Højaktuel Højholt-kvababbelse 3

- fra Enhjørningens kvababbelser, 1979; bare apropos at være bange for det hele (Højholts note: "I anledning af en udbrændt sovjetisk satelit styrtede ned i Canada"):

Menneskeskræk

Hvor bange kan man blive?
Hvor meget skræk kan der være i en menneskekrop
og hvordan ser udslippet ud
og kommer den dag hvor pis og lort og kultveilte
ikke er det eneste vi udskiller?
- Jeg er bange fo tæv og for at køre bil i glat føre.
Jeg er også bange når min kone gør det.
Og vi er begge to mest bange, når vi har børnene med.
Men den skræk har sine forholdsregler:
man kan køre forsigtigt hvis man endelig er ude i det.
men trafikken i rummet er det en andens sag.
Når man næsten ingenting får at vide.
af det man syens man har krav på at få at vide
så er det lidt en kunst at være bange på en ordentlig måde.
Man har ingenting at holde sig til, kan ingenting se,
ved ikke hvad man skal tro, aner ikke hvornår de siger halvdelen
af hvad de ved og hvornår det hele.
Man kan ikke en gang udspørge dem
for man ved ikke hvad det er muligt for dem at vide.
Og selv kan de åbenbart ikke finde ud af det.
Nogen har tiet i årevis om de farlige satelitter,
HVEM? - sgu dem der nu fralægger sig ansvaret!
Dem der nu, stadigvæk, ikke regner vores angst for noget
der rager deres viden som eksperter!
Dem der for fanden da må have børn og røve og skæg om morgenen
ligesom alle os andre - hvordan bærer man sig ad?
Hvordan bærer man sig ad med hverken at have det ansvar
man lægger over på andre eller det andre lægger over på een?
Det er litd af en kunst ikke at være ansvarlig når man er det.
Eller er det noget ingen kan for?
Eller skyld oppe i den blå luft, kredsende, skabt af ingen,
en skræk-prut vi alle har bidraget til?

Der kredser et ukendt antal udbrændte atomkraftværker oppe i rummet
og jeg er gået udenfor i sneen.
Der kredser et ukendt antal aktive atomkraftværker oppe i rummet,
mange Barsebäcke små - og jeg står ude i sneen
og tør ikke engang fange den på tungen mere.
Jeg graver ned dær hvor jeg ved vintergækkerne kommer
og finder en spire. Jeg sætter hænderne for munden
og råber ned til det ivrige løg: Stands,
vend om, for himlens skyld, og tag mig med!
Jeg råber ud over snemarken, hvor hvert enkelt strå
står i sit eget optøede hul: Bliv væk, hold inde,
det betaler sig ikke det dær!
Og til mælkebøtterne som ligger med det alt sammen parat
nede under sneen: Lad så være med det pjat! Knyt knoppen,
løs ikke op for noget som helst,
løvetandsfnug hører til i en ubekymret verden!
Fyrretræerne står med forårets lys
skubbet sammen i knopper for ende af grenene,
jeg rører ved dem og hvæser: Hvis I også i år
skyder op og ranker jer, bløde og lysegrønne og klæbrige
i solskinnet og sommerregnen, så er I fandme dumme!
Og jeg sætter stige til og kravler op på husets tag
og sætter mig overskrævs, her oppe fra lyder
den ensomme rytters råb til alnaturen, det skvat:
Tag så og hold op! Det kan ikke blive ved på den måde!
Lad nu for en gangs skyld os, som har ansvaret,
være ene om følgerne.

Højaktuel Højholt-kvababbelse 2

- igen fra Enhjørningens kvababbelser, 1979 - apropos autofiktion og dobbeltkontrakt:

Didaktisk digt om sideben

Jeg bad Oluf Mortensen om at fortælle om sit liv,
han fortalte: "I 1969 var jeg på sygehuset,
siden har jeg ikke haft ondt i mit ben."
Jeg bad hans kone, Rigmor, om at fortælle om sit liv,
hun fortalte: "I 1969 var han på sygehuset,
siden har han ikke haft ondt i hans ben."
Jeg spurgte om der ellers var sket noget,
hun sagde: "Næh, ellers er der ikke sket noget."
"Hvad med børnene", spurgte jeg.
"Joh", svarede Rigmor, "de har det godt nok".

Jeg kan godt lide Rigmors stil.
Hun sagde ikke noget om ay Oluf var en ren satan
indtil han fik sat benet af i '69.
Rigmors stil har sideben, Olufs osse,
ikke noget med at fortælle at han sad i 3 år
før indehaveren af sognets eneste træben endelig døde
og det blev Olufs tur til at komme ud i luften,
eller at der allerede nu sad en ovre i Serup
og ventede på at Oluf ikke skulle bruge benet mere.
Meen - som folk sagde og flirede -
det gik nu ikke for ham i Serup,
for han var missions og benet kunne ikke bøjes.
Men måske menighedsrådet så ville bekoste et hængsel
i Guds navn? Jae, men mon ikke han ser på viljen
sådan som han plejer van? - i Hvert fald,
i hvert fald skal der lås på så, for hvad nu
hvis den næste igen er fritænker, lissom Oluf,
han kan jo ikke gå rundt og knæle med eet ben.

Det her var ikke Rigmors stil,
heller ikke Olufs,
det var min, og det var løgn, hvert ord.
Men hvad nu hvis det var sandt
alligevel? - Hvad nu hvis det var det
at jeg fandt på det jeg fandt på?
Hvad nu, hvis jeg sidder her
med kun eet ben?

det gale er, at alt hvad der skrives er løgn,
i hvert fald i forhold til sandheden.
Det er nemt nok for os der bare laver det dær kunst,
det værre for dem der skriver bekendelsesbøger,
de hænger på den, sandheden, de skal troes!
Men sandheden om sandheden er jo
at den er den ringeste løgn der findes,
rent kunstnerisk!

Et eksempel: Når Henrik Stangerup
skriver en bog om Hakon og Betty og Lotte og Fausto
og Lotte Hakon og Betty og Hjalmar og -
hvad de nu hedder allesammen,
så kan det ikke nytte noget at han fx hævder
at Lotte kun har eet ben, for det ved vi alle sammen
er en flot løgn (heldigvis, hviske-hviske-hviske)
Men havde han nu kaldt hende Rigmor
så havde han været ude over det problem
og så kunne han i fred og ro have skrevet
om sine andre problemer og blive gennemskuet alligevel
og om alt det hos Lotte som han så godt kan lide
og så var det måske blevet så fuldt af gode sideben
at det bejlede til kunsten,
og hvis Lotte så virkelig havde manglet et ben
havde hun regenereret på stedet!
Næh, bitte Henrik, den du skal gøre tilnærmelser,
her kaldet haneben, til - det er ikke sandheden
men kunsten, her kaldet Rigmor.

Det farlige ved at det der skrives kun er sandt
i forhold til løgnen er at folk så gerne vil tro på det.
Og er der noget at sige til det?
Hvad har vi egentlig tilbage at tro på
her i det her Danmark?
Politikerne lyver, statistikkerne lyver, alle lyver,
mere eller mindre. de eneste der ikke lyver
er CPR-numrene og løgnhalsene,
her kaldet kunstnerne. Og begges sandheder
er man bange for, for man forstår dem ikke helt
og man kan jo aldrig vide? - Rigmor,
hvad har du gjort af dit ene ben?

Men når folk bliver udmattede og trætte
og ikke synes de forstår noget af noget,
så bliver de journalister eller i hvert fald indiskrete,
det vil sige: de kan ikke mere kende forskel
på det der er gemt og det der er skjult, eller
på verdensgåden og det der er fejet ind under gulvtæppet,
og så var det jo lettest at tro
at det er verdensgåden der er fejet ind under gulvtæppet,
når nu de dær folk har gulvtæppe og kost og skidt
og man er tæppeløfter (Kelim).

Når læserne er stressede og kørt ned
gide de ikke have med fremmedarbejdere og jøder
og kunstnere at gøre, og i hvert fald ikke Kunst.
Når man har det sådan og kommer hjem fra arbejde
og har hængt alle problemer fra sig i en detalje,
så vil man have kæledægger, det hedder det:
Kæledægger - Bente Clod og Henrik Stangerup og
Christian Kampmann . alle de kære venner uden sideben!

