Lars har pengene og magten

- tak til Bongorama for link - fra Børsen:

Af Mads Gravesen og Morten Amtoft Rasmussen

Navnet Lars er usædvanligt stærkt repræsenteret, når man kigger på, hvem der sidder for bordenden i dansk erhvervsliv, politik og finans

På toppen af den danske magtpyramide sidder der en Lars.

Ikke alene, bevares, der er masser af andre magtfulde personer i dagens Danmark. Men navnet Lars er påfaldende markant i toppen af den danske elite. Statsministeren, nationalbankdirektøren og chefen for landets mest værdifulde børsnoterede virksomhed hedder Lars. Adskillige chefer, direktører og rigmænd bærer navnet Lars. Det er der ikke noget underligt ved, siger en navneforsker.

"Når Lars er på toppen nu, så har det noget at gøre med navnets aldersfordeling," siger navneforsker ved Københavns Universitet, Michael Lerche Nielsen.

I dag er der 45.300 danske mænd, som hedder Lars, viser tal fra Danmarks Statistik. Rigtig mange af dem er født i 1950'erne og 1960'erne.

"Dengang var Lars på topti-listerne over populære navne. Derfor er det klart, at i dag har en erhvervsleder eller en politisk leder, der var født i de år, en ret stor sandsynlighed for at hedde Lars," siger navneforskeren.

Frem til 1930'erne var der 1000-2000 pr. årti, som blev døbt Lars. Men så kommer navnet på mode.

"I 1940'erne kom 4000 drenge til at hedde Lars, og i 1950'erne fordobledes det til 9600 Lars'er. I 1960'erne gik det helt amok. Der var 18.900, som fik navnet Lars i løbet af det årti," siger Michael Lerche Nielsen.

Siden er Lars-bølgen løbet tør for kraft. De senere år er kun omkring fem drenge årligt blevet navngivet Lars.

Lars afløste Poul

Et tidligere topnavn på magtpyramiden var Poul, som bl.a. tre statsministre bar - Hartling, Schlüter og Nyrup Rasmussen. Erhvervsstjernerne var folk som Poul Svanholm (Carlsberg), Poul Andreassen (ISS) og Poul Due Jensen (Grundfos).

"Vi har oplevet en "Poul afløses af Lars"-effekt. Navnet Poul var meget populært, det havde sin storhedstid i 30'erne, men vi venter, at det snart vil komme tilbage," siger Michael Lerche Nielsen.

Næste chef hedder Thomas

Den næste generation af chefer kommer til at hedde noget helt andet.

"Thomas, Martin og Morten er gode bud. Måske Rasmus og Jesper. Navne, som er meget karakteristiske for årtierne omkring 1980. Der var også mange dengang, som hed Kasper og Camilla," siger navneforskeren.

På længere sigt vil effekten af de mest brugte navne nok blive udvandet. Førhen fik helt op til 10 pct. af alle drengebørn i en årgang det samme, populære navn, men nu er der meget større spredning på forskellige navne. Tidens mest populære drengenavn er William, men færre end 2 pct. af den seneste drengeårgang har fået netop det navn.

magr@borsen.dk

FAKTA Drengenavnet Lars

Lars er et traditionelt dansk almuenavn, som har været brugt fra middelalderen og frem. Det har solide rødder i den danske muld. Oprindelsen er Det katolske helgennavn Laurentius, den laurbærkronede, en af de 14 nødhjælpere i middelalderen, som man anråbte, hvis man var i havsnød, var syg, havde kærestesorger eller andet. gennem 1960'erne blev næsten 19.000 drenge døbt Lars. Siden er navnets popularitet dalet kraftigt, og de senere år er der kun navngivet en håndfuld Lars'er om året. (Kilde: Michael Lerche Nielsen, navneforsker, Københavns Universitet)

Primat-Lars Looping Back In Action

Post by Lars Nørgård.

Den autentiske annonce

for det (for mig!) livsvigtige job som redaktør for Weekendavisen Bøger var i avisen fredag - med velformuleret præcision:

Weekendavisen søger en redaktør, der vil styrke og udvikle Danmarks vigtigste bogtillæg.

