Før det afgørende manifest, "Det umådelige mådehold" i Vindrosen 1, 1959 (omtalt og citeret i min nekrolog i WA Bøger i dag) skrev Brostrøm denne leder i Hvedekorn 1, 1959, hans sidste årgang som redaktør, lige som poesien skulle til rent faktisk at eksplodere):
Lyrik og fodpleje
Tillad på denne plads beretningen om en personlig lidelseshistorie, som udspillede sig i tiden før jul. Man søgte læge for en gådefuld krampelignende fornemmelse i benregionerne. Efter indgående undersøgelser med tilhørende blodaftapninger erklæredes tilfældet for uforklarligt og henvistes til hypokondriens overdrev; man var dermed overladt til egne gisninger. Ved selvbestaltet psykoanalytisk efterforskning kom årsagen til for en dag, og man døbte på stedet sygdommen lyricitis pedestris, fremkaldt under læsningen af efterårssæsonens danske versbøger, hvor man ufrivilligt og ganske ofte havde krummet tæer i skoene af skamfølelse over at blive på så mange flove og ligegyldige poesier.
Som den nøjeregnende 10-års-konstruktør man er, kan man ikke alde være med under sukke at sammenligne med året 1948, hvor en længere række betydelig digtsamlinger så dagens og læselampens lys. I ventetiden på en ny florissant periode kan man passende udstrække sin læsning til udlandet. Det er værd at bemærke, at især Sverige stadig kan leve op til 40ernes poetiske udbrud, og som en demonstration heraf vil man finde næste nummer af Hvedekorn helt helliget den unge svenske lyrik - som sædvanlig akkompagneret af grafik.
Et ledsagefænomen til den tydelige mattelse i den hjemlige lyriske produktion er den så småt voksende interesse for oversat poesi. Har stilstanden virkelig bidraget hertil, har den dog haft nogen funktion. I denne forbindelse kan det nævnes, at ARENA LYRIKKREDS, som tidligere omtalt, til foråret udsender to bind fremmed digtning, nemlig udvalg af Ezra Pund og René Char.
En af vejen til fornyelse af dansk lyrik går gennem større kendskab til europæisk tradition i vid forstnd, og det er da et oplivende tegn at se, at den aldersklasse, som præger Hvedekorns lyriske sider, har sans herfor. Var der ikke gennem dette forhold håb for, at dansk lyrik ved lejlighed fik nye ben at gå på, kunne man se hen til en smertefuld manddom af versificerede muskelinfiltrationer.
T.B.
