Det Dirch Passer

Apropos Dirch Passer, så sidder jeg og læser Jokum Rohdes mørkt skønne og overstadige skuepsil-opsamling Midnatsforestilling, og han, DP, er et genkommende hyper-anstrengt ordspil i horror-idyllen Dukkelise, storesøster Lila Lash og lillesøster Dukkelise taler sammen:

Dukkelise:
Skal jeg optræde igen? Men det er jo så længe siden...
Lila Lash:
Og hvor tror du?
Dukkelise:
Vel bare sådan et lille pudseløjerligt sted?
Lila Lash:
Tyrolerhallen. Med ”5 glade Smedesvende” som opvarmning.
Dukkelise:
Det passer ikke.
Lila Lash:
Det DIRCH passer.
Dukkelise: Nej.
(Lila Lash nikker) Dukkelise (begynder at græde):
Åhh, Lila. Så Dirch Passer det virkelig. O, jeg ... elsker dig. Lila Lash:
Og jeg elsker dig, så højt, så højt. 

Der er hul midt i verden

Jeg formoder, alle fattede interteksten i overskriften til min anmeldelse af kære Jokum Rohdes essaysamling Modkørende på forsiden af WA Bøger i fredags (korresponderende også med Kellerdirch-henvisningen afslutningsvis):

Der er hul midt på scenen:

Superanekdote m. Dirch og Arthur og tokant

(billedkunstner (og et kort øjeblik dengang præ-konkretist) Ib Geertsen har fortalt Christian Vind (fortalte Chr. mig i forgårs på Hovedbanegården), at det er rigtigt sandt, at)

første gang Rimbaud blev læst op på dansk, var det af en ung Dirch Passer på Tokanten.

60'er-Jørgen som endnu en caspareric-epigon

Hvad har man set af danske film, som er noget værd de senere år, siden Dreyer? "Siden Dreyer?"
  Hvorfor kommer der ingen film med Dirch Passer? Fordi man ikke kan finde ud af at det skal være en film, der handler om Passer. Det skal absolut forplumres med alt muligt andet gods.
  Derfor er den bedste Passer-film til dato Jeg - en elsker (Börge Nyberg, 1966), som var primitiv og uambitiøs og grim, men meget morson næsten hele vejen, også på grund af Jørgen Ryg, bedre end i nogen anden film.
  Der skal ikke så meget til.
  For slet ikke at tale om reklamefilmene. Stort set de bedste danske film fordi de har tabt uskylden og ejer en fantastisk glæde ved at være film. Her skal vi for eksempel opleve vore mest nærværende skuespillere, især komikerne, mere rent i end i nogen spillefilm, her kan man få lov til at se rene film, levende billeder med lyd på. Som fungerer. Som er hvad de vil være. Effektive.
  Nu er den dampet af. Jeg har ikke mere på tapetet lige nu, Det tog en halv time.

- fra Jørgen Leths Ta'-artikel "Brev om filmen i Danmark", 1968, opsamlet i Kunsten af gå på gaden

(hvor man apropos blopposten nedenfor om capsareric og Højholt, finder en BT-anmeldelse af 6512: "Løsenet er: spilleregler. Forfatteren laver sig et sæt regler for, hvordan prosa produceres. Han sætter sig selv på ration. Og se: Reglerne frigør eneri, strammer ikke. En tilfældig mekanik afsondrer følelse.")