Den pragtsyge himmel smitter ikke af på menneskets strukturer. Vi har rigeligt i eget humbugløse mulm. Ude vristes glimt og kroge fra snekrystallerne, sov, bliv ét med søvnen. Men i huset findes et mørke uden forvandling og bevægelse. Himmel og landskab bliver afvist som kalendersælgere på tærsklen til det menneskelige. Huset rummer ingen skikkelse. Hvem tør skelne mellem menneske, nat og gavl.
Mørke og stilhed hører til husene, som husene hører til mennesket og som hostelyden, langt nede ad den tilsneede vej, dårligt kan høre til andet end topventilmotoren på en kalendersælgers Husqvarna. de host i sneen og sidetaskernes klapren. hans læderfugle vil lette fra ham, men er for tyngede af fremtid, udmålt på perforerede ark i brunt kartonbind. Der er unægteligt en kratten her på gårdspladsen. En krattende bevægelse imellem gavl og mørke, og den bevægelse må have hørt til noget engang, før mørket skilte handlingen fra sin skikkelse. Hvad er en kratten uden en krattende.

- Oluf Høst: Vinterdagen dør, 1943

- Rasmus foran sin lydinstallerede klippehule, som jeg aldrig kommer at lægge øre til
Ingen kommentarer:
Send en kommentar