Verdenshistoriens sløveste blogmåned

var i mit tilfælde juli 2016!

EN
BLEG
BLEG
BLOG
HAR DET
VÆRET

Så mange dage med kun 1 post og her til sidste både 2 og - aldrig før set - 3 (TRE) dage mellem poster, fordi jeg bare, ikke kun i Tetrup, hvor jeg foruden daglig undervisning havde flere skriveopgaver, også hjemme fra Testrup, hvor der ALAKAZAM var den nye Harry Potter at læse og anmelde, og også i går, der jo faktisk var FØRSTE august, bare lod den drive for vind og vejr og gå for lud og koldt vand, den stakkels, stakkels blog!

Forklaring:
Nok, at jeg i denne måned overtog en vikar-tjans, der skal vare ind i vinteren, som tv- og filmanmelder i Weekendavisens kultursektion (og for første gang i (den af mig døbte!) børnesektion Faktisk - tjek også den ud iblandt!, og det er altså (HULK!) forbandet hårdt - og forbandet hårderere, bare LOGISTIKKEN: at få SET de film de RIGTIGE morgener i som regel spøgelsestomme Palads, end at anmelde bøger, først og fremmest fordi litteratur er mit første kunstneriske sprog, det taler og tænker og skriver jeg flydende, film (og tv) er allerhøjest mit andet sprog, det jeg hele tiden bevidst om at tale, det stammer jeg omhyggeligt og anstrengt frem, men jeg håber at få mere skred i den skriveproces, og i dag gik det allerede bedre og ret meget derudad med at få anmeldt Ghostbusters, men hey, det er virkelig ikke i orden at bloggen og bloglæserne bliver forsømt, som Dan Aykroyd citerer inde i sin taxa til sidst i filmen: I ain't afraid of no ghosts!

En gammel, uskyldigere giraf

(jeg har prøvet at svare på total-kritikken af mit Ekko-anmelderi nede i kommentarfeltet til De, der kan, må-posten - i et halvt års tid, lige inden jeg i 1996 blev hyret af WA, anmeldte jeg film for Kristeligt Dagblad, og dengang havde jeg åbenbart en større (referat- og) giraf-tolerance:)

FREMTIDEN LIGE I NAKKEN

12 Monkeys er et stort og mærkeligt trip

Det kan godt være, at handlingen i Terry Gilliams nye film 12 Monkeys et eller andet sted er for tynd og for fiks og for lidt vild, men hvad gør det, når filmen brager gennem lærredet som en sjældent medrivende og vital, ja, næsten manisk undergangsvision, et alvorligt svimlende head trip?
  Vi får dette rastløse kamera, der jager forvildet rundt, smækker lige op i ansigter, fortaber sig i frø- og fugleperspektiver og finde pludselige hvilesteder. Vi får disse storslåede og omhyggelige syner af en grum seconhand-fremtid under jorden, den fremtids menneskeforladte vinteroverflade, og vores egen nutids nådesløse slum og sindssygehospitaler. Og vi får fremfor alt disse fald frem og tilbage i tid og rum, drøm og erindring og virkelighed, i høj grad på klassisk tidsmaskinevis, men med en helt anden sort og kuldslået nødvendighed.
  Handlingen er kort fortalt den, at straffefangen James Cole, Bruce Willis, i den underjordiske fremtid bliver sendt til til fortiden for at finde oprindelsen til den virus, der har lagt jorden øde. I første omgang kommer han for langt tilbage, til 1990, og bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling, hvor han møder den skønne og kloge Dr. Railly, Madeleine Stowe, og den speedet paranoide patient Jeffrey, Brad Pitt. Efter et glimt af 1. verdenskrig rammer han i næste forsøg præcist i 1996, og så kan jagten på de tolv abers hær for alvor begynde, med Dr. Railly som en mere eller mindre frivilligt allieret og med Jeffrey i en ny, sinister rolle. Hu hej, vilde aber, frem og tilbage endnu et par gange, tøvende romantik, og hvad betyder den drøm, der forfølger Cole, hvidt flimrende glimt af vold og død i en lufthavn og ham selv som lille dreng? Det hele twistes og går smukt og fikst op til allersidst, men ellers tys-tys herfra.
  Centralt, både i filmens vision og plot, står de vilde dyr, som Cole møder, da han i en usandsynlig rumdragt foretager undersøgelser i fremtidens forladte metropol, en bjørn pludselig brølende lige imod ham og en løbe højt oppe på et højhus, og som vender tilbage i 1996 hen mod filmens slutning, giraffer i flugt på motorvejen. Det er et motiv, man kan finde en næsten helt identisk parallel til i en anden, ny og grumt, visionær film, nemlig Emil Kusturicas Underground, da tyskerne bomber Beograds zoologiske have og aber og tigre dukker frem på slagmarken. Et sært håbefuldt emblem på civilisationens endelige opløsning.
  Det, der til syvende og sidst holder filmens oppe, er faktisk Bruce Willis. Hans tungt og tavst knugede spil som James Cole tilfører filmen en melankolsk hårdhed, som gør den til mere end blot et virtuost supernummer. Man kan forestille sig Willis' Die Hard-persona uden vitser og uden håb, og der er i hvert fald intet forløsende i de få eksplosioner ud i vold, denne helt presses frem til. Han er en fange af støj og syner, der ikke vil hænge sammen, hans bevidsthed er svimlet ud til ukendelighed. Lige et smil over "Blueberry Hill" på radioen, og så den kejtede og sandt romantiske kærlighed, der er hans forstyrrede livs ene røde tråd, og ikke bliver sentimental, fordi det netop er skaldede, monumentalt plagede Bruce Willis, til melodramatisk sidst endda udstyret med paryk og falsk overskæg.
  Smukke, intelligente Madeleine Stowe skal mest flagre omkring og være smuk og intelligent, og det er hun også god til, mens Brad Pitt næsten for perfekt gnistrer væk i i lutter tics og gale blikke. Derudover er der som vanligt fint spil i mange biroller og en lille overflod af alle mulige kvikke og morsomme detaljer og digressioner.
  Hos Gilliam underløber humoren hele tiden visionen og visionen humoren, således bliver visionen humoristisk og humoren visionær, og det er en kunst.

Er det nazisme at kalde en lortefilm noget lort?

Mick Øgendahl, stand-up-komiker og manuskriptforfatter til den nye film To for én - som jeg ALDRIG kommer til at se og derfor ikke kan udtale mig om som filmkunstværk, men jeg har været en del i biografen på det seneste, og HVER ENESTE GANG har de vist den inderligt humorforladte trailer til den såkaldte folkekomedie, så mange gange har jeg set den trailer, at det i tid vel svarer til halvdelen af filmen, så det er i det mindste et kvalificeret ukvalificeret had, jeg nærer til filmen - i radioen om filmanmelderne, før de sidste torsdag gav hans film to til tre stjerner/hjerter:

»Der er en sådan lidt kulturfascistoid tilgang til, hvad der er fint, og hvad der ikke er fint blandt anmelderne«, sagde komikeren til 'Filmland' på P1 og gik så vidt som til at nævne anmelderne i en Hitler-kontekst. »Hitler havde en klar definition af, hvad der var god kunst, og hvad der ikke var, og han prøvede jo ligesom at få renset det ud, der ikke var god kunst i hans øjne. Og jeg føler nogle gange, at anmelderne håber, at de får lov at bestemme, hvad der kommer, og hvad der ikke kommer i biograferne, og det synes jeg i al beskedenhed, er meget forkert«, lød det videre fra Øgendahl.

Det er jo noget fantastisk dumt vrøvl, at det som sådan er fascistoidt at udøve kritik, og nu er det så blevet en hel sag på Politikens kultursider, hvor formanden for Filmmedarbejderforeningen skal forsvare, at hans medlemmer er kritiske overfor film, der sælger mange billetter - Jesus Kristus! - det kunne man trods alt ikke forestille sig litteraturkritikernes oldermand blive udsat for. Og når nu danske filmanmeldere til stadighed giver danske film positiv særbehandling: de bliver altid lige rost 1 stjerne eller hjerte mere end, man kan se, de fortjener, som om de faktisk var kunst og ikke bare hjertevarm, moraliserende mainstream (hvilket de ville blive anmeldt som, hvis de var lavet i Amerika); faktisk har man på fornemmelsen, at filmanmelderne i virkeligheden er glade for elendige film som To for én og Far til fire- og Min søster børn-serierne, fordi det giver dem mulighed for at fremstå bidsk og modigt kritiske, men der er jo ikke modigt at kalde en spade for en dum skovl. Men hvis man læser Kim Skottes tre hjerter-anmeldelse i Politiken, har den en trælst overbærende attitude overfor filmens tydeligvis totale mangel på kunstnerisk kvalitet (også som plat komedie jo - det er det, usjove sjovere som Øgendahl ikke fatter, at det også er en vildt radikal og radikalt vild kunst, måske endda den vildeste og radikaleste, at være plat sjov (jf. bare den for vildt og radikalt sjove komediefan Line Knutzon)):

’Alle for én’ blev trods sine indlysende mangler en massiv publikumssucces, og uden at man bliver svimmel af kvalitetsniveauet, er ’Alle for to’ på alle måder en bedre komedie. På Olsen-bandens tid var arbejderklassens drøm om succes en plads ved småborgerskabets pænt dækkede bord. I 2013-versionen er arbejderklassen erstattet af et Underdanmark, der drømmer om hurtige penge, rentefri lån og body tequila til alle. Olsen-bandens vulgære efterfølger er født. Den er stadig våd bag ørerne og trænger stærkt til en tør ble, men der er liv i den. Ungen med de tre hoveder er ganske vist ikke for køn. Men det er vist heller ikke meningen.

Kritik er at have en mening, og meningen er at være kritisk.