fredag den 25. april 2014

Prosaisk konkretisme

Utroligt så kedeligt novelle- og romanprosa SER UD: mere eller mindre massiv narration og mere eller mindre luftig dialog; en sjælden gang benytter nogen sig excssivt af kursiver og VERSALER (trods alt tak for det, Sonnergaard), men næsten aldrig ser man egentlig innovativ PROSAOPSTILLING:

Jens August Schade har sit sjov med bogstavstørrelser og fed skrift og spejlvendt- og på hovedet-skrift m.m. plus versaler og kursiv og s p a t i e r i n g i Kommode-tyven, og så springer vi (men kom gerne med eksempler fra mellemtiden, forlæste blog-læsere) til Lars Frosts Skønvirke, 2011, der kører nogle fine dialog-trapper:

Højere op.
  Højre endnu.
    Dér. Nu tror jeg den er der.
  Jens hænger og svajer i i træets krone. Han har bundet et tov i grenen, og nu begynder han at save.
  Fremragende, siger Flemming. Han tager imod.
  Og så en bajer. Det skal fejres. Veludført arbejde.
  Ser det ikke lidt skævt ud? siger Jens.
    Måske vi burde fjerne en gren eller to mere, foreslår han.
      På den anden side.
        For at balancere det hele.
          Det ville være mere harmonisk.
    Sludder, siger Flemming.
      Det er perfekt
        Nu kan det træ ikke gøre  nogen skade.
          Skål.

Peter Højrup har i sin nye roman Island flere skønne og original prosaopstillinger (som jeg ikke fik nævnt og rost i min anmeldelse). Replikker og inquiter (sagde hun) står altid i et afsnit (der så ofte, hvad angår inquiterne, bare en linje) for sig selv:

Jeg kan ikke deltage i den slags,

sagde hun.

Sådan en prisuddeling har intet med det, jeg skriver at gøre. (....)

Fortællerens evige fantasier og forgrublinger afbrydes rimelig fast med et "tænkte jeg" indhakket i en linje for sig selv (men ikke som replikker og inquiter som afsnit med luft omkring), se stykket om Norge i blogpost nedenfor, men okay, også et eksempel her:

Jeg gik hen og borede fingrene ind i revnerne i barken. Træet har al tid i verden.
     tænkte jeg,
i modsætning til mennesket, der kun har et øjeblik før lyset svinder, og huden begynder at hænge i slappe folder fra knoglerne. Så vi skynder os.

Hvortil kommer en håndfuld, enkeltstående konkretismer, bl.a. en fars slæbende tale og en sammenbrudt besværgelse af sammenbrud og, mest spektakulært, to "Nu" er, der står helt alene på to opslag i sekvens (lidt i familie med Christina Hesselholdst berømte, fåmælte sexscene i Eks: "Daniel sagde: "Ooh"./ "Ooh", svarede Judith./ "Ooh, sagde Daniel").

Må romanvisualiteten herfra groove sig figurlig for alvor. Og læs Island




nu





Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar