Begyndelsen på Kristian Bang Foss' bidrag til Christian Skov-antologien fra 2007, "Læsning af Stranden ved Spar Es":
"Hovedpersonerne i Christian Skovs romane er alle beskæftiget med det, der kaldes det fremmedpsykologiske problem: De tvivler på, at verden og medmenneskene eksisterer. Hvis jeg skulle komme med et ord, der kunne opsummere forfatterskabet, måtte det være tvivl. Hos Skovl tvivles der. Det er ikke til at opnå sikker viden om noget som helst.
Her er jeg i konflikt med med Skovs bøger. jeg er skeptisk overfor den tvivl.
Jeg havde forleden en diskussion med en kollega, der mente USA's månelanding var fup. Han smed konspirationsteorier omkring 11. september oven i hatten for at sætte trumf på. Efter en god del argumenteren frem og tilbage om, hvad det var muligt at holde for sandt, lænede han sig tilbage med armene over kors og sagde, at det var et spørgsmål om tro.
Det med, at man ikke vil anerkende noget fuldstændigt åbenlyst sandt, det, at man siger, at det ikke er til at producere sikker viden, remmer noget i mig, det anfægter mig og kan gøre mig vred og irriteret. Jeg synes, det er uetisk.
Jeg kan huske selv at have været optaget af den slags spørgsmål omkring medmenneskenes eksistens - måske har jeg snarere leget med dem end taget dem dybt alvorligt. Tænk nu, hvis verden bare var noget jeg forestillede mig. Men for mig er det noget, der hører barndommens og ungdommens selvoptagethed til.
Derfor er det for mit vedkommende forsonende, at det i Stranden ved Spar Es er et barn, der har den pakke med grundtvivl, som Skovs personer udstyres med. Skovs to bedste bøger, Stranden ved Spar Es og Ingers hvide ben handler begge om børn. At barnet undervejs i sin udviklingsproces sætter spørgsmålstegn ved sine medmenneskers eksistens virker mere overbevisende på mig, end når det er et voksent menneske, der tvivler.
Men når jeg nu ikke vil tage omverdenstvivlen alvorligt som et filosofisk spørgsmål, hvordan skal jeg så gå til bogen? Jeg må se tvivlen som noget patologisk. Jeg forstår den som et traume, som et sår, som noget usundt. Men hvor kommer det traume fra, hvad er det, der har påført det, hvem har påført Christine fra Stranden ved Spar Es det?"
(SUSPENSE!)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Min WA-anmeldelse Skov-antologi og - monografi:
SvarSletSKOV ER LOV På forfatternes forfatter, minimalisternes minimalist, Christian Skovs 85-årsdag begaves vi med hele to halvtykke bøger om det smældende smalle forfatterskab
Bevidsthedsskovrydning
Peter Fregerslev: I hænderne på tiden. Læsninger i Christian Skovs forfatterskab. 157 sider, 148 kr. Gyldendal/ Syddansk Universitetsforlag
Christian Skov. Læsninger i forfatterskabet. Red. Anders Abildgaard Nielsen og Dennis Gade Kofod. 184 sider, 249 kr. Anblik
Af Lars Bukdahl
Fire store nyheder: 1. Christian Skov fyldte 85 år 22. maj, 2007. 2 & 3. De to første bøger om forfatterskabet, Peter Fregerslevs monografi I hænderne på tiden. Læsninger i Christian Skovs forfatterskab og antologien Christian Skov. Læsninger i forfatterskabet, har i den anledning set dagens lys. 4. Til Berlingske Tidendes fødselsdagskribent udtaler Skov, at han er i gang med en ny roman (på sit livs første computer): ”Da jeg stadig lever, skriver jeg.” Hip hurra for det hele!!!!
Med stædig og konsekvent egensindighed har Christian Skov skrevet 10 små bøger siden 1968 (to ungdommelige opuser fra 40’erne er strøget af forfatterskabet), seks romaner, Hein dør, 1968, Tønnesen i forårssol, 1974, Stranden ved Spar Es, 1984, Ingers hvide ben, 1989, Høstnætter, 1994 og Endnu er markerne frosne, 2003, og fire novellesamlinger, Hjemkaldelsen, 1976, Ved silden, 1977, Regnvejrsaften, 1980, og Majaften, 1990.
Gode anmeldelser har Skov fået hele tiden, og for Høstnætter fik han selveste Kritikerprisen og blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, hvilket gav bogen en vis, smal popularitet (fire oplag!), men kritisk behandling har det indtil nu været småt med (og lidt ærgerligt, at Fregerselv og antologiholdet ingen nys har haft om hinandens bøger). Og måske har akkurat forfatterskabets konsekvens, dets geniale monotoni, noget af skylden:
Ingen Skov-roman er ikke et stykke virkelighedsrelativerende, musikalsk stiliseret, ledemotivshjemsøgt bevidsthedsstrøm i 3. person situeret hos enten et barn eller en gamling eller en (døds)syg; ledemotivshjemsøgte, musikalsk stiliserede bevidsthedsstrømme er der ingen mangel på i dansk litteratur, hvor kraftfuld og forfinet Skovs version end tager sig ud, nej, hans til idiosynkrasi grænsende specialitet er virkelighedsrelativeringen, med en filosofisk term omverdensproblemet: strømmende ind og ud af fortid, nutid og fremtid er bevidstheden ideligt i tvivl om det heles realitet, ”det er i ham/hende at” bliver denne tvivls faste, besværgende formel. Selv om miljøet og personhylsteret skifter, er det altså grundlæggende den samme bevidsthedsstrøm, der strømmer.
(fortsættes)
Hvilket bliver lidt af et problem i antologien, hvor otte kvikke skribenter og skribentduoer læser et værk hver (en læser to noveller, en anden læser tre), på hver deres kvikke måde siger de nemlig de samme kvikheder om hver deres bevidsthedsstrøm, mens de bare psykologiserer og/eller bagatelliserer omverdensproblemet. To gode undtagelser er (romanforfatter) Jeppe Brixvold, der i sin engagerede læsning af 60-90 % positivt hallucinatoriske Hein dør plæderer for irrealitetens virkelighed i skrift og tanke, og (romanforfatter) Kristian Bang Foss, der i sin henkastet anfægtede læsning af 75 % uklare Stranden ved Spar Es, nægter at acceptere, uden videre, at nogen, for slet ikke at tale om alle, kan/skal/må tvivle om alt: ”Her er jeg i konflikt med Skovs bøger. Jeg er skeptisk overfor den tvivl” (antologiens skarpeste læsning er måske faktisk Mikkel Carls distinkte, firedelte omslagstegning: kyklopøje spændt ud i timeglas mellem hjernerod og planterødder bl.a.!)
SvarSletFregerslev har den fordel, at han kun er én skribent, han behøver ikke at gentage sig selv, og det gør han så heller ikke, i al beskedenhed fremstår hans bog sig som en forbilledlig økonomisk og præcis og – hvad skal man sige – oprigtig forfattermonografi: efter en kort præsentation af forfatterskabet (med Endnu er markerne frosne som eksemplarisk eksempel) nærlæses fra fire vinkler fire sene værker i fire kapitler: ”Mørket og lyset”/ Stranden ved Spar, (børne)bevidsthed, ”Gentagelsens sprog”/ Ingers hvide ben, form, ”Det uvidende menneske”/ Majaften, (døds)bevidsthed, ”Tiden der forandrer alt”/ Høstnætter, tid. Det tidlige forfatterskab karakteriserer Fregerslev kort som turnerende om ”Den sønderjyske eksistens”, i det sidste kapitel udæsker han fnysende den reduktive reception (indadvendt almuerealisme etc.) og opgraderer Skov til en fortjent hædersplads” I modernismens lys” side om side med Claude Simon og Robbe-Grillet og andre noveau romanister. Klassisk modernistisk (og vel fiks) er Fregerslevs ying-yang-forfatterskabsformel: Bevidsthedens gnavende tvivl modsvares og forsones af den poetisk kunstfærdige form, der gestalter samme. Hokus Pokus.
Både i den ene og den anden bog interviewes Skov, men det er ikke meget, hverken Fregerslev eller redaktørparret Abildgaard Nielsen/Gade Kofod får ud af forfatteren: ”Der er nogen, der siger, jeg har sans for rytmer og lyrik og alt sådan noget, men det har jeg i hvert fald ikke på et dansegulv.” Det er i bøgerne, han folder sig ud eller rettere folder en (umiskendelig Skovsk) anden ind. Og gid vi må få mindst én yderligere indfoldning at fejre på 100-årsdagen!
(to rettelser:
SvarSletto og tre novelleSAMLINGER læses
yin-yang)