Amalies snørklede, men gedigne generationsforsvar

Amalie Smith udgiver i morgen sin meget, meget, meget gode anden bog, I civil, og jeg ærgrer mig lige nu over, at jeg i min meget, meget, meget positive anmeldelse ikke citerer en af de renfærdigt lykkelige kærlighedstekster i bogens første del, før lykken uhjælpeligt slår revner (i stedet citerer jeg nogle andre meget, meget, meget gode tekster, efter lykken uhjælpeligt slår revner), fx dette dobbeltdigt fra dobbeltdigtserien "i serien", jeg gør lakunen lidt mindre, for at den ikke skal forskrække for meget:

Jeg ser en skade
lande i tagrenden på huset overfor,
og en anden følge efter,
spreder halefjerne ud





Du spreder vores ben i en vifte
ud over lagnet

På sin Notesblog, som da vist mangler på Kornkammerets blogrulle, reflekterer Amalie sig - til sin egen overraskelse tilsyneladende - frem til et smukt forsvar for generationsbegrebet (parallelt med et tidligere generationsbegrebsforsvar af Olivia Nordenhof):

Jeg gik i stå ved spørgsmålet “Hvem takker?” eller “Hvem har ret til at takke?” og det er jo stadig mig mig mig, hvis navn står på forsiden af bogen og efter copyright-tegnet øverst i kolofonen, min krop, der har siddet foran computerskærmen og bakset med sætningerne, mig, der vil blive bedt om at læse op fra den, mig, der bliver betalt for den, mig, der føler ansvar for den osv. JA, det mig er et JEG, og det JEG har på en eller anden måde skrevet (eller samlet) en bog. Men JEG er en åben figur: JEG er konstitueret af og gennemstrømmet af alle mulige andre JEGer, tekstlige og kropslige, af fortid og erindring, fremtid og forestilling, bøger og stemmer og samtaler. Og det at skrive er ikke noget der gøres adskilt fra eller forud for relationer til andre og til bogen, vi skriver hinanden og hinandens bøger hele tiden, og bøgerne skriver os. Det kunne for mig at se være en grund til at omfavne ideen om en generation snarere end at støde den fra mig.