Min senile og/eller tyvstjålne lørdag

Det var fordi jeg lige skulle tjekke post, da jeg var på vej hen til møntvasken, og så var der både den Gy-debutroman til anmeldelse helst mandag, jeg håbede på, og en overraskelse, After Hand-dramatik ´(!) af Nikolaj Zeuthen, og dem skulle jeg lige bakse ned til vasketøjet, så kunne kunne bladre og læse, når jeg nåede frem, og SÅ GLEMTE JEG NØGLEN I POSTKASSEN, opdagede jeg ca. tre kvarter senere, da jeg var færdig med at centrifugere, og ringede hjem til min søn, men nu var nøglen der ikke længere, sandsynligvis og meget venligt havde nogen smidt ned i postkassen, men han kunne ikke tjekke efter, fordi han ikke har postnøgle (hans kammerat forsøgte at fotografere ned i postkassen med sin mobil, forgæves), og familiens anden nøglebærer var ude i verden, og da jeg så efter cafébesøg/ tørretumbling var kommet hjem, låst ind af min søn, og tog mine bøger frem, de postsendte og de oprindeligt vaskeventetids-udvalgte, SÅ MANGLEDE GY-DEBUTEN, og strakks styrtede jeg tilbage til møntvasken, hvor der ikke var spor af den, og videre til Café Viggo, hvor jeg havde haft den med, og de kendte ikke til sagen, men var der ikke noget konspiratorisk over den måde, de to tjenere talte fransk til hinanden på? for en bog kan jo ikke bare blive helt væk af sig selv, nogen må have taget den, i møntvasken eller på caféen (ja, jeg har gennemrodet vasketøjet, og det er altså ikke nemt for en bog at BLIVE VED at gemme sig en skjorte), og på en måde er der jo noget smukt i, at nogen stjæler en endnu ikke udkommet debutroman, HVIS DET IKKE VAR FORDI JEG SKULLE SIDDE OG LÆSE DEN NU I STEDET FOR AT SKRIVE DENNE IDIOTI- OG DEMENSUDSTILLING AF EN BLOIGPOST!

Retarderet romankunst

Evnesvage, udviklingshæmmede, åndssvage etc. er farlige fiktionspersoner, i et væk skal de fortælle os de sentimentale sandheder, Forrest Gump-syndromet, I ved - i Dorph og Pasternaks nye krimi Jeg er ikke her, der for fanden stadigvæk ikke er udkommet, selvom jeg har læst den for 14 dage siden, er idioten snarere en art autist med dertil hørende dæmoniske særkundskaber - mens han i Lasse Ernsts lidet ophidsende debutroman Man dør kun en gang, også læst her i ferien med henblik på Vejles debutantpris, er halvt kær og halvt farlig (pædofil selvfølgelig) og dermed et fedt moralsk dilemma - men så er der Erling Jepsens roman Biroller, læst for skams skyld bare, hvor den kvindelige hovedperson er åbenlyst debil, konsekvent tænker og handler hun kritisk idiotisk, men hun skal vistnok ikke forestille at være underbegavet - vi får at vide (men får det ikke demonstreret, andet end i glimt), at hun er belæst og excellerer akademisk på sit dramastudie - debiliteten skal vistnok forestille at være charmerende og comic relief (hun lider rent faktisk af spisevægring, afsløres det ret sent, det er også sjovt!) indtil hun pludselig afsløres som en art søvngænger-morder, af en hund og en ung skuespillerinde, begge rivaler (jeg er sgu ligeglad med spoilers her), hvilket kun skaber en endnu større, men aldeles uproduktiv distance til læseren, der, hvis han er mig, og det er han, med tilbagevirkende kraft føler sin skepsis overfor den kælne naivitet i Jepsens forrige romaner retfærdiggjort, det var og er kunstnerisk forskruet idiot-kitsch ...