Og jeg kender kun alt for godt den bitre abe, der går i en alt for stor venstresko. Jeg møder ham hver dag nede i cykelskuret, hvor han hævder, at han netop har hinket verden rundt, og der er ikke noget at komme efter. Verden er og bliver opreklameret, hvis man med verden mener, at der skal være bare et mindstemål af variation og overraskelse. Hver dag ligner verden trøstesløst sig selv på en prik, siger han, og eftersom han hver dag rejser verden rundt, ved han, hvad han taler om. Hver dag spørger jeg ham, om det er et forstenet snørebånd. han så krampagtigt knuger i sin venstre hånd eller en farligt udstrakt mellemtå, sammenlignet med hvilken den lyserøde storetå jo ligefrem strutter af sundhed, for slet ikke at tale om lilletåen, der godt nok ikke er der, men hver dag udskiftes med en frisk banan fra den kinesiske torturministers bananbur, og kunne den banan ikke bare en gang imellem ikke være gul, men violet eller lyserød eller evigggrøn? Og hver dag svarer aben træt (træt, fordi kunne jeg ikke en gang imellem stille et andet spørgsmål, fx om spar-esset er indeni eller udenpå hans hat (jeg ved godt, at det er hverken eller, det er bare noget han tænker, han er aldrig i sit es, esset er fiktivt i ham)), at det er en syltet agurk af de helbitre, som hans mor i sin tid sendte ham ud i verden med, fordi hun udmærket vidste, at den, verden, kun ville berede ham kufferter, som han glemmer ved hver kedsommelige tærskel, han overskrider, derfor opbevarer han agurken, AGURKEN, i sin sko, og ja, ja, ja, svarer han hver dag, selvom jeg ikke spørger, han har to ben og to fødder, det højre ben og den højre fod opbevarer han bare i et kosteskab i Supermans fort af is på Nordpolen, for en sikkerheds skyld og for ikke at nå for hurtigt frem og tilbage, at gennemrejse verden to gange på en dag ville være dobbelt meningsløst, siger aben og holder kæft og hinker videre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar