Viser opslag med etiketten dedikatrioner. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten dedikatrioner. Vis alle opslag

mandag den 5. juni 2017

Brekke-ke-kex! (om at skrige)

& Jesper Jensen, endnu en Rifbjerg-ven - dedidkation på forsiden af Mentalhygiejne, Medlemsblad for Landsforeningen for Mentalhygiejne, nummer 4, juli 1965:

 "Brekke-ke-kex!
   din hengivne
        Jesper.
       (Ping-fan.)"

Jensen bidrager med "Ungdom og pop - en samtale" - deltagere: Viggo 8. klasse, 15 år, Kim 8. klasse, 14 år, Allan 8. klasse, 15 år, Leise 8. klasse, 14 år, Marianne 9. klasse, 16 år (der alle lige har været til Rolling Stones-koncert) - et klip:

"- Hvorfor skriger man egentlig?
  Marianne: Man kan ikke lade være. Jeg ved ikke hvorfor, men når de andre skriger - å skriger man også selv.
  Kim: Dengang jeg var der derinde, så blev der skreget - og så kunne jeg altså heller ikke lade være med det. Og dem, der sad foran, de rejste sig op, og så stillede jeg mig selvfølgelig også helt op på de der ryglæn, ikke? For at kunne se.
  - Hvorfor skriger man, Leise?
  Leise: Jo, altså, jeg var helt vild med ham trommeslageren. Så kom han frem på scenen - der var helt stille, men jeg skreg bare videre. Marianne fortalte bagefter, at de allesammen stod og kikkede, men jeg lagde ikke mærke til noget. Jeg var helt væk. Lige pludselig bliver man sådan. Og da jeg stod oppe på ryglænet - så sad jeg lige pludselig nede på gulvet. Jeg vidste ikke, hvordan jeg var kommet derned.
  - Hvad er det der sker?
  Leise: Man går fuldkommen i ekstase. Man bliver sådan, så man ikke véd, hvad man gør.
  Marianne: Bare én af dem bevæger sig, så er det nok. Så skriger man op.
  Leise: Da Mick Jagger tog sin jakke af! Han gjorde sådan, at først tog han det ene ærme ud, og så det andet ærme, og så svingede han den ud over scenen! Bare han begynder at knappe blusen op, eller skjorten eller hvad han nu har på - så skriger man op. Bare han gør en lille bevægelse,
  - Man skriger ikke til alle?
 Marianne: Det er til de gode og berømte, man skriger,
  Allan: Det er mest berømtheden. der er mange danske orkestre, der spiller ligeså godt som de engelske. Men man skriger ikke. Det er bare, fordi de ikke er berømte.
  Leise: Inde til rolling Stones-koncerten kom der først en gruppe, der var blevet kåret til Danmarks Rolling Stones. Da de kom ind, var der ingen, der skreg. De blev nærmest øvvet ud. Men så kom the Lions - og så blev der skreget en lille bitte smule. Så kom Defenders - og så s k r e g de op! Så til sidst, da Rolling Stones kom, var man helt vild. De dér orkestre, det er jo bare for at varme op, så man skal skrige mere. Og dér i fjernsynet med the Rolling Stones, da kom én af dem frem, og så siger han: I må ikke skrige! Og så skreg de jo selvfølgelig - når han siger sådan. Ellers var der helt stille.
  Viggo: Jeg syens det er irriterende, at de skriger. Så kan man ikke høre, hvad de spiller.
  Marianne: Jeg skal love for, at vi skreg ude i lufthavnen! Der kørte de lige forbi én."

Billedresultat for rolling stones 1965 concert

(Rolling Stone, koncert i Norge, 1965)

Bliver vi mon nogensinde frigjorte?

Nu er de sidste "ikke-fine" bøger med Rifbjerg-dedikationer på det hollandske udsalg i Vangsgaards på Kultorvet nede på 15 kr. så jeg købte mig en pæn bunke, inkl. dedikationer fra jævnaldrende modernisme-nærlæsere og de nærmeste kritikervenner:

Finn Stein Larsen (Spanden, 1983 (parodier, herunder 1 på Rifbjerg, der begynder: "uden direkte at beskæftige mig med/ årsagen registreres intestinale/ signaler pulmen og boblen håndsved"), dedikation: "Til Klaus Rifbjerg/ med tak for mange dejlige/ sager gennem/ årene og venlig hilsen/ fra/ Finn Stein Larsen")

Finn Brandt Pedersen (Modernisme og pædagogik, 1966 (med analyse af Rifbjergs "Jern", den 60'er-Rif, Stein parodierer ovenfor), dedikation: "Til Klaus Rifbjerg/ med venlig hilsen/ Finn Brandt P")

Niels Barfoed (antologien Tværsnit. Europæisk modernisme efter krigen, 1965 (Borgen Billigbøger 33, forside ved Per Kirkeby) med oversigten "Tysk prosa efter anden verdenskrig" ved Barfoed), dedikation: "Sept 65/ Kære Ping,/ Tak fordi du kom (wow!)/ Kære Klaus/  her er Niels god igen!/ Jeres Bente og Niels")

Torben Brostrøm (antologien Frigørelse (festskrift til Aage Henriksen 1981, med Brostrøms blidt bidske artikel (om knækprosa) "Det mådelige umådehold"), dedikation: " Til Ping og Klaus/ Bliver vi mon/ nogensinde frigjorte?/ jeres/ Torben")

I På kanten skriver Brostrøm om Rifbjergs sidste tid og sit sidste besøg hos den store digterven, med teksthenvisninger som lommetørklæder:

"Men dér sad han ved kanten af livet, ved de lette taktslag og dønninger fra den strandbred, den havstok, han ikke kunne undvære synet af, realiseret i feriestederne, Rørvig i Isefjorden, anet i Livsfrisen (1979), og Kandestederne på en klit ved Vesterhavet, spejlet i Kandestedersuiten (1994). I lyrikken er det allertydeligst markeret i Stranden (1978), men anslået allerede i 'Nultime' fra Konfrontation (1960). Strandmystik! kaldte vi dette bånd til moderskødet og fantasiens binding til dybets forunderlige gåder.
  Går I allerede? udbrød han, sidste gang, vi besøgte dem. Allerede var så det sidste ord, vi hørte. Svært at glemme. Som stemplet med laksegl."

fredag den 8. oktober 2010

3 hilsener til Halfdan på vindeltrappen

I 2. udgaven af Klaus Rifbjergs Under vejr med mig selv:

Til Halfdan
uden hvem dette aldrig
var blevet det samme
fra gamle Klaus

I Benny Andersens Lille Peter Dille::

nov 1964
Til Iben og Halfdan, Ester og Tom

en lille bog der handler om
at tale sandhed uden at lyve
og løbe baglæns for ikke at flyve

fra Signe og Benny

I Ivan Malinowkis De tomme sokler:

Ester & Halfdan
fra jeres
mon-
pacif-
nihil-
anark-
kommun-
syndikal-
social-
m.m.m. istiske ven
Ivan 2:xi:63

(fra Halfdan Rasmuusens samling af dansk lyrik i bogskabene på væggen langs vindeltrappen i Odin Teatret i Holstebro)