pablo vil forholde sig yderst neutralt, forestiller jeg mig, og jeg er også usikker (og det er han sikkert også selv) på, hvad han egenlig mener - ikke fordi jeg vil lave en alliance med Kamilla, men jeg håber på, at hun i det mindste kan forklare mig, hvad de andre menner, hvis de faktisk mener de mærkelige ting, de mener i debatten, og hvad det dog skal betyde, meget, noget, ingenting, for mine læsebriller).
Så er bogen anmeldt i Information. Kamilla Löfström, der som den eneste anmelder ikke brød sig om Udflytterne, bryder sig bestemt heller ikke om Den anden bred. "En såkaldt selvstændig fortsættelse af Udflytterne", kalder hun den.
Og der er meget galt. Det eneste forsonende ved bogen, er ifølge hende, tilbageblikkene til barndommen. Pudsigt nok, for hvert eneste tilbageblik kunne være taget direkte ud af Udflytterne, som hun jo som sagt ikke kunne fordrage
http://www.information.dk/495233
- og som I kan se, er Kamilla tagget i opdateringen, fordi hun åbenbart er "ven" med forfatteren, og så beslutter kritikeren sig - efter diverse (rimelig urbane) solidaritetserklæringer fra "venner" - at svare forfatteren, sagligtog, GULP, det ligner næsten (indledningen på) en samtale:
Kamilla Löfström hej Camilla, ved ikke om du kunne tænke dig en kommentar fra mig her, men nu har du jo tagget mig ... Det er en god pointe, du har der, at det er Udflytterdelen i din nye bog, som jeg er glad for. For mig at se handler det især om Phønix som fortæller. I 'Den anden bred' fortæller han (udelukkende) som voksen om tiden ved vandmøllen i Sverige og på afstand af begivenhederne, jeg tror det er det, jeg synes gør 'Udflytterne version 2' så meget mere vellykket.See Translation
Det ene like er forfatterens, så der er stadig håb for forfatter-kritiker-coexistensen!
(og ja, jeg roser Kamilla, fordi vi om få timer skal sidde i panel sammen og debattere litterær racisme, og umiddelbart har jeg ikke mange allierede i det panel - ordstyrer Pablo vil forholde sig yderst neutralt, forestiller jeg mig, og jeg er også usikker (og det er han sikkert også selv) på, hvad han egenlig mener - ikke fordi jeg vil lave en alliance med Kamilla, men jeg håber på, at hun i det mindste kan forklare mig, hvad de andre menner, hvis de faktisk mener de mærkelige ting, de mener i debatten, og hvad det dog skal betyde, meget, noget, ingenting, for mine læsebriller).
lørdag den 22. marts 2014
Yndlingskritiker-top 5 + 1
1. Bo Tao Michaëlis, Politiken (men giv ham nogle andre bøger = ikke-krimier og meget gerne poesi - han var great som Nellie-presenter ved Kritikerlav-arrangement)
2. Tue Andersen Nexø, Information
3. Kamilla Löfström, Information
4. Jørgen Johansen, Berlingske
5. René Jean Jensen, Information
Yndlings- OG hadekritiker
1. Erik Skyum-Nielsen, Information
2. Tue Andersen Nexø, Information
3. Kamilla Löfström, Information
4. Jørgen Johansen, Berlingske
5. René Jean Jensen, Information
Yndlings- OG hadekritiker
1. Erik Skyum-Nielsen, Information
lørdag den 1. juni 2013
lørdag den 25. maj 2013
Fortolkning? Det har jeg folk til!
Dels forfatteren -
Iben Mondrup om hendes nye, gode roman Store Malene i WA:
Store Malene handler om brug. Om menneskers trang til at bruge hinanden. At penetrere hinanden. At trænge ind i hinanden med kameraet, med ord og med kønnet. At bare tage, fordi de har et umætteligt behov for at fylde på sig.
Dels mine kritikerkolleger - og jeg er altid på samme tid misundelig og irriteret på alt dette fortolkeri, som jeg altid selv glemmer eller bare er blind eller DUM på, fordi det altid er æstetikken, der primært enten ætser eller lader mig lunken (i min (indrømmet, alt for korte) WA-anmeldelse af Store Malene nåede jeg frem til, at bogen neurotisk glødede, og stillede mig som sædvanlig tilfreds med den sensoriske beskrivelse og analyse og dom):
Kamilla Löfström i Information:
Store Malene behandler penetration i flere afskygninger - »alle steder kan invaderes«, hedder det et sted, og et andet, at Justine »selv kunne fylde hullerne ud med begivenheder«. Den tilbyder kort sagt mange tolkningsmuligheder. Justine følger et uforklarligt begær og bliver selv invaderet af Jesper plus kedsom kone og ender med at flygte fra det hus, hun har lejet. Men inden da er hun trængt ind på livet af den kvinde, der ejer huset, ved at rode i hendes private fotos. Justines indtrængen er også hendes indflytning i en efterladt faldefærdig bygning symbolsk nok kaldet Blok P - P for penetration og perversiteter. Her opbygger hun langsomt et scenarie af døde dyr, fjer, opkast og endelig en lort: Store Malene en miniature. Iben Mondrup viser billedet af mennesker som rovdyr og byttedyr, sågar tøjdyr. Som seksuelt væsen er Justine både på rov og et bytte.
