fredag den 27. april 2012
Ubankerot auteur brat til stede
Jeg var inde i Dagmar for at se græske Yorgos Lanthimos' debutfilm Kinetta - jeg har lige anmeldt hans tredje film, Alps, til 5 stjerner for Ekko, pænt hypnotiseret; film nr. 2 er nyklassikeren Dogtooth - og pludselig stod instruktøren der selv i al skægget venlig- og skælmskhed og bød velkommen til filmen, som er en stærkt anti-narrativ og fordrømt: personer i en spøgelsesferieby har underlige, mere eller mindre iscenesatte relationer og konflikter med hinanden (hvor film nr. 2 og nr. 3 sætter fordrømtheden i spil med en skarp og gal finurlighed) og efter en god middag også lettere søvndyssende, jeg faldt i hvert fald hen et par gange eller tre, men det var faktisk en fin måde at se filmen på: sammenflydende med min egen anti-narrative søvnbevidsthed, og vågnede først for alvor op, da filmen var færdig og Yorgos stod foran lærredet igen og tålmodigt svarede på folks spørgsmål; han var aldrig tilfreds med sine film, og hvis han skulle lave Kinetta igen, ville den sikker "fail in new way", til slut sagde han for sjov, at nu skulle vi se filmen én gang til, men gad vide, om det ikke var det, jeg gjorde i nat; da jeg for et øjeblik siden så traileren, var der glimt (fra badeværelset fx), jeg huskede fra mine drømme, men ikke fra filmen ... :
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar