Er der to der står sammen - om Hansenhad

- fra (min gamle KD-litteraturredaktør og dermed DR. FRANKENSTEIN) Anders Raahauges reportage i Kristeligt Dagblad fra Heretica-konference i Flensburg:

"Nils Gunder Hansen talte om hereticanernes meget specielle status i eftertiden.

De har nu været prygelknabe mere end 60 år, men har tillige raget op som en monolit, der tryllebandt litteraterne.

Man erklærede dem uafbrudt for forældede, men beskæftigede sig alligevel løbende med dem.

De kulturradikale sparkede især til Martin A. Hansen, marxisterne fortsatte, og i nutiden bedriver så forskellige skikkelser som Bjørn Bredal og Lars Bukdahl deres Hansen-" bashing".

Utrætteligheden er paradoksal, eftersom man jo har udnævnt forfatteren til at være så ualmindeligt irrelevant og gammelmodig. Måske tjener sparkeriet til at forene angriberne og overskygge forskellene i deres egne lejre, foreslog Nils Gunder Hansen.

Han henviste til Hereticaeksperten Anders Thyrring Andersens påpegninger af, hvilke fortegnelser, der er blevet søsat under hvert opgør med hereticanerne - fra Torben Brostrøms og frem.

Med en brandesiansk gestus ønsker man igen og igen at jage forgængerne ned i historiens mørke for selv at fremstå som nybrydende, argumenterer Thyrring Andersen.

Nils Gunder Hansen opfordrede tillige til større interesse for, hvor hereticanerne gik hen, da de gik ud. Deres vældige, eskatologiske nærforventning til poesiens forvandlende kraft falmede. Ole Wivel og Tage Skou-Hansen blev ligefrem venstreorienterede.

Søren Ulrik Thomsen bemærkede fra salen, at hans egen generation, 1980' er-digterne, atter åbnede sig for en alvor og en patos, som siden Heretica havde haft dårlig presse.

Han gav Nils Gunder Hansen ret i, at generationer overtager andres fordomme om dem, der gik forud. Marxisterne overtog de kulturradikales opfattelse af, hvor forfærdelig Hereticas angivelige patos var, men samtidig skruede marxisterne selv op for patos i præsentationen af egne mærkesager.

Klichéerne opstår altid i generationskampe, for man ønsker en reduceret og tydelig modstander at sætte af fra, bemærkede Thomsen.

Han bekendte, at han også selv var faldet i og havde anvendt mekanismen i sit oprindelige opgør med 1970' ernes litteratur.

Men den rummede jo dog også Klaus Høecks fornemme systemdigtning med dens kølige systemer, som tillod Høeck at skrue højt op for patosen. Søren Ulrik Thomsen indrømmede også sin store gæld til Per Højholt og en frugtbar dialog med Peter Laugesens forfatterskab."

(frugtbar for hverken eller! - så meget for den indrømmelse)

(og det sgu stadig bare noget træsk og trælst poesi, hereticanerne, bortset fra Frank Jæger, producerede (jeg sidder lige nu og læser en kvik, ung litterat kløjes fuldstændig i Bjørnvigs kosmisk knirkende skrummel Ravnen) og Løgneren er og bliver det 20. århundredes værste (kanoniserede (og det er jo derfor vi utrætteligt banker løs: børn tvinges til at læse Martin A., og vi bliver ved, indtil han omsider afløses af Scherfig)) roman (hep i stedet til De nøgne træer))