Og endnu mere entusiastisk, Lillian Munk Rösing (5 hjerter, selvfølgelig) i Politiken:
Måske er Mette også gennem mere end sit forbogstav beslægtet med det fjeld, som har lagt titel til bogen og bliver en vigtig tinde, også plotmæssigt: Store Malene. Alle mandlige personer deler til gengæld forbogstav med Justine: Jesper, Jakob, Joorut. I en syret scene blandes grønlandsk sagn med deleuziansk dyreblivelse i Justine-kroppens opsvulmende transformation - til Mette, til hvid hval, til isbjørn? Også Justines navn, som bæres videre fra Mondrups stærke debutroman ' En to tre - Justine', kan læses som en blanding af fransk filosofiog grønlandsk tradition - det er et almindeligt navn i Grønland, og det er navnet på en af Marquis de Sades heltinder, der som Mondrups Justine erfarer slægtskabet mellem sex og død.
- Der er noget meget rørende ved disse fortolkerskers initial-begejstring - jo minimalere signifanten, jo heftigere den betydende tegn-fest:
P!
M!
J!
(ö
(ingen anmelder er et))
Iben Mondrup om hendes nye, gode roman Store Malene i WA:
Store Malene handler om brug. Om menneskers trang til at bruge hinanden. At penetrere hinanden. At trænge ind i hinanden med kameraet, med ord og med kønnet. At bare tage, fordi de har et umætteligt behov for at fylde på sig.
Dels mine kritikerkolleger - og jeg er altid på samme tid misundelig og irriteret på alt dette fortolkeri, som jeg altid selv glemmer eller bare er blind eller DUM på, fordi det altid er æstetikken, der primært enten ætser eller lader mig lunken (i min (indrømmet, alt for korte) WA-anmeldelse af Store Malene nåede jeg frem til, at bogen neurotisk glødede, og stillede mig som sædvanlig tilfreds med den sensoriske beskrivelse og analyse og dom):
Kamilla Löfström i Information:
Store Malene behandler penetration i flere afskygninger - »alle steder kan invaderes«, hedder det et sted, og et andet, at Justine »selv kunne fylde hullerne ud med begivenheder«. Den tilbyder kort sagt mange tolkningsmuligheder. Justine følger et uforklarligt begær og bliver selv invaderet af Jesper plus kedsom kone og ender med at flygte fra det hus, hun har lejet. Men inden da er hun trængt ind på livet af den kvinde, der ejer huset, ved at rode i hendes private fotos. Justines indtrængen er også hendes indflytning i en efterladt faldefærdig bygning symbolsk nok kaldet Blok P - P for penetration og perversiteter. Her opbygger hun langsomt et scenarie af døde dyr, fjer, opkast og endelig en lort: Store Malene en miniature. Iben Mondrup viser billedet af mennesker som rovdyr og byttedyr, sågar tøjdyr. Som seksuelt væsen er Justine både på rov og et bytte.
Og endnu mere entusiastisk, Lillian Munk Rösing (5 hjerter, selvfølgelig) i Politiken:
Måske er Mette også gennem mere end sit forbogstav beslægtet med det fjeld, som har lagt titel til bogen og bliver en vigtig tinde, også plotmæssigt: Store Malene. Alle mandlige personer deler til gengæld forbogstav med Justine: Jesper, Jakob, Joorut. I en syret scene blandes grønlandsk sagn med deleuziansk dyreblivelse i Justine-kroppens opsvulmende transformation - til Mette, til hvid hval, til isbjørn? Også Justines navn, som bæres videre fra Mondrups stærke debutroman ' En to tre - Justine', kan læses som en blanding af fransk filosofiog grønlandsk tradition - det er et almindeligt navn i Grønland, og det er navnet på en af Marquis de Sades heltinder, der som Mondrups Justine erfarer slægtskabet mellem sex og død.
- Der er noget meget rørende ved disse fortolkerskers initial-begejstring - jo minimalere signifanten, jo heftigere den betydende tegn-fest:
P!
M!
J!
(ö
(ingen anmelder er et))
tirsdag den 5. marts 2013
Kamilla kicks the kamel
Jeg har med skam at melde ikke læst Nellies bog endnu, fik travlt med SÅM og i dag med at genlæse og (gen)anmelde År 9 efter Loopet, men i morgen når jeg tager til Holstebro som ledsagende kritiker tager jeg den med, og så er der heldigvis og omsider ingen vej udenom; i mellemtiden har det været godt at se, at Kamilla Löfström på Promenaden har anholdt Erik Svendsens kriminelt indskrænkede og læsehandicappede anmeldelse i Jyllands-Posten ("Kreativt tænkt og konsekvent udført, men jeg må indrømme, at bogen
afslører denne læsers sproglige konservatisme: Der må for demokratiets
skyld ikke herske sprogligt anarki. Der må være veldefinerede regler for,
hvordan ord staves, og en grammatik, som må respekteres, for ellers kan
vi ikke snakke sammen. Hvis alt er tilladt, vil man bruge alt for megen
tid på elementært at stave sig frem til, hvad der overhovedet står i
den støjende skov af selvforvaltet sort snak, og meningen med det
hele forsvinder i afkodningen."), når jeg nu pga. læsemanko var indisponeret:
Writing is fifty years behind painting, sagde Brion Gysin for længe siden, og Danish litteraturkritik er 100 år bagefter alting, tænkte jeg, da jeg læste Erik Svendsens anmeldelse af Nellies bog. Jeg er interesseret i at møde læsninger, der er helt anderledes end min egen, helt enkelt bare for at blive overrasket og klogere, men Svendsens læsning er noget sjask. Og jeg køber ikke hans argumentation: at Nellies bog er mislykket og uinteressant (“en straffeekspedition”) på grund af sit sprog (“komplet malabarisk dansk”). Altså fordi værket ikke overholder formalia vedrørende stavning og grammatik, må det dømmes ude.
Svarer det ikke nogenledes til at møde kubismen med et: “Det ligner dårligt!” Eller det abstrakte maleri med et “Hvad skal det forestille?”. Eller glemte Svendsen ikke Stein og Joyce i vendingen? Eller hvad med Blicher, skulle han have holdt sig fra at skrive på dialekt?
Writing is fifty years behind painting, sagde Brion Gysin for længe siden, og Danish litteraturkritik er 100 år bagefter alting, tænkte jeg, da jeg læste Erik Svendsens anmeldelse af Nellies bog. Jeg er interesseret i at møde læsninger, der er helt anderledes end min egen, helt enkelt bare for at blive overrasket og klogere, men Svendsens læsning er noget sjask. Og jeg køber ikke hans argumentation: at Nellies bog er mislykket og uinteressant (“en straffeekspedition”) på grund af sit sprog (“komplet malabarisk dansk”). Altså fordi værket ikke overholder formalia vedrørende stavning og grammatik, må det dømmes ude.
Svarer det ikke nogenledes til at møde kubismen med et: “Det ligner dårligt!” Eller det abstrakte maleri med et “Hvad skal det forestille?”. Eller glemte Svendsen ikke Stein og Joyce i vendingen? Eller hvad med Blicher, skulle han have holdt sig fra at skrive på dialekt?
torsdag den 10. januar 2013
Nielsen i loop
2 andre fund i Helligåndshuset talte pludselig med hinanden, da jeg sad i i gårs IC3 og bladrede i dem.
I Kritik 201, 2011 (jeg køber og læser det blad for lidt (fordi jeg ikke får det gratis)), skriver Hans-Jørgen Nielsen i en 1968-korrespondance med Niels Barfoed (der åbenbart aldrig fik svaret på dette brev nr. 3) om en bittelille Peter Bichsel-tekst (ERKLÆRING/ Om morgenen lå der sne./ Man kunne have glædet sig. Man kunne have bygget snehytter eller lavet snemænd, man kunne have stillet dem op foran huset som vogtere./ Sneen er opmuntrende, det er, hvad den er - og den kan holde én varm, når man graver sig ned i den, siger man./ Men den trænger ind i skoene, blokerer bilerne, afsporer togene og gør afsides landsbyer ensomme.):
Du slipper hurtigt teksten som konkret sprogligt fænomen til fordel for nogle psykologiserende "perspektiveringer", uden hvilke teksten ikke får "sin fulde dimension som sammenhængende helhed". Ud af disse perspektiveringer kommer en tekst, der fremtræder som rekapitulation af den tidlige modernismes tragisk-deterministiske kriseideologi: Engang-var-vi-ét-med-moder-natur. Men-så-kom-splittelsen-og-teknikken. Og-den-er-vi-nu-tragiske-fanger-af, for-der-er-ikke-plads-til-det-emotionelle-og-fortroligt-vidende-forhold-til-naturen. Forholdt der sig sådan, ville jeg afvise teksten som både banal og sentimental. Det er ikke den slags perspektiveringer, der giver den værdi og dimension for mig.
Jeg er i min læsning mere tilbøjelig til at fastholde teksten som sprogligt fænomen. Som grammatisk-eksistentiel maskine., bygget af spændinger og polariseringer mellem de forskellige eksistensmuligheder, der svarer til de anvendte grammatiske kategorier. For mig får teksten sin værdi, "sin fulde dimension som sammenhængende helhed" i sammenhængen mellem dens sprog- og virkelighedsbilleder. Det er dér dens kunstværdi ligger. Ikke i vidtspundne kulturessayistiske betragtninger hinsides ordene. Og det er altså denne sammenhæng, jeg mener en læsning bør oplede. En læsning der fører til en tekst med en helt anden mening end din, nemlig til et eksistentielt opgør med determinismen og den ufrivillige tragik med placering af ansvaret, hvor det hører hjemme: Hos det menneske der ikke vælger at gøre noget ved sin verden, hvorfor det bliver verden, som løber af med det.
I Kamilla Löfströms interviewbog (ofre: Bo hr. Hansen, Pia Juul, Nicolaj Stochholm, Morti Vizki) Motorvej til Babylon siger Pia Juul på et tidspunkt - og dribler elegant bolden, hvis ikke faktisk foden fra Hans-Jørgen (mens Barfoed forsvinder helt i horisonten):
Jeg holder meget af læsning og analyser, men det kan stadig ikke forklare den der umiddelbare følelse man kan få. Man kan analysere sig fem til om noget eksempelvis er noget vrøvl, men selv vrøvlede ting vil kunne bibringe folk noget. Der er et digt af Hans-Jørgen Nielsen der på en måde virker som en ordleg. Det begynder "ikke blot hende men også den måde hun smiler på". Jeg får tårer i øjnene hver gang jeg læser det, og det skal man ikke underkende. Det kan han også godt have villet. Men han var alligevel bare så optaget af formen at jeg tænker: ha! Der snød poesien ham. Han kunne ikke undgå at bevæge, og det synes jeg er så fantastisk. Det er ikke sikkert at han ville undgå det, men det kunne jeg ikke lade være med at tænke første gang jeg så det. Det kunne så være et bevis på at han er digter.