Stillingen kræver et bredt og dybt kendskab til litteratur og lyst til at formidle både kritisk og begejstret.
Som en selvfølge kræves et godt og sikkert sprog og blik for stilistiske virkemidler.
Billedredaktion og æstetisk udformning foregår i tæt samarbejde med avisens dygtige grafikere indgår ligeledes i stillingen.
Desuden kræver stillingen even til at omgås, finde og opdyrke talent i en talrig, bred og varieret skare af anmeldere, skribenter og illustratorer.
Bøger-redaktøren har stort redaktionelt råderum og er betroet hovedansvaret for sektionen. Redaktøren refererer direkte til chefredaktøren og forventes at arbejde tæt sammen med redaktionschefen.

Kortfattet ansøgning - højst en halv side - samt c.v. og to referencer til akn@weekendavisen senest fredag den 4. april klokken 10.
Tiltrædelse 1. maj eller senere. Løn efter aftale. Stillingen er omfattet af overenskomsten mellem Berlingske Media og Dansk Journalistforbund.

Ansøgninger vil blive behandlet i den dybeste fortrolighed.

- og som en tegning af Lars Nørgård kunne annoncen se sådan her ud:



- søg! brave mænd og kvinder og marsboer!

Stadig ikke besat!

Endnu en annonce for stillingen som litteraturredaktør på Weekendavisen, ved Lars Nørgård; gode folk, der kan læse og redigere (og kommandere), nogen af jer ved måske oven i købet hvem I er, af alle farver og alle køn! SØG!



- det er mig, der er den lumske paraply-gås!
- pludselig er jeg mellem ørerne på redaktøren inde i dykkerklokken og slår mig ud - og løs! 

Den fatale stillingsannonce

for jobbet som litteraturredaktør på Weekendavisen er netop poppet op på Lars Nørgårds FB-side:

Primattrio

Lars Nørgård har via tagging netop identificeret mig som en af de tre bavianer på hans nye supermulerealistiske maleri, de to andre er Lou Reed og en fyr fra Risskov, der hedder Holger, som jeg vistnok ikke kender, men jeg kan godt huske turen, der foregik i posemandens ud-pimpede bil, det er mig i midten, der ser mellemfornøjet ud, fordi jeg for fanden sidder i midten, Lou sidder bag ved mig og er pissesur som altid, og ham Holger har lalleglad hånden på rattet, så vidt jeg husker, sidder vi fast i en digital sump af et virtuelt spil blackjack på et eller andet sydamerikansk gambling-site, man skal passe fandens på, når man er ude at cruise på nettets sidealleer, og det gjorde vi i den grad  ikke, og så pludselig sidder man i suppedasen og kender ikke reglerne, fordi man aldrig har spillet andet end sorteper, som man heller ikke kan huske reglerne til, bortset fra at de er meget, meget simple, og at det altid ender med, at 1 bliver sorteper, men her følte vis os alle tre slået hjem, bortset fra at vi ikke kom ud af stedet, mens korthuse fra alle sider blev ved at vælte ned over os, i en art snedigt forskudte loops, og hvem har så aben, måtte vi spørge hinanden og svare som med én mund: There¨s no business like monkey business!

OG HAN TEGNER STADIG AGTIGT SOM EN FABEL!

Dette er jo fx en cowboy i dødsensfarlig og suicidal blomst, seksløberne i deres hylstre skyder opad mod de forduftede arme og hovedet, der er en fluesmækker (forklædt som nodeblad) med sin egen seksløber, der forsøger at blæse - og de blæser snarere end skyder, revolverne, ligner det, måske er de i virkeligheden hårtørrere, hvilket de krøllede ledninger, jeg først nu får øje på, faktisk beviser, at de er  - et forbenet, men beskedent korthus i smadder, og det er lidt uklart, men er det ikke en and, der puster sig op i sin montre (sikkert også en kropsdel af en slags) og/eller gennemblæses af den højre seksløber, i hvert fald er cowboyfødderne for enden af træstammen af en underkrop frit friterede fritter, mens stjerne-sporen på den gennembrudte støvler er en stjerne-spore, nogle ting forandre sig aldrig, og frem for alt en cowboys stjerne-sporer.

BRUDNYT: LARS N MALER ATTER FIGURATIVT

 - hemmeligt snapshot fra Lars Nørgårds atelier - knipset af skridende flue på væggen:

Og jeg kender kun alt for godt den bitre abe, der går i en alt for stor venstresko. Jeg møder ham hver dag nede i cykelskuret, hvor han hævder, at han netop har hinket verden rundt, og der er ikke noget at komme efter. Verden er og bliver opreklameret, hvis man med verden mener, at der skal være bare et mindstemål af variation og overraskelse. Hver dag ligner verden trøstesløst sig selv på en prik, siger han, og eftersom han hver dag rejser verden rundt, ved han, hvad han taler om. Hver dag spørger jeg ham, om det er et forstenet snørebånd. han så krampagtigt knuger i sin venstre hånd eller en farligt udstrakt mellemtå, sammenlignet med hvilken den lyserøde storetå jo ligefrem strutter af sundhed, for slet ikke at tale om lilletåen, der godt nok ikke er der, men hver dag udskiftes med en frisk banan fra den kinesiske torturministers bananbur, og kunne den banan ikke bare en gang imellem ikke være gul, men violet eller lyserød eller evigggrøn? Og hver dag svarer aben træt (træt, fordi kunne jeg ikke en gang imellem stille et andet spørgsmål, fx om spar-esset er indeni eller udenpå hans hat (jeg ved godt, at det er hverken eller, det er bare noget han tænker, han er aldrig i sit es, esset er fiktivt i ham)), at det er en syltet agurk af de helbitre, som hans mor i sin tid sendte ham ud i verden med, fordi hun udmærket vidste, at den, verden, kun ville berede ham kufferter, som han glemmer ved hver kedsommelige tærskel, han overskrider, derfor opbevarer han agurken, AGURKEN, i sin sko, og ja, ja, ja, svarer han hver dag, selvom jeg ikke spørger, han har to ben og to fødder, det højre ben og den højre fod opbevarer han bare i et kosteskab i Supermans fort af is på Nordpolen, for en sikkerheds skyld og for ikke at nå for hurtigt frem og tilbage, at gennemrejse verden to gange på en dag ville være dobbelt meningsløst, siger aben og holder kæft og hinker videre.

I al hast pisser Facebook sig selv i nakken

Min tegnemakker Lars Nørgård, som jeg har vilde, snarlige net-planer med, kunne ikke få lov at publicere denne tegning på sin Facebook-profil; meget mærkeligt og uhyggeligt så hurtigt FB-kontrollørerne i deres spion-siloer får øje på en alt for nøgen skildpadde, hvilket står grel modsætning til hvor laaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaang tid det tager for en skildpadde at pisse sig selv i nakken, det er der slet ikke noget beskidt og grimt og obskønt ved, det er et cirkusnummer, der er udviklet over 80 år i et speciallaboratorium i Ringling Brothers, Barnum & Baileys hovedkvarter i Utah, USA, en gennempisning tager ca. 3 1/2 time, men kun et brøkdel af et sekund er strålen hel og ubrudt, som det ses på den strengt videnskabelige tegning af den dybt beundringsværdige skildpadde, der for øvrigt hedder James:

KRAKKET KRONHJORT-KVARTETTEN

(til Lars Nørgårds retrospektive og fænomenalt flotte udstilling ”Luksussyner” på Kunsten i Aalborg, oplæst ved åbningen i går)
 
1. FABLEN OM LUKSUSSYNERNE

Arkitekten og salonkommunisten og lampemageren Poul Henningsen, mellem danskere med en videregående uddannelse PH, er endt i helvede, og det kan han sgu ikke forstå. Hvad faen laver jeg her? spørger han på sundeste svajer-københavnsk og med smøgen vippende i højre mundvige på den karakteristiske måde, vi kender fra Paul Hammerichs Danmarkskrønike. Og kan nogen venligst slukke for det skrækkeligt grelle lys, der udgår fra den monstrøse og uhyggelige, fjerklædte og gudhjælpeme gennemsigtige alt-andet-end-PH-lampe, der hænger deroppe i det allerhelvedes loft? Fanden svarer beredvilligt: De er her, Poul Henningsen, fordi Deres smagfulde PH-lamper er en torn i øjet på ingen, det kedelige, rationelle, nærige lys forvandler alle samtaler og stævnemøder til regeringsforhandlinger om topskat og betalingsring mellem Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti (selv hvis der kun er to mennesker i lokalet). Derfor! Og nej, jeg kan ikke slukke for lampen, der i parentes bemærket er konstrueret af afbrændte englevinger, 13 af dem er mine egne, og eksploderede el-biler (der er en meget hemmelig statshemmelighed (på niveau med hemmeligheden om, at var HC Andersen, der omsmeltede guldhornene til det vildeste BLING, en guld-hanekam, som han bar ved alle Frimurer-seancer), men alle el-biler eksploderer på et eller andet tidspunkt, risikoen er størst mellem jul og nytår). Og hvis nogen vil indvende, indskyder jeg, fabulanten, at el-biler ikke var opfundet i 1967, da Poul Henningsen døde, så vil jeg spørge, om de er klar over, hvor sindssygt lang tid det tager for sjælelig rørpost at nå frem til helvede? Nej, det tænkte jeg nok! Tilbage til fanden, der end videre siger følgende: Hvis jeg slukkede for lampen, ville her blive så lyst, at det slet ikke var muligt at se og pines over alle luksussynerne. Hvilket luksussyner?, spørger Poul Henningsen og lod smøgen skifte side til venstre mundvig på den karakteristiske måde, vi kender fra Paul Hammerichs Danmarks-krønike. Se dig omkring, siger djævlen med smilet på skrå på den karakteristiske måde, vi kender fra førende, danske kalkmalerier. Poul Henningsen ser sig omkring og forsvimles betydeligt og særdeles uopbyggeligt. Han føler, han er Josephine Baker med vrangen ud i et Vilhelm Lundstrøm-billede på syre. Èn ting er tv-avis-øjet i det høje, der bliver pudset op med brun skosværte, og nøglerne og nøglehullerne og dørhåndtagenes besøg i swingerklubben INTROITE og Storebæltsbroen knudret op i et råbåndsknob. Hvad han virkelig har det slemt med, er, at Mogens Glistrups trækprocent-nuller fra 60’erne og de tidlige 70’erne danser charleston foran en femdobbelt – som efter en virkelig slem snapse-brandert – solnedgang i Gl. Skagen. Det er det luksussyn, han pinedød skal betragte resten af evigheden, ved Poul Henningsen lige pludselig og hans sygekassebriller isner stygt knagende. Det har De rigtig godt af, siger fanden og rækker spaltet tunge på den karakteristiske måde, vi kender fra førende danske kalkmalerier.

2. LARS NØRGÅRD TEGNER EN KUNSTHISTORIKER ELLER TO

(ved hjælp af den blå Larslars-pose)

En hunds bikini kan læses som en lang saks og hans heste som huse af de skeer og fisk, han modtager undervejs. Alt kan regnes med til disse skorstene, også andre sweateres kaffekopper. Men de væsentligste hunde er altid hans egne propeller.

  Almindeligvis flytter en sådan pensel sig kun i én retning, og det hvad enten han er hoved, øje eller globus eller gør det hele. Gradvis rykker han på stadig større blad af sin vippe, af sin første kunstneriske pegefinger. Men hans nøgle mister ikke af den grund sit plaster. For hver eneste cykellygte står, billedligt talt, på hundene af sine røgringe, ligesom hver sko også er en både ubetinget og nødvendig gaffel for det, der måtte følge efter.

  (…)
En svævende bil med en fugl af sorte sole, en fladtrykt tennissko og en meget lang arm, som ender i ballonen på et plaster. Det er vingerne i en af Lars Nørgårds sukkerknalder fra 1998. Ikke atypisk for Lars Nørgård leger han i persiennen med en flaske eller et søm – her er det slipset ”at køre i den samme bog”. At høre en elefant køre i den samme sok igen og igen er et sjældent hoved. I dette wc må eventuelle lærreder være skræmt væk for længe siden – i hvert fald har huset kørt så lang tid i det samme blå øje, at der breder sig en nøgle af sakse i venstre side af hajfinnen.

3. HVOR GIK DE UNGE VILDE HEN, DA DE GIK FRA ANDY'S ONSDAG MORGEN 5:33, 13. SEPTEMBER 1985

På Hong Kong.

Og præcis 25 år senere: til Hong Kong.

Asiatisk i vælde er samtidskunsten.

Virkstidet Virst stid pi Risinbirgs Illí ig milidi it miliri -

Vurkstudut Vurst stud pu Rusunburgs Ullú ug muludu ut muluru -

Vyrkstydyt Vyrst styd py Rysynbyrg Yllý yg mylydy yt mylyry.

4. EN TEGNING, JEG GERNE VIL HAVE TEGNET, PLEASE

En Skt Bernhardshund, hvis ene ben er en mælkekarton, hvorpå der er en efterlysningsplakat, der efterlyser den næstsidste mohikaner, hvis fjerprydelse er en fjerbold, som bliver slået helt ud af manegen af en fredsdue på krykker, der er billardkøer, som græsser på en halvmåne, hvis nathue drypper stearin ned på halen af en kat, der miaver en pigtråds-nodenøgle, der åbner låsen til et kaktus-fuglebur, hvor en kanariefugl drikker sig fra sans og samling, omgivet af dåser med Campbell’s tomatsuppe spædet op med vodka tappet fra en kosakhue på hovedet af et nokkefår, hvis uld er skummet på en fadøl, som to kolibrier labber i sig, mens de danser ballet i et Mester Jakel-teater på dækket af en redningsbåd, der synker midt på et spejl, som skyggen af Mont Blanc spejler sig i, mens selve bjerget går op i en kuglepensspids, der udstreger en skrift på himlen, der ikke kan stave til ’Opskriften på skysovs’, hvis afsluttende ’s’ er en klapperslange, der forsøger at klappe med én hånd eller rettere vante, der sidder på dens hale, hvis altså slanger har en hale, det har de vel ikke, men altså på vanten, der sidder på den ende af slangen, hvor hovedet ikke er, er der en efterlysningsplakat, der efterlyser Billy The Kids lillebror, Benny The Slightly Younger Kid, hvis cowboyhat er en kaffemaskine, der maskinstormes af to pelikaner, der er spejlvendte tvillinger og fra hvis næb henholdsvis en løveklo og en paraply stikker, mens paraplyen græder snot over sin nylige skilsmisse fra Mary Poppins, som ikke skal ses på tegningen, men ligesom bare fornemmes som et glimrende fravær på paraplyens forældede fraktal-mønster, der, hvis man kigger på det med det højre øje halvt sammenknebet, forestiller en halvkvædet halvabefest på et alt for dyrt sidegadegalleri i en alt for lille storby, hvor en festdeltager, der er halvt gibbonabe og halvt romersk historiker, med sin hale og ryggen til og i en halvstor brandert maler et flot overskæg på en efterlysningsplakat, der efterlyser samurai nr. 8½, og resten af tegningen må du selv finde på, Lars!

Faderlig relativitet

For 10 minutter siden begyndte min søn i børnehaveklasse.
I går deltog vi i 9. a og b's translokation med de øvrige rasende midaldrende forældre og råbte HURRA og mente det og sang HC Andersen og Kim Larsen og den dér frygtelige højskolesang om at hente øl, man altid skal synge på Testrup; Lars Nørgårds fantastiske tegninger i aulaen var imponerende intakte og det allerbedste og -præciseste HURRA.
På lørdag tager han til Roskilde og hænger ud i 12 år.

Kapitel 4 (sidste kapitel) af Romanen om alting, til tegninger af Lars Nørgård

Det hele slutter med, at jeg sidder på luften og udpeger et punktum, der står lige under mig, og min søn sidder på skødet af mig og udpeger et andet punktum, der står lige over ham, og hvad for et punktum er nu det rigtige og endelige punktum? En klovn sidder på skødet af min søn og tegner en streg i luften, fordi han har brug for et nyt snørebånd til sine klovnesko, og hvad nu hvis det er den streg, der forbinder de to punktummer? Hvordan får vi stregen fra klovnen - August hedder han, eller Bozo - uden helt at ødelægge slutningen?

