Nå ja, WA-pris (mens vi venter)!

Stem på stentavle - skal hugges ud af avisen - på enten

Hanne Højgaard Viemoses MADO

eller

Dorrit Willumsens Nær og fjern (kunne pludselige ikke huske titlen, Hus og hjem, Ny og næ, Her og dér, Nu og da ...)

eller 

Gitte Broengs Frøken Klokken

- MADO er jo aldrig færdig; her er dagens kapitel, endnu et Island-et:

Hanne Højgaard Viemose added a new photo.

1 hr · iOS ·

Nå, sne og blæst i Reykjavik, forleden spiste vi rådden gæret rokke (skade), ringede siden til politiet og givet et signalement af Lille Bløde som forsvandt i lufthavnen, B fik tlf da politiet ville vide hvordan den så ud: den hedder Lille Bløde, den er ikke lille, Dagurs hedder ikke Lille Bløde, engang vi havde lus sendte vi den til Grønland, det er ikke en isbjørn, det er LilleBløde 3, men det er Dagurs, det er min lillebror, han er tre år, nogle gange niver han, blablabla, Pabbi, hvordan siger man st Kongensgade på islandsk? Pabbi, politimanden vil gerne sige noget til dig! S har fyldt mit skab med tøj han har fundet på et byttemarked, Idag går jeg rundt i røde levis jeans og en glitrende t-shirt hvorpå der står: My boyfrind is a teenage Ware Woolf, jeg har gået rundt og købt julegaver i snevejret, og en lyserød strikketrøje str nyfødt (sig straks til hvis I kender nogen der vil ha den!), nu ser jeg Trouble in Paradise og spiser frysepizza, snart vil jeg gå på Baronstígur og sidde i bassinerne på taget i min nye badedragt med åben ryg og leopardflæser, hva laver I, har I det godt, har I fundet julekuglerne frem? GLÆDELIG JUL!!

En mand der kan læse og en mand der ikke kan læse

Nogle bøger er åbenbart lakmusprøver på, om en anmelder har litterær sans i livet, som nu Peter Højrups roman Island, der fik 5 stjerner i Jyllands-Posten i en anmeldelse af Jon Helt Haarder, som tydeligvis godt kan læse, her anmeldelsens afslutning, og gid dog, Haarder, for avislæsernes skyld, havde krævet plads til et citat:

Spændingen giver løft og fremdrift til den kværnende indre monolog, en slags tankefuga, der udgør teksten. Vi er så udpræget inde i en jegfortællers hoved, et hoved, der er ved at revne af tanker og følelser, og hvor bestemte formuleringer kommer rytmisk igen og igen. Specielt har Højrup det med at isolere sætningsdele som »tænkte jeg« eller »sagde hun« - sådan at man hele tiden veksler mellem at blive nedsænket i en tankestrøm eller en (slags) replik og distancere sig fra den. Jeg havde gerne givet et citat som eksempel på Højrups opspændte, alvorlige og festlige prosa, men det kræver mere plads, end jeg har her.Lad mig nøjes med at rose teksten for både dens musikalske energi nede på sætningsniveau og for dens intrikate overordnede komposition. Dette er hverken en smal eller en bred roman, det er slet og ret en virkelig god roman.

I Berlingske Tidende i dag får romanen til gengæld absurde 2 stjerner i en anmeldelse af litteraturredaktør Søren Kassebeer; og problemet er her, at man jo ikke kan argumnetere imod hans smagsdom; man kan bare med sin bedre smag fastlså, at Kassebeer åbenbart slet ikke kan smage, og heldigvis overlader han (retorisk, tror han selv, fordi han bilder sig ind at have ret) den endelige smagsdom til læseren med et citat, der skal forestille at udstille romanens skabagtighed, men for DENNE læser demonstrerer dens furiøse mesterskab:

Og det er altså ikke, fordi Peter Højrup ikke kan skrive. Ordene flyder let fra hans romandebuterende forfatterpen, der er en god rytme i sproget, en sikkerhed i omgangen med sætningerne, der med nogle gange næsten Proust-agtig smidighed fejer hen over siderne, sikkert formede, elegant snirklende.
Måske har han endda næsten for let ved at skrive? Det ene indfald tager i hvert fald det andet i hans billedrige prosa, der også byder på en historie om forfatterens kære forfatterveninde, der har et hjerneskadet barn og gør en ende på både det og sig selv. Lige inden dødsfaldene taler jeg-fortælleren og veninden højstemt om litteratur, og man forstår, at for veninden, Jennifer, »havde litteraturen været en vild hest, der kunne bringe hende ukendte steder hen, når hun gav den lov. En hysterisk hest uden øjne, en panserkrikke med ild ud af næseborene, et skeletøg med tarmene hængende ud af maven, et væsen, der ikke kunne beroliges, som trampede på hendes kranie og hverken kunne lulles i søvn eller tøjles«. Se, sådan en omgang hallucinerende ordgejl er jo hverken til at græde over eller grine ad, det er litterært overkill, og kan man lide den slags, er der virkelig ingen grund til ikke at læse Peter Højrups debutroman. Andre læsere bør nok holde sig væk. For en sikkerheds skyld.

Der ER virkelig ingen grund til ikke at læse Peter Højrups debutroman. 

Prosaisk konkretisme

Utroligt så kedeligt novelle- og romanprosa SER UD: mere eller mindre massiv narration og mere eller mindre luftig dialog; en sjælden gang benytter nogen sig excssivt af kursiver og VERSALER (trods alt tak for det, Sonnergaard), men næsten aldrig ser man egentlig innovativ PROSAOPSTILLING:

Jens August Schade har sit sjov med bogstavstørrelser og fed skrift og spejlvendt- og på hovedet-skrift m.m. plus versaler og kursiv og s p a t i e r i n g i Kommode-tyven, og så springer vi (men kom gerne med eksempler fra mellemtiden, forlæste blog-læsere) til Lars Frosts Skønvirke, 2011, der kører nogle fine dialog-trapper:

Højere op.
  Højre endnu.
    Dér. Nu tror jeg den er der.
  Jens hænger og svajer i i træets krone. Han har bundet et tov i grenen, og nu begynder han at save.
  Fremragende, siger Flemming. Han tager imod.
  Og så en bajer. Det skal fejres. Veludført arbejde.
  Ser det ikke lidt skævt ud? siger Jens.
    Måske vi burde fjerne en gren eller to mere, foreslår han.
      På den anden side.
        For at balancere det hele.
          Det ville være mere harmonisk.
    Sludder, siger Flemming.
      Det er perfekt
        Nu kan det træ ikke gøre  nogen skade.
          Skål.

Peter Højrup har i sin nye roman Island flere skønne og original prosaopstillinger (som jeg ikke fik nævnt og rost i min anmeldelse). Replikker og inquiter (sagde hun) står altid i et afsnit (der så ofte, hvad angår inquiterne, bare en linje) for sig selv:

Jeg kan ikke deltage i den slags,

sagde hun.

Sådan en prisuddeling har intet med det, jeg skriver at gøre. (....)

Fortællerens evige fantasier og forgrublinger afbrydes rimelig fast med et "tænkte jeg" indhakket i en linje for sig selv (men ikke som replikker og inquiter som afsnit med luft omkring), se stykket om Norge i blogpost nedenfor, men okay, også et eksempel her:

Jeg gik hen og borede fingrene ind i revnerne i barken. Træet har al tid i verden.
     tænkte jeg,
i modsætning til mennesket, der kun har et øjeblik før lyset svinder, og huden begynder at hænge i slappe folder fra knoglerne. Så vi skynder os.

Hvortil kommer en håndfuld, enkeltstående konkretismer, bl.a. en fars slæbende tale og en sammenbrudt besværgelse af sammenbrud og, mest spektakulært, to "Nu" er, der står helt alene på to opslag i sekvens (lidt i familie med Christina Hesselholdst berømte, fåmælte sexscene i Eks: "Daniel sagde: "Ooh"./ "Ooh", svarede Judith./ "Ooh, sagde Daniel").

Må romanvisualiteten herfra groove sig figurlig for alvor. Og læs Island




nu

Sidste suk nr. 2347858762345

Jens Blendstrup, inden han klokken 6:03 tog en taxi til Island:

Al den daggry!