I Kritik 201, 2011 (jeg køber og læser det blad for lidt (fordi jeg ikke får det gratis)), skriver Hans-Jørgen Nielsen i en 1968-korrespondance med Niels Barfoed (der åbenbart aldrig fik svaret på dette brev nr. 3) om en bittelille Peter Bichsel-tekst (ERKLÆRING/ Om morgenen lå der sne./ Man kunne have glædet sig. Man kunne have bygget snehytter eller lavet snemænd, man kunne have stillet dem op foran huset som vogtere./ Sneen er opmuntrende, det er, hvad den er - og den kan holde én varm, når man graver sig ned i den, siger man./ Men den trænger ind i skoene, blokerer bilerne, afsporer togene og gør afsides landsbyer ensomme.):
Du slipper hurtigt teksten som konkret sprogligt fænomen til fordel for nogle psykologiserende "perspektiveringer", uden hvilke teksten ikke får "sin fulde dimension som sammenhængende helhed". Ud af disse perspektiveringer kommer en tekst, der fremtræder som rekapitulation af den tidlige modernismes tragisk-deterministiske kriseideologi: Engang-var-vi-ét-med-moder-natur. Men-så-kom-splittelsen-og-teknikken. Og-den-er-vi-nu-tragiske-fanger-af, for-der-er-ikke-plads-til-det-emotionelle-og-fortroligt-vidende-forhold-til-naturen. Forholdt der sig sådan, ville jeg afvise teksten som både banal og sentimental. Det er ikke den slags perspektiveringer, der giver den værdi og dimension for mig.
Jeg er i min læsning mere tilbøjelig til at fastholde teksten som sprogligt fænomen. Som grammatisk-eksistentiel maskine., bygget af spændinger og polariseringer mellem de forskellige eksistensmuligheder, der svarer til de anvendte grammatiske kategorier. For mig får teksten sin værdi, "sin fulde dimension som sammenhængende helhed" i sammenhængen mellem dens sprog- og virkelighedsbilleder. Det er dér dens kunstværdi ligger. Ikke i vidtspundne kulturessayistiske betragtninger hinsides ordene. Og det er altså denne sammenhæng, jeg mener en læsning bør oplede. En læsning der fører til en tekst med en helt anden mening end din, nemlig til et eksistentielt opgør med determinismen og den ufrivillige tragik med placering af ansvaret, hvor det hører hjemme: Hos det menneske der ikke vælger at gøre noget ved sin verden, hvorfor det bliver verden, som løber af med det.
I Kamilla Löfströms interviewbog (ofre: Bo hr. Hansen, Pia Juul, Nicolaj Stochholm, Morti Vizki) Motorvej til Babylon siger Pia Juul på et tidspunkt - og dribler elegant bolden, hvis ikke faktisk foden fra Hans-Jørgen (mens Barfoed forsvinder helt i horisonten):
Jeg holder meget af læsning og analyser, men det kan stadig ikke forklare den der umiddelbare følelse man kan få. Man kan analysere sig fem til om noget eksempelvis er noget vrøvl, men selv vrøvlede ting vil kunne bibringe folk noget. Der er et digt af Hans-Jørgen Nielsen der på en måde virker som en ordleg. Det begynder "ikke blot hende men også den måde hun smiler på". Jeg får tårer i øjnene hver gang jeg læser det, og det skal man ikke underkende. Det kan han også godt have villet. Men han var alligevel bare så optaget af formen at jeg tænker: ha! Der snød poesien ham. Han kunne ikke undgå at bevæge, og det synes jeg er så fantastisk. Det er ikke sikkert at han ville undgå det, men det kunne jeg ikke lade være med at tænke første gang jeg så det. Det kunne så være et bevis på at han er digter.
mandag den 30. juli 2012
Kritisk top 10 - de bedste af de ondeste
1. Edvard Brandes
Eksempel: Anmeldelse af Sophus Bauditz' roman Hjortholm i Politken, 1896, første afsnit:
En Roman af en alvorlig Patriot. Den foregaar paa en hundredaarig jysk Herregaard, hvor Beboerne føler med Stolthed det blaa Blod rulle i deres Aarer, men hvor alligevel tilsidst den skønne Adelsfrøken rækker - ligesom i Kamp og Sejr - den borgerlige Ingeniør sin Haand. Sligt er ikke saadan at løbe til, og hr. Bauditz behøver ogsaa 400 sider for at gøre denne mærkelige Begivenhed sandsynlig for Læseren. Inden Fornemhed og Arbejde slutter Alliance, maa mange forskelligartede Bevæggrunde fremtræde tilskyndende og tilknyttende de to Parter.
2. Kai Friis Møller
Eksempel: Anmeldelse af min farfar Jørgen Bukdahls monografi Det europæiske Menneske i Ekstra Bladet under overskriften "Det skandinaviske Umenneske", 1933, de to første afsnit:
"Jørgen Bukdahls med Spænding imødesete bog om det europæiske Menneske er nu udkommet", jubler Aschehougs Forlag næsten hoverende i et Cirkulære, som derefter fortsætter majestætisk:
"Gennem Foredrag, Kroniker og Tidsskriftsessays var man klar over, hvad den vilde handle om, holde Opgør med. Baggrunden er den store Revolution og Omvæltning i Tyskland set i Forbindelse med de tilsvarende i Rusland og Italien, den moderne Statsnationalismes Gennembrud, den deraf følgende Planøkonomi og Gleichschaltung og disse Princippers Sejr over Folkesuveræniteten" etc. etc. - udvikles der videre på to fulde Tekstsider, som er saa storslaaet affattede, at man uvægerlig - hvis Talen ikke bare var om en Reklame-Tryksag - turde have holdt meget paa, at de var skrevet af Hr. Bukdahl personlig.
3. Hans Brix
Eksempel: Anmeldelse af Johannes Buchholtz' novellesamling Fugle paa Taget i B.T., 1938, in toto:
Tolv Noveller. "Fugle paa taget". Hvad for Fugle? Ikke Duer. Hvorfor ikke? Duer ikke.
4. Jess Ørnsbo
Eksempel: Anmeldelse af Ebbe Trabergs debutdigtsamling 3 x 13 digte i bunkeanmeldelse af "Efterårets lyrik" i Vindrosen 3, 1963, første afsnit (af to):
Næsten-franskmanden Ebbe Traberg udfordrer alle ulykker i sin debutdigtsamling 3 x 13 digte. Det er en bog med megen facade og mange hulrum. Den er så spækket med mottoer og vistnok-udsagn ra mere eller mindre hedengangs koryfæer at der næsten er tale om to digtsamlinger. Man føler sig i tilfældet Traberg kaldet til at tale om modedigtning, Der er et vist internationalt tilsnit over den til at distrahere læseren, der er rejsespleen på eksotiske steder samt dette mere uhåndgribelige indtryk af ægte simili. Ligesom Leth mener Traberg at noget skal være spansk før det kan blive dramatisk og følelsessvingende. I al almindelighed søger han mod det fint æstetiserende og spirituelle uden dog at nå videre end til det blege og leddeløse. Digtene virker som fragmenter uden farver og ligner i faretruende grad hinanden mere eller mindre. De er tomme for virkelighed trods alle geografiske antastelser og kunne for den sags skyld lige så godt være skrevet i Skive.
5. Klaus Rifbjerg
Eksempel: Dobbeltanmeldelse af digtsamlinger af Grethe Risbjerg Thomsen og Grethe Heltberg i Politiken, 1964, afskrevet i denne blogpost
6. Poul Borum
Eksempel: Anmeldelse af Ib Lucas' novellesamling Lysten labyrinter i Ekstra Bladet, 1983, in toto:
EDBOG/ Ib Lucas hedder Gyldendals nyeste computer. Den kan skrive noveller, der næsten ikke er til at skelne fra rigtig litteratur.
7. Erik Skyum-Nielsen
Eksempel: Anmeldelse af Stig Dalagers digtsamling Århus-Elegi i Information, 1986, afskrevet i denne blogpost
8. Jørgen Sonne
Eksempel: Dobbelt anmeldelse af Niels Franks og Morti Vizkis digtsamlinger Digte i kim og Himmelstormere i Litteratur 1986. En almanak under overskriften "To slags jegsyge danske digtere" første afsnit:
Sådan som markedet nu kræver det - Een Bog pr. Sæson! - udsender Niels Frank efter debuten sidste år sin anden tynde bog med 12 korte Digte i kim. En botanisk beskeden og forhåbentlig træffende titel. Disse mindre en 40 betrykte sider har en interesse ved deres vævende og enslydende teknik. Den kan minde om tidlig og skarp Yves Bonnefoy, men den er nok lånt lige hos Søren Ulrik Thomsen,. Principielt rammer heftet ned på to felter: næsten pædagogisk fremviser den sammenhængene imellem sprog-materiale og omverdens-relationer, og den viser sig eksemplarisk for en sen-borgerlig indre/ydre latens.
9. Niels Frank
Eksempel: Anmeldelse af Thomas Bredsdorffs monografi Med andre ord. Om Henrik Nordbrandts poetiske sprog i Kritik 120, 1996 (der udvikler sig til en ond anmeldelse af Nordbrandt(s metaforik)), de to første afsnit:
Det er en forbløffende mangel på fornemmelse, æstetisk såvel som analytisk, Thomas Bredsdorff afslører i sin nye bog Henrik Nordbrandt. Eksemplerne på udeblevne fornemmelse myldrer, og de formerer sig gladelig med de utallige errata;
Bogen, der grangivelig skal handle om Nordbrandts "poetiske sprog", indledes med en mildest talt besynderlig samtale mellem digter og kritiker om "fakta", som det hedder. Hermed menes ganske enkelt digterens liv og levned. Samtalen er et spejlbillede af det interview med en vis "dr. horder#, der afsluttede Bredsdorffs ni år gamle bog om Sylvia Plath. I begge tilfælde står samtalerne i klar modstrid med bøgernes erklærede hensigter om at undersøge det lyriske hos digterne, for de borer udelukkende i det biografiske og får begge digtere til at fremstå som svagelige, neurotiske personer med store og uopfyldte kærlighedsbehov.
