Pludselig frygt ved redaktørskifte

HVAD NU HVIS JEG IKKE
LÆNGERE KAN FINDE UD 
AF AT SKRIVE PUNKTUMLØST
SYNTAKSFLETTENDE
(((PARANTESBLOMSTRENDE)))
LIXTALSINFLATORISK
UFORSTÅELIGT
I AVISEN !!!!!!!!! ??????????

(fra anmeldelse af Peter Højrups roman Under det kogende hav:

-->

Den kritiske fanden til forskel gør Højrup-jeg’ets – og her kommer et virkelig farligt ord – modenhed, i: han har erfaret mere og andet end litterær følsom forelskelse i litteratur og piger og sig selv, frem for alt sorg – over et barn, der døde – og ansvar – for familien, hustru-du + to børn, der lever. Og det er i hans traven omkring og atter omkring den post-ungdommelige virkelighed, han træder i skrift-karakter, Højrup-jeg’et, som en mut, selvkritisk (OG -ironisk), forgrublet, poetisk guttermand af en everyman (og modsat så mange digtertyper: handyman). Den rigtige parallel, også kvalitativt, er måske i virkeligheden Lone Hørslevs lige så familie-ophængte og løst ferie-organiserede Fjerne galakser er kedelige, 2005, og i stedet for at pludre sprudlende som humørsyge Hørslev destillerer Højrup ciselerende, illuminerer med omhu sin rugende muthed)

(fra Onsdag er død-klumme:

-->

Jeg kan sagtens forstå, at visse digtere derude synes, det er ret sygt at høre på lige netop mig klage min nød over at blive anmeldt, ud fra enhver objektiv betragtning fortjener jeg for min mine mange og grusomme og intrikate synders skyld at blive pulveriseret noget så eftertrykkeligt, hver dag, I know, I know, men jeg er, tro det eller lad være, kun et menneske, og for anden gang dette forår har jeg være så dum at bringe mig i den situation, at anmeldere, som i skuffende grad ikke er mig, lige nu sidder og fingererer ved en bog med min signatur på forsiden, vejer den på deres dertil indrettede (allerhøjest) sølvvægt og finder den for let eller tung, min første forårsbog var en børnebog, og der var frygten, om den overhovedet blev anmeldt, hvilket den også knap nok blev, denne gang er der tale om en monografi om en stor digter, der har fødselsdag denne fredag (og hvorfor skal mine bøger altid udkomme en fredag, side om side med klummen?), så den skal nok blive anmeldt, men af hvem?, og flere anmeldere er der så heller ikke at vælge imellem, bortset fra at jeg lige præcis ikke kan vælge selv, og der er nogen, jeg i den grad bare ikke orker at blive anmeldt af, lige meget om de er positive eller negative, det ultimative mareridt er faktisk, hvis de vælger at være positive, så jeg er tvunget til at være glad for deres anmeldelser, og jeg kan lige så godt sætte navne på, Mikkel Bruun Zangenberg og Erik Svendsen, og for at det ikke skal være løgn, står der atter onde ting om Erik Svendsen inde i bogen, ikke formuleret af mig, men af den store digter, og den slags har aldrig forhindret mig selv i at gå til biddet, så hvorfor skulle det forhindre Erik Svendsen, og jeg kan ligefrem høre ham sidde og fnyse i moustachen længere ude på Frederiksberg, mens han pirker til bogen med sin bløde lektorpegefinger, i denne følsomme fase, hvor bogen er kommet, men ikke udkommet, tager jeg den hele tiden op, som for at beskytte den, og bladrer lidt, og hver gang opdager jeg atter, at JEG KAN IKKE LÆSE MIN EGEN BOG, jeg er ude af stand til at falde ind i min egen normale, effektive læserytme, blikket går i slo-mo, det ryster og snubler, og snubler hele tiden over sproglige detaljer, der som regel ikke er egentlige fejl (selvom de også, grelt neonblinkende, kan dukke op), men bare formuleringer, som ikke er 100 % totalt og absolut elegante, men er man ude i at referere en roman eller gøre rede for en digtstruktur, er det altså også begrænset, hvor totalt og absolut elegant man kan te sig, desuden er og bliver mit slæbende, snublende selvlæseblik jo også vildt unaturligt, tænk hvis jeg skulle udsætte andres skrift for det, det ville ikke engang resultere i specielt onde anmeldelser, tror jeg, bare meget mærkelige anmeldelser, som brugte hele afsnit på at overveje, hvorvidt et komma på side 132 egentlig burde have været et kolon, og når jeg står og bladrer, paranoidt og beskyttende, savner jeg pludselig alle mine koloner: kom hjem til fars bog nu!)