Kapitel 3 af Romanen om alting, til tegninger af Lars Nørgård

Så gik det hverken værre eller eller bedre end, at den hemmelige underkrop på den legendariske, kvindelige pave "uden underkrop",  Hardcore Hannelore, midt under sin daglige morgengymnastik på Vatikanets rullemaskine gik totalt rabundus og tabte alle afladspengene på gulvet, fordi den, underkroppen, havde været så uheldig at kalde en figen for en spade, og selvom der blev hvisket meget om det i krogene af guld, så havde Fuzzy The Bear ikke noget med sagen at gøre, underkroppens usunde idoldyrkelse var og blev en rent privat sag.

Kapitel 2 af Romanen om alting, til tegninger af Lars Nørgård

Det næste, der skete, var at Pippi Langstrømpe midt en depression over, at hun ikke havde flere rene, stribede langstrømper tilbage, besluttede sig for at FIXE sin tandløst gabende brevsprække med nogle nye, fine skummetmælketænder, men før hun nåede at bukke sig ned, gled slangen fra Kundskabens Træ's spøgelse gennem brevsprækken og klagede over en frygtelig mavepine forårsaget af, at den havde spist gud i én mundfuld i stedet for, som den plejer, at smide ham i blenderen først og dele ham op i mindre astronautmad-portioner, hvilket gjorde Pippi i meget bedre humør, grumt nok.

Kapitel 1 af Romanen om alting, til tegninger af Lars Nørgård

Først stod dinosaurussen lige så fredeligt og røg et stop Malcolm McLaren Mixture og memorerede en apokryf flue af Storm P: Så meget istid og så lidt whisky. Et øjeblik senere fik den en meteor i nakken, og så var det slut på det kapitel, som ellers havde haft mulighed for at udvikle sig en temmelig vild retning kulminerende i en permanent kommunistisk og interplanetarisk lykketilstand.

Nødvendig neologisme for kollektiv og/eller hybrid processualitet

Lyskrydsbestøvning

At indramme plet

Det er
I ENHVER FORSTAND
vigtigt at have
en dygtig rammemand
vores er Mr. PlakatShop i Vesterbrogade,
han kan varmt anbefales,
og lige nu
indrammer han
en Albert Mertz-gouache (Det røde fangehul),
min Vakse Viggo-dedikation fra 1978 (omsider genfundet: HALLO LARS),
Lars Nørgårds trapezartist fra Kritiker-serien i WA
og disse skatte er
LIGESOM ALT ANDET VÆRDIFULDT, FX DIN DØDELIGE SJÆL,
pinedød vigtige at få indrammet
af en dygtig rammemand
eller -kvinde

Lars Nørgårds blå øje, flerfarvet

Lars Nørgårds, min hybridkumpan gennem 6 år, har en ny, farveLASERstrålende udstilling i Galleri Mikael Andersen, "ROTOR & RETUR" - jeg har en finger med i titelspillet til nogle af de elektrisk urolige og mere end sædvanligt NÆSTEN-figurative malerier, der på dansk fx kan hedde "Babeløje", "Centrifuga", "Blåt øje" og "Titaniske tics" - men i forhold til balancen i vores løbende tekst-billed-konspiration synes jeg, det er direkte UNFAIR, at Lars N inde på galleriets hjemmeside har signeret en så eminent læselig tekst som denne:

Forleden dag kiggede jeg på mit ur og kunne konstatere, at det nu var 19 år siden, at jeg sidst havde befundet mig i Bredgade. Det måtte der gøres noget ved: Sadlede min bedste blindramme og red af sted. I Bredgade så jeg Mikael Andersen stå og spejde efter den store komposition. Jeg steg af lærredet, fandt mit sammenklappelige staffeli fra ”Olafur Industries” frem fra baglommen og fik anbragt maleriet. ”Er der en mening?”, udbrød Mikael uroligt, mens en mindre hær af fixpunkter forklædt som kulørte kaniner hoppede ud af lærredet, smuttede ind af døren til galleriet og begyndte at gnave i de danske møbelklassikere. ”Meninger er der nok af”, svarede jeg friskt. Vi satte os ved Mikaels nu etbenede skrivebord og begyndte at bygge et korthus. ”Jeg må ud til forstæderne og se, hvad du ellers har gang i”. ”Det er kun rimeligt”, svarede jeg nervøst ved tanken om vores ufærdige pergola. Ude i forstæderne sidder Mikael Andersen i min pæneste stol og stirrer ind i en rotor, der er i færd med at rive gulvtæppet væk under en lille mand med en meget stor hat, en samler af sjældne rævesakse. Tunge bier og poletter flyver rundt i det måneskinsoplyste møntvaskeri, hvor det hele foregår. ”Det ser godt ud”, udbryder Mikael. ”Men er der en mening?” ”Ja”, svarer jeg, og så er den udstilling i hus. ”Får du lige bygget jeres pergola færdig inden den 6. maj?”, udbryder Mikael lidt skarpt på vejen ud. ”Ja det kan du tro”.