10. Kamilla Löfström
Eksempel: Anmeldelse af Benn Q. Holms roman Den gamle verden i information, 2009, de to første afsnit:
Jeg var fristet til ikke at holde mig for god til at gøre mig morsom på Benn Q. Holms nye romans bekostning. Med andre ord overvejede jeg at anlægge en lettere ironisk tone i min gengivelse af bogens handling og personer, men så fik jeg læst på kulturplakaten.dk om Den gamle verden og indså, at jeg nok ikke kan gøre det meget værre end det her:
»Dean Cox (samme efternavn som Osbourne Cox i Burn After Reading og Dewey Cox i Walk hard to film, man kan nå at se på den tid, det ellers ville tage at læse Holms roman, og så ville man tilmed være underholdt, KL) er en falleret 41-årig britisk rockmusiker på soloturne i Tyskland på nedtur og på flugt fra sin fortid. Ashlyn Tadder er en 25-årig kvindelig jurist fra New England på dannelsesrejse i Europa på flugt fra et brudt forhold (og noget nær et barndomstraume: Hun har engang sat sig på sin venindes hamster, KL), men også på jagt (parallellen mellem de to hovedpersoner er vigtigere end troværdigheden, KL) efter sin families europæiske fortid: Ikke blot er hendes forfædre udvandret fra Europa, fra Trieste, men flere medlemmer af familien er også vendt tilbage til Europa som soldater i forskellige krige (tekstforfatteren tager helt berettiget ret lemfældigt på det med krige. Ashlyns onkel blev dræbt i den anden golfkrig, men i Den gamle verden er en krig en krig og ren kolorit, KL). Bl.a. blev hendes bedstefar som jagerpilot skudt ned over Tyskland og interneret i nærheden af Worms (har forfatteren alligevel humor?), hvortil Ashlyns rejse også går.
(Carsten Jensen burde måske også have været med på listen, selvom han var ondere som tv-anmelder end som litteraturanmelder, og jeg ved, at jeg har en ond Møllehave-anmeldelse et eller andet sted, men jeg kunne ikke finde den, og ligesom Rifbjerg har Jensen ikke bogopsamlet nogen af sine onde litteraturanmeldelser, trist nok)
Eksempel: Anmeldelse af Sophus Bauditz' roman Hjortholm i Politken, 1896, første afsnit:
En Roman af en alvorlig Patriot. Den foregaar paa en hundredaarig jysk Herregaard, hvor Beboerne føler med Stolthed det blaa Blod rulle i deres Aarer, men hvor alligevel tilsidst den skønne Adelsfrøken rækker - ligesom i Kamp og Sejr - den borgerlige Ingeniør sin Haand. Sligt er ikke saadan at løbe til, og hr. Bauditz behøver ogsaa 400 sider for at gøre denne mærkelige Begivenhed sandsynlig for Læseren. Inden Fornemhed og Arbejde slutter Alliance, maa mange forskelligartede Bevæggrunde fremtræde tilskyndende og tilknyttende de to Parter.
2. Kai Friis Møller
Eksempel: Anmeldelse af min farfar Jørgen Bukdahls monografi Det europæiske Menneske i Ekstra Bladet under overskriften "Det skandinaviske Umenneske", 1933, de to første afsnit:
"Jørgen Bukdahls med Spænding imødesete bog om det europæiske Menneske er nu udkommet", jubler Aschehougs Forlag næsten hoverende i et Cirkulære, som derefter fortsætter majestætisk:
"Gennem Foredrag, Kroniker og Tidsskriftsessays var man klar over, hvad den vilde handle om, holde Opgør med. Baggrunden er den store Revolution og Omvæltning i Tyskland set i Forbindelse med de tilsvarende i Rusland og Italien, den moderne Statsnationalismes Gennembrud, den deraf følgende Planøkonomi og Gleichschaltung og disse Princippers Sejr over Folkesuveræniteten" etc. etc. - udvikles der videre på to fulde Tekstsider, som er saa storslaaet affattede, at man uvægerlig - hvis Talen ikke bare var om en Reklame-Tryksag - turde have holdt meget paa, at de var skrevet af Hr. Bukdahl personlig.
3. Hans Brix
Eksempel: Anmeldelse af Johannes Buchholtz' novellesamling Fugle paa Taget i B.T., 1938, in toto:
Tolv Noveller. "Fugle paa taget". Hvad for Fugle? Ikke Duer. Hvorfor ikke? Duer ikke.
4. Jess Ørnsbo
Eksempel: Anmeldelse af Ebbe Trabergs debutdigtsamling 3 x 13 digte i bunkeanmeldelse af "Efterårets lyrik" i Vindrosen 3, 1963, første afsnit (af to):
Næsten-franskmanden Ebbe Traberg udfordrer alle ulykker i sin debutdigtsamling 3 x 13 digte. Det er en bog med megen facade og mange hulrum. Den er så spækket med mottoer og vistnok-udsagn ra mere eller mindre hedengangs koryfæer at der næsten er tale om to digtsamlinger. Man føler sig i tilfældet Traberg kaldet til at tale om modedigtning, Der er et vist internationalt tilsnit over den til at distrahere læseren, der er rejsespleen på eksotiske steder samt dette mere uhåndgribelige indtryk af ægte simili. Ligesom Leth mener Traberg at noget skal være spansk før det kan blive dramatisk og følelsessvingende. I al almindelighed søger han mod det fint æstetiserende og spirituelle uden dog at nå videre end til det blege og leddeløse. Digtene virker som fragmenter uden farver og ligner i faretruende grad hinanden mere eller mindre. De er tomme for virkelighed trods alle geografiske antastelser og kunne for den sags skyld lige så godt være skrevet i Skive.
