Brillant bitre kærlighedssange er lige så lifligt inciterende som rigtig gode dårlige anmeldelser (jf. Dalager-anmeldelsen, jeg citerede på Erik Skyums fødselsdag), og jeg forestiller mig, at de også er lige så djævelsk tilfredsstillende at komponere og indspille, jf. senest flere sange på Sinead O'Connors How About I Be Me (And You Be You) og så godt som alle sange på Norah Jones' (og Dangermouses) Little Broken Hearts, og fx singlen "Happy Pills", og åh, jeg savner at skrive en lige så groovy grusom anmeldelse, jeg er så forbandet glad hele tiden, at man skulle tro, jeg var på piller, skriv mig en dårlig bog, jeg kan splintre prægtigt!
Jeg skrev en lynhurtig, dårlig anmeldelse - der selvfølgelig bør bære logoet Febril Text - af en dårlig bog, som jeg med stor kedsomhed med sygdom ovenpå, eller omvendt, læste i går, og det var det tætteste på en reel lindring, jeg har oplevet indenfor dette seneste sygeleje (i denne sygeleje-suite!), nu min læge, som jeg ikke havde talt med i 10 år ("du er helt blank på min skærm!"), i går podede mig for lidt syg til penicillin, usympatisk (hvad angår mig, ikke lægen) nok!
Et særligt raseri, når man sidder og læser en dårlig bog, som jeg gør lige nu, inde i raseriet over, at bogen er dårlig, hvilket altid gør mig rasende, især når det som i dette tilfælde er tale om en, når han er sit element, god, måske endog stor digter, er raseriet over, at digteren - og også forlaget, men hvem regner forlaget? - bliver rasende på mig, når han (og de) på næste fredag læser min dårlige anmeldelse af hans bog, hvilket nemlig er totalt uretfærdigt, for jeg kan for fanden ikke gøre for, at han har skrevet en dårlig bog; han kunne bare have skrevet en god bog i stedet eller slet ingen, indtil han var klar til at skrive en god bog, når han som i dette tilfælde udmærket er i stand til at skrive gode bøger.
Blogdahl er digter og WA-kritiker og Hvedekornsredaktør Lars Bukdahls blog – et føljeton-fortløbende, kunstnerisk og kritisk, polyfont collage-værk, der praktiserer og præsenterer, karakteriserer og bedømmer, diskuterer og debatterer, satiriserer og celebrerer primært litteratur (men også film, tv, teater, billedkunst, musik) gennem LB’s personlige sygekassebriller og pianistfingre.