Min Hvedekorn-medredaktørs Christian Vinds lille bog Udtog - digressiv rejsedagbog fra et storøjet trip til Holland og Belgien - er den perfekte mandelgave: Skarpsindig og absolut charmerende og strengt situeret vidtløftighed, et klip fra Bruxelles om en fælles helt:
"I DADA-rummet er der ni Merz-collager i små private guldindramninger, som giver dem en aura af perverse antikviteter. Merz-collage nr. 235 hedder Den Haag. På en collage fra 1925 står der I.K. Bonset i falmet offset. Forsøger at kalibrere synet. Er det muligt i tanken at hente opdateringer, forny skraldet, udskifte bolchepapiret med et Snickers-chokoladepapir eller den kvadratiske After Eight med guldur på? Kunne jeg i stedet for tændstikæsken indsætte et brugt taletidskort, uden at miste for meget betydning i oversættelsen? Måske jeg endda ville være god til at formidle kunst til børn? Jeg er særligt glad for at se to sjældne kvadratiske æsker 1x10 cm i indlagt træ og finér af Schwitters og Thijs Rinsema fra 1923, en står som privateje, den anden som værende i en Thom Mercuurs samling.
I en udgivelse fra Bornholms historiske samfund fra 2002 læste jeg engang, at der efter (kunstsamleren (gennemgående person i bogen) LB) Herbert von Garvens-Garvensburgs død på marken foran ejendommen i Abildgaard ved Sankås, blev holædt en såkaldt "frasorteringsauktion" eller en slags loppemarked over det resterende bohave, som ikke var sat til slag på auktionerne i Stuttgart og København. Her købte boghandleren Edmund Andersen fra Rønne en æske af en ubekendt kunstner, som viste sig at være Kurt Schwitters' intarsia-æske, et tobaskskrin kaldet ANNA efter Anna Blume, fra cirka 1921. Boghandleren solgte skrinet i 1972, tilfældigvis samme år som Garvens' ejendom blev nedrevet og brugte pengene til en rejse til Afrika. Tobaksskrinet ANNA ejes i dag af Sprengelmuseet i Hannover, hvor jeg så det i 2012."
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar