lørdag den 31. december 2016

Attendant Torp

- fra WA-kommentar i 2006 om det gloriøse bogår 1996 i anledning af 10 år på WA:

"Foreløbig sidste bulletiner lød fra sibyllen Merete Torp, Digte II , filuren Thomas Bruun, Livet og døden bl.a., og elverpigen Camilla Deleuran, Vintersøvnens rige: Kom igen med jer! En hel flok 90’er-digtere præsterede perfekte og/eller skramlende falderebsværker, Naja Aidt: Huset overfor, Niels Lyngsø: STOF, Katrine Guldager: Blank, Helle Helle: Rester, Merete Pryds Helle: Men jorden står til evig tid. Per Højholt udgav sin sidste praksis-samling, Praksis 12: Anekdoter, og Jens Smærup Sørensen sin foreløbig sidste (voksen)roman, Kulturlandsbyen. Henning Mortensen var med den lille, isnende Sneen og døden halvvejs gennem sin Ib-saga. Og dertil kom gyldne hits af bl.a. Poul Borum (sidste digte), Per Aage Brandt, Simon Grotrian, Vibeke Grønfeldt, Hans Otto Jørgensen, Marianne Larsen, Peter Laugesen, Bo Reinholdt og Dorrit Willumsen. Man var forkælet, var man, og man vidste det udmærket, det var for fanden derfor, man kæftede sådan op! Hvad var det, jeg citerede Per Lange for i min første, eddikesure anmeldelse: »Jeg har aldrig brudt mig særlig om livet, men jeg kan godt lide at læse om det.« Vrøvl! Det er lige præcis en charmerende side ved livet, at det er bestrøet med bøger. Og omvendt! Som jeg ikke bliver træt af at sige. Nogensinde! Jeg glæder mig vildt til boghøsten 2016, herunder Merete Torps Digte IV!"

- vistnok Merete Torps seneste, publicerede poetiske værk, et digt i anledning af udbygningen af Statens Museum for Kunst, hvor hun i mange har solgt billetter (når de har kostet noget), trykt i Politiken, november 1998 (garanteret forkert opsætning)

"Som vedhæng på dragens hale sat op i november
kastes vi, vindes vi, for noget vi ikke kender, vikles vi fast mod kanterne af skyernes afrevne blade ved gentagen berøring med de forskellige former gennemvædes gazen af blodet af den mørke slags og slynger os i drømmetunneler der inhalerer, inhalerer og intet nytter snore og navlestrenge af wire
vi har fået et gigantisk væsen at søge tilflugt i uden arme og ben, bygget af rektangulære fnug og på hjertekammerets inderside væggene stedvis forstærket af tavler til bøn for elastiske drømme kærlighedsmod og synets akkommoderende erindring
for at give det største af sig og af helet om så det bare er bud på at læge regnens skrå skitse med modellens hældende endnu ikke antydede fødsel - maleren indkapslet i sit værk som en Atlas den dag han spænder ryggen og sprænger rammen og alle billeder får form af pupillen
sat fri af tiden, som voksen som et barn tage imod idet det indøver sin første flugt med nakken tilbage og benene cyklende overalt i luften, en årvågen søvngænger og lig denne indgydt de største kræfter med evne til at løfte selv de mægtigste værker Roen kan blive overhængende at eje
her er verdener i landet til ud af vinduerne én stikker tungen ud for at vrænge
nogen åbner munden for at tale dyret slikker sin unge ren for hinden at den skal kunne se sin egen verden uforvrænget én åbner sit barns hånd for at se hvad det har taget -
de dage der omgiver dig med tro på det andet gå ind og tag fejl i din individuelle kirke"


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar