Min far anmeldt (godt) af sin monograf

- fra indledningen til Nils Gunders bog om min far (der er organiseret i 6 kapitler + forordet:

Forord. Manden i sommerhuset

Kapitel 1. Jørgen K. Bukdahls liv - en biografisk skitse

Kapitel 2. Telefornpasser på den hermeneutiske omstillingscentral

Kapitel 3. Skal man krybe helt ind i dyret? - Bukdahls forhold til kirke, kristendom og teologi

Kapitel 4. Hvor let er det bare at være sig selv? - Bukdahl om hin enkelte og om Søren Kierkegaard

Kapitel 5. Kun i samfundet kan man føle sig fri - fra Marx til Hegel

Kapitel 6. Dynasti: Den unge døde i generationernes kæde)

"Men det er vel også bare noget pjat med alt dette afguderi og idolatri og primitiv tro på en slægtslinje. Og atl det, sok optog os så meget, da vi læste det som unge, tåler vel sjældent det nøgterne tilbageblik fra den modne læser. I tankerne er jeg gennem årene med mellemrum vendt tilbage til Jørgen K. Jeg har skoset mig selv for det. Hold nu op med det dér, det er følelser og åndemaneri og luftspejlinger. Nogle gange har jeg også taget enkelte fa hans gamle artikler frem og læst dem. Jeg har nærmest gjort det for at forvisse mig om, at der selvfølgelig ikke var noget at komme efter. Og så har jeg fået chokket. Det holder. Der er i den grad noget at komme efter. Det er sandt, hvad mine følelser bliver ved at fortælle mig. Det er ikke forbi. Jørgen K. er død, men han lever alligevel. Og gcis jeg skriver en bog om ham og ikke mindst om hans værk, så kan jeg måske give ham lidt af det efterliv, han i så rigt mål fortjener.
  Jørgen K. Bukdahl kunne som ingen anden fremstille en tankegang, en teoretisk position, så den bliver forståelig, ikke i en populariserende second hand-forstand, men så den blev gennemlyst, også i sine dybeste forudsætninger, og på en måde , hvor man - upolemisk og sagligt - også kunne se, hvad den manglede, ikke havde med, ikke tog højde for og derfor med fordel kunne suppleres med. Han var en formidlende, inkluderende og syntetiserende tænker. Formidlende i dobbelt forstand, for samtidig med at han formidlede til læserne, formidlede han også mellem positioner, åbnede dem for hinanden. Det er en sjælden evne at have. Derfor stejler jeg også, når nogen siger til mig, at Jørgen K. jo ikke var en tænker, han var formidler med et underforstået "blot" foran. Måske er termen "formidler" blevet devalueret i vores tid, hvor der uddannes så mange af dem. Jeg synes i hvert fald, det er at gå fejl af mandens format. Han tænkte i høj grad, men han tænkte gennem, melle, over og under andres tanker."

Godt brølt om løven (som min faster, Else Marie, som han kaldte katten, kaldte ham)!