5. Klaus Rifbjerg
Eksempel: Dobbeltanmeldelse af digtsamlinger af Grethe Risbjerg Thomsen og Grethe Heltberg i Politiken, 1964, afskrevet i denne blogpost
6. Poul Borum
Eksempel: Anmeldelse af Ib Lucas' novellesamling Lysten labyrinter i Ekstra Bladet, 1983, in toto:
EDBOG/ Ib Lucas hedder Gyldendals nyeste computer. Den kan skrive noveller, der næsten ikke er til at skelne fra rigtig litteratur.
7. Erik Skyum-Nielsen
Eksempel: Anmeldelse af Stig Dalagers digtsamling Århus-Elegi i Information, 1986, afskrevet i denne blogpost
8. Jørgen Sonne
Eksempel: Dobbelt anmeldelse af Niels Franks og Morti Vizkis digtsamlinger Digte i kim og Himmelstormere i Litteratur 1986. En almanak under overskriften "To slags jegsyge danske digtere" første afsnit:
Sådan som markedet nu kræver det - Een Bog pr. Sæson! - udsender Niels Frank efter debuten sidste år sin anden tynde bog med 12 korte Digte i kim. En botanisk beskeden og forhåbentlig træffende titel. Disse mindre en 40 betrykte sider har en interesse ved deres vævende og enslydende teknik. Den kan minde om tidlig og skarp Yves Bonnefoy, men den er nok lånt lige hos Søren Ulrik Thomsen,. Principielt rammer heftet ned på to felter: næsten pædagogisk fremviser den sammenhængene imellem sprog-materiale og omverdens-relationer, og den viser sig eksemplarisk for en sen-borgerlig indre/ydre latens.
9. Niels Frank
Eksempel: Anmeldelse af Thomas Bredsdorffs monografi Med andre ord. Om Henrik Nordbrandts poetiske sprog i Kritik 120, 1996 (der udvikler sig til en ond anmeldelse af Nordbrandt(s metaforik)), de to første afsnit:
Det er en forbløffende mangel på fornemmelse, æstetisk såvel som analytisk, Thomas Bredsdorff afslører i sin nye bog Henrik Nordbrandt. Eksemplerne på udeblevne fornemmelse myldrer, og de formerer sig gladelig med de utallige errata;
Bogen, der grangivelig skal handle om Nordbrandts "poetiske sprog", indledes med en mildest talt besynderlig samtale mellem digter og kritiker om "fakta", som det hedder. Hermed menes ganske enkelt digterens liv og levned. Samtalen er et spejlbillede af det interview med en vis "dr. horder#, der afsluttede Bredsdorffs ni år gamle bog om Sylvia Plath. I begge tilfælde står samtalerne i klar modstrid med bøgernes erklærede hensigter om at undersøge det lyriske hos digterne, for de borer udelukkende i det biografiske og får begge digtere til at fremstå som svagelige, neurotiske personer med store og uopfyldte kærlighedsbehov.
10. Kamilla Löfström
Eksempel: Anmeldelse af Benn Q. Holms roman Den gamle verden i information, 2009, de to første afsnit:
Jeg var fristet til ikke at holde mig for god til at gøre mig morsom på Benn Q. Holms nye romans bekostning. Med andre ord overvejede jeg at anlægge en lettere ironisk tone i min gengivelse af bogens handling og personer, men så fik jeg læst på kulturplakaten.dk om Den gamle verden og indså, at jeg nok ikke kan gøre det meget værre end det her:
»Dean Cox (samme efternavn som Osbourne Cox i Burn After Reading og Dewey Cox i Walk hard to film, man kan nå at se på den tid, det ellers ville tage at læse Holms roman, og så ville man tilmed være underholdt, KL) er en falleret 41-årig britisk rockmusiker på soloturne i Tyskland på nedtur og på flugt fra sin fortid. Ashlyn Tadder er en 25-årig kvindelig jurist fra New England på dannelsesrejse i Europa på flugt fra et brudt forhold (og noget nær et barndomstraume: Hun har engang sat sig på sin venindes hamster, KL), men også på jagt (parallellen mellem de to hovedpersoner er vigtigere end troværdigheden, KL) efter sin families europæiske fortid: Ikke blot er hendes forfædre udvandret fra Europa, fra Trieste, men flere medlemmer af familien er også vendt tilbage til Europa som soldater i forskellige krige (tekstforfatteren tager helt berettiget ret lemfældigt på det med krige. Ashlyns onkel blev dræbt i den anden golfkrig, men i Den gamle verden er en krig en krig og ren kolorit, KL). Bl.a. blev hendes bedstefar som jagerpilot skudt ned over Tyskland og interneret i nærheden af Worms (har forfatteren alligevel humor?), hvortil Ashlyns rejse også går.
