Hallingiana (med faktuel fingernote)

Til Læsninger på Gentofte Bibliotek i onsdags havde Lilian Munk Rösing HC Andsersens pænt udødelige "Hjertesorg" med og jeg et fremtidigt udødeligt digt fra Rasmus Halling Nielsens Tvillingerne, og utroligt og typisk som Hans Christian og Rasmus enormt meget kom til at ligne hinanden, poetisk ironiske meta-improvisatorer begge, og få timer senere mødte jeg så Rasmus live som publikumsmedlem til charity-oplæsning i Mellemrummet (med Jens B proft rutine-rullende og Lea Løppenthin forfinet forgrublet sentens-fremfnisende) og fik en frygtelig lyst, som jeg styrede, til at purre op i det empiriske hår, som jeg havde henvist til på biblioteket, da jeg nåede til linjen om at "flere millioner engle kan ikke tage fejl  i mit hår" - før forestillingen gik i gang, fik jeg en bibliotekar til at udskrive Den Store Danskes definition af centrifugalkraft, som viste sig at være en særdeles smuk tekst i sin egen ret, som jeg var lige ved at svigte Rasmus' digt til fordel for, men jeg stod distancen og opretholdt leksikonartiklen som lysende fodnote (men for helvede: "en fiktiv kraft", "henførelsessystemet roterer"!) og gør det også her:

flere millioner galakser væk vil der stadigvæk være supermarkeder

de er bare mere transparente end granerne herhjemme og på dem hænger

vores drømme og mål engang imellem fælder vi dem

for at se hvad der kan briste og hvad der med ske kan tages op

en gang imellem er død og de levende døde er strakt ud som en wire
mellem snottet i næsen og pulsen høj i sin borg med flag skal det lige

indskydes

rise and shine brevet er ikke færdigt før nogen er slæbt i retten

flere millioner engle kan ikke tage fejl i mit hår kan ikke tabe pusten

en glød en glæde en fugl fra din skulder i drømme i virkeligheden

drømmer du aldrig om sandheder de skider på det hele kaffen er varm

på nørrebro nogle gader herfra er en mand blevet stukket ned her er

fred her er ro mine fingre trommer en lille dans med centrifugalkraft*

slynges de rundt til jeg ikke kan kende dem jeg kender jer siger

jeg igen og igen og igen angribes jeg af frygten for ikke at holde sammen

dette hænger ikke sammen

hængsammen

(fra serie 2 i første afsnit (af to), ”Jeg hælder lys ud af det/ ene øre og lyd ind/ ad det andet//GOBELIN” i Rasmus Halling Nielsens (født 1983) overgrundsdebutdigtbog Tvillingerne, netop udkommet på Samleren)

 * centrifugalkraft, kraft, som optræder i et roterende henførelsessystem. På en drejeskive oplever man centrifugalkraften som en fra centrum udadrettet kraft. Gnidningskraften mod skiven leverer den for bevægelsen nødvendige centripetalkraft. Er den stor nok, ophæver den centrifugalkraften; i modsat fald slynges man af. Centrifugalkraften er en fiktiv kraft, som ikke skyldes noget andet legeme, men alene at henførelsessystemet roterer.

 Omsider fik Tvillingerne en anmeldelse i en førende kulturavis, i Information ved Tue Nexø, der ikke var overstrømmende, det er han nødigt, men solidt og præcist positivt, så det var godt. Erik Scherz linker venligt på sin blog til en flere år gammel tekst af Rasmus Halling selv i det hedengangne nettidsskrift Orkidé, hvor han matter of factly lige ud af vejen, a la Poe i "Philosophy of Composition", redegør for, hvordan han skrev digtet "jens har lavet et omslag til krebsens vendekreds" i Tvillingerne, der jo oprindeligt var et dobbelt privattryk anno 2006, her et klip fra indledningen, og ingen tvivl om, at den tekst er den foreløbigt bedste om det splittergamle og splinternye værk:

Da man er så langt henne i processen befinder man sig i en rus og jeg ringede til Karin Toft for at fortælle hende om manuskripterne. Hvis jeg ikke husker helt forkert sagde hun noget i retning af: "Tvillingerne? Jamen, snakker de sammen?" og dette spørgsmål satte sine spor i mig og jeg besluttede mig for at droppe manuskripterne i den udgave de nu engang var i og begav mig ud på et nyt eventyr, med masser af stof, løse ord, darlings. Omkring den samme januarmåned lærte jeg en jazzpianist ved navn Bill Evans at kende (Specielt pladen Conversations with Myself gjorde indtryk på mig og jeg ønskede brændende at skabe digte som han spillede klaver. Simple melodier der folder sig mere og mere ud, så sprællevende og fortællende.) I den samme periode begyndte jeg at læse Svend Johansen. Samlede digte -udgaven, fra Gyldendal, det var Martin Snoer Raaschous og Julie Sten-Knudsens bidrag til Koordinats boxsæt (fra 2005) der fungerede som link til Svend Johansen. Privattrykkene fik kælenavnet "Tvillingerne", hvert hæfte fik sin egen titel: det ene af dem kom til at hedde Jeg hælder lys ud af det ene øre og lyd ind ad det andet (med undertitlen 'gobelin' fordi 'arabesk' er brugt af Søren Ulrik Thomsen og 'ornament' er brugt af Per Kirkeby altså blev 'gobelin' benyttet.) Det andet kom til at hedde Det gule gæstebud.