Mellem deadlines 15/4 2012
Kære Blendstrup
Jeg befinder mig som sædvanlig og som altid mellem deadlines, og hvis nogen har spekuleret over, hvordan deadlines ser ud, så kan jeg sige så lidt som, at ingen to dødslinjer ligner hinanden, men de er allesammen lige blodigt morderisk gyseligt skrækkeligt gotisk tænderskærende trælse. Og fx er der én lige for an mig her, der på overfladen uskyldigt ligner sådan en rigtig Matador-rar. rød-og-hvid grænsebom. Den er ud, som om den er lavet blødt skumgummi på Nordisk Films hobbyværksted, men i realiteten er den lavet af groft værnemager-beton, Klitgaard & Sønner you know, og slår hårdt som ... Ja, det er det virkelig nederdrægtige ved den, den er en metafor på sig selv, den slår hårdt, som en grænsebom slår hårdt på en flygtning. Ikke fordi jeg vil sammenligne mig med en flygtning, men det er så også meningen, at jeg ikke vil; jeg skal skamme mig over, at jeg jamrer over, at en grænsebom smadrer ned i min vigende hårgrænse, selvom jeg bare er en skide litterat, der ikke kan finde ud af at organisere sin tid og sin kalender, og derfor ikke overraskende er komme karambolage - det ord bruger man for lidt - med deadlinen på en artikel om Danmarks poetiske oldtidsminder, Rifbjerg, Nordbrandt, Thomsen, til Dansklærerforeningens blad. Og hvordan, tilskriger jeg dig, kan det være, at skylden er tonstungere, desto gratisere, jeg arbejder som en dødning?
hilsen Bukdahl
Mellem deadlines 16/4 2012
Kære Blendstrup
Det lykkedes mig at undslippe grænsebom-deadlinen mod et åbenlyst forlorent løfte om at være færdige om lige 27 1/2 time mere - blot for at løbe ind i en deadline som en elefantsnabel, en hjemløs elefantsnabel, der ikke er lyserød, men snarere militærfarvet, men som ikke slår og er aggressiv som grænsebom-deadlinen. Den vil bare finde et hoved at fastgøre sig til som sit nye elefanthoved, og den slags deadlines er i virkeligheden de farligste. fordi de i virkeligheden slet ikke er interesseret i at blive nået, dvs. truttet i og smidt til siden jo, de vil helst bare blive siddende til evig tid, lykkeligt nagende og uopfyldte. Så det gælder om aldrig at give dem en næsespids, og da slet ikke en panderynken, for de elsker at agere skuffede enhjørningehorn. Man skal ryste sit hoved af dem, skal man, som når man øver sig i at takke nej til ridderkorset, nejtiktaknejtiktaknejtiktak.. Militærgrønne løselefantsnabeldeadlines vil typisk være deadlines til akademiske samleværker, som nemlig ingengang stoppe forfølgelsen, når artiklen om den gule tøjes symbolværdi i Jørgens Leths Tour-reportager - den betyder skiftevis påskebryg og skinsyge - er afleveret, for det er jo ikke som om, bogen derfor udkommer. Snablen slår så bare en knude på sig selv og hopper op på ens hoved og springer op og falder ned permanent. Vig bort!
hilsen Bukdahl
Mellem deadlines 17/4 2012
Kære Blendstrup
Jeg står ansigt til ansigt med den allergrummeste deadline af alle, fordi den hyppigste og uundgåeligste, avisdeadlinen. Der er et stumpt instrument, et fuldstændig uspecificeret stumpt instrument, ligesom i begyndelsen af en kriminalroman, men her får man bare aldrig opklaret, hvad det er for et stumpt instrumentt, det forbliver anonymt og abstrakt stumpt og dumt og grumt, men aldrig stumt uden p: det kommanderer i vilden sky meget, meget, meget specifikt.. Og det er hver uge et nyt stumpt instrument, eller rettere flere, hvis sande identitet aldrig bliver afsløret. Jeg flygter omsider med instrumentet lige i hælene. JEG ER FRI! Men ak nej, her står jeg på Svendborg Bibliotek foran en ny deadline i from af min neanderthalsk behårede, gamle ven. Jeg rækker dig min hånd og ved, at det er deadline for Litterær Hypnose!
(hvem er det der banker / / / det er vores tanker)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar