"Nils Gunder Hansen talte om hereticanernes meget specielle status i eftertiden.
De har nu været prygelknabe mere end 60 år, men har tillige raget op som en monolit, der tryllebandt litteraterne.
Man erklærede dem uafbrudt for forældede, men beskæftigede sig alligevel løbende med dem.
De
kulturradikale sparkede især til Martin A. Hansen, marxisterne
fortsatte, og i nutiden bedriver så forskellige skikkelser som Bjørn
Bredal og Lars Bukdahl deres Hansen-" bashing".
Utrætteligheden
er paradoksal, eftersom man jo har udnævnt forfatteren til at være så
ualmindeligt irrelevant og gammelmodig. Måske tjener sparkeriet til at
forene angriberne og overskygge forskellene i deres egne lejre, foreslog
Nils Gunder Hansen.
Han henviste til Hereticaeksperten
Anders Thyrring Andersens påpegninger af, hvilke fortegnelser, der er
blevet søsat under hvert opgør med hereticanerne - fra Torben Brostrøms
og frem.
Med en brandesiansk gestus ønsker man igen og
igen at jage forgængerne ned i historiens mørke for selv at fremstå som
nybrydende, argumenterer Thyrring Andersen.
Nils Gunder
Hansen opfordrede tillige til større interesse for, hvor hereticanerne
gik hen, da de gik ud. Deres vældige, eskatologiske nærforventning til
poesiens forvandlende kraft falmede. Ole Wivel og Tage Skou-Hansen blev
ligefrem venstreorienterede.
Søren Ulrik Thomsen
bemærkede fra salen, at hans egen generation, 1980' er-digterne, atter
åbnede sig for en alvor og en patos, som siden Heretica havde haft dårlig
presse.
Han gav Nils Gunder Hansen ret i, at
generationer overtager andres fordomme om dem, der gik forud.
Marxisterne overtog de kulturradikales opfattelse af, hvor forfærdelig
Hereticas angivelige patos var, men samtidig skruede marxisterne selv op
for patos i præsentationen af egne mærkesager.
Klichéerne
opstår altid i generationskampe, for man ønsker en reduceret og tydelig
modstander at sætte af fra, bemærkede Thomsen.
Han bekendte, at han også selv var faldet i og havde anvendt mekanismen i sit oprindelige opgør med 1970' ernes litteratur.
Men
den rummede jo dog også Klaus Høecks fornemme systemdigtning med dens
kølige systemer, som tillod Høeck at skrue højt op for patosen. Søren
Ulrik Thomsen indrømmede også sin store gæld til Per Højholt og en
frugtbar dialog med Peter Laugesens forfatterskab."(frugtbar for hverken eller! - så meget for den indrømmelse)
(og det sgu stadig bare noget træsk og trælst poesi, hereticanerne, bortset fra Frank Jæger, producerede (jeg sidder lige nu og læser en kvik, ung litterat kløjes fuldstændig i Bjørnvigs kosmisk knirkende skrummel Ravnen) og Løgneren er og bliver det 20. århundredes værste (kanoniserede (og det er jo derfor vi utrætteligt banker løs: børn tvinges til at læse Martin A., og vi bliver ved, indtil han omsider afløses af Scherfig)) roman (hep i stedet til De nøgne træer))
Ingen kommentarer:
Send en kommentar