Heldagsregn. Politikere, der taler i sportsmetaforer. Ord som omstillingsparat og andengenerationsindvandrer. Folk, der mener, at de repræsenterer sandheden ( politisk, religiøst, kunstnerisk).Søde sager. Debattører i kommentarfelter og enhver form for dogmatik. Litterære blogs. Sjap. Bjørk, Bob Dylan og Bruce Springsteen. Guitarsoli og slappe håndtryk. At bære på skiudstyr. Realistisk prosa. Risengrød. Føleri. Tikkende vækkeure. Barnegråd. Afslag. Grillbarer og cafeteriaer. Parmiddage. At se tv. Cigarrøg. At vente på min kuffert i Kastrup Lufthavn og vide, at i ankomsthalen står folk klar med køller, og at det vil være gråvejr de næste tre uger. At udgive bøger ( udgivelsesdatoer).
Grunden til, at digteren ikke kan lide litterære blogs (Kamilla L på Promenaden har også følt og registreret stikket i denne gode litterære blogpost) er måske, at hans bedste tekster til forveksling ligner og også ønsker sig at være blogposter posteret på en blog hellere end tekster fængslet i bøger og i dette eksemplariske eksempel et udstillingskatalog (Bakkehusalfabetet) - nu er den tekst omsider kommet hjem:
Jeg har fotograferet kastanjetræet i gården fra samme sted i mange år. Jeg har stillet mig på Navnestenen. Fotografierne er min læsning af træet og årstidernes skiften og skrift i træet. Jeg har ført mange samtaler med det træ gennem den tid, jeg har boet i Bakkehuset. Det har svaret med en susen i løvet og ved at lade kastanjerne regne ned i gruset på gårdspladsen. Jeg ved, at dét, jeg vil savne mest ved Bakkehuset, er kastanjetræets stor grønne alvor på gårdspladsen.
Lyset tøver ikke med at ramme kastanietræet, jeg tøver ikke med at sige, at solen skinner. Lige nu skinner solen. Jeg sidder i solen på en bænk under et træ fuldt af skarpe knopper, og mens vinteren svæver væk, dingler vinterens rødder pludselig under skyerne, og det er blevet forår.
Kastanjetræet udgiver sine digte på eget forlag.
Kastanjetræet ser ikke særligt konkurrencedygtigt ud her til morgen, blomsterne ligger allerede på jorden som trist, tør sne. Fuglene ramler mod himlens intakte lyskys. Jeg er næsten til stede på samme overbevisende måde, men kastanietræet har allerede røde tal på bundlinjen.