Gud har ellers vist os
hvad man kan stille op med et sideben.

Sentimental denim

Min far,
som døde 
i 1979,
havde akkurat
sådan en
cowboyjakke
(men nogle
andre briller
og intet
hageskæg)

Højaktuel Højholt-kvababbelse 1

- fra Per Højholts Enhjørningens kvabbabbelser, der udkom på After Hand i 1979 (Højholt havde det fine princip, at sine mest poppede bøger (og plader!) - kvababbelser (= radio-digte) og Gittes monologer - udgav han ikke på sit officielle overgrundsforlag, Schønberg, mens hos Henrik Have på mikroskopiske After Hand):

Kunstneren samfundets samvittighed

1.
Samfundets samvittighed, hvorfor lige mig?
At være samfundets samvittighed er vel alles pligt
og derfor ikke kunstnernes.
Deres opgave er at gøre hvad ikke alle kan:
lave kunst sådan så det lissom bliver mer naturligt
for folk at være samfundets samvittighed, fx.
Det vil jeg godt være med til,
dog med den tilføjelse, at mine læsere
nok vil blive samfundets dårlige samvittighed,
ikke dets gode,
en god samvittighed - er der noget mer ufrugtbart,
rent kunstnerisk,
eller mer kedeligt, rent menneskeligt,
eller mere sjofelt og asocialt, rent politisk?
Samfundets dårlige samvittighed, det er bedre
kunne man selv spille den rolle
ville man måske trives som digter
og få en god samvittighed.

Alligevel duer det ikke: Samvittighed,
det er noget med at være sikker på noget,
at det er umagen værd, fx,
jeg er kun sikker på een ting:
jeg vil ikke stå i vejen for kaos.

2.
Jeg samfundets samvittighed, Perspektivkasse!
Ikke tale om, ikke i det her samfund
som har brug for en samvittighed
fordi det er et klassesamfund,
og de eneste i et klassesamfund som har en samvittighed
er dem der har råd til en.
En samvittighed er dyr, skidedyr,
i et kapitalistisk samfund, det er kun for de rige.
Men de er til gengæld også nødt til at have een,
ellers er det ikke til at holde ud at være rig.
Man kan kun være rig med god samvittighed
hvis man har en dårlig.
De rige sætter pris på digtere, gode digtere,
der kan give dem en kvalificeret dårlig samvittighed,
som de kan veje den gode op med.

Så længe man har en samvittighed
er der en Gud foroven.
Personlig råder jeg ikke over nogen samvittighed
men derfor kunne jeg selvfølgelig godt blive samfundets.
Fast ansat hund i keglespillet,
fordi keglespillet har brug for en hund
der kan vælte en kegle af og til,
en ad gangen, naturligvis, ikke alle ni,
eller tisse på den.

3.
På den anden side:
Der findes så megen uretfærdighed i verden,
der myrdes så mange, der undertrykkes så mange,
de fængsles og torteres og sendes i lejre,
de slagtes og deporteres og bombes og brændes,
-  bør digterne ikke gøre folk opmærksomme på den slags
fx ved at skrive om det?
Nææ. Sødet med lyrik er det svineri.

Hvad er da digterens rolle i samfundet?
At ødelægge det med gode digte.
Hvad ellers: indse det umulige i sit forehavende
og fortsætte alligevel.
Samvittighedsfuldt.

ps.
Kort besked til den digter der lige nu er ved at skrive
sit digt om Ulrike Meinhof: STANDS! Det er for sent
allerede. Hun er død. Hun er færdig med det digt.
der kostede hendes selv og andre livet.
Elendige samvittigheds-nager, hvordan smager et mord?
Smelter Ulrike på tungen?
Endnu en kort besked til digteren: Hvis håndklæde
hang hun i? Har du set efter i skabet? Ellers gør det
ved lejlighed, du vasker alligevel dine hænder om lidt,
efter måltidet, ikke?
Nekrofile svin, stop et håndklæde i skrivemaskinen
og prøv hvordan det er.