Maler, bliv ved dine læsterlige lærreder!

Min kammerat trykkogeren

I fredags vandrede jeg med store, dirrende øjne gennem Lars Nørgårds fænomenale udstilling "Trykkoger" på Galleri Profilen i Århus; det er første gang jeg har haft ro til virkelig at hengive mig til de viljefast og intrikat flintrende farveturbiner, Lars' oliemalerier de sidste mange år har været - det kæmpe titelbillede, der står lænet op ad væggen, er det decideret hårdt at få trukket sig ud af, det bliver ved med at køre rundt med dig - men selvfølgelig er der også en masse kosteligt klart kukkede tegninger (hestepærer!) og hov, to tegning-malerier, af gode gamle æggemand og en gennemblæst, stirrende mus med gennemhullede ører, som jeg forestiller mig hedder Hickey, og det vildeste hit: skulpturen "André", en grøn kaktus og en sølverne ballon ved siden af en hinanden på en lang klovnesko af bronze, for det sådan alting er og bliver, kunsten og livet etc. en grøn kaktus og en sølverne ballon ved siden af hinanden på en lang klovnesko af bronze.

Blindillustration + blindbilledtekst = sygt, sygt syn, forhåbentligt

Jeg glæder mig umådeligt til at møde op med Lars Nørgård i Checkpoint Meyer om 50 minutter og se den (FARVE!)tegning, han tegnede færdig i går til den tekst, sidste xtra-manifest-afsnit i min Kritikkritik-føljeton, som jeg skrev færdig for halvanden time siden, og som han derfor ikke har læst, ligesom jeg ikke har set hans tegning; det eneste vi har haft at holde os til, var min arbejdstitel, grebet ud af luften for sin vellyd alene: KRITISK TRAPEZ, hvilket jeg denne morgen valgte at tage ekstremt bogstaveligt og encyklopædisk, med brug af både den store encyklopædi og Ordbog over det danske Sprog - og Herman Bangs trapez-novelle Les Quatre Diables, som jeg citerer alt, alt for lidt af, her er lidt mere citat:

De standsede ikke. Nu arbejdede de over hinanden, Adolphe og Louise øverst.
Op imod dem lød bifaldet som en forvirret mumlen, mens artisterne i deres loge (hvor duennaen stadig var forrest, hed bestandig med den rosenbesatte kapothat på skæv, klappende for med de bare, kladskende hænder) fulgte "Djævlene" i kikkerter, studerende fiffene i deres dragter, hvis forvovenhed i artistverdenen var berømt:
- Mais oui, deres hofter er nøgne ...
- Fiffet er, at man se lænderne, råbte de i artistlogen i munden på hinanden.
Den trivelige forriderske i "Ridderspillet fra det sekstende århundrede", Mlle Rosa, lagde kikkerten tungt fra sig.
Nej, hun har intet korset, sagde hun, svedig i sit eget drøje panser.

I min udgave af Diables har Jane Muus illustreret, i s/h, og det kan Herman godt være tilfreds med, men jeg har Lars N, i farver, og er dermed udsyret usårlig på forhånd -

Og så bider jeg gerne i mig, at han også har leveret alt for skidegode tegninger til Henrik Nordbrandts ½gode bestillingsdigtsamling Vi danskere, der udkommer i næste-næste uge.

Om 35 minutter får jeg syn for segn - !