søndag den 6. maj 2012

Ondt gør godt

Brillant bitre kærlighedssange er lige så lifligt inciterende som rigtig gode dårlige anmeldelser (jf. Dalager-anmeldelsen, jeg citerede på Erik Skyums fødselsdag), og jeg forestiller mig, at de også er lige så djævelsk tilfredsstillende at komponere og indspille, jf. senest flere sange på Sinead O'Connors How About I Be Me (And You Be You) og så godt som alle sange på Norah Jones' (og Dangermouses) Little Broken Hearts, og fx singlen "Happy Pills", og åh, jeg savner at skrive en lige så groovy grusom anmeldelse, jeg er så forbandet glad hele tiden, at man skulle tro, jeg var på piller, skriv mig en dårlig bog, jeg kan splintre prægtigt!


3 kommentarer:

  1. Jeg har skrevet en.

    SvarSlet
  2. i denne kategori topper Sys Bjerres Malene (http://www.youtube.com/watch?v=qjNvC_wu0cg) og da først og fremmest Lily Allens Smile (http://www.youtube.com/watch?v=0WxDrVUrSvI&ob=av2e) denne fine lille flødebolle.

    fryden ved at skrive hhv. den gode dårlige anm. og den gode bitre kærlighedssang kan sikkert være den samme - men tror egentligt at sammenfaldet ml. den forsmåede kæreste og forfatteren, der sidder tilbage og dagdrømmer om at brænde den utro anmelders lejlighed/få ham tæsket/selv stå for det/trille ham ud i en sø osv. er større... :-)

    SvarSlet
  3. Jo (har også tidligere blog-hyldet Malene-sangen), men som anmelder kan man da også sagtens føle sig enormt svigtet og røvrendt af en forfatter, hvis bog man har investeret læserkræfter og læsetid på og haft mere eller mindre blind tillid til (men kom meget gerne med eksempler på ELEGANTE formuleringer af digteres anmelder-had a la de nævnte sange)

    SvarSlet