(Carsten Jensen burde måske også have været med på listen, selvom han var ondere som tv-anmelder end som litteraturanmelder, og jeg ved, at jeg har en ond Møllehave-anmeldelse et eller andet sted, men jeg kunne ikke finde den, og ligesom Rifbjerg har Jensen ikke bogopsamlet nogen af sine onde litteraturanmeldelser, trist nok)
fredag den 6. juli 2012
Konceptuelt bør kun konsensus anmeldes
Jeg ville ikke blive så voldsomt småirriteret på Kamilla Löfströms anmeldelse af Vagn E. Olssons Mysterier I i Information i dag, (hvis det ikke var fordi min egen WA-anmeldelse ikke var kommet i avisen endnu og) hvis det ikke havde været for Mikkel Bruun Zangenbergs lige så konceptuelt-ironiske nul-hjerte-anmeldelse i Politiken; både Kamilla og Zangenberg leverer præcise iagttagelser og citater, men begge tilmudrer karakteristik og smagdsdom med utidigt konceptualeri; hos Kamilla er konceptet, at anmeldelsen er en (karma)politianmeldelse (og hvis den så bare helt formelt var udformet som en politianmeldelse, som Susanne Stauns roman (hendes seneste, men forhåbentlig ikke sidste krimi/thriller-serielle) Martas hjerte):
Karma-politi, arrestér denne mand, han taler i matematikske formler, han summer som et køleskab, han er som en skrattende radio. Karma-politi, hans navn er Vagn E. Olsson, sidst han udgav en digtsamling var i 1990, den hed Poemer og blev udgivet på Gyldendal, men nu er han gået til undergrunden, her vil de hellere end gerne udgive en levende legende inden for dansk avantgardemusik, hvad ellers, de kalder jo hvad som helst for et ’mulighedsfelt’. Denne Vagn E. Olsson er ikke bare morsom, han er efter vores bedste vurdering også farlig. Han risikerer at forstyrre almindelig god ro og orden. Han er tydeligvis tilhænger af civil ulydighed, han citerer hvem som helst, selv sjofle elever fra Læsø Efterskole. Han er i det hele taget fikseret på sex på en for os at se usund vis, hvor blev den blide elskov af? Vittigheder er én ting, men når han begynder at tage højst ubehagelige emner som overvågning og krig i Afghanistan op, generer vores statsministre på rad og række fra Schlüter til Lars Løkke, leger galgeleg med dem, ja, hvor er vi så henne?
Utidigt er konceptualeriet - ved siden af at det måske faktisk ikke er rigtigt sjovt, heller ikke som anmeldeles-sådan, netop fordi det underminerer kritikkens nødvendige, fundamentale direktehed; og så kommer jeg selvfølgelig straks i tanke om mine egne koncept-anmeldelser, der ikke er mange, men der var fx den på forsvundne LitLive af en Grøndahl-essaysamling som en roman med upålidelig fortæller, og jeg har før markeret min beundring for Kamillas konceptmod - fordi det for fanden må være pointen, hvis man går ind for en bog som Olssons, at læse og lovprise den som i mindst lige så høj grad genuin god litteratur som al manistreamingen, i stedet for via konceptualeriet at placere den i en pudsig kasse for for påfund, der ikke kan tages rigtigt alvorligt, nul hjerter, hi, hi, bør politianmeldes, hø, hø; hvis man absolut skal anmelde konceptuelt, og det er som nævnt ikke sikkert, at man absolut skal, eller også er jeg bare konceptangst, bør det være slette bøger, det går ud over, og helst slette, konsensus-respekterede bøger, der har forbandet brug for den tur i centrifugen.
Karma-politi, arrestér denne mand, han taler i matematikske formler, han summer som et køleskab, han er som en skrattende radio. Karma-politi, hans navn er Vagn E. Olsson, sidst han udgav en digtsamling var i 1990, den hed Poemer og blev udgivet på Gyldendal, men nu er han gået til undergrunden, her vil de hellere end gerne udgive en levende legende inden for dansk avantgardemusik, hvad ellers, de kalder jo hvad som helst for et ’mulighedsfelt’. Denne Vagn E. Olsson er ikke bare morsom, han er efter vores bedste vurdering også farlig. Han risikerer at forstyrre almindelig god ro og orden. Han er tydeligvis tilhænger af civil ulydighed, han citerer hvem som helst, selv sjofle elever fra Læsø Efterskole. Han er i det hele taget fikseret på sex på en for os at se usund vis, hvor blev den blide elskov af? Vittigheder er én ting, men når han begynder at tage højst ubehagelige emner som overvågning og krig i Afghanistan op, generer vores statsministre på rad og række fra Schlüter til Lars Løkke, leger galgeleg med dem, ja, hvor er vi så henne?
Utidigt er konceptualeriet - ved siden af at det måske faktisk ikke er rigtigt sjovt, heller ikke som anmeldeles-sådan, netop fordi det underminerer kritikkens nødvendige, fundamentale direktehed; og så kommer jeg selvfølgelig straks i tanke om mine egne koncept-anmeldelser, der ikke er mange, men der var fx den på forsvundne LitLive af en Grøndahl-essaysamling som en roman med upålidelig fortæller, og jeg har før markeret min beundring for Kamillas konceptmod - fordi det for fanden må være pointen, hvis man går ind for en bog som Olssons, at læse og lovprise den som i mindst lige så høj grad genuin god litteratur som al manistreamingen, i stedet for via konceptualeriet at placere den i en pudsig kasse for for påfund, der ikke kan tages rigtigt alvorligt, nul hjerter, hi, hi, bør politianmeldes, hø, hø; hvis man absolut skal anmelde konceptuelt, og det er som nævnt ikke sikkert, at man absolut skal, eller også er jeg bare konceptangst, bør det være slette bøger, det går ud over, og helst slette, konsensus-respekterede bøger, der har forbandet brug for den tur i centrifugen.
Abonner på:
Opslag (Atom)
