Man kan føle meget kærlighed til venner, alligevel er der vel et punkt, man ikke overskrider, hvis det skal forblive et venskab?
»Jo, de bliver da også superforvirrede, og selvfølgelig er jeg optaget af, hvad der sker mellem Emma og Agnes. Men der er flere unge kvinder med i bogen end de to – Sophy, Juliane og den fraværende Linea, ligesom Anton jo også går ud og ind af billedet – for jeg har været endnu mere optaget af et andet motiv: unge kvinder i flok og flokke i det hele taget«, forklarer Ida Holmegaard og ser et øjeblik ud, som om hun leder efter noget. »Tænk på sangen ’Marken er mejet’: »Børnene danser allerede så glade,/ alle vore piger står ventende i flok«. Motivet findes rigtig mange steder i litteraturen. I Prousts ’På sporet af den tabte tid’ sidder fortælleren i badebyen Balbec og betragter en gruppe unge kvinder. Han er helt oppe at køre over dem – der går cirka 15 sider med at beskrive de få minutter, mens kvinderne passerer. Han ser en koreografisk bevægelse gennem landskabet og en udskiftelighed mellem kvinderne. De beskrives som en skulptur, en symfoni, en fugleflok«
I romanen vender Ida Holmegaard så at sige blikket og undersøger, hvordan det ser ud inde fra fugleflokken. »Fra et sted, hvor man kan være udskiftelig med hinanden og måske ikke kan skelne sig selv fra de andre. Hvilket kan være helt vildt fascinerende, fordi man er befriet fra en jegtyngde og i stedet har en fællesskabsfølelse. Men samtidig skræmmende, fordi det bærer en vis anonymitet i sig – man kunne jo forsvinde i mængden«.
Man skulle tror, at Ida Holmegaard foruden litteratur var optaget af malerkunst eller musikkens repetitioner, men »nej, det er filmmediet!«. Dels anmelder hun film for magasinet Atlas, dels har hun i arbejdet med ’Emma Emma’ været inspireret af amerikanske ungdomsfilm, hvor gruppelivet afbildes og dyrkes – ’Spring Breakers’ ’The Virgin suicides’ og ’Dazed and Confused’, f.eks.
»Mange fortællinger om at være ung er centreret om ét ungt menneske, der skal skille sig ud fra flokken. Den klassiske fortælling om at gå fra barn til voksen. Jeg ville gerne tage det billedstof og det sprog, der er forbundet med fortællinger om ungdom alvorligt, men samtidig bruge det til at skabe en fortælling, der ikke tager udgangspunkt i individualisme eller handler om at træde ud af et fællesskab eller tætte relationer og ’blive sig selv’«, uddyber Ida Holmegaard. Snarere end psykologi på individplan er det studiet af skuespillernes »ufærdige ansigter« eller de typiske scenografier, som ungdomsfilmene dyrker – festen, stranden eller poolen, der interesserer hende.
»Jeg så en gang en dokumentarfilm, hvor nogen havde sammenklippet en hel masse poolscener fra ungdomsfilm. Det var fantastisk«.
Så jo, der er også en poolscene med i ’Emma Emma’, hvor sommeren ikke bare er varm, men også vedholdende:
»Tiden er holdt op med at gå og er blevet til ét stort blødt og uformeligt nu, der hæver og hæver som en gærdej i varmen«, skriver Ida Holmegaard og forklarer:
»Ferien ligger som et kæmpestort dyr og sover oven på sommeren. Ferien er jo mest af alt et fravær af arbejdet, der ellers i mange sammenhænge strukturerer tiden, ugedagene og hvornår der er primetime i tv. At skrive i det fravær giver mulighed for at afsøge alternative inddelinger af tiden. Jeg har forsøgt at skabe en ’fyldt nutid’, som jeg synes passer til dette underlige ferievakuum. Scenerne kan strækkes i det uendelige ved hjælp af alt det, der fyldes ind i dem, alle disse erindringer, f.eks.«.
»Men min roman er ikke udelukkende en kritik af ferie og forlystelse, der er også meget glæde og lykke forbundet med at spise de her fedtede softice og være i den der sol. Der opstår bare en kvalme ved det i længden, ikke?«.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar